Jens E. Kjeldsen

Skammens retorik i indvandringsdebatten

Udtryk for skam er blevet fremtrædende i det offentlige rum. Det gælder særligt i udlændingedebatter, hvor borgere giver udtryk for at de skammer sig over hvordan nationen behandler indvandrere og flygtninge eller anklager andre for at de burde skamme sig over denne behandling. ­Artiklen undersøger retorisk brug af skamappeller samt gensvar og modangreb på sådanne appeller i en måneds dansk pressedækning. ­Studiet etablerer fire former for retorisk skam og tre former for gensvar. De fire former for retorisk skam er: følt individuel skam, påført individuel skam, samt følt kollektiv skam og påført kollektiv skam. De tre former for gensvar er: henvise sagligt til faktuelle omstændigheder, modangreb på tone og debatstil, samt populistisk anklage om elite-adfærd. Analysen peger på at retorisk brug af skam i offentlig debat hverken er effektiv eller bidrager til en god debat i deliberativ forstand. Studiet antyder også at brugen af skam som retorisk performativt sprogspil over tid kan ­bidrage til en retorisk bearbejdning som former rammerne for politiske holdninger og handlinger.

Abstract

Title ”The Rhetoric of shame in the immigration debate”
Abstract The rhetoric of shame has become predominant in the public sphere. This is especially the case in immigration debates. Here citizens express shame over the way their nation treats immigrants and refugees, or argue that others ought to be ashamed of themselves because of their treatment of foreigners. This article study the rhetorical use of shame and the reactions and counter argumentation to such appeals. I examine one month’s press coverage of the immigration debate in Denmark. Based on this I establish four forms of rhetorical shame and three forms of rhetorical reactions to the demand for shame. The four forms are: felt individual shame, ascribed individual shame, felt collective shame, and ascribed collective shame. The three forms of rhetorical reactions are: referring to established facts, counter attack on opponents tone and style, and populist accusation of elitism. My analysis suggests that the rhetorical use of shame in public debate is neither effective nor a beneficial to a good deliberative debate. My study also suggests that the use of shame as a rhetorical performative language game, may – over time – contribute to a rhetorical working through that influences our attitudes and acts in a beneficial way.

Keywords

elite, embarrassment, emotions, feelings, guilt, immigration, language game, refugees, shame

Artikeln

Ingår i: Rhetorica Scandinavica 79, 2019
Abstract s XI · Artikel s 112-134
 https://doi.org/10.52610/IJFC5901

Om skribenten

Jens E. Kjeldsen er professor i retorik og visuel kommunikation ved Universitetet i Bergen. Han medvirker i forskningsprojektet Scanpub, som undersøger indvandringsdebatten i Danmark, Norge og Sverige.

Fulltext:

Udtryk for skam ser ud til at blive mere almindelige i det offentlig rum. I klimadebatten har begrebet ”flyskam” vundet indpas i løbet af få år.[1] I Norge bragte en kronik og en bog i 2016 omfattende debat om skam som social kontrol af unge kvinder.[2] I Danmark vagte det opstandelse da kendte danske kulturpersonligheder samme år udtalte at landets udlændingepolitik fik dem til at skamme sig over at være danske.[3]

                      I Danmark er borgerne delt i deres syn på indvandring og måden nationen behandler udlændinge. Nationen er splittet i indvandringspolitikken og i opfattelsen af hvordan man bør tale om flygtninge og indvandrere – og ikke mindst til hinanden. Som jeg skal vise, har ikke kun kendte personligheder, men også andre borgere, udtrykt skam over måden som deres land behandler indvandrere og flygtninge på. Også borgere og journalister har anklaget politiske institutioner og medborgere for skamløse holdninger og adfærd. Det tyder på at appeller til skam er blevet til en gængs retorisk strategi i den danske debat om indvandring og flygtninge. Et påtrængende spørgsmål bliver derfor hvilken funktion og betydning sådan påføring af skam har i den offentlige samtale, samt i hvilken udstrækning den retoriske brug af skam bidrager til en konstruktiv og nyttig offentlig samtale eller virker ødelæggende for offentlig deliberation.

Denne artikel udforsker den retoriske brug, funktion og offentlige værdi af at påføre kollektiv skam, samt retoriske gensvar og modangreb på påføring af sådan skam. Undersøgelsen etablerer først fire kategorier af retorisk skam. Derefter udforsker jeg artikler som reagerer på anklager om skam, og etablerer tre kategorier af gensvar. På denne baggrund peger jeg på at retorisk brug af skam har problematiske sider for den offentlige samtale. For det første fordi appeller til skam ikke virker egnet til at vinde tilslutning. For det andet fordi de ser ud til at forringe debattens deliberative kvalitet. Teksten afsluttes med et forslag til at betragte brug af retorisk skam som det jeg kalder et retorisk sprogspil, der ikke beror på om individer reelt føler skam eller ej, men først og fremmest anskues som en forhandlende norm- og værdidiskurs, der fungerer ved retorisk korrigering gennem symbolsk påkaldelse af skam.

Fremgangsmåde

Metodisk består studiet for det første af en indsamling og optælling af avisartikler, som udtrykker eller påfører skam i forbindelse med immigration og flygtninge. For det andet har jeg udført retorisk kritik af disse avisartikler. For det tredje har jeg udført en retorisk kritik af artikler som svarer på anklager om skamfulde holdninger og handlinger (reaktioner).

I indsamlingen søgte jeg i databasen Infomedia på samtlige landsdækkende dagblade samt regionale og lokale dagblade fra 1. til 30. september, 2015. I denne periode kom en stor mængde flygtninge kom til Danmark. Den såkaldte spyttemand, som spyttede på flygtningene, der gik op af de danske motorveje, fik debatten til at blusse op, ligesom der var voldsom debat om den druknede syriske dreng Alan Kurdi.[4] Denne periode gik forud for debatten i januar og februar 2016, hvor kendte danskere udtrykte skam over deres eget land på grund af regeringens flygtningepolitik.[5]

Søgeordet var ”skam”. Det returnerede 578 træf i regionale og lokale dagblade samt 307 i landsdækkende dagblade. Jeg gik manuelt gennem disse træf for at lokalisere artikler og læserbreve som i forbindelse med indvandring og asyl enten gav udtryk for skamfølelse, søgte at påføre skam eller afviste anklagen om at man burde skamme sig. Jeg frasorterede forekomster af skam som ikke vedrørte følelse af, påføringen eller afvisningen af skam i forbindelse med immigration eller flygtningespørgsmål. Ved flere forekomster af samme titel eller tekst er kun en taget med. Jeg har heller ikke medtaget de få artikler som behandler skam i forbindelse med flygtningehændelser uden for Skandinavien, som når den socialdemokratiske tyske vicekansler, Sigmar Gabriel kalder det ”Skammeligt, at EU-ministrene ikke kunne enes” om en fordeling af flygtninge (MidtJyllands avis, 16/9-2015, s. 15). Artikler med ”skam” som en del af faste udtryk som ”det er skam fint” eller ”skepsis blev gjort til skamme” er også udeladt. I arbejdet fremkom også en håndfuld artikler fra tidligere i 2015 (3) og i 2014 (2) samt fra oktober 2015 (3). Eftersom indsamlingen af materiale ikke søger kvantitativ repræsentativitet, men er udført for at opnå fortolkningsmæssig variation og semantisk fylde[6] er disse artikler også inddraget i analysen.

Den manuelle gennemgang af materialet reducerede det til 59 artikler, ledere og læserbreve som berører indrømmelse, påføring eller afvisning af skam i forbindelse med immigration og flygtninge i Danmark (se bilag). Jeg gennemførte en indledende analyse af teksterne, hvor jeg så efter systematiske forskelle og ligheder og identificerede former og funktioner af retorisk skam. Dette førte til en opdeling af materialet i to hovedformer: anklage (det vil sige at kræve skam af sig selv eller andre) og forsvare (det vil sige gensvar som afviser kravet om skam). Ud fra dette formede materialet sig videre i kategorier af retorisk skam, baseret på henholdsvis følt og påført skam, samt personlig og kollektiv skam. Den analytiske bevægelse gik altså først fra en induktiv etablering af kategorier og så til en ny deduktiv undersøgelse af materialet ud fra disse kategorier.

Efter etableringen af kategorierne og organiseringen af materialet i disse, fulgte en retorisk næranalyse af de konkrete tekster. Analysen var indrettet mod at udforske strategier, funktioner og typologier af udskamning og reaktioner på denne udskamning. Studiet er altså lagt til rette for at etablere en så fuldstændig oversigt som muligt over brug af udskamning og reaktioner på dette i offentlig debat i en udvalgt måned. For udskammernes vedkommende er dette fænomen udlændingepolitikken. For reaktionernes vedkommende er fænomenet det oplevede krav om skamfølelse. Selvom begge kategorier (dvs. tekster som udskammer og tekster som reagerer på en oplevelses af sådan udskamning) er hentet fra samme periode og aviser, er det vigtigt at være opmærksom på at de ikke er ikke direkte dialog i mit materiale.

Før jeg redegør resultaterne fra analysen, skal jeg kort beskrive, hvad skam er psykologisk og hvilken plads den har retorisk.

