Henrik Blicher: Propositionel dispositio og dens afvikling. Et udblik fra 1600-tallets danske litteratur
Essay.
Bibliografiskt
Författare: Henrik Blicher er lektor i ældre dansk litteratur ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet og arbejder blandt andet på en fuldstændig og kommenteret udgave af Jens Baggesens Labyrinten.
Rhetorica Scandinavica nr 56 (2010), s 59-67.
Essäet
Det Litterære perioder er ifølge en gængs metafor som planter – de spirer, de blomstrer – og efter de modne anstrengelser venter frugterne, men også forfaldet. Det er en organisk metafor, og den kendes fra en lang række litteraturhistoriske fremstillinger.
En noget mere original metafor er blevet brugt i relation til barokken som periode. Her drejer det sig om vejrtrækning, forstået som den nødvendige forudsætning for at kunne tale, eller for at kunne synge eller – som det undertiden blev vurderet – en ordentlig mundfuld luft som forudsætning for at kunne RÅBE!
Vejrtrækningsmetaforen blev brugt af Ejnar Thomsen, da han i 1930’erne kandiderede til et professorat ved Københavns Universitet og derfor – på opfordring – satte sig for at kortlægge dansk baroklitteratur. Som de andre kandidater havde han tre måneder til formålet.
Til trods for en vis hiven efter vejret og en del hosteanfald er der hos Ejnar Thomsen ingen tvivl om, hvornår den litterære krop har lagt forberedelserne bag sig, har trukket vejr nok og er klar til at synge: 1689 er året. Thomas Kingo udgav den første del af en officiel salmebog til den danske kirke (Vinterparten). Ifølge Ejnar Thomsen har den litterære krop her ”nået et punkt, der på én gang udtrykker fylde og balance – om man vil: en tilstand af oppustethed, der ikke truer med at briste”.1 Vejret er trukket. Inspiratio efterfølges af expiratio.
For at bevise at den danske krop nu omsider kan tale og endda synge, må vi have syn for sagn – tre strofer fra en af passionssalmerne i Kingos Vinterparten. Apostlen Peter har fornægtet Jesus. Men han kommer på bedre tanker. Hans anger og fortrydelse lyder sådan her:
Velder ud i Øyne-strømme,
Flyder ned i hobetal,
Lader eder aldrig tømme
Her i denne Græde-dal,
I min’ Øynes Kilde-Veld,
Flyder for min synde-Gield,
Flyder til I blive røde,
Ja til Hiertet selv kand bløde.2
Man skal vide, at det her er den første, den indledende strofe. Ejnar Thomsen citerer tre strofer. Det er mildt sagt overvældende, og det er netop pointen. Her skal grædes! Lad mine tårer flyde, fordi tårer er et passende og mærkbart udtryk for anger i forbindelse med det næststørste svigt i verdenshistorien – kun overgået af Judas. Peter har svigtet og angrer sit svigt med tårer – ikke enkelte tårer, men mængder af tårer. Og lad tårerne blive ved med at flyde, indtil mine øjne bliver røde, og indtil – det er kulminationen på inderliggørelsen i form af et paradoks – indtil mit hjerte begynder at bløde.
Man synes allerede, at der er opnået et maksimum efter blot én strofe. Hvordan kan salmen overhovedet fortsætte? Den fortsætter som de andre af Kingos passionssalmer. De veksler mellem bibelparafrase og aktualisering. Med bibelparafrase mener jeg ikke blot gengivelse af handlingen i evangelieharmonien med passende typologiske greb. Parafrase og aktualisering er teknikkerne, hvormed jødernes historie og Jesu liv gøres nærværende i nutiden. Vi kender det også som applikation.
Men tilbage til gråden. Et af de kraftige virkemidler i første strofe er jo netop det forhold, at man reelt er i tvivl om hvem, der græder i denne græde-dal. Peter græd, jeg græder, lad os alle græde! Kingo nøjes ikke med den bekvemme historiske afstand til et svigt (parafrasens vinkel) – det os, der ikke bestiller andet end at svigte Jesus. Vi er medskyldige – syndere. ”Uanset vor smagsvurdering … må vi lade manden, at han behersker sine midler imponerende myndigt” (Ibid.) – sådan lyder Ejnar Thomsens kommentar.
