Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Recensioner » Velkomment om krig

Velkomment om krig

av Jens E. Kjeldsen

Recension

Krig och retorik. En introduktion. Rolf Hugoson. Studentlitteratur, Lund 2004. 273 sidor

Bibliografiskt

Forfatter: Jens E. Kjeldsen

Rhetorica Scandinavica 32 (2004), s 54-57

Recensionen

“Krig och retorik”, skriver Rolf Hugoson i begyndelsen af sin bog, “handler om hur värderinger, argument och fakta används i de språkliga strider som pågår före, efter och i krig” (s 7). Bogen er skrevet for at bøde på savnet af en bred teoretisk introduktion til samspillet mellem krig og retorik. Som sådan er den et velkomment og prisværdigt bidrag. Den er levende og velskrevet og benytter gennem hele teksten interessante og oplysende eksempler. Imidlertid har eksemplerne og den dominerende brug af historiske redegørelser også en tendens til at skjule og forhindre en fuld udfoldelse af teoretiske overvejelser, som også kan lære os noget alment om krigens retorik. Bogen giver et særdeles nyttigt arsenal af viden om centrale historiske begivenheder – hændelser som alle, der studerer krig og retorik bør kende til – men kun i begrænset omfang giver den læseren en evne til at analysere og teoretisere over krigskommunikation som en bestemt form for retorik.
I forlængelse af Aristoteles definerer Hugoson retorik som “förmågan att argumentere effektivt i olika situationer” (s 9). Han afviser den negative opfattelse af retorik som lig med demagogi. Retorik er både en teori og en færdighed. Den hjælper os til selv at tale godt og til at gennemskue brister hos andre talere (s 19).
Retorikken kommer mennesket aldrig uden om, slås det fast. Vi behøver den for at omgås politisk, og fordi mennesket er et politisk væsen, må vi nødvendigvis omgås politisk. Selv om evnen til at argumentere effektivt i princippet er uafhængig af udtryksform, forstås retorik først og fremmest som brug af ord. Det fremgår også af første kapitel, som udlægger de redskaber, hvormed retorisk analyse kan udføres. Her beskrives det klassiske retoriske begrebs­apparat: de tre talegenrer, de tre retoriske appeller samt tankefigurer. For den, som kender den retoriske tradition (studerende som forsker), vil det muligvis være trættende endnu engang at få forklaret de klassiske begreber. Men dette er et problem for alle, som skriver introduktionsbøger om “Retorik og …” eller “Retorik i … “. Der er sikkert ingen vej uden om. Man kan ikke forvente, at læseren kender til de retoriske begreber, og er derfor tvunget til at forklare dem – igen. Således også Hugoson. Fordelen ved hans redegørelse er, at den har eksempler fra moderne tid og derfor lærer os noget om, hvordan eksempelvis ethos, logos og pathos fungerer i vor tids krigsretorik.
Kapitel 2, 4 og 5 giver nedslag i international politisk krigshistorie. Kapitel 2 beskriver 1900-tallets krigstrusler og ideologi, med idealisme og realisme som de to dominerende former for retorik. Kapitel 4 behandler Kuwait-krigen i 1990-91, mens kapitel 5 på særdeles aktuel vis beskæftiger sig med krigen i Irak (2003), som ifølge George W. Bush sluttede 1. maj 2003.
Med sine 50 sider (af bogens 273) skal kapitel 3, ved at analysere krigens retorik, uddybe betydningen af begrebet retorik. Kapitlet fungerer, skriver Hugoson (s 12), som en forlængelse af kapitel 1. Derfor kan det virke lidt mærkværdigt, at det faktisk ikke følger umiddelbart efter det første kapitel, men derimod er placeret midt i den historiske redegørelse, som udgøres af kapitel 2, 4 og 5. Tilsammen giver kapitel 1 og 3 en klar og tilgængelig forståelse af de antikke retoriske begreber samt en illustration af deres relevans i vor tids krigsretorik. Jeg savner dog en beskrivelse og brug af retoriske teorier, som er udviklet i det tyvende århundrede.
