Hvis du spørger Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, finder du ikke meningen med tilværelsen ved at grave i din egen navle. Tværtimod. For hende handler det om at være opmærksom, række ud til verden og byde dig selv til. RetorikMagasinet har været en tur forbi Zetlands lokaler beliggende i Københavns nordvestkvarter for at møde avisens chefredaktør til en samtale om hvordan man finder meningen med at være til.

Med nr 108 er RetorikMagasinet kommet til et vejskel. Det fysiske magasin försvinder fra hylderne samtidig som et online magasin dukker op i de digitale skyer.

Stefan Iversen anmelder Jens E. Kjeldsen: Vor tids retorik,

Anmeldelse:
Jens E. Kjeldsen (ed.): Rhetorical Audience Studies and Reception of Rhetoric: Exploring Audiences Empirically. Palgrave Macmillan 2018.

Masseskyderier er et tiltagende problem i USA. Siden massakren Sandy Hook i december 2012 har der ifølge Vox og Gun Violence Archive været 1.847 masseskyderier med minimum fire sårede eller døde. Det svarer til 26 om måneden. Efter tragedier er det kutyme at præsidenten adresserer nationen i en tale der roser og giver hyldest til dem der er døde: en eulogi. Situationen kalder på et præsidentielt fitting response. Trumps krisehåndtering efter masseskyderiet den 14. februar er ikke et eksempel til efterfølgelse. Det er det ikke, fordi præsidenten gør sine modtagere til modstandere

Tom tale. Lefleri. Kunsten at besnakke. Retorikken er altid blevet anklaget for at være opportunistisk, uvederhæftig, manipulerende. Og med god grund.
Vi har alle erfaring med irritation over politikeres og lederes snakken udenom og åndsforladte gentagelser af klichéer. Følelsen af at blive besnakket til at købe eller gøre noget man bagefter ikke er stolt af, er nok også velkendt. Og værre: Historien er fuld af eksempler på destruktive politiske beslutninger baseret på retorik af værste skuffe. Tænk krige. Tænk Brexit. Tænk Trump. Retorik er med hver gang det går galt, så hvad er dens eksistensberettigelse?

… Hvis vi ønsker det skal være sandt.
Hvad giver identitet i den digitale tidsalder, og hvilken identitet kan man få i de digitale billeder? Digitale billeder er nemlig ikke blot værktøj til at skabe bedre virtuelle gengivelser; de er et symptom på et brud i det at være noget. Alt er muligt. De peger på et problem og er samtidig udtryk for en løsning. Vi er ikke blot én identitet, vi har mulighed for at afprøve mange flere. De digitale billeders mutationer viser vejen.

Puster man støvet af ældgamle glemmebøger, kan man finde spændende ting, og går man på opdagelse i retorikkens dunkle hjørner og aflåste værelser, vil man opdage at det spøger med glemte eksistenser. En af dem som er blevet forvist til en tvivlsom tilværelse på den retoriske skyggeside, er Aspasia. Aspasia er en antik skikkelse som for mange er gået i den retoriske glemmebog selv om meget tyder på at hun ikke bare var den første kvindelige retoriker, men også en meget beundret underviser i talens kunst.

I det daglige sprog er der en hel mængde udtryk og vendinger der tager noget for givet. De medvirker til vi kan kommunikere glat og let med hinanden. Men de kan også styre vores opfattelse af verden i bestemte retninger – som vi sjældent tænker over. Det skulle vi måske gøre. For den slags udtryk bliver også udnyttet. Artiklen her sætter lup på nogle af de måder hvorpå sproget bestemmer vores omverden – bag vores ryg.

Grassi er i dag husket som formidler af filosoffen Vico, men hans egne tanker om erkendelsens retoriske grundlag og fantasiens kraft er nok så relevante i vores tid hvor økonomisk hyperrationalisme danser en skæbnesvanger vals med politisk irrationalisme

For Kierkegaard var forholdet til Gud afgørende for menneskets eksistens, og hans skrifter er fyldte med stilfigurer som hjælper os med at forstå dette afgørende forhold til Gud. Forståelsen kommer gennem vores erfaringer med forelskelse og kærlighed

Mennesker bruger historier til at give mening til sig selv og til den tid og det sted de lever. Når vi fortæller hinanden historier, er det en måde at forstå og fortolke os selv og det samfund vi lever i. Dette gælder også de historier om superhelte og superskurke som i disse år fylder godt op på den populærkulturelle markedsplads. Superhelten er ikke, eller i det mindste ikke kun, overfladisk kommercialisme og ligegyldig underholdning, men en narrativ grundfigur hvorigennem vi fortæller os selv og hinanden hvem vi er