A Whisper of Aids

Uvidenhed. Tavshed. Fordomsfuldhed. Det kendetegnede Amerikas holdning til hiv/aids, og det var en alvorlig trussel for landet. Sådan lød essensen af Mary Fishers opsang til det republikanske partis konvent i november 1992. I talen appellerede hun indtrængende til en måbende forsamling som slet ikke mente at folketruslen vedkom dem.

A Whisper of Aids

Lisa Storm Villadsen

Få sygdomme har som hiv/aids været forbundet med social og moralsk stigmatisering.

Da epidemien bredte sig i USA i 1980’erne, blev den af mange forbundet med den patientgruppe der var særlig hårdt ramt: mandlige homoseksuelle.

Derfra var der ikke langt til at forbinde sygdommen med seksuel promiskuitet og perversion. Før betegnelsen aids slog igennem, refererede man til den nye sygdom som blandt andet GRID (Gay-Related Immune Deficiency), ’bøssekræft’ og ’miljøforårsaget immun-dysfunktion’. Da det viste sig at sygdommen ramte bredere, kunne man høre risikogrupperne omtalt som ’4 H-klubben’ (homoseksuelle, blødere (hæmofile), heroin-misbrugere og haitianere). Nogle gange blev bløderne erstattet af et andet H: ’hookers’.

I begyndelsen af 90’erne var der over en million hiv-smittede i USA og ca. 400.000 personer med aids, men i det republikanske parti var det ikke et prioriteret emne. Til trods for at syndromet havde været kendt i over 10 år, og der efterhånden var talløse eksempler på at både børn og heteroseksuelle mænd og kvinder også blev ofre for sygdommen, var den stadig forbundet med stigmatisering. At have hiv/aids var i flertallets øjne skamfuldt og i øvrigt betragtet som et marginalt problem.

Annons

Kritisk retorikanalys

Behöver du verktyg för att genomskåda och förstå de olika slags budskap som omger och vill påverka oss alla? Både verbala, ickeverbala och visuella? Då är detta boken för dig.

Den främsta målgruppen är retorikstudenter på olika nivåer som står inför uppgiften att analysera retoriska objekt, från enskilda analyser till större uppsatser. Men även studenter från andra discipliner som intresserar sig för text- och bildanalys kan ha nytta av retorikens metodiska angreppssätt. Läs mer...

Kritisk retorikanalys, kapitel 1

Brigitte Mral, Marie Gelang & Emelie Bröms: Kritisk retorikanalys. Text. Bild. Actio. Kapitel 1: Retorik som vetenskap Läs mer...

Et modvilligt publikum lytter

Da det republikanske parti holdt konvent i Houston, Texas, i november 1992, var formålet at kåre George W.H. Bush (senior) til partiets præsidentkandidat.

Tiden var præget af en stærk politisk højredrejning – markant repræsenteret af Patrick Buchanan der i sin konventtale til støtte for Bush talte brændende mod multikulturalisme, abort og homoseksuelles rettigheder. Buchanan kaldte selv sin vision en ”religiøs krig” om Amerikas sjæl. Den indebar et korstog mod enlige mødre, homoseksuelle og ”fattige byboere” fordi de ”ødelagde” den amerikanske kultur og undergravede dens familieværdier.

Det var til partifæller der med begejstring havde hørt på Buchanan, og hvis politiske orientering var en social konservatisme bygget på traditionelle kristne værdier, at Mary Fisher talte.
Selv om hun var placeret på et uattraktivt tidspunkt i talerrækken (midt på dagen på konventets tredje dag mange timer før konventets politiske stjerner skulle på podiet), vakte talen umiddelbart opsigt. Dagen efter fik talen stor presseomtale fordi Mary Fisher trods sit kontroversielle budskab fik en uopmærksom og larmende forsamling til at forstumme og lytte. Hvad var det ved talen der gjorde sådan et stort indtryk på tilhørerne, og som kan forklare hvorfor den siden er blevet fremhævet som en af de 100 bedste taler holdt i USA og nævnt i utallige amerikanske retoriklærebøger?

Nøglen til at forstå Mary Fishers succes ligger navnlig i to træk ved talen:

For det første gjorde hun markant og modigt brug af sin etos. Og for det andet forstod hun at tilpasse sin appel, så emnet kunne indpasses i tilhørernes politiske værdiopfattelse.

Men hun er jo en af vor egne?

For deltagerne i konventet var Mary Fisher kendt som den velhavende Max Fishers datter. Han var nær ven af præsident Bush og havde i mange år været en magtfuld fundraiser for det republikanske parti. Dette slægtsskab var i sig selv en anbefaling af hende og måske også en døråbner for at få taletid på konventet. Mary Fisher fremstod som den ideelle yngre amerikanske kvinde: en velhavende, veluddannet, veltalende, velsoigneret (og blond) og heteroseksuel mor til to.