Hugoson er opdateret på litteratur om krig, propaganda og retorik, både på engelsk, fransk og tysk. Alligevel må man sige, at det er bemærkelsesværdigt, at nogle af de mest fremtrædende amerikanske forskere i krigsretorik ikke er nævnt i en introduktionsbog som denne. Det gælder eksempelvis folk som Martin J. Medhurst, Robert L. Ivie og G. Thomas Goodnight. At en vigtig del af den retoriske forskning er udeladt, fremgår også af, at der ikke forekommer en eneste henvisning eller titel fra førende internationale tidsskrifter i retorik som eksempelvis Quarterly Journal of Speech, Communication Monographs, Communication Quarterly eller Philosophy and Rhetoric. Selv om centrale forskere som Kenneth Burke og Chaïm Perelman nævnes, benyttes disse forskeres teoretiske perspektiver ikke. Burkes begreb identifikation nævnes i kapitel 1 (s 24), men der gives ingen forklaring af teorien bag, og begrebet benyttes ikke senere i bogen.
På mange måder er Krig och retorik mere en historisk redegørelse for centrale begivenheder i forbindelse med krig og kommunikation, end den er en indføring i retorisk teori og analyse af krigsretorik. Kun i begrænset omfang forholdes krigens retorik til retorikkens teori – og når det sker, er det hovedsagelig gennem applicering af antikke begreber. At langt de fleste passager og kapitler er overvejende historisk refererende, gør ikke bogen mindre interessant og oplysende, men det gør den mindre teoretisk og mindre retorisk. Måske er det ikke tilfældigt, at Hugoson et sted benytter udtrykket “teoretiska principer” (s 11), frem for at skrive “retoriske teorier”.
I det hele taget kunne jeg godt have øn­sket lidt mere uddybende analyser af krigsretorik. Det fleste eksempler på krigsretorik nævnes blot eller begrænses til ganske korte forklaringer. Jeg er enig med Hugoson, når han skriver, at det, man først og fremmest fokuserer på i en retorisk analyse, er talerens mulighed for at overbevise tilhørerne med sin fremstilling. Men nogen egentlig analyse er det svært at finde i bogen. Selv kapitel 3 “Retorik i krig”, som skal fordybe “innebörden av begreppet retorik genom att krigets retorik analyseras”, består hovedsagelig af refererende historiske redegørelser for centrale begreber og hændelser i krig og retorik. Redegørelsen er interessant og nyttig, men heller ikke her får læseren reelle analyser af krigsretorik.
Det gælder for eksempel de tre og en halv side, som står under overskriften “Ich bin ein Berliner” (s 154 ff.). Her bruges kun de sidste 12 linjer på selve talen. Alle afsnit før dette bruges til at redegøre for våbenkap­løbet, konflikterne om Berlin og bygningen af Berlinmuren. Hugoson fremholder helt korrekt, at dette er en kontekst, vi bør kende til, hvis vi skal forstå Kennedys tale ret. Men selv om han har fuldstændig ret i kontekstens afgørende vigtighed, ville bogens retoriske værdi have været større, hvis den havde set nærmere på retorikken i eksempelvis Kennedys tale. Som Hugoson selv påpeger, er retorik handling, men hvilken slags handling var det da, at den amerikanske præsident udøvede i Berlin 26. juni 1963? Hvordan virkede den? Og hvorfor virkede den, som den gjorde?
Ofte forbliver eksemplernes retoriske dimensioner relativt utydelige. Det gælder fx redegørelsen for FNs sikkerhedsresolution nr. 678 (november 1990), som stillede et ultimatum til Saddam Hussein under Kuwait-krigen (s 210 ff.). I behandlingen af denne resolution omtales på passende vis en række eufemismer: brugen af styrke (‘force’) frem for vold eller krig, samt brugen af “potentially severe consequences” og “all necessary means” som omskrivninger for krig. Sådanne omskrivninger har persuasiv betydning, men deres retoriske funktion og potentielle effekt diskuteres ikke nærmere. Den retoriske forklaring begrænses stort set til et citat fra en medieforsker, som siger, at en svensk avis “tolkar händelserna på ett sätt som gör dem mer acceptabla för en pacifistisk sinnad svensk opinion” (s 212).