Skam, skyld og flovhed

Der findes mange definitioner af skam. En siger at skam er en følelse af fiasko når man oplever uoverensstemmelse mellem ego og ego-idealet.[7] En anden siger at skam er en særlig form for forlegenhed, baseret på frygten for andres foragt, indignation, misbilligelse eller anden form for negativ vurdering.[8] Den politiske filosof John Rawls beskriver skam som “the feeling that someone has when he experiences an injury to his self-respect or suffers a blow to his self-esteem.”[9] Kultur-antropologen Richard A. Shweder definerer skam som: ”the deeply felt and highly motivating experience of the fear of being judged defective”[10]. Skam, uddyber Shweder, er en følelsen af ængstelighed for virkelige eller forventede tab af status, kærlighed eller selvværd (self-regard); en følelse som kommer af visheden over at man er sårbar over for andres skuffede blik eller negative vurdering.

Skam og skyld er tæt forbundet. I Shame and guilt (2002) skriver socialpsykologerne Tangney og Dearing at skam og skyld er intime, selvbevidste følelser som ved fejl eller overskridelse af normer fører til evaluering og dom af selvet. Samtidig er begge sociale og moralske følelser som spiller en rolle i udformningen af menneskers moralske adfærd.[11] Mens nogle forskere anser både skam og skyld som forbundet med vore sociale relationer til andre, er de fleste enige om at skam har en mere socialt fordømmende karakter. Mens skyld især vedrører individets vurdering af sig selv, kommer skamfølelse først og fremmest af andres fordømmende blik. Nogle skelner mellem disse ved at knytte skam til ære og skyld til synd. Andre skelner ved at knytte skyld til en vurdering af hvad vi har gjort (altså af vore handlinger), mens skam knyttes til hvem vi er (altså vor identitet).

Mens skyld især vedrører et gab mellem vore værdier og handlinger, vedrører skam i større grad en generel vurdering af vores værdi som mennesker.[12] Forskellen vedrører selvets rolle. Skam involverer en fordømmelse af selvet (”hvem jeg er”); skyld vedrører fordømmelse af konkrete handlinger (”hvad jeg gjorde”).[13] I det lys er skamfølelse mere grundlæggende end følelsen af skyld, fordi det er lettere at indrømme fejl og ændre vore handlinger, end det er at forandre os selv eller indse at vi ikke strækker til som mennesker.

Mens skyld vedrører forholdet mellem vore handlinger og os selv, vedrører skam forholdet mellem os og de andre. Skam forudsætter at nogen ser os, som vi ikke ønsker at blive set. Vi bliver skamfulde, hvis nogen ser, at der er noget vi ikke mestrer, eller hvis det bliver opdaget at vi har gjort noget som er uærligt, uetisk, egoistisk eller ondt.

Psykologerne Sabini og Silver mener at skam og flovhed egentlig føles på samme måde, og blot er forskellige fortolkninger av den samme følelse. Hvis følelsen af en mangel i selvet vurderes som en virkelig fejl, kaldes følelsen skam, hvis den ikke vurderes som en virkelig fejl, kaldes den flovhed.[14] Anden forskning, hovedsagelig baseret på empiriske eksperimentelle studier, fastholder at skam, skyld og flovhed er tre distinkte følelser. Skam, fremholder socialpsykologerne Tangney, Mashek og Stuewig, opleves stærkere og mere smertefuldt end flovhed, og indebærer flere moralske implikationer. Både skam og skyld opleves som en større moralsk overskridelse end flovhed.[15] Skam, mener de, er ikke alene en stærkere form for flovhed, den er også en distinkt følelse, fordi den indebærer ønsket om at gemme sig for andre, oplevelsen af være isoleret og følelsen af afsky ved sig selv. I modsætning til dette fører følelsen af skyld i højere grad til ønsket om at korrigere eller forbedre sig selv. I forhold til mennesker som oplever skyld, føler mennesker som oplever skam i højere grad at de er mindreværdige og udsatte og har større fysiologiske udslag.[16] Det betyder at fremkaldelse af skam potentielt er mindre egnet til at fremkalde ændring i handling og adfærd:

feelings of guilt are apt to prompt apologies and reparation, whereas feelings of shame are apt to prompt denial and escape. People appear better able to empathize with others when experiencing guilt than shame. In contrast, shame is uniquely associated with anger and a propensity to externalize blame. [17]

Tagney og Dearing peger på det samme: Fordi skam vedrører hvem du er, er det en nærmest uoverkommelig opgave at reparere årsagen til skammen. Eftersom de såkaldt ”reparative handlinger” ikke når kernen af problemet, vil den som føler skam være tilbøjelig til at afvise eller undvige den ubehagelige oplevelse. En almindelig undvigende handling er at trække sig væk og flygte fra situationen, som fører til skam. En anden er at flytte bebrejdelsen over på andre – ofte gennem vrede. Det genopretter selvrespekten og giver en oplevelse af handlekraft og kontrol.[18]

Skamappellers retorik, effekt og funktion i offentlig samtale

Jeg baserer mig på Tagney og Dearings forståelse af skam. Som en psykologisk definition er den først og fremmest en beskrivelse af en emotionel tilstand hos individer. Det er retorisk relevant fordi skamappeller netop søger at påvirke ved at vække denne tilstand. I Retorikken definerer Aristoteles skam som «en følelse af ubehag og forvirring med hensyn til øjeblikkelige, tidligere eller fremtidige fejl-handlinger, som synes at ville medføre vanry”. Skamløshed beskriver han som “en nedvurdering af og ligegyldighed overfor de samme ting.»[19] Fordi skam er en ”forestilling om tab af anseelse”, føler vi ikke skam i forhold til hvem som helst, forklarer Aristoteles. Skam føler vi især “overfor folk vi beundrer, eller som beundrer os, eller som vi gerne vil beundres af”.[20] På samme måde føler vi ikke skam over for mennesker vi ikke identificerer os med eller hvis mening vi ikke værdsætter. For Aristoteles er skam ikke en etisk dyd, men en emotionel respons hos dem som frygter vanærende (skammelige) handlinger. Denne følelse er knyttet til den faktiske eller forestillede nedvurdering fra andre og er derfor per definition et socialt fænomen.[21] Som emotionel respons er skam altså ikke retorik, men et potentielt resultat af retorik. I overensstemmelse med Aristoteles og de psykologiske beskrivelser af skam definerer jeg en retorisk skamappel som et sprogligt forsøg på at vække en følelse af skam, som påvirker menneskers holdninger og handlinger. Sådanne forsøg på påvirkning er baseret på en forestilling om at de tiltalte deler, eller burde dele, normer og værdier, som de har forbrudt sig mod. Ved at vække skam hos modtagerne, søger man en emotionel anerkendelse af normernes og værdiernes gyldighed. Retorisk kan skamappellen også bruges til at søge fællesskab hos andre, som deler normerne. Fordi anklager om skammelig adfærd er en dom over andre, kan den også bruges som et retorisk middel til at hævde sig selv og forsøge at dominere, dem der anklages.

                      Skamappeller og anklager om at nogen bør skamme sig – udskamning – er en retorisk handling, hvor resultatet afhænger af hvordan den tages op af dem som tiltales.[22] Skammen kan afvises eller påtages. Derfor undersøger jeg også retoriske reaktioner på udskamning. Dette bidrager til at vise om sådan udskamning er retorisk hensigtsmæssig og peger på hvor sådan retorik præger offentlig deliberation. Som antydet risikerer udskamning at virke mod sin hensigt. Det ligger allerede i selve formuleringen “Du burde skamme dig”, som netop antyder hvad den anklagede burde føle, men alligevel ikke føler. At føle skam, kræver at man deler de værdier som man anklages for at man burde være skamfuld over at have forbrudt sig mod. Reel skam kan derfor kun føles af dem som anser sig selv tilknyttet den gruppe som udsteder skammen – og som deler gruppens værdier, normer og praksisser. Det er derfor Aristoteles siger at vi “føler skam overfor folk vi beundrer, eller som beundrer os, eller som vi  gerne vil beundres af”[23].

Retorik handler om at vinde tilslutning, men forskning peger altså på at udskamning snarere fører til mangel på ændring og handling  (“paralysis and inaction”), til at svække empati og opmærksomhed, og at føre til mere asocial adfærd.[24] Også min analyse peger på, at påføring af skam risikerer at øge modstand og konflikt. Udskamning synes først og fremmest at styrke båndene mellem dem som udskammes, og derved at skabe et magtfuldt socialt fællesskab, som samles i afvisningen af den pålagte identitet, som dem som burde skamme sig. I stedet definerer fællesskabet sig selv som de undertrykte. Dette ser også socialpsykologen Danielle Every i sine studier. Hun har undersøgt skam som retorisk strategi i en australsk indvandringsdebat om en forvaringsanstalt for asylsøgere. Every fandt ud af at udskamning (“shaming”) blev brugt på to måder:[25] 1) For det første ved en sprogbrug som udtrykker afsky og foragt og definerer holdninger og handlinger som upassende. 2) For det andet ved at konfrontere modstanderne med deres privilegier i forhold til asylansøgernes mangler. Every lokaliserede også tre former for respons fra dem som blev udskammet: 1) I benægtelsen nægter man blankt (”jeg er ikke racist”) og re-framer sin identitet eller sine synspunkter. 2) I undvigelse ytrer man sine synspunkter, men forsøger at undgå at blive kaldt for eksempel racist. 3) I modangrebet returnerer man name-calling og fornærmelser eller anklager dem som anklager, man udskammer skammerne.[26] Disse strategier fremkom også i min analyse, som desuden gav tre strategier som kendetegner de danske responser: henvise sagligt til faktuelle omstændigheder, modangreb på tone og debatstil, samt populistisk anklage om elite-adfærd.