Kingo behersker sine midler med imponerende myndighed, siger Ejnar Thomsen til forsvar for barokken. Eller sagt på en anden måde: Måske er barokken udtryk for dårlig smag, men den håndværksmæssige udførelse er i top.
Men barok er der tale om, højbarok. Forberedelserne er forbi, vejret er trukket, nu åndes der ud i sang. Det er højdepunktet for Ejnar Thomsen. Her kunne man pege på, at Ejnar Thomsen ikke er overraskende i sit valg af højdepunkt. Kingo har været højdepunktet lige siden samtiden.3 Kingo er stor til trods for sin barok.
I en anden niche af dansk højbarok finder vi Poul Pedersen Philedor. I forordet til alexandrinerfortællingen Kierligheds Endrings og Undrings Speil fra 1690’erne får vi litteraturhistorien organiseret efter en anden metafor – Pegasus er digtningens hest, men hvordan styrer man de mange kræfter? Poeternes hest er ”hos os danske … bragt i tømme ved M:[agister] Anders Arreboe, og siden afrettet til eet iefnt skrid ved Mag: Anders Bordings lætte Riim og til et modigt trav ved velbemelte Kingos høystigende Skrifter”.4
Trioen Arrebo, Bording og Kingo er altså forbavsende stabil gennem tiderne. En grundlæggende tøjling af digterhesten finder sted hos Arrebo. Der sigtes til den metriske reform i 1620’erne, hvor de gammeltestamentlige salmer bliver gendigtet efter accentprincippet. Det er en af forudsætningerne for barokken, men jo ikke barokken selv. Med Anders Bording opnår vi en rolig og stabil skridtgang – et ”jævnt skrid” – og en bemærkelsesværdig lethed. Her påbegyndes den moderate linje i dansk barok, som Tøger Reenberg omkring århundredskiftet 1700 ser sig selv i forlængelse af. En moderat linje, en stilens klassicisme.
”Opblæste gloser mærkes let” – udtalte Tøger Reenberg selvbevidst og gjorde op med barokstilen.5 Denne skepsis over for det opblæste deler han ikke med Poul Pedersen Philedor. Jo mere opblæst, jo bedre. Jo mere højde, jo bedre. Philedor anerkender fuldt ud udskiftningen af det jævne trav med det modige trav i ”velbemelte Kingos høystigende Skrifter” (Ibid.). At være høj-travende er en barok kvalitet.
Sådan var det ikke i 1930’erne, hvor Ejnar Thomsen rehabiliterede barokken med udgangspunkt i Kingo, der jo sådan set ikke havde rehabilitering behov. Ejnar Thomsen vidste godt, hvad han var oppe imod: Klassicisterne kunne ikke lide barokken, fordi den stilistisk var for meget – som Dan Turèll ville have sagt. Eller med professor Billeskov Jansens bonmot: ”Det er Barokstilens Svaghed, at den er saa stærk”.6 På den anden side kunne romantikerne ikke lide barokken, fordi den var for udvendig og for jeg-løs. Barokken var således klemt på to fronter. Ejnar Thomsen satte primært ind mod klassicistiske fordomme, men opsøgte overalt det personlige udtryk, jeg-digtningen midt i den upersonlige lejlighedsdigtning.
Vi må anerkende indsatsen som barokrehabiliteringens første fase. Rehabiliteringens anden fase finder sted i Tyskland – ligesom i øvrigt den første, som undertiden ses i forlængelse af ekspressionismen. Barokken bliver en værdig genstand for en omfattende tysk forskningsindsats i 1960’erne. Hvornår og hvordan skal jeg ikke beskæftige mig med her. Jeg vil blot nævne Wilfried Barners Barockrhetorik fra 1970, der opsummerer feltet.7
I dag er der en vis selvfølgelighed ved at beskæftige sig med barok retorik, men faktisk var Billeskov Jansen inde på noget lignende i 1940’erne. I sin litteraturhistorie fremhævede han retorikken som en nøgle til dansk litterær barok. Men det fik ikke rigtig nogen konsekvenser for barokforskningen. “Et maa nemlig staa fast” – skrev han – “den nye Kunststil skabes bevidst paa Grundlag af Retorik”.8 Retorikken er altså grundlaget – men hvilken retorik? Man får lidt af et svar i fortsættelsen: ”En detaljeret Undersøgelse af dansk Baroks Stilkilder maatte tage Hensyn til Latinskolernes og Universitetets Lærebøger i Retorik” (Ibid.). Det, man skal hæfte sig ved her, er den klare sammenkædning af stil (“Stilkilder”) og retorik. Retorik er kort sagt stillære.
