Derfor skal du læse denne artikel
I denne artikel kortlægges og analyseres de stilistiske greb, journalister bruger for at vække læsernes interesse på nettet. Her er konkurrerende historier kun et gratis klik væk, og rubrikkens form bruges derfor i udtalt grad til at fange og fastholde læserne. Analyserne viser, at journalister bruger en bred vifte af retorisk-stilistiske virkemidler for at pirre nysgerrigheden, bryde forventningen, aktivere forestillingsevnen og stimulere symmetrisk tænkning. Nogle af grebene er gamle kendinge fra antikke beskrivelser af ornatus, andre er nyere og mere mediespecifikke, heriblandt kataforer, der skaber spænding ved at tilbageholde information. Artiklen positionerer sig normativt ved kritisk at diskutere konsekvenserne af en sådan sproglig strategi, der sælger historien ved at sløre indholdet i rubrikken. Samtidig fremhæves en række fyndige alternativer, hvor rubrikkens form fremmer forståelsen og lever op til retorikkens klassiske stildyder, virtutes elocutionis