Everys forskning peger altså på at brugen af udskamning som retorisk strategi er bedst til at samle dem som er enige om udskammingen, men stort set virker mod sin hensigt, når den bruges for at få andre til at ændre mening

Reaktioner på skamappeller er et tegn på hvilke effekt de har. Dette er tæt forbundet til spørgsmålet om appellernes funktion og værdi i den offentlig samtale. Forskningen jeg har beskrevet, peger på at brugen af skam i offentlig samtale medfører risiko for at undergrave og hindre samtale og deliberation, samt for at øge konfliktniveauet. Også politologer og samfundsvidenskabelig forskning har været kritiske overfor retorisk brug af skam i offentligheden. Udskamning sker fra en position af moralsk overlegenhed og kan true demokratisk deltagelse og deliberation ved at smerte de udskammende, bringe dem til tavshed og få dem til at trække sig fra den offentlige samtale.[27] Påføring af skam kan isolere grupper, fordi den fremsætter normer for det acceptable og hindrer, skjuler og forstummer afvigende stemmer.[28] Gennem tiden er det er da også udsatte grupper som jøder, sigøjnere, og homoseksuelle som har været udsat for stigmatiserende udskamning.[29] Både som psykologisk følelse og retorisk appel er skam således tæt knyttet til det at være anderledes og skammen bliver et middel til at fastholde det konventionelle og hæmme det anderledes.[30]

                      Retorisk brug af skam kan altså fungere undertrykkende og stigmatiserende over for mennesker og grupper som ikke tilpasser sig det normale og den herskende doxa. Men dette er også det potentielt positive med appeller til skam, fordi de kan hjælpe os med at forstå når vi overskrider grænserne for det normale og det moralsk rette.[31] Derfor taler den politiske teoretiker Christina H. Tarnopolsky om ”respektfuld skam,” og filosoffen Martha Nussbaum peger på skam kan have en ”sund rolle”, når den ikke adskiller eller stigmatiserer, men derimod ansporer mennesker til at forbedre sig og nå højere mål.[32] Her i Rhetorica Scandinavica har Lisa Villadsen peget på det samme. Hun argumenterer for et nuanceret syn på ”appeller til følelsen skam og dens mulige konstruktive funktioner i offentlig debat end den fremherskende”. Villadsen mener at skamfølelsen ikke nødvendigvis ”indebærer den ødelæggende distancering man typisk associerer med den”, men ”har potentiale som en solidaritetsmarkør som kan drive etisk selvrefleksion.”[33] Villadsen trækker på kulturforskeren Sara Ahmeds tanker om skam (se nedenfor), når hun konkluderer at det at føle skam over Danmarks politiske linje i udlændingepolitikken også kan ses som et udtryk for identifikation med ”landet som et politisk og værdimæssigt fællesskab og som en invitation til at tage del i dette fællesskab”, for uanset hvordan skammen opleves, ”bekræfter den individets kærlighed og forpligtelse på idealerne”[34]

                      Debatten om skam i politisk og deliberativ teori involverer altså flere positioner.[35] Overordnet kan vi sondre mellem to: På den ene side er skamappellen – altså udskamning – et problem, fordi den fungerer som den moralske majoritetens konservative undertrykkelse af afvigende stemmer og derved truer demokratisk deltagelse og debat. På den anden siden kan skamappellen anskues som et samfunds nødvendige moralske korrigering af skamløs adfærd og opretholdelse af sociale normer, værdier og fællesskab.

Det retoriske svar til dette er at følelser ikke er gode eller dårlige i sig selv.[36] Deres effekt, værdi og funktion afhænger af situation og brug. Dertil kommer at der er forskel på værdien af skam som følelse (den psykologiske dimension) og værdien af påføring, krav eller appel (den retoriske dimension). Det særlige ved sidstnævnte er at disse handlinger oftest udføres fra en dominerende position, som kræver tilslutning til hegemoniske normer og værdier. I alle tilfælde er det afgørende retorisk set, hvordan sådanne appeller til skam – samt afvisningen af disse – sættes i spil.

Skam som retorisk performativt sprogspil

Som nævnt er det ikke enkelt at vide hvad mennesker mener, når de siger at de føler sig skamfulde.[37] Det har ikke kun med følelsers art at gøre, men også med sproget. Hvis to mennesker siger at de skammer sig, kan vi ikke vide om de føler det samme. Derfor må vi se på hvordan mennesker vurderer situationen de er i, når de siger de skammer sig. Dette er særlig relevant ved offentlige udtalelser om skam i forbindelse med indvandringsdebatter. Hvis en skribent hævder at skamme sig over landets flygtningepolitik, kan vi kun forstå hvad vedkommende mener, hvis vi ser nærmere på hvordan personen beskriver og vurderer situationen som angivelig fører til skam.[38] Men selv når vi tager kontekst i betragtning kan vi alligevel ikke vide med sikkerhed hvilke følelser mennesker har, når de siger de skammer sig. Vi ved ikke om de oplever skam på den måde, som begrebet defineres i forskningen. Dertil kommer at de fleste tilfælde af udtryk for skam i mit materiale og – vil jeg hævde – i det offentlige rum generelt, ikke er indrømmelse og følelse af skam, men derimod påføring af skam. I denne sproglige handling, altså når man hævder at andre bør skamme sig, føler man ikke skam, men derimod følelser som forargelse, indignation, foragt eller vrede.

På lignende vis er kulturforskeren Sara Ahmed optaget af hvilken pragmatisk sproghandling som udføres, når den som skammer sig giver en undskyldning.[39] Hvornår er undskyldningen vellykket eller mislykket i at udføre handlingen at undskylde? I overensstemmelse med sproghandlingsteorien fra Austin og Searle, skriver hun, afhænger det af om bestemte betingelser er opfyldt. For eksempel må den som undskylder faktisk føle anger, skyld eller skam. Men som Ahmed peger på, afhænger det af en ”inside-out”-model for følelser, hvor følelserne er inde i mennesker og presser sig ud. Retorisk er ”inside-out”-modellen problematisk, fordi vi jo aldrig med sikkerhed kan vide hvad mennesker har inden i sig. Når nogen hævder at de skammer sig over deres land, ved vi ikke om de faktisk føler skam. Men vi ved med sikkerhed at de udfører en performativ sproghandling, som udstikker rammer og normer for hvad fællesskabet bør tænke og føle. At føle skam på vegne af sit land skiller sig desuden fra den individuelle skam ved at personlig undskyldning, bodsgang og aflad kun renser individet, men ikke fjerner årsagen til det skamfulde, nemlig nationens adfærd og politik.

I offentlig samtale handler skammens retorik derfor ikke først og fremmest om hvorvidt man faktisk føler skam, men om man bør føle skam, i forhold til hvad man bør føle denne skam, samt hvordan man bør udspille følelsen og agere i forhold til den. Både udsagn om skam på vegne af et kollektiv og anklager om at et kollektiv bør skamme sig, indgår i et performativt retorisk sprogspil, som etablerer forpligtelser med politiske implikationer. Et performativt retorisk sprogspil vil sige, at man som i et spil skak bruger begreber og udtryk for følelser til at positionere sig selv, andre og sagen. At sige i offentlig debat at nogen bør skamme sig indebærer ikke nødvendigvis at de tiltalte føler denne følelsen, men ytringer markerer hvad de bør føle. Det er netop dette som er tydelig i udtalelsen ”Du burde skamme dig”. På samme måde kan nogen hævde at de skammer sig over sit land, uden at vi ved om de virkelig er grebet af følelsen. Men fordi ordene fungerer som et sprogspil, er det irrelevant for udvekslingens retoriske funktion om den indre følelse eksisterer. Offentlige udtalelser om skamfølelse og påføring af skam, er nemlig ikke først og fremmest psykologiske udsagn, men retoriske handlinger. Disse handlinger fungerer på samme måde som man i skak tvinger modstanderen til visse bevægelser og positioner ud fra hvordan man gør sine træk og placerer sine brikker. Dette sprogspil om skam implicerer at følelsen er involveret, men forhandlingen om hvorvidt skam er en passende følelser, behøver ikke at betyde at følelsen er til stede i de involverede. Spillet er politisk fordi det indebærer politiske forpligtelser. Med accepten af at vi bør skamme os som nation følger nemlig politiske og retoriske positioner, som afviser den etablerede adfærd og politik, samt forpligter os til at ændre politikken og indtage andre positioner. Med dette flytter vi os fra en psykologisk forståelse af skam som en indre følelse til en retorisk forståelse af skam som en emotionelt ladet sproglig funktionel handling, der indgår i en retorisk forhandling om normer og værdier, adfærd og politik. Jeg er optaget af hvad påføringen af skam, udskamningen, udfører som pragmatisk sproghandling, og som Lisa Villadsen, udforsker jeg skam som ”sociale og kulturelle praksisser som regulerer og former borgeres og kollektivers emotionelle orientering og adfærd.”[40]

Fire kategorier af retorisk skam

Min analyse afdækker altså tre kategorier af skam, som kan ses i tillæg til den traditionelle psykologiske kategori af personlig følt skam. Det giver fire kategorier, som består af forskellige retoriske handlinger med fire specifikke funktioner.

