Anmeldelse i RetorikMagasinet 79 (2011)
Match, Tankespil, 350 kr.
Røverhistorier omkring middagsbordet
Producenterne bag Match lover os et nyt dansk brætspil for hele familien. Det satte vi os i redaktionen for at afprøve. Forestil dig det klassiske billedlotteri der møder den sandhedsafvigende Pinocchio. Sådan kan Match bedst beskrives. En spiller starter med at vende sit eget billedkort og et fælles billedkort. Spilleren skal så fortælle en kort historie som forbinder de to billeder. Næste spiller vender endnu et billedkort og fortæller ligeledes en historie der forbinder hendes billede med fællesbilledet. Når runden er slut, stemmer alle spillerne på den historie de syntes var bedst. Den med fl est stemmer får så point, og de der stemte på vinderen, får også point. Hver spiller har også muligheden for at ryste spillet og smide et ”specialrundekort”.
Match er et kreativt spil hvor spillernes tankevirksomhed udfordres. Men udfordringen for spillerne er i lige så høj grad at Match skulle være blevet lidt længere i idéfasen inden det ramte boghandlerens hylder.
RetorikMagasinets redaktion opdigtede alverdens historier om en queerparade, bedstemors gamle aviser og en knægt fra Sønderjylland. Ingen af historierne var virkelige, og ingen af historierne var velargumenterede. De var derimod virkelighedsfjerne og direkte usandsynlige. Som spiller er det ikke de retoriske evner der kommer på prøve. Derimod bliver du testet som eventyrfortæller, du kommer på prøve som en onkel Flemming der fortæller røverhistorier, eller føler dig som patient til en Rorschach-test hvor du skal få mening ud af mærkelige klatter. Og det er da meget sjovt, men det bliver trættende efter et par runder. Problemet er at historierne bliver for useriøse og usammenhængende fordi du meget hurtigt skal finde forbindelser mellem fx en kamel og et højhus.
Som nævnt lover Match at alle i familien kan spille med. Det virker dog højst usandsynligt. Redaktionen fik sig et par gode grin over fjollede fortællinger, men udelukkende fordi vi har nogenlunde samme referenceramme. Hvis bedstemor og barnebarn skal spille sammen, skal den ældre givetvis holde igen med historierne da bedstemors tankeassociationer er bredere end barnebarnets. Selv om Match i princippet kan spilles af alle, betyder det ikke at det er sjovt for alle.
Specialrundekortene er et godt twist til spillet. Men det virker som en idé der ikke er tænkt til ende. For specialkortene giver aldrig den ønskede effekt af at ryste spillet. Derimod er specialrundekortene lidt ligegyldige. En af mulighederne for specialkortene er blandt andet at bytte et billedkort med sidemanden. Men når alle historier i forvejen er langt ude, hvad er så forskellen på at få et billede af en løve og en brugt lokumsrulle?
En sidste ting der springer i øjnene på en retorikentusiast, er at bagsiden af Match-æsken har et hav af kommafejl. Det får producenterne til at virke useriøse og spillet uafprøvet.
Match har som udgangspunkt en god idé der sætter spillernes associationsstrømme på spil og kan være en fi n øvelse til at blive en bedre historiefortæller. Men hvis spillet ikke bare skal spilles en enkelt gang og derefter samle støv i et skab, skal der tænkes mere over hvordan billeder og brætspil kan blive til mere end bare røverhistorier. Dem behøver vi ikke et brætspil for at fortælle.
Liknande artiklar:
Skriv bedre – en langsom starter
Når fordomme bliver til argumenter
Frame eller bliv framet
Vedkommende nyjournalistisk nørderi
-
Rasmus Helstedhttps://www.retorikforlaget.se/author/rasmus-helsted/