Men i modsætning til tidligere i sit liv hvor hun efter eget udsagn var uinteresseret i politik og havde travlt med at pleje sit sociale liv, var hun ikke ude på at indynde sig hos sit publikum denne gang, tværtimod: Allerede i talens første afsnit går hun lige til sagen uden forsøg på at indynde sig: ”Jeg bringer et udfordrende budskab, ikke selvros. Jeg ønsker jeres opmærksomhed, ikke jeres applaus.”

Og bomben kommer straks efter:

”Jeg ville aldrig have ønsket at være hiv-positiv, men jeg tror at der er et formål med alt, og jeg er glad for at stå foran jer og foran nationen.”

Med en enkelt upåfaldende formulering lægger hun frem for tilhørerne hvad andre ville have forsøgt at skjule: at hun er hiv-smittet og dermed tilhører en gruppe amerikanere som hendes tilhørere ikke føler nogen kontakt med, men snarere afsky. I lyset af den stigmatisering hiv/aids indebar i dette publikums øjne, er det væsentligt at Mary Fisher ikke her straks tilfredsstiller deres nysgerrighed om hvordan hun er blevet smittet. Formålet er at tilhørerne skal konfronteres med det chok at selv en så fremtrædende og socialt, politisk og økonomisk privilegeret person som Mary Fisher – en person der i publikums øjne er modsætningen til alt hvad de forbinder med sygdommen – at en sådan person kan være smittet. Mary Fisher tager utvetydigt sin nye status på sig:

”I aften repræsenterer jeg et aidsmiljø hvis medlemmer modvilligt er blevet hvervet fra alle dele af det amerikanske samfund. Selv om jeg er hvid og mor, er jeg ét med et sort spædbarn der kæmper med slanger på et hospital i Philadelphia. Selv om jeg er kvinde og fik denne sygdom i ægteskab og nyder godt af min families varme opbakning, er jeg ét med den ensomme bøsse der skærmer et blafrende lys for den kolde vind fra sin families afvisning.”

Etos der udfordrer tilhørernes forståelse

Med brugen af sin egen etos skaber Mary Fisher en stærk kognitiv dissonans hos sine tilhørere: Hun er på alle måder en af deres, de succesrige republikanere, og hun er en af ’dem’, de smittede, som forsamlingen ikke har noget forhold til. ”Alle kan få hiv/aids,” er hendes implicitte budskab, ”og derfor bør vores parti have en aktiv politik på området”:

”Aids-virusset er ikke et politisk væsen. Det er ligeglad om du er demokrat eller republikaner; det spørger ikke om du er sort eller hvid, han- eller hunkøn, bøsse eller straight, ung eller gammel.”

Til trods for overvældende medicinsk evidens for at epidemien raser, ved Mary Fisher at fordomsfuldhed forhindrer partiet i at tage emnet til sig. Hendes hovedformål er derfor at konfrontere disse fordomme om at aids er en selvforskyldt konsekvens af en ’risikobetonet livsstil’:

”Vi kan søge tilflugt i vores stereotyper, men vi kan ikke gemme os der længe, for aids spørger kun dem den angriber, om en ting: Er du menneske? Og dette er det rigtige spørgsmål. Er du menneske? For personer med hiv er ikke indtrådt i en eller anden fremmed form for væren. De har ikke gjort sig fortjent til ondskab, og de fortjener ikke nedrighed. De får ikke noget ud af at blive isoleret eller socialt udstødt.

Hver af dem er præcis hvad Gud skabte: en person; ikke ondskab der fortjener vores fordømmelse; ikke ofre der længes efter vores ynk, men mennesker som er klar til at blive støttet, og som bør have vores medfølelse.”

Igen og igen konfronterer hun tilhørernes forståelse af hiv/aids-problemet som noget der vedrører andre og bruger sig selv som tragisk eksempel på hvor forkert denne tankegang er: ”Min opfordring til nationen er en henstilling om opmærksomhed. Hvis du tror du er i sikkerhed, er du i fare. Fordi jeg ikke var bløder, var der ikke nogen risiko for mig. Fordi jeg ikke var bøsse, var der ingen risiko for mig. Fordi jeg ikke sprøjtede mig selv med stoffer, var der ingen risiko for mig.”
(…)
”Historien lærer os: Hvis du tror du er i sikkerhed, er du i farezonen. Hvis du ikke ser den morder der følger efter dine børn, så se efter en gang til. Der findes ikke nogen familie eller samfund, ingen race eller religion, intet sted i Amerika der er i sikkerhed. Indtil vi virkelig tager denne besked til os, er vi en nation i fare.”