Denne forståelse af barok retorik er, hvad jeg med henvisning til Gérard Genette, vil kalde en reduceret retorik. Genette talte om ”La rhétorique restreinte” i tredjebindet af Figures fra 1972.9 En begrænset retorik. Jeg vil gerne i forlængelse af dette synspunkt argumentere for et udvidet retorikbegreb.
Hvis retorikken skal være analytisk brugbar over for barokkens tekster – og hvis den skal bruges som kriterium for periodisering, må den ses som en helhed. En helhed, der omfatter mindst to af de centrale retoriske stationer: dispositio og elocutio. Her har jeg for overblikkets skyld sparet de andre stationer væk. Dette udvidede retorikbegreb er mit bidrag til spørgsmålet om periodisering. Ved snævert at fokusere på stilen – og stilens holdeplads er elocutio, går man glip af en række pointer. Det er forholdet mellem elocutio og dispositio, jeg vil fokusere på i det følgende.
Hvis barok udelukkende er stil, bliver barok til et raritetskabinet – hvad det især var for Vilhelm Andersen, da han holdt foredrag ved det 4. nordiske Filologmøde i sommeren 1892 under titlen ”Den ziirlige Stiil, sproglige Iagttagelser fra det 17. og 18. Aarhundredes danske Digtning”.10 Vilhelm Andersen muntrede sig indforstået med sin kreds af filologer. De morede sig for eksempel over Anders Arrebos ordrigdom i forbindelse med månen:
Latonæ dejlig Barn, Apollos Tvilling-Syster,
Diana melkend-hviid, Dictynnna Nat-forlyster
I sandhed en ordentlig mundfuld mytologi!
Du Skof- oc Lunde-Gud, du høje Bjerge-Render,
Du Søø-Førstinde klar, du visse Tiid-Kalender
Mageløst! Men Vilhelm Andersen er klassicist, en klassicist af de tolerante. Så vinklen på Arrebos sirligheder er munter. Det er den samme vinkel som Ludvig Holberg anlægger på de overflødige synonymrækker hos en Else Skolemesters i komedien Barselstuen. Det er hende, der aflægger besøg hos barselskonen med største plaisir, fornøjelse og glæde. Her går sproget i selvsving – barok er sprogligt selvsving. Ikke målrettet kommunikation, hvor en skovl er en skovl. Så her må klassicisten gribe ind – med et smil.
Det var tilstrækkeligt i 1893. For Ejnar Thomsen ser det lidt anderledes ud – selv om han ikke holder sig tilbage for at udstille sine sirlige fund: For eksempel Poul Pedersen Philedors førnævnte versfortælling om den spanske herremand Don Pedro, som er “et antitesernes paradis” og et “metaforernes eldorado”.11 Fuldfede stilfigurer.
Anderledes er det med klassicismen: ”vor Stiil skal være jævn og slæt”, forkyndte Tøger Reenberg i sit læredigt. Reenberg er præklassicist – størsteparten af litteraturhistorikerne er sene klassicister.
De tvende tal 1 og 0
Jeg stillede en analytisk gevinst i udsigt ved at skifte fokus fra elocutio – nærmere bestemt fra elocutio til dispositio. Mit udgangspunkt og eksempel er Mikkel Hansen Jernskægs bryllupsdigt om de tvende tal 1 og 0.12 Hvordan er teksten retorisk lagt til rette? Den korte begyndelsesdel kaldes exordium. Den skal skabe opmærksomhed, interesse og velvilje for sagen og for taleren. Jeg låner begreber fra Heinrich Lausberg.13 Det centrale (“der Kernteil”) i talen er sammenhængen mellem propositio og rationes, dvs. det forhold, at der indledningsvis fremsættes et synspunkt, som der efterfølgende argumenteres for. Noget skal bevises, og synspunktet fremsættes i en proposition. Hos Mikkel Hansen Jernskæg lyder propositionen:
Men naar som 1 og 0 er føyet til hinanden
Ved da[g]lig interese, See da beriges manden
Her er vi i vers 3 og 4. Exordium-delen er hos Jernskæg en abstrakt meditation – hvis det er de rette ord – over to tal. Nul er i sig selv “kun ringe”, “Et er ickun et”, men når man stiller dem ved siden af hinanden, får man tallet 10, som er meget – men jo ellers ikke har noget med det videre forløb at gøre. 10-tallet er vilkårligt som tal, men grafisk lige så udtryksfuldt som 1-tallet og nullet. Det erigerede 1-tal er et piktogram for manden, ligesom det trygt kan overlades til fantasien at bestemme nullet som kvinden. 10-tallet er manden ved siden af kvinden, grafisk set. Det er et figurdigt i anledning af et bryllup.
