Who run the world? (girls)

Popstjernen Beyoncé performer med hårdkogt selvsikkerhed. Den styrke bruger hun strategisk til at genforhandle begrebet og forståelsen af femininitet. Genforhandlingen sker med et tvetydigt afsæt i spændet mellem femininitet og maskulinitet. Kapitalismen lurer dog lige om hjørnet, for pludselig kan publikum blive forbrugere og ikke forandringsskabere.

Who run the world? (girls)

Ida Marie Thorsen & Line Lauritsen

Der er ingen tvivl om at Beyoncés feminisme har haft stor betydning for nutidens feministiske bølger og den feministiske debat. Det slog Time Magazine fast da de i 2014 udnævnte Beyoncé som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer. Som popikon og feministisk rollemodel for unge og voksne kvinder verden over vil hun eksempelvis med sangen Flawless beskrive en form for self love der har til formål at lære forskellige kvinder at elske deres forskellige kroppe. Dette til trods har forfatter, feminist og aktivist bell hooks beskyldt Beyoncé for både at være antifeminist, terrorist og undertrykker. Striden fortæller at der findes forskellige måder at udøve feminisme på, og at disse somme tider ikke kan stå sammen.

Beyoncés fjerdebølgefeminisme

Beyoncé kæmper først og fremmest sin egen feministiske kamp der tager udgangspunkt i girl power og seksuel frisættelse i en nyfortolkning af maskulinitet og femininitet. Hun har primært fokus på kvindekønnet hvilket kan give anledning til at tro at superstjernen kæmper en feministisk kamp lig 1960’erne og 70’ernes kamp, der handlede om kvinders ligestilling med mænd. Men Beyoncé forbinder de forskellige feministiske bølger ved at re-claime, altså generobre, sin kvindelige seksualitet gennem feminismens fjerde bølges digitale platforme som har fundet vej til populærkulturen.

Kort fortalt kæmper fjerdebølgefeminister for kvinders ret til at udtrykke og være stolte af deres seksualitet og til at bruge deres kroppe frit og uden skam. En kamp der har sin berettigelse i en tid med et stigende antal sager om porno uden samtykke, slut shaming og victim blaming der alt sammen er med til at fastholde kvinder i en position med internaliseret skam over en aktiv og synlig seksualitet. På den måde kan Beyoncé ses som selve symbolet på den fjerde bølge når hun stolt og åbent synger om seksuelle fantasier og bedrifter og ikke lader sig skamme over at udtrykke sig selv som et seksuelt og frit menneske.

Binær forståelse af køn

Beyoncé opererer primært ud fra en binær kønskonstruktion. Det vil sige at hun tager udgangspunkt i en todelt forståelse af køn der forholder sig til ‘kvinder’ og ‘mænd’ som hinandens modsætninger. Med denne kønskonstruktion reducerer hun kompleksiteten omkring køn, og det står umiddelbart i kontrast til andre grene af feminismen der kæmper for ligestilling mellem alle køn. Når Beyoncés feminisme tager udgangspunkt i en binær kønskonstruktion, kan hendes feministiske acts ligne en kønskamp snarere end en ligestillingskamp. Det kommer for eksempel til udtryk med sangen Who Run The World? (girls) hvor hun blandt andet synger:

“Some of them men think they freak this

Like we do, but no they don’t

Make your check, come at they neck

Disrespect us, no they won’t

Boy, don’t even try to touch this

Boy, this beat is crazy”

Teksten viser med al tydelighed hvordan Beyoncé med nogle af sine sange taler ‘kvinden’ til eksistens som det stærke køn. På den måde fastholder hendes ligestillingskamp en udbredt myte om at der kun eksisterer to køn, og at disse to køn bekriger hinanden i en intern magtkamp. Dette blik på køn medfører at nogle kroppe og identiteter anses som ‘normale’, mens andre opfattes som ‘unormale’.

Hendes måde at gøre feminisme på kan således ses som en begrænsende måde at se mennesket på. Spørgsmålet er dog om Beyoncés optræden i spændet mellem den traditionelle opfattelse af femininitet og maskulinitet alligevel har et potentiale til at skabe forandring, selv ud fra denne binære forståelse af køn.

Overskridelse af stereotype forestillinger

Lad os vende blikket mod Beyoncés sceneoptræden. Når Beyoncé indtager scenen, er det som regel i korsetter, tårnhøje stiletter og fuld makeup hvormed popikonet præsenterer én måde at gøre kvindelighed på: den klassisk feminine måde. Derved kan det ligne at Beyoncé gennem sin seksuelle fremtræden ligger under for den selv samme objektivering hun forsøger at frigøre sig fra.