Behandlingen af eufemismer er karakteristisk for bogen, fordi troper og figurer udgør det mest eksplicitte analyseperspektiv. Mange introduktionsbøger – og andre retorikbøger for den sags skyld – har en kedelig tilbøjelighed til at begrænse forklaringen af retorikkens troper og figurer til en simpel lokalisering af disse. Men både som forskere og pædagoger bør vi især sige noget om, hvad troper og figurer udretter, og hvordan de gør det. Også Krig och retorik har noget af lokaliseringstendensen, men det funktionelle perspektiv på tropologisk sprogbrug findes eksempelvis i forklaringen af Dwight Eisenhowers domino-metafor (s 90 ff.). Eisenhowers koldkrigs-metafor siger som bekendt, at hvis et land falder for kommunismen, vil det som en dominobrik påvirke og vælte nærliggende lande, som så vil falde, etc. Den retoriske styrke ved domino-metaforen, forklarer Hugoson, er, at den på en usynlig og tilsyneladende naturlig måde overfører en kausal fysisk logik til ideologiens område, på trods af at disse to ting er grundlæggende forskellige. Metaforen er desuden effektiv, fordi man ved hjælp af den undgår at udtale argumentationens implicitte en­thymem, og fordi modtagerne jo ikke kan teste dens bærekraft ved at vælte faktiske dominobrikker.
Forklaringen af domino-metaforen er oplysende, men afslører også, synes jeg, en vis uklarhed eller teoretisk rysten på hånden i beskrivelsen af troper og figurer. I løbet af to sider bruges både synekdoke, metonymi, metafor og allegori for at beskrive Eisenhowers udtryk (s 92-3). Flere andre steder synes bogen desuden at gøre tropologisk og figurativ sprogbrug lig med metaforisk sprogbrug. At identificere “Tony Blair med Storbritannien och Storbritannien med britterna är til exempel att använda metaforer”, skriver Hugoson (s 55). Men siden det konstituerende træk ved metaforer er, at de bygger på lighed, er dette strengt taget ikke metaforer. Når “høge” og “duer” i krigsretorik er metaforer, er det netop, fordi vi oplever ligheder mellem disse fugles væsen og bestemte politiske synspunkter. De omtalte identifikationer er i stedet synekdoker, for de bygger på del-helhed relationer (pars pro toto og totum pro parte). Plurale pronomener som “I”, “vi” og “de” kan anvendes som meta­forer, skriver Hugson et andet sted. Som når udtrykket vi egentlig betyder vi amerikanere eller vi demokrater. Men heller ikke dette er reelt metaforer. Også her er der tale om et synekdokisk forhold. Et af Hugsons egne eksempler på en synekdoke peger i øvrigt korrekt på samme del-helhed-relation: når vi siger “Storbritannien hävdade sin prestige”, selv om det bare var én minister, der talte.
En anden form for rysten på hånden viser sig i udtalelsen om, at George W. Bush besejrede Bill Clinton i præsidentvalget i 2000 (s 111). Senere kan man læse, at George W. Bush allerede den 11. september 2001 begyndte at tale om “krig”; men to sider før har vi fået at vide, at Bush netop var bevidst om ikke at bruge ordet krig denne dag og først den 12. september sagde, at angrebene var “krigshandlinger”. Men det er detaljer.
Alt i alt giver Krig och retorik en fyldig historisk redegørelse for centrale krigshændelser og begivenheder, som er vigtige at kende til, hvis man søger at forstå den retorik, som producerer og produceres af disse situationer. Bogen er sprængfyldt med gode eksempler fra krigenes retorik og retorikernes krige, og den omtaler en række klassiske fraser og troper: Churchills jerntæppe, Orwells og Lippmanns kolde krig, Eisen­howers domino-teori samt begreber som kanonbådsdiplomati, inddæmningspolitik, brinkmanship, strategisk bombning og aksemagter.
For læseren, som ønsker et tilgængeligt, historisk overblik, der også fremhæver visse former for retorisk sprogbrug, er bogen fortræffelig. For den, som søger en mere teoretisk forståelse af forholdet mellem krig og retorik eller et udviklet og sammenhængende analyseapparat, er der mindre at hente.

Jens E. Kjeldsen
Latest posts by Jens E. Kjeldsen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere