Virtuelle mutanter samler verden

Retorisk kritiker Edwin Black skrev engang at der findes et begrænset antal situationer man som retor kan stå i. Det lader til at han har ret: Hvad end du har brug for at udtrykke, er der allerede en der har memificeret det.

– om memer og fællesskaber

Kristine Marie Berg

Hitler får at vide af sine generaler at modangrebet mod Sovjet ikke lykkedes. Tysklands fald er forestående. Med rystende fingre tager han sine briller af, løfter let på skuldrene, beder nogle enkelte blive og resten forlade lokalet. Og så flipper han fuldstændig sidelæns. Det er selvfølgelig klimaksscenen fra Oliver Hirschbiegels film Der Untergang fra 2004 jeg beskriver her. Hvis du ikke har set den (så tag og få det gjort), har du garanteret set et af de utallige internetmemer der er skabt med udgangspunkt i den. Internetmemer spreder sig som virus og smitter os gennem latter og fælles pop- og netkulturelle referencer.

Virtuelle mutanter

Begrebet internetmem er en specificering af begrebet mem eller på engelsk meme som Richard Dawkins introducerede i bogen The Selfish Gene fra 1976. Med udgangspunkt i biologi og genetik argumenterer Dawkins her for at kultur skal forstås som en virus der spreder sig. Kulturelle elementer som stil, måder at opføre sig på og idéer der efterlignes og dermed reproduceres, kalder han memer. Som et gen kan et mem mutere, altså undergå små forandringer. Dermed bliver det enten stærkere, eller det forgår. Dawkins skrev ikke om internettet i 1976, men i dag bruges hans begreb primært i den forbindelse. Et internetmem er således et kulturelt element som eksempelvis et billede, et filmklip, et udtryk, en handling, et koncept eller noget sjette der i en periode deles af mange på nettet. Ofte forandres eller, hvis vi skal holde fast i Dawkins’ sprogbrug, muterer de undervejs. Internetmemer tager ofte udgangspunkt i en aktuel, gerne absurd nyhed eller en genkendelig frustrerende eller komisk situation og indeholder mere eller mindre indforståede pop- eller netkulturelle referencer.

Annons

Klimataler

Jeg har fundet ni klimaretoriske fejl og skrevet ni kapitler om, hvordan du kan gøre det bedre ved at lære af de bedste. Bogen tager dig med på en rejse gennem historien med fokus på slaveri, borgerrettighedsbevægelsen og kampen mod racisme. Hvert kapitel kommer med en klar anbefaling til, hvad du skal gøre, eksempler på folk, der har gjort det godt og skidt og en forklaring af hvorfor. Läs mer...

Klimataler – introduktionen

Introduktionen fra bogen Klimataler af Rune Kier. Läs mer...

Lad os tage nogle eksempler. Der Untergang-memet eller ‘Hitler-reacts-memet’, som det også kaldes, er filmklippet som jeg beskrev indledningsvist, men tilføjet andre undertekster, så Hitler tilsyneladende går amok over noget helt andet. Det er svært at sige hvad det første af sin slags var, muligvis et spansk et fra 2006 om nogle mangler i Microsofts flyvesimulatorspil, men nu findes der tusindvis, og det er derfor muligt at se Hitler kaste sin vrede over alt fra forsinkede pizzaer til den kendsgerning at der ikke findes pokémoner i virkeligheden. Et mem kan også være en handling som at rickrolle nogen. Rickrolling er at udsætte andre for Rick Astleys 80’er-hit Never Gonna Give You Up ved eksempelvis at sende dem en quiz hvor løsningen er ordene i sangtitlen. Og når jeg siger “udsætte andre for”, er det fordi det betragtes som en kærlig ydmygelse at lokke andre i Rick Astley-fælden. Rigtig internetsk bliver det når det sammenblandes, og Hitler går amok over at blive rickrollet. Et eksempel på memer med udgangspunkt i aktuelle nyheder er JoeBama-memet fra tiden lige efter valget af Donald Trump som USA’s præsident. Det består af et billede af daværende præsident og vicepræsident Barack Obama og Joe Biden og en tekst i form af en ordveksling mellem de to hvor Biden foreslår en række barnlige måder at drille Trump på når han skal flytte til Det Hvide Hus. Obama afviser opgivende. I et specifikt eksempel ser man Biden og Obama på vej ned gennem søjlegangen i Det Hvide Hus.

Biden: “Ok. Det her er planen. Har du set Alene hjemme?”

Obama: “Joe, nej”

Biden: “Bare én fælde”

Obama: “Joe… nej.”

Et langlivet og vidt udbredt meme baseret på genkendelige situationer og følelser er Grumpy Cat-memet. Det følger den nok mest kendte memskabelon, nemlig et nærbillede af et menneske eller et dyr og en todelt tekst i skrifttypen Impact Font. I Grumpy Cat-memet præsenteres vi for et billede af en kat der ser virkelig mavesur ud, og en bittersjov tekst som for eksempel “Der findes to slags mennesker”, “Jeg kan ikke lide nogen af dem”.

Kondenseret kommunikation

De seneste år er virksomheder blevet opmærksomme på salgspotentialet i internetmemer. Den oprindelige Grumpy Cats ejer er efter sigende blevet rig på at lade Grumpy Cat blive tals-kat for et kattefodermærke. Men de allerfleste memer er stadig skabt af private, sikkert fortrinsvist yngre, internetbrugere. Hvorfor skaber de dem? Hvad vil de med dem? Og hvordan kan de bruges af andre? Som eksemplerne viser, er humor en vigtig komponent i memerne, og mit gæt er at hvis vi spurgte memskaberne hvorfor de laver dem, ville de svare for the lulz, det vil sige noget i stil med ‘fordi jeg kan’ eller ‘for sjov’. Men der er selvfølgelig mere i dem end det. De er en kondenseret kommunikationsform, og ved at opbygge og trække på et kartotek af fælles pop- og netkulturelle referencer er de med til at skabe og underbygge fællesskaber.

Når Edwin Black hævder at man som retor kun har et begrænset antal situationer man kan stå i, er der noget om snakken. For uanset hvad man ønsker at sige i debattråden, er der allerede en der har lavet et mem om det – og garanteret også nogen der har lavet yderligere muterede versioner med andre nuancer. Vil du gerne gøre opmærksom på at nogen har overset noget helt åbenlyst eller simpelthen ikke har tænkt sig ordentligt om? Prøv et Morpheus-mem. Her ser du skuespilleren Laurence Fishburne som karakteren Morpheus fra Lana og Lilly Wachowskis science fiction-film Matrix i det øjeblik han fortæller hovedpersonen at han lever i en computersimulation. Øverst står ordene “What if I told you” – altså “Hvad nu hvis jeg fortalte dig” – og nederst kan der så stå “at du ikke kan stole på alt du læser”. For at forstå memet skal man kende til filmen Matrix, genkende karakteren Morpheus og huske at det er ham der redegør for hvordan det hele hænger sammen i filmens univers. Gør man det, kan man forstå at memet ikke bare opfordrer til at overveje noget en ekstra gang, det udtrykker også en forestilling om at den person memet er rettet mod, har levet i uvidenhed, og at det hun nu får at vide, vil tvinge hende til at gentænke hele sin virkelighedsforståelse. Ved at sige det med et mem signalerer man samtidig at denne situation hvor nogen udtaler sig om noget uden at have overvejet det tilstrækkeligt, er et velkendt fænomen. Man sætter den pågældende person i bås med alle andre der gør det samme og som også kunne have brug for en Morpheus. Afhængig af forholdet mellem afsender og modtager kan det fremstå sarkastisk-nedladende, ironisk-kærligt eller noget tredje. Men under alle omstændigheder forstår man kun memet hvis man forstår referencen til filmen. Matrix blev en kæmpe succes og er set af millioner verden over, så der er sandsynligvis mange der kan følge Morpheus-memet. Men der findes også memer der refererer til fænomener som på ingen måde er alment kendt. For de der ikke forstår referencerne, fremstår de som det rene nonsens, og for de der forstår dem, er de sjove og fællesskabsbyggende.

Vi mødes i memet

Humoren i memer bygger ofte på en oplevelse af uoverensstemmelse mellem forskellige elementer der imod forventning optræder sammen, og som det overraskende nok alligevel giver mening at sammensætte. Med ét ord inkongruens. Når Hitler flipper ud over et forsinket pizzabud, sidestilles sådan et lille hverdagsligt irritationsmoment med en verdenskrig. Det viser forståelse for hvor vanvittig vigtigt det kan føles at få sin pizza til den lovede tid, og opfordrer samtidig modtageren til at grine af overdrevne reaktioner. Et billede af Obama og Biden der taler fortroligt sammen, fremkalder umiddelbart forestillinger om vigtige politiske overvejelser. At forestille sig at de i virkeligheden taler om at bygge fælder for Trump og baserer deres planer på en fjollet familiefilm fra 90’erne, er uventet og alligevel meningsfuldt på en morsom måde. Når en nuttet kat ser virkelig gnaven ud og fremsætter genkendelige omend overdrevent bitre livsrefleksioner, menneskeliggøres katten, og samtidig skabes en distance til de menneskelige følelser. Overordnet inviterer memerne os til at tænke “hvad hvis…”. Hvad hvis Hitler flippede ud over at pokémoner ikke findes, og hvad hvis Biden opvarmede dørhåndtaget til hoveddøren på Det Hvide Hus, så Trump brændte nallerne når han skulle flytte ind? De fjollede memer synes således at åbne for en verden der er endnu tåbeligere end den virkelige, men måske også blidere. Nuvel, jeg har brugt tilpas lang tid på nettet til at vide at det ikke altid er en uskyldig eller blidere version af verden man møder her. Den vaccination må jeg hellere give.

Til gengæld har jeg ikke brugt nok tid på nettet til at kunne forstå alle memer, for nogle af dem bygger på de mest interne netkulturelle referencer. Og det er netop på den måde memer opbygger fællesskaber og kommunikerer tilhørsforhold. Det kræver genrekendskab at forstå og skabe memer, og det kræver kendskab til de pop- og netkulturelle fænomener der refereres til. At dele memer er at dele fællesskaber.

Læs mere

Richard Dawkins: The Selfish Gene. Oxford University Press. 1976. (Anders Due skrev om bogen i artiklen “Memerne tager ordet” i RetorikMagasinet nr. 41, 2001)

www.knowyourmeme.com

Bibliografisk

Af Kristine Marie Berg, Ph.d. i retorik og adjunkt ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 103 (2017), s 34-37.