Men når Beyoncé indtager scenen, sker det samtidig i en kraftfuld frisættelse af kvinders seksualitet hvor hun med feministiske acts og hård attitude fremstiller femininitet i et andet, og nyt, lys. Dette nye lys ses i musikvideoen til sangen Hold Up hvor en på samme tid stærk og skrøbelig kvinde smadrer biler med et baseballbat, mens hun synger om Jay Z’ (formodede) utroskab. Selvportrætteringen er et feministisk act og et opgør med den stereotype portrættering af den sårede kvinde der ligger på sofaen i nattøj mens hun spiser is med tårerne trillende ned ad kinderne. Med acts som denne i musikvideoen er Beyoncé med til at danne nye og nuancerede narrativer om kvinden, og sådan genforhandler hun skellet mellem maskulinitet og femininitet. Hun opretholder derved ikke blot den stereotype femininitet, men formår at overskride grænserne mellem det traditionelt maskuline og feminine.

Den samme genforhandling af skellet mellem maskulinitet og femininitet sker når Beyoncé træder ind på scenen i lårkort og stiletter. Hun fjerner skammen ved den kvindelige seksualitet og udstiller med stolthed både begær og magt hvormed hun gør femininitet til genstand for det magtfulde og kvinden til genstand for sin egen seksualitet – og ikke til genstand for andre.

Pres eller frigørelse?

Når Beyoncé bryder med de forventningsbilleder der følger den traditionelle femininitet, er det en frisættelse af kønsstereotyperne. Der opstår dog et paradoks når hun med sit feministiske ærinde om at hylde alle kvinders forskellige kroppe med budskaber om self love og girl power samtidig reproducerer én slags skønhed og én slags kvindelighed. Det er derfor vigtigt for en offentlig person som Beyoncé at gøre sig klart hvilke privilegier hun har, og dermed hvilken position hun udtaler sig fra, om hvad og til hvem.

Beyoncé lever på alle parametre op til herskende kvindelige skønhedsidealer. Derfor kan hendes budskaber klinge hult når hun ikke bruger sine privilegier på en aktivistisk og politisk måde til at hjælpe mennesker i undertrykte positioner. Med sin stjernestatus og medfølgende privilegier kunne hun udbrede et mangfoldighedsbudskab og præsentere mainstreamkulturens publikum for bredere, mere skæve og queerede måder at gøre køn, femininitet og maskulinitet på. På den måde kunne hun tale de marginaliseredes sag og bidrage til en mere omfattende frigørelse.

Beyoncé står på tronen af den amerikanske drøm, og hendes feministiske acts kan virke overlegne over for dem der ikke på samme måde kan give fingeren til den klassiske opfattelse af femininitet og magt. Privilegieblindheden er nærliggende. Beyoncés privilegerede position er både den hæmsko der kan tømme hendes feministiske acts for indhold, og samtidig er det hendes afsæt for forandring.

Taleposition og truende privilegieblindhed

Med sin sociale og økonomiske status har popstjernen adgang til en privilegeret taleposition hvorfra hun frit kan udøve sin feminisme. Når superstjerne efter superstjerne iklæder sig T-shirts med feministiske mottoer og slogans for at vise hele verden at de deltager i ligestillingskampen, kan det virke en anelse hult. “Hvad er det for en vare, de vil sælge os?”, fristes man til at tænke. Hermed ikke ment at superstjerner alene på grund af deres status, rigdom og berømmelse ikke kan bidrage positivt, men man må være sig bevidst om den kommercielle slagside. For hvem tjener egentlig på dette feministiske merchandise? Der er god grund til at være kritisk over for popstjerner i feministisk udtræk. Det må man huske når Beyoncé poserer foran den klassiske We Can Do It!-plakat. Faren ved feminisme i denne facon er at den bliver et ligegyldigt popfænomen. Hvis feminismen bliver en vare, bliver formålet en pris, og dermed taber den sit forandringsskabende sigte. Opgaven må være at gøre publikum til forandringsskabere og ikke til forbrugere.

Samtidig sender popstjernen en invitation fra sin privilegerede taleposition. Hun er med til at starte debatten om frigjorthed og undertrykkelse af (sorte) kvinder. Mainstreamingen af feminisme kan på den måde være med til at flere får øjnene op for ligestillingsproblematikker. Såkaldt mainstreamfeminisme har et potentiale til forandring, og det er Beyoncé et vidnesbyrd om når hun i kjole og stiletter smadrer en bil med et baseballbat og genforhandler idéen om femininitet og maskulinitet.

Afslutningsvist vil vi blot påpege det paradoksale i at vi som to hvide mennesker har forholdt os til Beyoncés måde at gøre feminisme på. Det er altid vanskeligt at udtale sig om en gruppe, defineret ved hvad enten etnicitet, klasse eller andet man ikke selv er en del af. Desuagtet har vi med ovenstående tilbudt én måde at læse og forstå Beyoncés brune feminisme på.

R

Bibliografisk

Af Ida Marie Thorsen, cand.soc. i socialt arbejde; Line Lauritsen, cand.pæd. i pædagogisk psykologi.

RetorikMagasinet 103 (2017), s 29-31.

Om skribenten
Om skribenten

Lämna ett svar