Den første kategori er den traditionelle psykologiske kategori, at føle og indrømme personlig skam. Den indebærer at man som individ siger at man skammer sig og indrømmer at man har overskredet sociale normerog accepterer mulige sanktioner.Funktionen er at anerkende normernes gyldighed, accept af at man har forbrudt sig mod dem, og anmodning om tilgivelse. Denne kategori var ikke til stede i mit materiale, Ingen udtrykte at de personligt havde forbrudt sig mod normer eller søgte tilgivelse.

Den anden kategori er at påføre individuel skam. Når man påfører individuel skam siger man at et andet individ burde skamme sig. Funktionen er at opretholde sociale normer og søge at få personen til at anderkende disse, samt at søge fællesskab med mennesker som deler normerne. Som påpeget i teorier om hersketeknik, kan funktionen også være at hævde sig selv og dominere individet man påfører skam. Påføring af skyld og skam sker gennem latterliggørelse, ydmygelser, blotstilling og ærekrænkelse.[41]

Et eksempel på påføring af individuel skam i offentligheden finder vi i et læserbrev i Frederiksborg Amts avis (08.01.2015, s. 13) med titlen ”Espersen burde skamme sig”. Her citeres næstformanden i Dansk Folkeparti, Søren Espersen, som i et debatindlæg har skrevet (citeret fra læserens indlæg):

”Har man hede drømme om at åbne landets grænser på vid gab og overlade Danmarks udlændingepolitik til Marianne Jelved, Morten Østergaard og Johanne Schmidt-Nielsen, bør man afgjort stemme på en af dem”. (eksempel 1a)

Læseren reagerer på dette, ved at skrive at:

Søren Espersen burde skamme sig over sine udtalelser om de nævnte politikere, men det gør han næppe […] Efter min mening er han ikke nogen god dansker. Han er den type politiker man bør tage afstand fra, hvis man har sin næstekærlighed og barmhjertighed i behold. (eksempel 1b)

Heller ikke denne kategorier af individuel skam var fremtrædende i mit materiale. Det var i stedet domineret af udtryk for skam på vegne af et kollektiv og udtryk for at en gruppe, nationen Danmark, burde skamme sig.

Den første af disse er den tredje kategori: at føle og indrømme skam på vegne af et kollektiv. Dette sker når et menneske udtrykker skam på vegne af en gruppe, som vedkommende er så tæt tilknyttet at han eller hun betragter gruppen som en del af sin identitet. Generelt kunne dette være venner eller familie, i mit materiale er det nationen man er en del af. Funktionen er at søge accept for at kollektivet man tilhører, har forbrudt sig mod sociale normer, for derved at anerkende og opretholde disse, og derfor at ændre politikken. Vi finder et eksempel i et læserbrev i Fyns Amts avis (4.10.15, s. 3), som har titlen ”Skal jeg skamme mig?”. Læseren forstår ikke at Svendborg kommune ikke har nogle asylcentre og undrer sig over om det skyldes at byrådet i Svendborg er ”fremmedfjendsk”. I læserbrevet transformerer skribenten den daværende integrationsministers efternavn (”Inger Støjbjerg”) til en fornærmelse, og spørger:

Med Inger Støjsender i spidsen for landets flygtninge- og asylpolitik skammer jeg mig ved at være dansker. Med Svendborgs mangel på handling: Skal jeg nu også skamme mig over at være svendborgenser? (eksempel 2)

Et andet eksempel på et læserbrev som udtrykker skam på vegne af et kollektiv, finder vi i Frederiksborg Amts avis (8.09.15, s. 9, under overskriften “Welcome in Frankfurt”).

Jeg er begyndt at skamme mig ved at være dansker. Hvor er danskernes medmenneskelighed forsvundet hen. Vi har bare travlt med at være os selv nok, styret af det jeg vil kalde Dansk Nationalegoistisk Folkeparti (eksempel 3)

Eksemplerne viser at på samme måde som vi kan føle national stolthed, kan vi også føle national skam. Som ved personlig følt skam, kræver også den kollektive skamfølelse andres fordømmende blik. At jeg oplever at danskere behandler flygtninge racistisk, er ikke i sig selv nok til at gøre mig skamfuld. Det kan gøre mig ked af det, sørgelig til mode, eller rasende, men skal jeg føle dette som skamfuldt, må jeg også opleve at andre ser det. Hvis jeg i en diskussion med et nært familiemedlem oplever at vedkommende udtaler sig racistisk, bliver jeg ikke skamfuld, men vred eller ked af det. Hvis jeg ser at mit nære familiemedlem, min søster, far, kone eller datter, skriver racistiske poster på Facebook, hvor venner og kolleger kan se det, så bliver jeg skamfuld, fordi jeg da udsættes for fordømmende blik fra andre mennesker, hvis vurdering jeg værdsætter. Samme princip gælder for nationale fællesskab: også skam over sit land kræver andres blik og dom – faktisk eller internaliseret.

Den fjerde kategori af retorisk skam, vedrører forsøget på at påføre skam på et kollektiv. Den retoriske handling er at udtrykke om et kollektiv, at det burde skamme sig. Nogle gange udføres denne funktion indirekte gennem kategori tre, når man udtrykker at man skammer sig på vegne af et kollektiv. Man taler på vegne af kollektivet som man regner sig som en del av. Meningen er først og fremmest at anklage og påføre skam på kollektivet. I sin mere direkte version her i kategori fire, etablerer man en undergruppe til det nationale fællesskab, og stiller sig så eksplicit uden for denne gruppe, som man påfører skam fordi den ikke lever op til værdierne i det nationale fællesskab. Som ved påføring af individuel skam kan funktionen i begge tilfælde være at: 1) opretholde sociale normer og søge samfundets anerkendelse af disse, 2) søge fællesskab hos andre som deler normerne, eller 3) hævde sig selv og dominere dele eller undergrupper af kollektivet. Et eksempel på direkte påføring af skam på et kollektiv (og et individ) giver læserbrevet ”Skammens spejl” i Skive Folkeblad (17.09.15, s. 31):

Der findes skamløse og usammenhængende synspunkter. De indgår i den demokratiske debat, selvfølgelig, det er demokratiets vilkår. Men uvidenheden, det skamløse og det usammenhængende, grimhedens fjæs bør påpeges. Pænt og ordentligt, men uden omsvøb […]. Jeg vil stærkt anbefale EM og ligesindede at skamme sig og vedblive at skamme sig. Selvom det næppe hjælper på validiteten af de fremførte argumenter. (eksempel 4)

Her angribes byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Erik Mortensen – og gruppen af mennesker der er som ham – for at mene at ”næstekærligheden” skal ”indskrænkes til værdigt trængende her i landet”, samt for at han ”undsiger sammenligningen mellem hjælpen til jøder på flugt fra den tyske nazisme i Danmark og hjælpen til de syriske flygtninge, der betegnes som ”utaknemmelige””.

                      Læserbrevet ”Både stolthed og skam” (Kristelig Dagblad, 14.09.15, s. 8) viser en bekymring for hvordan hjemlandet bliver opfattet uden for grænserne. Skribenten reagerer blandt andet på de danske myndigheders udsendelse af annoncer i Mellemøsten som oplyste om skærpelser og forringede vilkår for flygtninge og migranter i Danmark. Indlægget illustrerer betydningen af de andres blik for skamfølelsen:

Kan man være fælles om at føle en national stolthed over den første dansker i rummet, så må man vel også være fælles om at føle skam over det image, Danmark har fået som fremmedfjendsk. Man kunne have sparet den kvarte million kroner på annoncer, for det er sørgeligt, ja en skam for os, at de flygtninge, der nu kommer til den danske grænse flygter videre for ikke at blive registreret i Danmark. […]. Hvordan får man fortalt … at vi ikke er et fremmedfjendsk land (eksempel 5).

En opsummering af de fire nævnte kategorier af retorisk skam ses i figur 1.

	Følt skam (indrømmelse)	Påført skam (udskamning)
Personlig skam	1. Føle og indrømme personlig skam Retorisk handling: Sige at man skammer sig Funktion: acceptere at man har forbrudt sig mod sociale normer og søge tilgivelse.	2. Påføre individuel skam Retorisk handling: Sige at et individ burde skamme sig. Funktion: 1) Opretholde sociale normer og søge individets anerkendelse af disse, 2) Søge fællesskab  hos andre som deler normerne, 3) Hævde sig selv og dominere individer
Kollektiv skam	3. Føle og indrømme kollektiv skam Retorisk handling: Sige man skammer sig over et kollektiv man er en del af Funktion: Acceptere at et kollektiv man tilhører har forbrudt sig mod sociale normer, for derved at anerkende og opretholde disse.	4. Påføre kollektiv skam Retorisk handling: Sige om et kollektiv, at det burde skamme sig (direkte), eller sigeat man skammer sig på vegne af et kollektiv (indirekte, jf. kategori 3). Funktion: 1) Opretholde sociale normer og søge samfundets anderkendelse af disse, 2) Søge fællesskab hos andre som deler normerne, 3) Hævde sig selv og dominere dele af kollektivet.

