Omtale i RetorikMagasinet 85 (2012)
Lene Tanggaard & Christian N. Stadil, I bad med Picasso – sådan bliver du mere kreativ, Gyldendal Business, 2012, 286 sider.
Spændende interviewbog med misvisende undertitel
Bogen handler om kreativitet. Så kort kan det siges. I bogen får læseren beskrevet hvad kendte mennesker gør for at være kreative. Picasso gik i bad, Einstein barberede sig, mens Jørgen Leth går en tur. Professor i kreativitet fra Aalborg Universitet Lene Tanggaard Pedersen og Hummel-ejer Christian Stadil har interviewet en række af Danmarks kreative mennesker fra flere forskellige sfærer, heriblandt Nomadirektør Peter Kreiner, Søren Rasted, Kenneth Bager, Pernille Aalund, Jørgen Leth, Alexander Kølpin og mange flere. Disse kendte mennesker fortæller på ærlig og humoristisk vis hvordan de er kommet frem i verden. Her kan man læse hvordan den verdenskendte restaurant Noma gennem ugentlige lørdagssessioner hvor kokkene efter arbejdstid kan eksperimentere med retter, formår at holde kreativiteten i kog.
Eller man kan læse hvordan reklamemanden Peter Stenbæk fik skabt figuren Polle fra Snave ved at trække på sin egen opvækst på Sydfyn. Og så træder forfatteren Christian Stadil selv på banen og fortæller om hvordan man arbejder med kreativitet i hans virksomheder.
Forfatterne bevæger sig altså i I bad med Picasso ud i Danmarks kreative afkroge for at undersøge hvordan alle mennesker kan blive mere kreative. Forfatternes tese er at kreativitet ikke længere er en luksus for de få, men en opgave for de mange. Målet med bogen er altså at gøre læseren mere kreativ. Ved første tanke kan det virke som et noget optimistisk projekt. Hvordan skal man kunne blive kreativ og nyskabende blot ved at læse en bog? Men de to forfattere tvivler ikke på deres projekt, som man tydeligt kan fornemme på bogens undertitel sådan bliver du mere kreativ. Læserens forventninger skrues i vejret fra første side hvor de to forfattere fortæller at ”bogen indeholder cases og en række konkrete tips og tricks, som bogstavelig talt kan tages direkte fra boghylden og med ud i et mere kreativt hverdags- og arbejdsliv”. Så er forventningerne sat! Bogen udnævner sig selv til en konkret how-to-bog. Spørgsmålet er så om bogen lever op til de erklærede evner? Det synes jeg desværre ikke.
Læseren får i bogen et stort indblik i de kendtes arbejdsprocesser som giver flere aha-oplevelser. Styrken ligger altså i de mange spændende interviews og det grundige baggrundsarbejde som man kan fornemme hele vejen gennem bogen.
Hvem vil ikke gerne læse om hvad Jørgen Leth tænker når han skal skabe en ny film, eller hvad Søren Rasted gør når han skal lave et nyt megahit? Bogen er altså en interessant interviewbog, men den evner desværre ikke at leve op til sin egen undertitel. De håndgribelige tips og tricks udebliver. Det er naturligvis al ære værd at læse om hvad DR’s tidligere dramachef, Ingolf Gabold, gjorde når han skulle skabe en ny tv-succes – men det bliver svært for læseren at bruge den viden til egen vinding. Det er sjov læsning, men ikke læsning som gør læseren til den næste Picasso. Undertitlen bliver misvisende, og bogen burde snarere have heddet I bad med Picasso – en hyldest til de kreative.
Liknande artiklar:
Røverhistorier omkring middagsbordet
Den fuldendte trilogi
Mere diplomati, tak
Skriv nu den artikel!
Redaktør på Retorikmagasinet 2011-2013