Det sagde de bare ikke…

Trods timers forberedelse, debattræning og finpudsede manuskripter går det alligevel galt for landets politikere fra tid til anden. Her er et udpluk af gale, lumre og uforståelige pinligheder fra Folketingets talerstol.

Det sagde de bare ikke…

Marie Louise Plenborg og Pernille Bille Nielsen.

Den bramfri

”Jeg synes også det er afskyeligt at kvinder skal gennemhulles og spermes til hver eneste dag fordi der er nogle mænd der skal have stillet deres behov.”

I 2009 talte socialdemokraternes daværende ligestillingsordfører, Julie Rademacher, lige ud af posen under en debat i folketingssalen om prostitution. Emnet prostitution er kendt for at fremkalde ophedede og følelsesladede debatter, men Julie Rademacher formåede alligevel at sætte nye rekorder med dette udbrud.

 

Den frække

”Det er ikke fordi jeg anklager fru Helle Thorning-Schmidt for at være for stram. Altså i politikken.”

Under åbningsdebatten i 2009 tog Venstres Eyvind Vesselbo ordet. Desværre blev han i den grad misforstået i sit forsøg på at sigte mod socialdemokraternes udlændingepolitik. Vesselbos intention om at være saglig blev af det øvrige Folketings fnisen forvandlet til en lummer tilnærmelse mod Helle Thorning-Schmidt.

Den sortsnakkende

”Så har vi altså valgt at lave et system hvor man skal aflevere lidt mindre end man gjorde før. Det er det vi har valgt, og det fører selvfølgelig til at dem som tjener mere og afleverer meget og nu afleverer lidt mindre, ja, de afleverer så mere mindre end dem der tjener lidt mindre og afleverer mindre, men altså så afleverer mindre mindre.”

I 2010 indtog daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen Folketingets talerstol for at forklare regeringens skattepolitik. Man fristes til at tænke at vi her har årsagen til at Lars Løkke ikke har været på talerstolen i det seneste år

 

I 2010 forsøgte Lars Løkke at forklare skattepolitikken så selv en børnehave kunne forstå den, men han endte med at fremstå mere forvirret end en femårigIllustration: Sandra Myrtue

Den lumre

”Med et glimt i øjet kan jeg sige at hun endnu har til gode at se mit missil, så jeg tager det roligt.”

I 2006 blussede en noget besynderlig folketingsdebat om missiler op. Men det var ikke den slags missiler man sædvanligvis forbinder med krig og flyvevåben. Efter at være blevet kaldt et ”løsgående missil” af Helle Thorning-Schmidt måtte Venstres Jens Rohde forsikre socialdemokraten om at hun havde mere i vente.

Annons
Retorisk praksis
Retorisk praksis

Retorisk praksis handler om retorik som praktisk udøvelse af sproget. Fordi retorikken handler om frembringelse – ikke kun beskrivelse – af tekster til brug i praksis, er den retoriske argumentationsteori ikke kun deskriptiv, men også normativ... Läs mer...

Matematikeren

”Lad mig illustrere. Hvis man sidder 15 elever i en klasse og 16 i klassen ved siden af. Så er der faktisk to lærere til rådighed for de i alt 33 elever det så må være.”

I 2010 kom daværende undervisningsminister Tina Nedergaard i matematiske vanskeligheder da hun på et pressemøde fremlagde resultaterne fra en Pisa-undersøgelse om danske skolebørns faldende resultater i netop regning. Stillet over for spørgsmålet om hvordan hun ville løfte fagligheden og samtidig give kommunerne mulighed for at lave større skoleklasser, kom hun selv til at fremstå som en der rent matematisk haltede bagefter.

R


 

Om forfatterne
Marie Louise Plenborg og Pernille Bille Nielsen. Redaktører på RetorikMagasinet.

Artiklen findes i RetorikMagasinet 87, marts 2013, s 21.

RM87

Author profile

Redaktør på Retorikmagasinet 2011-2013

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2011-2013

Lämna ett svar