Figur 1: Fire kategorier af retorisk skam

Mit materiale indeholdt altså påføring af individuel skam (ex. 1) indrømmelse af kollektiv skam (ex. 2-3) og påføring af kollektiv skam (ex. 4). Som det fremgår viser eksemplerne både en sprogbrug som udtrykker forargelse, foragt og indignation og definerer holdninger og handlinger som upassende. Den danske udlændingepolitik og adfærd over for indvandrere er skammelig, fordi den ikke er næstekærlig (ex. 1, 4), barmhjertig (ex. 1), medmenneskelig (ex. 3) og hjælpsom (ex. 4). Den er derimod egoistisk (ex. 3) og fremmedfjendtlig (ex. 2, 5), præget af negative udtalelse om andre (ex. 1) samt af dårlig og usammenhængende argumentation (ex. 4). Eksemplerne illustrerer hvordan følelser og anklager om skam definerer holdninger og handlinger som upassende samt menneskene som har disse som mindreværdige. En accept af dette blandt dem der kritiseres, vil både være en accept af at de er moralsk underlegne og af at politik og adfærd skal ændres.

                      Derfor er det ikke overraskende, at der i materialet er flere forekomster af reaktioner på udskamning end der er tilfælde af indrømmelse eller påføring af skam (udskamning). Indrømmelse af skam forekommer i 12 tilfælde, påføring af skam i 10 tilfælde, mens afvisning og benægtelse af skam forekom i hele 31 tilfælde. Den mest almindelige topos i teksterne var variationer af udtrykket: ”Vi har intet at skamme os over”. Forskellige versioner af denne formulering forekom eksempelvis i ti overskrifter (se bilag). Dertil kommer i materialet 6 tilfælde hvor skribenter hævder at indvandringsvenlige borgere burde skamme sig over måden de taler til, altså udskammer, indvandringskritikere. Som beskrevet er reaktionerne på udskamning samt afvisningens retorik særlig relevant for forståelsen af skammens rolle og værdi som retorisk sprogspil i offentlig debat. Vi skal derfor se nærmere på hvordan retoriske reaktioner på udskamning ytrede sig i mit materiale.

Reaktioner på udskamning i danske aviser

Den primære retoriske funktion af udskamning er altså at konfrontere mennesker med deres opførsel og konsekvenserne af denne opførsel. En sådan konfrontation er en retorisk performativ handling, der har som mål at udstille individers eller gruppers holdninger og adfærd, for derved at fremkalde en skamfølelse, der får dem til at ændre deres holdninger eller adfærd. Funktionen kan også være at dominere eller ekskludere individer eller grupper.

                      Materialet fra Danmark indeholder både eksempler på udskamning og på reaktioner på udskamning. Faktisk er de sidste i overtal, men i mit materiale er de to kategorier sjældent i dialog. Det er ikke sådan at reaktioner på skam retter sig direkte mod ytringer fra samme materiale. Det er alligevel tydeligt at reaktionerne er responser på samme type udtalelser som jeg har bekrevet ovenfor. Materialet indeholder eksempler på reaktioner som Every fandt, men også typer af udsagn, som hun ikke beskriver. Tre typer reaktioner adskiller sig fra Every’s materiale. Den ene er at danske reaktioner i højere grad end de australske, forholder sig til saglige omstændigheder. Den anden er en opmærksomhed på uredelig stil og tone, og den tredje en populistisk anklage om at eliten undertrykker folket.

Som hos Every er der flere eksempler på responser som udtrykker benægtelse og modangreb. Under titlen ”Skam dig mand” skriver en læser i Dagbladet (Holstebro-Struer, 15.09.15, s. 11) at den tidligere kulturdirektør, Hans Kristian Didriksen, burde skamme sig for de retoriske angreb han i sin lørdagsklumme har udført på indvandringskritiske politikere. Ifølge læserbrevet har Didriksen skrevet at retorikken er blevet hadsk og at politikere som Inger Støjberg (Venstre) og Martin Henriksen (Dansk folkeparti) ”Svinger hadets pisk!”.  Læseren tager afstand fra ”Didriksens retoriske metode”:

Jeg er skuffet og rystet over, at en tidligere kulturdirektør kan falde så dybt, at anvende en så giftig, inkvisitorisk og tendentiøs etikette på to folkevalgte politikere. Skam dig dog mand. Du kan simpelthen ikke være dig selv bekendt. (eksempel 6)

I læserbrevet ”Vi har intet at skamme os over” giver Danmarks daværende kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (Venstre) i Berlingske (17.09.15, s. 32) følgende svar på kritikken af Danmarks behandling af flygtninge:

Danmark har intet at skamme sig over. Vi tager vores del. De, der bør skamme sig, er dem, der spytter i egen rede og bagtaler Danmark. Det husker jeg alt for godt fra min egen tid som integrationsminister. (eksempel 7)

Også benægtelse og re-framing forekom. I lederen ”Ingen grund til skam” (09.09.15, på siden Debat) skrev chefredaktør i Berlingske, Tom Jensen:

Måske er de bekymrede for velfærden, også for dens mulighed for overlevelse i en globaliseret verden, men bekymringen skyldes ikke had og foragt, men blot at de holder af et velfærdssystem, der kan tage hånd om de svageste. Det vil de gerne have, at det bliver ved med at være i stand til. Vi har intet at skamme os over. Man har det godt i Danmark. Også som nyankommet. Vi kan være os selv bekendt her til lands. Det er det store billede. Når andre billeder bruges til at fylde det meste, er de fortegnede. Husk det. Ind imellem. (eksempel 8)

I avisens leder svarer avisens chefredaktør altså på kritikken af indsatsen over for flygtningene, ved at antyde hvad Danmark gør for indvandrere, definere hvem danskerne er, og fremhæve at danskerne generelt er ordentlige mennesker.

Mens benægtelse gennem re-framing af identitet eller synspunkter altså forekom, var mange af responserne især præget af konstateringer af hvad Danmark har bidraget med i flygtningekrisen. Det gælder for eksempel debatindlægget ”Vi har ikke noget at skamme os over” (Kristelig Dagblad, 25.11.2014, s. 11).

Danmark har ikke noget at skamme sig over. Vi har allerede modtaget et stort antal flygtninge fra ikke mindst Syrien. De er blevet vel modtaget og fordelt over hele landet (eksempel 9)

Den mest dominante form for respons, var dog varianter af synspunktet ”Danmark har bidraget, men eliten forsøger at udskamme folket. Et eksempel på toposen eliten udskammer folket forekommer i læserbrevet ”Intet at skamme os over” (Sjællandske, 18.09.15, s. 8). Her angribes politikeren Zenia Stampe (fra Det radikale venstre) og erhvervslederen Sine Bosse:

Den bedrevidende snakkende klasse omkring Zenia Stampe og Stine Bosse, bør pakke deres pinlige forsøg på udskamning væk. Danmark har intet at skamme sig over. Tværtom burde de mange eksperter regne på, om ikke man kunne hjælpe mange flere i nærområdet, fremfor indenfor Danmarks grænser (eksempel 10)

Forfatteren, Søren Revsbæk, er byrådsmedlem for partiet Venstre. Som i andre svar angriber han den såkaldte elite og beskriver hvad Danmark faktisk gør for flygtninge; og som andre argumenterer han for, at Danmarks udlændingepolitik ikke giver grundlag for skam. Et lignende læserbrev har titlen ”Opsang til elitens debatkultur” (Berlingske,18.09.15, s. 31):

Men det mest skuffende og på langt sigt måske det mest skadelige er kollapset i elitens debatkultur. Med eliten tænker jeg specielt på de mennesker, der gennem uddannelse og lignende burde ligge inde med både evnen og viljen til at forholde sig nøgterne og basere deres indlæg på viden og fakta […]. Tværtimod har eliten deltaget i koret af substansløse følelsesudbrud, hvor graden af dæmonisering af politiske modstandere ikke har ladet “spyttemanden” noget tilbage i had, vrede og arrogance (eksempel 11)

Også avisernes journalister fortalte historier om skellet mellem folk og elite. I MidtJyllands avis (19.09.15, s. 41) kommenterede journalisten Steffen Lange et læserbrev af EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemose på samme avisside som hævdede, at det er ”ved at være en smule pinligt at være dansker i EU-parlamentet”. I kommentaren ”At skamme sig i EU-parlamentet”, beretter Lange om hvordan verden syd for grænsen så på Danmark:

jeg har talt med masser af tyskere – lige fra kassedamer over forskellige værtsfamilier til kunstnere Det var – indrømmet – ikke på de smarte caféer i metropoler i Berlin, Frankfurt eller München, men i Franken, den nordlige del af Bayern […]. Her faldt ikke et eneste ord om grænsebomme, Dansk Folkeparti eller flygtninge – kun positiv interesse for Danmark (eksempel 12)

At udskamning blev set på som elitens hersketeknik, fremkom også i læserbrevet ”Danskerne skændes om flygtninge. De gode, de onde og de selvgode” (Kristelig Dagblad, 08.10.15, s. 12)

At udnævne sig selv til at være særlig god tyder på manglende ydmyghed,

men at udnævne andre til at være særlig onde, ja, det er ondt (eksempel 13)

Eliten, det vil sige dem, der hævder at Danmark bør skamme sig over behandlingen af indvandrere og flygtningen, bliver altså kritiseret for at udnævne sig selv som særligt gode – bedre end folk flest.