Digtet er et bryllupsdigt, og ved den lejlighed føjes kvinden til manden. Det er den metaforiske baggrund for Jernskægs regnestykke. Hans propositio har karakter af et kammeratligt råd til den mandlige halvpart, jf. den gentagne direkte henvendelse: “Min Præst, Min hellig tids fordrifuer” og “kiere præst”. Det gode råd, drejer sig om tilstanden efter det lovformelige bryllup, dagene fremover: Hvis han sørger for den daglige interese, skal han få kronede dage. Den danske barokforsker Erik Sønderholm har uden tvivl ret i at udlægge det bogstaveligt som et mellemværende, en inter-esse mellem de to. Det lille, men centrale ord, der knytter propositio til afslutningens conclusio (der er en underafdeling af peroratio) er når:
Men naar som 1 og 0 er føyet til hinanden
Ved da[g]lig interese, See da beriges manden
I afslutningen bør man hæfte sig ved conclusio-markeringerne da og så. Med andre ord: Hvis du tager mit råd til dig, “Saa kand da 1 faa roess og overflødig [dvs. rigelig] ære”. Den logiske implikation er henlagt til disse småord.
Lad os se kort på argumentatio-delen, midterdelen hos Jernskæg. Overgangen er eksplicit: “Min Præst … Forlad mig at ieg saa, det 1 og 0 beschrifuer”. Det gør han så. Første afsnit rækker tilbage i præstens fortid, der har da været en del nuller, men ikke det rigtige nul. Andet afsnit er bygget op omkring den tanke, at det ikke skulle forholde sig som Jernskæg ved, det forholder sig: Præstens 1-tal fornægter ikke sin natur – “det kunde lige peege”. Det er en mistænkeliggørelse på skrømt, et tankeeksperiment, som afvises umiddelbart: “Ney, Ney det duer nock”.
Overgangene mellem afsnittene er markeret af derfor, der fungerer som en rekapitulation af propositio, der jo var bøjet over figuren når – da. Hvis han blot sørger for daglige melleværender, er der lagt an til et godt ægteskab. Rekapitulationen lyder første gang: “Giør derfor eders Een nu icke krumpt men lige” (samme opskrift) og anden gang: “Der fore lad dog 1 for dette 0 Staa færdig” (altså stå klar). Sidste afsnit af argumentatio sammenligner sult med seksuel appetit – den sidste indfinder sig med samme selvfølgelighed som den første – og her bør manden være klar. Det gælder morgen, aften, middag, eftermiddag og nat. I den rækkefølge.
Den korte afsluttende del, peroratio, indeholder konklusionen (conclusio) og er stedet, hvor den indledende propositio gentages med den sikkerhed, der kommer af, at argumenterne er faldet på plads i det foregående. Konklusionen skal både sikre overensstemmelsen mellem udgangspunkt og slutpunkt og argumenter og slutpunkt (evt. i form af en recapitulatio af det vigtigste argument).
Hvis han (præsten) sørger for at tilfredsstille sin kone – og altså følger anbefalingerne i det foregående – hedder det i conclusio – “Saa kand da 1 faa roess og overflødig ære”. Den samme konklusion gentages afslutningsvis i et andet, et obskønt register med brug af indforstået præstelatin. Når hun får brachium meum (som er latin for præstens 1-tal), begynder hun at synge sin herres pris:
Gif der for dette 0 tit circa brachium meum
Saa Synger 0 med fryd det Te Laudamus Deum.
Således beriges manden, han bliver herre i sit eget hus. Det er det gode råd.
En retorisk dispositionsanalyse kræver altså: 1) At man undersøger leddelingen helt overordnet, finder exordium, narratio/argumentatio og peroratio. Begyndelse, midte og slutning. 2) At man dernæst finder det synspunkt (de synspunkter), der argumenteres for eller imod (propositio). 3) At man til det formål hæfter sig ved de argumenterende, strukturerende småord som: hvis, så, når, da, derfor, altså osv. – og derpå finder sammenhængen (eller mangel på samme) mellem begyndelse midte og slutning.