En god republikaner med hiv/aids på partiprogrammet

Som vi lige har set, bruger Mary Fisher altså sig selv som en meget væsentlig persuasiv kilde i argumentationen om at alle kan få hiv/aids. Men hermed er slaget ikke vundet. Hun har måske gjort tilhørerne opmærksomme, men for at der skal komme politisk handling ud af det, må de også motiveres til handling. Hun skal med andre ord også have overbevist sit publikum om at hiv/aids-sagen har en naturlig plads i partiets program.

Her kommer hendes personlige baggrund til nytte. Hun trækker blandt andet på sin families nære forhold til præsidenten – den ultimative autoritet i den givne talesituation:

”Jeg opfordrer jer, mit parti, til at indtage en officiel holdning der ikke er mindre medfølende end præsidentens og fru Bushs. De har taget sig af mig og min familie på uforglemmelig vis.

I stedet for fordømmelse har de vist varme følelser. I vanskelige tider har de opmuntret os. I de mørkeste timer har jeg set dem tage sig ikke bare af mig, men også af mine forældre – bevæbnet med den inderlige sorg og særlige ynde som kun forældre der selv alt for længe har siddet bøjet over et døende barns seng, har.”

Mary Fisher viser altså her hvordan præsidentparret har den medmenneskelige indstilling som partiet sådan mangler, og hun fortsætter med at bruge præsidentens indstilling som afsæt for appellen om at udvide indsatsen: ”Med præsidentens indsats er der sket meget godt. Mange af disse gode ting er blevet forbigået i tavshed, og som præsidenten har slået fast, er der meget tilbage at gøre. Men vi hjælper ikke præsidentens sag hvis vi hylder den amerikanske familie, men ignorerer det virus der ødelægger den.”

Hiv/aids som et familieanliggende Et andet stærkt træk ved talen er at Mary Fisher forstår at appellere til publikum ud fra dets egne præmisser og blandt andet gør dette gennem et kerneanliggende for det republikanske parti: familien. I løbet af talen vender hun igen og igen tilbage til sig selv som del af en familie; hun nævner sin far i flere omgange og fortæller om sin mor og sine søskende, og mest af alt taler hun om sine egne børn, Zachary og Max.

Denne forankring i familien styrker Mary Fishers tilhøreres mulighed for at leve sig ind i hendes situation. Som vi allerede har set, søger hun at udvide identifikationen mellem tilhørerne og sig selv til også at omfatte alle andre hiv/aids-patienter ved at påpege at de er mennesker som alle andre. Men familietankegangen tjener også et andet formål ud over identifikationsmuligheden: Den bliver afsæt for en politisk appel når Mary Fisher knytter det personlige sammen med det politiske:

”Vi må være konsekvente hvis vi skal være troværdige. Vi kan ikke elske retfærdighed og ignorere fordomsfuldhed, elske vores børn og frygte for at oplyse dem. Uanset hvad vores rolle som forældre eller politikere er, må vi handle så veltalende som vi taler – ellers har vi ingen integritet.”

I et følelsesladet afsnit visualiserer Mary Fisher epidemien som den ser ud fra et familieperspektiv:

”I aften marcherer hiv målbevidst mod aids i mere end en million amerikanske hjem. I sit spor efterlader den sig ligene af unge mænd, unge kvinder, unge forældre og små børn. En af disse familier er min. Hvis det er sandt at hiv uafvendeligt fører til aids, så vil mine børn uafvendeligt blive forældreløse. Min familie har været en klippe af støtte.”

En sådan støtte, må vi forstå, er hvad det republikanske parti burde tilbyde alle hiv/aids-smittede ved at indtage en mere accepterende holdning til dem og ved at gennemføre politik møntet på at bekæmpe epidemien.

En respektindgydende taler trådte ind i løvens bur

Mary Fishers tale bliver husket fordi den var et modigt forsøg på at skabe opmærksomhed i det republikanske parti om et tabubelagt emne. Ikke bare talte hun til et modvilligt publikum, hun udleverede også sig selv. Kombinationen af en stærk etos og en patosappel tilpasset publikums fokus på familieværdier aftvang en del opsigt.

Efter 1990’ernes hiv/aids-aktivistiske målestok var dette en temmelig tam tale, ikke mindst på det sproglige plan.

Mange i aktivistmiljøet ville også have problemer med Mary Fishers forsøg på at ’normalisere’ blandt andet homoseksuelle hiv/aids-patienter i sin familiediskurs.

Men i forhold til hendes publikums forudsætninger og den konkrete kontekst afspejlede Mary Fishers retoriske valg stor situationsfornemmelse og meget virkningsfuld beherskelse af både etos- og patosappel. R