Reaktionerne illustrerer det retoriske sprogspil, hvor skribenterne føler sig tvunget til at imødegå anklagerne om skam. Fravær af reaktion vil være en accept af at støtte til indvandringspolitikken er skamfuldt og at politikken bør ændres. Reaktionerne går ind i den retoriske forhandling ved at kritisere sprogbrugen og debatkulturen som udskamningen benytter (ex. 5, 6, 10, 13), ved at argumentere for at Danmark har gjort en indsats over for flygtninge og derfor ikke bør skamme sig (ex. 6, 7, 8, 9), samt ved at anholde at udskamningen er elitens angreb på folket (ex. 10, 11, 12).

Skam-appellens retoriske effekt og betydning for offentlig debat

Analysen af danske dagblade i september 2015 peger på to retoriske forhold. For det første at udskamning i offentligheden tilsyneladende har begrænset retorisk effektivitet i at vinde tilslutning fra dem man skammer sig over eller påfører skam. For det andet at indrømmelse eller påføring af kollektiv skam i et deliberativt lys, kan være negativt for den offentlige debat om indvandrings- og asylspørgsmål.

At udskamning har begrænset retorisk effekt antydes af det faktum at der i materialet er næsten fire gange så mange afvisninger og benægtelser af skam (31+6), end der er påføring af skam (10). Selv når man lægger antallet af indrømmelser af skam (12) sammen påføringerne, er der stadig en stor overvægt af afvisninger.

Også benægtelsernes og afvisningernes retoriske karakter peger på begrænset retorisk effekt. Som påvist var der tre dominerende typer af afvisning. Den første afviser anklagerne ved at henvise sagligt til faktuelle omstændigheder, som bruges til at slå fast at Danmark og danskere har gjort en indsats for indvandrere og flygtninge. Den anden form for afvisning indebar modangreb på tone og debatstil, hvor udskammerne anklages for at være urimelige og uredelige (jf. eksempel 6, 7, 11). Den tredje form for afvisning er en variation af dette, nemlig den populistiske anklage om at udskammerne er en nedladende elite (jf. eksempel 10-13).

Konklusionen om den begrænsede retoriske effekt er i overensstemmelse med teoretiske antagelser om skammens karakter. Mens skyldfølelser er tilbøjelige til at vække undskyldninger og reparation, er skamfølelser mere tilbøjelige til at vække benægtelse og undvigelse. I modsætning til hvad man skulle tro, har skam også en tendens til at forhindre empati. Fordi skamfølelsen er så fundamental og smertefuld, kan den være så selvcentreret at den forhindrer empatiske reaktioner over for andre. Den skamfulde vil være så optaget af sin egen smerte eller selvbebrejdelse, at vedkommende ikke er lige så optaget af den smerte som de skamfulde handlinger har påført andre.[42] Disse forhold er naturligvis mest relevant ved følt skam, hvor en borger kan være så optaget af hvor skamfuldt det er at være dansker, at man i realiteten ikke er lige optaget af ofrene for en angivelig hjerteløs og ubarmhjertig retorik og politik (jf. ex. 1, 3, 4). Disse teoretiske antagelser støtter imidlertid også formodningen om en begrænset retorisk effekt i forhold til påføring af skam. En sådan retorisk handling vil nemlig kun være vellykket hvis den udskammede for det første føler skammen og for det andet reagerer med indrømmelse, reparation eller anden form for holdnings- eller handlingsændring. Sådan set vil udskamning ikke bare have begrænset effekt når de anklagede ikke føler skam, men også hvis de faktisk skulle føle sig ramt af anklagen, fordi undvigelse da ofte vil være den dominerende respons.

Disse forhold er tæt forbundet med det problematiske i brugen af skammens retorik i offentlig debat. Forskellige traditioner for vurdering af retorik og deliberation giver os en række kvalitetskriterier: Med støtte fra den uformelle logik er det for eksempel blevet foreslået at argumentation skal være saglig og at argumenter skal være rigtige, relevante, og vægtige. På samme måde er redelighed fremhævet som et kvalitetskriterie for god retorik. I modsætning til disse træk er for eksempel ad hominem-argumenter tegn på en dårlig debat.[43] Indenfor deliberativ teori har man i traditionen fra Jürgen Habermas gjort tilsvarende overvejelser. For eksempel er god deliberativ argumentation og debat blevet karakteriseret ved at: 1) være åben for deltagelse, 2) give begrundelser for påstande, 3) overveje det fælles gode, 4) behandle andre med respekt, 5) søge en rationelt baseret konsensus.[44] Denne type kvaliteter – som vedrører forhold som ligestillet udveksling af synspunkter i saglig debat samt fokusering på argumenter frem for modstanderens karakter – vil skam-appeller have en tendens til at modarbejde. Det skyldes som beskrevet, at påføring af skam er så tæt knyttet til moralske overskridelser og stærke negative personlige træk ved den anklagede. Men det skyldes også at påføring af skam ikke først og fremmest er en deliberativ, men især en epideiktisk, og til dels forensisk, retorik. Det er en retorik som er baseret på så stærke sociale normer at den har mere karakter af tvang end af appel. Dermed fungerer den ofte mere som forsøg på hersketeknik end som deliberativ retorik.

Anklager om at nogen “burde skamme sig” har mere til fælles med retoriske greb som name-calling og fordømmelse end med overvejelser over, hvordan vi bør handle i fremtiden. Derfor inviterer offentlige indrømmelser eller påføring af skam sjældent til samtale eller debat, men fører i stedet til retorisk polarisering. For hvordan skal vi forholde os, når nogen anklager os for at vi burde skamme os? Hvis vi ikke ønsker at underkaste os den som anklager, er de eneste gangbare svar enten “Nej, det burde jeg ikke” eller “Nej, det gør jeg ikke”.

Fordi udskamning sker fra en position af moralsk overlegenhed, vil den potentielt kunne udfordres ved hjælp af den populistiske tolkningsramme, som hævder at eliten håner og undertrykker almindelige mennesker.[45] Som vi har set, gav både læserbreve og redaktørers responser på påføringen af skam, udtryk for netop dette populistiske argument. Paradoksalt nok var en af dem som udtrykte dette mest præcist selv en del af eliten, nemlig chefredaktøren for Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg. I en artikel i Kristelig Dagblad (26/2-2016, på forsiden af delen ”Liv og sjæl”) skrev han, at det at sige at man skammer sig over andre, er at give en dom som hindrer videre samtale:

Man er hævet over dem, man skammer sig over, og ved at bruge den aggressive vending ’jeg skammer mig over’ sætter man sig selv på et højere etisk og moralsk sted og får indirekte sagt: ’Jeg er ikke som dem’. At skamme sig over er ikke et argument, men en bekvem måde at lægge afstand. Og man kan bruge det når man ikke har ord til at argumentere. (eksempel 14)

Har brugen af skam alligevel en retorisk og deliberativ værdi? Som nævnt har samfundsforskere peget på at værdien af skam er, at den lærer individer at udvikle personligt initiativ og ansvar og giver respekt for delte værdier, fordi den udtrykker samfundets kollektive misbilligelse af bestemte handlinger eller markerer de moralske sager, hvor samfundet ikke kan indgå kompromis.[46] Som jeg har beskrevet er en central funktion i retorisk brug af skam at forsøge at opretholde sociale normer og søge anerkendelse af disse (jf. figur 1). Analysen peger på at dette ikke er nogen vellykket retorisk strategi. I mit materiale ser det ud til, at både indrømmelser og anklagerne om skam virker mere hæmmende end befordrende på den offentlige debat om flygtninge og indvandrere. Ordbrugen befæster og øger polariseringen mellem partnerne og ser ikke ud til at skabe nogen frugtbar dialog.

Konklusion

Mit studie peger altså på problematiske sider ved retoriske appeller til skam. Samtidig er det værd at huske på at både den retoriske effekt og den deliberative kvalitet i ytringer, bør forstås ud over den konkrete situation de fremsættes i. På trods af polariseringen indgår både anklagerne og svarene i en retorisk udveksling, som kan sætte spor over tid. Vi kan på denne måde anskue anklager, indrømmelser og afvisninger af skam som en fortløbende samtale, et vedvarende retorisk sprogspil, der bidrager til en særlig form for retorisk bearbejdning[47] af sagen, af relationerne mellem borgerne som diskuterer, og af den nationale identitet.

I denne bearbejdning er udskamningen på samme tid en påkaldelse af visse normer som er brudt og et krav om anerkendelse og genoprettelse af disse normer ved at personen som har forbrudt sig indrømmer skam. Vi kan ikke vide om den udskammede faktisk skammer sig, men som retorisk sprogspil er det ikke vigtigt. Det afgørende er at påkaldelsen stiller normerne frem og inviterer til at se dem på nyt og sætte dem i spil i forhold til den konkrete sag, som i dette tilfælde er flygtningekrisen og udlændingepolitikken. Samtidig illustrerer både skam-appellerne og reaktionerne at borgerne bearbejder relationerne mellem hinanden og hvordan man bør tale sammen. Elite-anklagerne er et eksempel på dette. Endelig illustrerer min analyse at debatten bearbejder personlig og national identitet. De involverede forudsætter alle at man deler visse grundlæggende normer og et nationalt værdifælleskab med dem man argumenterer mod. Udskammerne forudsætter det, fordi deres indlæg er baseret på at mennesker kun føler skam over for kollektiver, man føler sig som en del af – ellers ville det være meningsløst at forvente skam. De udskammede forudsætter det nationale fælleskab, ved at acceptere rammen for anklagen, det nationale, og ved begrænse sin afvisning til at politikken vi fører ikke giver grund til skam. Det fremgår for eksempel i den gentagne kommentar om at ”vi har ikke noget at skamme os over”.