Udblik fra 1600-tallet
Det var et eksempel på en retorisk dispositionsanalyse. Jeg har skiftet fokus fra elocutio til dispositio. Og forhåbentlig gjort det med analytisk gevinst. Dette kompositionsprincip vil jeg kalde propositionelt. Det svarer ganske godt til det som i 1960’erne blev genstand for systematisk behandling i tekstlingvistikken. Den traditionelle lingvistik havde opfattet sætningen som sprogsystemets største enhed. Denne enhed blev opgivet til fordel for større tekstenheder. Sætningsanalysens metoder blev systematiseret, og der blev opstillet grammatiske regler for kohæsion, dvs. sammenhænge inden for og mellem ytringer. Der blev fokuseret på anaforer og forbindere, dvs. udtryk, der henholdsvis genoptager eller refererer til kendte størrelser eller markerer en logisk eller tidsmæssig forbindelse – kohærens.14 Kort fortalt er tekstlingvistikken det moderne bud på retorisk (eller propositionel) komposition.
Men dette propositionelle kompositionsprincip er jo ikke enerådende i litteraturhistorien. Hen imod slutningen af 1700-tallet er det under afvikling. Lad mig låne en karakteristik fra Peter Skautrup fra tredje bind af hans Det danske sprogs historie fra 1953 – det har undertitlen ”Fra Holbergs komedier til H. C. Andersens eventyr”. Dette tredje bind af sproghistorien må i øvrigt langt hen ad vejen betegnes som en stilhistorie – den danske stils historie fra den latinbundne sætningsbygning hos Ludvig Holberg over den franske enkelhed hos Jens Sneedorff til en foreløbig frigørelse fra de klassiske idealer i H.C. Andersens mundtlighed.
Om Sneedorffs indflydelse hedder det opsummerende: ”Målet var at lære, oplyse eller blot berette”.15 ”Men i slutningen af århundredet [altså i slutningen af 1700-tallet] sættes nye mål og drages nye områder ind: beskrivelsen af bevidsthedslivet og stemningen, det individuelle følelsesliv, som kræver medleven og ikke blot forståelse. Og i forsøget på at fremstille disse irrationelle områder blev prosaen smidiggjort og tillige delvis frigjort af den rationelle grammatiks regler og bånd” (Ibid.).
Denne karakteristik er også relevant for udviklingen i måden at komponere på. På kompositionens niveau går udviklingen fra propositionel dispositio til digressiv dispositio.
Denne afvikling af det propositionelle kompositionsprincip kan især spores i to værker: Johannes Ewalds bekendende selvbiografi Levnet og Meeninger og Jens Baggesens selvbiografiske rejseværk Labyrinten.16 Perioden hen imod afslutningen af 1700-tallet har i dansk litteraturhistorie ingen fast betegnelse. Undertiden hæfter man sig ved arv og gæld til klassicismen og bruger betegnelsen senklassicisme. Andre gange er det tegn på originalitet og romantisk jeg-digtning, der udløser betegnelsen præromantik. Dansk prosa fra perioden er blevet karakteriseret således: ”Prosaen hører ikke ud fra en samtidshistorisk betragtning til det mest spændende i 1700-tallets danske skønlitteratur. For tidens dristigste tiltag – Johannes Ewalds radikale eksperimenter i det sprængte og sprælske [Levnet og Meeninger fra midten af 1770’erne] – bliver først offentliggjort i løbet af 1800-tallet og ikke værdsat som poesi før i anden halvdel af 1900-tallet. Og det næste opsigtsvækkende eksperiment, Baggesens selvbekendende rejseskildring eller rejsebeskrivende selvbekendelse, Labyrinten (1792-93), lider under aldrig at blive afsluttet og daler sagte ned i forglemmelse sammen med Baggesens ry i løbet af de 26 år, digteren holdt sig i live i 1800-tallet. Kvik prosa i mange stakåndede afsnit var blevet utidssvarende målt mod de store åndedrag i højromantikkens altomspændende lyrik og historieoverskuende versdramatik ”.17
Det sprængte og sprælske – Ewald og Baggesen er to overordentlig talentfulde eksempler på de litterære greb, som man forbinder med Laurence Sterne og hans Life and Opinions of Tristram Shandy og A Sentimental Journey. Digressionen bliver kompositionelt princip, de følsomme indfald sprænger retorikkens propositionelle logik i stumper og stykker.
Afslutningsvis et enkelt eksempel denne digressive måde at komponere på. Det stammer fra den rejsebeskrivelse, som Jens Baggesen skrev på baggrund af en rejse gennem Tyskland til de sublime højder i alpelandet Schweiz i revolutionsåret 1789. I eksemplet er han kun kommet til Nordtyskland, nærmere bestemt Poppenbüttel, der i samtiden var kendt for to ting, sin møntfabrik og sine landskabelige skønheder. Baggesen finder en møntfabrik prosaisk:
Tilgiv mig, at jeg intet kan fortælle Dem om Møllen her, hvor man maler Penge. Jeg troer ikke blot, jeg er overbeviist om, at det er en meget nødvendig og nyttig Anstalt – men – om Foraaret – i dette deilige Veir – og med Døden i Hælene! forlad mig det! jeg finder Dugdraaben paa dette Græsstraae med Solen i Barmen skiønnere end alle Verdens Speciedalere. Noget kan jeg imidlertid tiene Dem med; men det er overmaade lidet. Det er hverken meer eller mindre end en Spadseregang mellem Høiene langs med Alsteren, hvor jeg forrige Gang med Claudius seilede til Verdens Ende. – – Det var virkelig en høistunderholdende Seilads – og da jeg dog nu befinder mig paa samme Sted, hvor jeg forrige Gang begræd at have forglemt Papir og Blyant – og da overalt en Reise til Verdens Ende altid beholder sin Interesse, vil jeg fortælle den her.18
Her afbryder fortælleren sin dokumenterende rejseskildring med en digression og tager først langt senere tråden op igen. I denne følsomme variant af rejsebeskrivelsen forlades det faktuelle og aktuelle, møntfabrikken, til fordel for en to år gammel historie, som digteren blot ikke dengang fik skrevet ned. Nu kommer den så i 1789.
Vi spiiste, drak Muskatellerviin, fortalte Eventyr, og bleve ikke blot mætte, men muntre – og oplagte til store Foretagender. Vi vare kort sagt, i den begeistrede Stemning, hvori man, saa at sige, er i Forlegenhed med Overflødigheden af sit Mod (Ibid.).
Og så får vi fortællingen om, hvordan en ordinær sø i det nordtyske Holsten bliver rammen om en rejse til verdens ende. De to fantasifulde digtervenner lader tidens populæreste rejselekture – kaptajn James Cooks rejsebeskrivelse omkring Kap det gode Håb til Sydhavet – være guide for den holstenske rejse. En selskabsleg på et imaginært verdenshav fremprovokeret af den prosaiske møntfabrik. Wenn jemand eine Reise tut, so kann er was erzählen – som Matthias Claudius sammenfattede det.19
[Essayet er en let bearbejdet version af et foredrag holdt i forbindelse med konferencen Ordenes bløde veltalenhed. Metoder til forståelse og tolkning af 1600-tallets litteratur. Skálholt 4.til 6. juni 2010, arr. Margrét Eggertsdóttir].
Noter
1 Til dømes Bjørn Kvalsvik Nicolaysen: ”Skrivemåten”, i Georg Johannesen, forfattaravis til Dag og Tid 8.4.2006. Sjølv skreiv Johannesen at han ”tilsiktet en gammelhumanistisk sitatteknikk, der det ikke gjelder å gå til kildene, men til nærmeste spring” (Georg Johannesens Ekserpter. Retorikk og vitenskapslære for norskstudenter. Preliminær utgave. Eigenproduksjon, nr. 17, Bergen 1983, s. 4).
2 Noko anna er det med det som kan finnast i dei mange større og mindre intervjua med Georg Johannesen. Øyvind Rimbereid og Arnfinn Åsland redigerer i 2006 ei samling Johannesen-sitat nettopp med desse som kjelde, jf. Øyvind Rimbereid og Arnfinn Åslund: ”Einetale og dialog”, i Georg Johannesen, forfattaravis til Dag og Tid 8.4.2006.