Samtidig er det offentlige sprogspil om skam også et tegn på at det nationale fællesskab slår sprækker. Udtalelser om at man skammer sig over sin nation eller at dele af nationen bør skamme sig, er jo netop et tegn på at normer er brudt, at visse fælles værdier ikke længere kan tages for givet, og at den skammelig adfærd ikke er i overensstemmelse med nationalkarakteren. De udskammedes afvisning af at adfærden er skammelig, understreger dette nationale opbrud. Der er ikke enighed om hvem vi er og bør være.

Om den retoriske bearbejdning[48] over tid kan hele dette nationale skel og skabe positive konsekvenser som overskygger de potentielle problemer som retorisk skam medfører, genstår at se. Det vil kræve et studie af værdien af skam som retorisk sprogspil og bearbejdning, der strækker sig over længere tid.

---

Bilag: Oversigt over danske skam-artikler 2015

Litteratur

Abts, Koen, and Stijn van Kessel. Populism. Elsevier Ltd, 2015. doi:10.1016/B978-0-08-097086-8.93102-7.

Ahmed, Sara. The Cultural Politics of Emotion. Edinburgh: Edinburgh University Press, 2004.

Andersen, Per Thomas. ”Medmenneskelighet, penger og nestekjærlighet.” Kap. 3 i Skandinaviske fortellinger om skyld og privilegier i en globaliseringstid, 55-75, 2016.

Aristoteles. Retorik. Platonselskabets Skriftserie (Trykt Utg.). Uændret optryk. ed. København: Museum Tusculanums forlag, 1991.

Brown, Thomas. ”Shame, Honor, and Denial in the Symbolic Ethnicities of Southern Whites.” Safundi 9, no. 3 (2008): 291-309.

Every, Danielle. ”’Shame on You’: The Language, Practice and Consequences of Shame and Shaming in Asylum Seeker Advocacy.” Discourse & Society: An International Journal for the Study of Discourse and Communication in Their Social, Political and Cultural Contexts 24, no. 6 (2013): 667-86.

Fryklund, Björn. ”Populism – Changes over Time and Space: A Comparative and Retrospective Analysis of Populist Parties in the Nordic Countries from 1965 to 2012.” Chap. 18 I Right Wing Populism in Europe: Politics and Discourse, (red.) Ruth Wodak, Majid Khosravinik and Brigitte Mral, 267-76. London: Bloomsbury, 2013.

Gausel, Nicolay. ”What Does ”I Feel Ashamed” Mean? Avoiding the Pitfall of Definition by Understanding Subjective Emotion Language.” I Psychology of Shame. New Research, (red.) Kevin G. Lockhart, 157-66. New York: Nova Publ., cop. 2014, 2014.

Gentikow, Barbara. Hvordan utforsker man medieerfaringer? Kvalitativ metode. Rev. utg. red. Kristiansand: IJ-forl., 2005.

Heller, Agnes. ”Five Approaches to the Phenomenon of Shame.” Social Research 70, no. 4 (2003): 1015-30.

Jørgensen, Charlotte. ”Hvem bestemmer hvad der er god retorik? Vurderingsinstanser i normativ retorik.” Rhetorica Scandinavica  (2000): 34-48.

Kjeldsen, Jens E. ”Working through Immigration with Images.” Explorations in Media Ecology 17, no. 4 (2018): 465-73.

Kjeldsen, Jens E., and Ida Andersen. ”The Rhetorical Power of News Photographs: A Triangulatory Reception Approach to the Alan Kurdi Images.” I Rhetorical Audience Studies and Reception of Rhetoric: Exploring Audiences Empirically, (red.) Jens E. Kjeldsen, 309-33. Cham: Springer International Publishing, 2018.

Kock, Christian. ”Retoriske uskikke i offentlig debat – Illustreret med eksempler fra prositutionsdebatten.” Rhetorica Scandinavica, no. 59 (2011): 94-107.

Mudde, Cas, and Cristóbal Rovira Kaltwasser. ”Populism.” Oxford University Press, 2013.

Nussbaum, Martha C. Political Emotions. Why Love Matters for Justice. Cambridge: Cambridge: Harvard University Press, 2013.

Oxfeldt, Elisabeth, ed. Skandinaviske fortellinger om skyld og privilegier i en globaliseringstid. Oslo: Universitetsforlaget, 2016.

Sabini, John, and Maury Silver. ”Why Emotion Names and Experiences Don’t Neatly Pair.” Psychological Inquiry 16, no. 1 (2005): 1-10.

Shweder, Richard A. ”Toward a Deep Cultural Psychology of Shame.” Social Research 70, no. 4 (2003): 1109-30.

Sokolon, Marlene. ”The Shameless Truth: Shame and Friendship in Aristotle.” European journal of political theory 12, no. 4 (2013): 447-65.

Steenbergen, Marco R, André Bächtiger, Markus Spörndli, and Jürg Steiner. ”Measuring Political Deliberation: A Discourse Quality Index.” Comparative European Politics 1, no. 1 (March 01 2003): 21-48.

Tangney, June Price, and Ronda L. Dearing. Shame and Guilt. Emotions and Social Behavior. New York: Guildford, 2002.

Tangney, June Price, Debra Mashek, and Jeff Stuewig. ”Shame, Guilt, and Embarrassment: Will the Real Emotion Please Stand Up?”. Psychological Inquiry 16, no. 1 (2005): 44-48.

Tarnopolsky, Christina H. Prudes, Perverts, and Tyrants. Plato’s Gorgias and the Politics of Shame. Princeton: Princeton University Press, 2010.

Villadsen, Lisa Storm. ”Fy, skam dig ikke! Skam som sanktionerende og sanktioneret følelse i den offentlige debat.” Rhetorica Scandinavica, nr. 78 (2018): 75-86.

Ås, Berit. ”De fem hersketeknikker.” I Norsk tro og tanke 1940-2000, Bind 3, 630-37. Oslo: Universitetsforlaget, 2001, 2001.

---

Bilag 2: Aviseksempler til artiklen Skam i indvandringsdebatten
Eksempel 1a og 1b: Erik Rasmussen, ”Espersen burde skamme sig”. I Frederiksborg Amts avis (08.01.2015, s. 13)
Eksempel 2: Lisbeth Pieszak, ”Skal jeg skamme mig”. I Fyns Amts avis (4.10.15, s. 3).
Eksempel 3: Peter Sørensen, ”Welcome in Frankfurt”. I Frederiksborg Amts avis (8.09.15, s. 9).
Eksempel 4: Nielsen, Johan, ”Skammens spejl”. I Skive Folkeblad (17.09.15, s. 31).
Eksempel 5: Inga Bruun Hjøllund, ”Både stolthed og skam”. I Kristelig Dagblad (14.09.15, s. 8).
Eksempel 6: Ib Terndrup, ”Skam dig mand”. I Dagbladet (Holstebro-Struer), 15.09.15, s. 11).
Eksempel 7: Haarder, Bertel, ”Vi har intet at skamme os over”. I Berlingske (17.09.15, s. 32).
Eksempel 8: Jensen, Tom, ”Ingen grund til skam”. I Berlingske (09.09.15, på siden Debat)
Eksempel 9: Svend Erik Nordberg, ”Vi har ikke noget at skamme os over”. I Kristelig Dagblad (25.11.2014, s. 11).
Eksempel 10: Søren Revsbæk, ”Intet at skamme os over”. I Sjællandske (18.09.15, s. 8).
Eksempel 11: John Bartels, ”Opsang til elitens debatkultur”. I Berlingske, (18.09.15, s. 31).
Eksempel 12: Steffen Lange, ”At skamme sig i EU-parlamentet”. I MidtJyllands avis (19.09.15, s. 41).
Eksempel 13: Olaf Michelsen, ”Danskerne skændes om flygtninge. De gode, de onde og de selvgode”. I Kristelig Dagblad (08.10.15, s. 12)
Eksempel 14: Mylenberg, Troels, ” Hvad siger man egentlig, når man udtaler, at man skammer sig over Danmark?”. I Kristelig Dagblad (26/2-2016, på forsiden av delen ”Liv og sjæl”).

---

Noter

---

[1] En søgning på den norske database Retriever (Atekst) viser at norsk dagspresse frem til og med 2018 ikke havde benyttet ordet ”flyskam”. I de første otte måneder af 2019 (frem til 24/8) var det brugt 802 gange.

[2] Kronikken ”Vi er de skamløse jentene” blev skrevet af Nancy Hertz (se https://www.aftenposten.no/meninger/sid/i/MgnGE/Vi-er-de-skamlose-arabiske-jentene_-og-var-tid-begynner-na–Nancy-Herz) som senere udgav bogen Skamløs sammen med Sofia Srour og Amina Bille.