3 Då Håkon Paulsberg gav ut cd-plata kong j med eigne melodiar til eit utval dikt av Georg Johannesen, skreiv Kjartan Fløgstad på plateomslaget: ”Som lesarane hans veit, har Georg Johannesen aldri skrive ein uklår setning. Språket er klårt, skarpt, motsetningsfylt, forståeleg. Det hentar retoriske grep frå store moralistar, og moralske tankar frå språklege strukturar. Han tar og lånar, brukar og kastar, og held fast.”
4 Georg Johannesens retorikk er særleg drøfta i Øivind Andersen, Jørgen Fafner og Kurt Johannesson: ”Georg Johannesens retorikkforskning”, i Arnfinn Åslund (red.): Johannesens bok, Oslo 1996, s. 310–331; Per Arne Michelsen: ”En apologi for fandens advokat”, same staden, s. 155–211.
5 Iallfall er den første teksten i Om den norske tenkemåten (1975) frå 1954.
6 Toril Brekke: ”Georg Johannesen”, Norsk Biografisk Leksikon, band 5, Oslo 2002, s. 114, og Per Meldahl: ”Ein uoppdaga og unik modernist i norsk målarkunst”, i Georg Johannesen, forfattaravis til Dag og Tid 8.4.20006.
7 Noko av det eg sjølv kom til då eg gjekk gjennom dei dørene, er å finne i essaysamlinga Retorikk på norsk (1988). Den same grunnforståinga prega også dei fem årgangane av det allmennkulturelle tidsskriftet Syn og Segn som eg redigerte 1984–88.
8 Ottar Grepstad: Det litterære skattkammer, Oslo 1997, s. 57f.
9 Då han kring 1995 søkte om å få godkjend professorkompetanse i retorikk, kalla han sjølv Rhetorica Norvegica ”mitt antatte hovudverk innenfor retorikk”, jf. Johannesens bok, Oslo 1996, s. 312.
10 Den første setninga er alltid viktig, også i Georg Johannesens Ekserpter (1983). Skriftet opnar med orda ”Arbeidsheftet består av ekserpter (utdrag, referrater, sitater, kommentarer) og forelesningsnotater”, og på side 4 skriv forfattaren at ”heftet er blitt til som ledd i egen etterutdanning, og dette momentet har jeg villet ta vare på i form og i innhold”.
11 Ottar Grepstad: ”Georg Johannesens dilemma”, i Norsk litteraturhistorie, band II, Oslo 1998, s. 466.
12 Tekstane hans har gjerne i munnleg form ved at dei er sette saman av meir eller mindre frittståande sekvensar, og sjeldan eller aldri følgjer eit tilnærma lineært, samanhengjande resonnement. I eit seminarinnlegg ”Om prædikenen” på Den 3. nordiske retorikk-konferansen streka Jan Lindhardt under dette nødvendige sekvenspreget ved foredrag og andre allmenne munnlege sjangrar.
13 I studiet av denne restfaktoren kan mange eldre og nyare sakprosateoriar og -analysar kome til nytte, til dømes Johan Tønnesson: Vitenskapens stemmer, Oslo 2001; fleire bidrag i Øivind Andersen og Kjell Lars Berge (red.): Retorikkens relevans, Oslo 2003; og eigne bidrag i blant anna Det litterære skattkammer, Oslo 1997.
14 Walter Jens: ”Rhetorik und Propaganda”, i Von deutscher Rede, München 1983, s. 23.
15 Barbara Gentikow: ”Walter Jens. Om retorikk, kunst og demokrati”, Rhetorica Scandinavica, nr. 17, 2001, s. 43.
16 Jørgen Fafner: Tanke og tale, København 1982, samanfatta og utdjupa i Jørgen Fafner: ”Retorikk og erkendelse”, Rhetorica Scandinavica, nr. 10, 1999, s. 32–39. Jf. også Charlotte Jørgensen: ”Mindeord” [om Jørgen Fafner], Rhetorica Scandinavica, nr. 33, 2005, s. 4–5.
17 José Luis Ramirez: ”Retorikk som humanvetenskaplig kunskapsteori”, Rhetorica Scandinavica, nr. 31, 2004, s. 42.
18 ”Læresvein” er nemninga som er brukt om Jesu apostlar i den nynorske omsetjingane av Bibelen frå 1921, 1938 og 1975. Då Det nye testamentet blei omsett på ny i 2005, var nemninga ”disippel” komen i staden, med den grunngivinga av dette er ei kjønnsnøytral nemning. For meg ligg det assosiasjonar til disiplin i det ordet som eg ikkje finn i ”læresvein”.