[3] Dette er behandlet i Lisa Storm Villadsen, ”Fy, skam dig ikke! Skam som sanktionerende og sanktioneret følelse i den offentlige debat,” Rhetorica Scandinavica, no. 78 (2018).

[4] Jens E. Kjeldsen and Ida Andersen, ”The Rhetorical Power of News Photographs: A Triangulatory Reception Approach to the Alan Kurdi Images,” i Rhetorical Audience Studies and Reception of Rhetoric. Exploring Audiences Empirically, red. Jens E. Kjeldsen (Cham: Springer International Publishing, 2018). Jens E. Kjeldsen, ”Working through Immigration with Images,” Explorations in Media Ecology 17, no. 4 (2018).

[5] Hændelserne med kendte danskere som følte skam behandles i Villadsen, ”Fy, skam dig ikke! Skam som sanktionerende og sanktioneret følelse i den offentlige debat.”

[6] Jf. anbefalingerne til udførelse af kvalitativ metode hos Barbara Gentikow, Hvordan utforsker man medieerfaringer? Kvalitativ metode, Rev. utg. ed. (Kristiansand: IJ-forl., 2005).

[7] Richard A. Shweder, ”Toward a Deep Cultural Psychology of Shame,” Social Research 70, no. 4 (2003): 1113-4.

[8] Ibid.

[9] Citatet er hentet fra Christina H. Tarnopolsky, Prudes, Perverts, and Tyrants. Plato’s Gorgias and the Politics of Shame (Princeton: Princeton University Press, 2010), 17.

[10] Shweder, ”Toward a Deep Cultural Psychology of Shame,” 1115.

[11] June Price Tangney and Ronda L. Dearing, Shame and Guilt, Emotions and Social Behavior (New York: Guildford, 2002), 2.

[12] ”acceptability as people”, se Thomas Brown, ”Shame, Honor, and Denial in the Symbolic Ethnicities of Southern Whites,” Safundi 9, no. 3 (2008); jf. Danielle Every, ”’Shame on You’: The Language, Practice and Consequences of Shame and Shaming in Asylum Seeker Advocacy,” Discourse & Society. An International Journal for the Study of Discourse and Communication in Their Social, Political and Cultural Contexts 24, no. 6 (2013): 668.

[13] Tangney and Dearing, Shame and Guilt, 2.

[14] John Sabini and Maury Silver, ”Why Emotion Names and Experiences Don’t Neatly Pair,” Psychological Inquiry 16, no. 1 (2005): 5-6. Jf. Tangney and Dearing, Shame and Guilt.

[15] June Price Tangney, Debra Mashek, and Jeff Stuewig, ”Shame, Guilt, and Embarrassment: Will the Real Emotion Please Stand Up?,” Psychological Inquiry 16, no. 1 (2005): 45.

[16] Ibid.

[17] Ibid., 46.

[18] Tangney and Dearing, Shame and Guilt.; e.g. kapitel 6, fx side 110.

[19] Aristoteles, Retorik, Uændret optryk, Platonselskabets Skriftserie (Trykt Utg.) (København: Museum Tusculanums forlag, 1991), 132.; B, 6, 1

[20] Ibid., 134.; B,6, 14-15.

[21] Marlene Sokolon, ”The Shameless Truth: Shame and Friendship in Aristotle,” European journal of political theory 12, no. 4 (2013): 449.

[22] Sara Ahmed, The Cultural Politics of Emotion (Edinburgh: Edinburgh University Press, 2004), 120.

[23] Aristoteles, Retorik, 134.; B, 6, 14-15

[24] Every, ”’Shame on You’: The Language, Practice and Consequences of Shame and Shaming in Asylum Seeker Advocacy,” 672.

[25] Ibid., 672-4.

[26] I Everys empiriske materiale aktiveres skam ofte gennem forholdet privilegier-mangler, hvor asyl-skeptikere påføres skam, fordi de har privilegier og ressourcer, mens asylansøgerne hverken har ressourcer eller privilegier. Vesten er privilegeret økonomisk, socialt og kulturelt og derfor kan skam vækkes eller fremkaldes i mødet med mennesker som er underprivilegerede, lider eller har mangler. Samtidig tyder både Everys studier og skandinavisk forskning på at mennesker med privilegier ikke føler skam over deres position. Et lignende perspektiv finder vi i Elisabeth Oxfeldt, red. Skandinaviske fortellinger om skyld og privilegier i en globaliseringstid (Oslo: Universitetsforlaget, 2016). Se for eksempel Per Thomas Andersen, ”Medmenneskelighet, penger og nestekjærlighet,” i Skandinaviske fortellinger om skyld og privilegier i en globaliseringstid (2016). Andersen peger på at Norge med sin store olie-formue er et af verdens mest privilegerede lande. Men en retorisk studie af tre norske partilederes taler (Ap, FrP og KrF) viser ikke nogen form for skam over den lykke som er tilfaldet landet.

[27] Tarnopolsky, Prudes, Perverts, and Tyrants. Plato’s Gorgias and the Politics of Shame.

[28] Ibid., 3.

[29] Ibid.

[30] Agnes Heller, ”Five Approaches to the Phenomenon of Shame,” Social Research 70, no. 4 (2003): 1025 f.

[31] Tarnopolsky, Prudes, Perverts, and Tyrants. Plato’s Gorgias and the Politics of Shame, 194.

[32] Martha C. Nussbaum, Political Emotions. Why Love Matters for Justice (Cambridge: Cambridge: Harvard University Press, 2013).

[33] Villadsen, ”Fy, skam dig ikke! Skam som sanktionerende og sanktioneret følelse i den offentlige debat,” 76.

[34] Ibid., 84.

[35] For en oversigt over nogle af disse positioner se Tarnopolsky, Prudes, Perverts, and Tyrants. Plato’s Gorgias and the Politics of Shame, 1-16.

[36] Jf. Ibid., 185.

[37] Nicolay Gausel, ”What Does ”I Feel Ashamed” Mean? Avoiding the Pitfall of Definition by Understanding Subjective Emotion Language,” i Psychology of Shame: New Research, ed. Kevin G. Lockhart (New York: Nova Publ., cop. 2014, 2014), 157. Jf. Sabini and Silver, ”Why Emotion Names and Experiences Don’t Neatly Pair.”

[38] Gausel, ”What Does ”I Feel Ashamed” Mean? Avoiding the Pitfall of Definition by Understanding Subjective Emotion Language.”

[39] Ahmed, The Cultural Politics of Emotion. I denne bog forsøger Sara Ahmed at bevæge sig væk fra både “inside out”-modellen og ”outside in”-modellen for følelser. Den første antager at følelser er inden i mennesker men presser sig ud. Den anden antager at følelser kommer udefra – fra fx fra menneskegrupper – og presser sig ind i individer. Ahmed søger en forståelse hvor følelser hverken er alene i individet eller i det sociale, men i stedet fungerer som sociale og kulturelle praksisser, der konstituerer både individet og det sociale (se side 10).

[40] Villadsen, ”Fy, skam dig ikke! Skam som sanktionerende og sanktioneret følelse i den offentlige debat,” 76; jf. Ahmed, The Cultural Politics of Emotion, 9.

[41] Den norske professor i socialpsykologi, Berit Ås betegner netop påføring af skyld og skam som en af de fem klassiske hersketeknikker mænd traditionelt har brugt over for kvinder. Det beskriver hun bl.a. i ”De fem hersketeknikker,” i Norsk tro og tanke 1940-2000, Bind 3 (Oslo: Universitetsforlaget, 2001, 2001). De fire andre er 1) Usynliggørelse; 2) Latterliggørelse; 3) Tilbageholdelse af information; 4) Fordømmelse uanset hvad du gør.

[42] Tangney and Dearing, Shame and Guilt, 83.

[43] Christian Kock, ”Retoriske uskikke i offentlig debat – Illustreret med eksempler fra prositutionsdebatten,” Rhetorica Scandinavica, no. 59 (2011). Charlotte Jørgensen, ”Hvem bestemmer hvad der er god retorik? Vurderingsinstanser i normativ retorik,” ibid. (2000).

[44] Marco R Steenbergen et al., ”Measuring Political Deliberation: A Discourse Quality Index,” Comparative European Politics 1, no. 1 (2003).

[45] Cas Mudde and Cristóbal Rovira Kaltwasser, ”Populism,” (Oxford University Press, 2013); Björn Fryklund, ”Populism  – Changes over Time and Space: A Comparative and Retrospective Analysis of Populist Parties in the Nordic Countries from 1965 to 2012,” in Right Wing Populism in Europe: Politics and Discourse, red. Ruth Wodak, Majid Khosravinik, and Brigitte Mral (London: Bloomsbury, 2013); Koen Abts and Stijn van Kessel, Populism (Elsevier Ltd, 2015). I sin studie af populisme i Norden skriver Fryklund for eksempel: ”Populism is given the opportunity to develop from the context in which sections of the population feel slighted by the political élite and perception that this élite does not look after people’s interest” (s. 271, kursiv i original).

[46] Tarnopolsky, Prudes, Perverts, and Tyrants. Plato’s Gorgias and the Politics of Shame, 4.

[47] Kjeldsen, ”Working through Immigration with Images.”

[48] Ibid.