Omtale i RetorikMagasinet
Benni Bødker & John Kenn Mortensen: Julebestiariet. Forlaget Cobolt, 2017. 104 sider.
Monstrenes jul

Julebestiariet er ikke en julerød fortælling om nisser, glæde og julekærlighed. Det er derimod en særdeles forfriskende bog, der er alt andet end julesød. I bogen huserer trolde med femten haler, en ridders spøgelse forklædt som fugleskræmsel, og katte der hjælper juleheksen med at fange børn til hendes gryderetter. Selvom historierne skræmmer og vækker gru, er budskabet fredsommeligt nok. Det gennemgående tema for monstrene (uden at røbe for meget) er børneopdragelse. Historierne beretter om en virkelighed fjernt fra vores, og det er kun sundt at blive mindet om, at der engang var mennesker, der ikke blot troede på disse historier, men levede efter dem. Hvis de kære små ikke opførte sig ordentligt, ville der ske dem noget grusomt. Barske vintre skaber barske monstre.
Julekalenderen bør læses i et skær af stearinlys i trygt selskab. Den er skrevet til den mørkeste måned på året, men kan bringe varme i den kolde tid. For selvom bogen er fyldt med gru og store farer, er den skrevet med en lun humoristisk tone, der nok skal få et smil frem. Der er sågar en guide til, hvordan man kan undgå de forskellige monstre, så man ikke behøver at bekymre sig om heksens jagt på sit næste måltid. Ingen af historierne er opdigtede. De har blot ligget i gemmerne og ventet på at nogen skulle støve dem frem og bringe dem til live.
Liknande artiklar:
Nytårstaler er medrivende historiefortælling
Det monstrøse menneske
Bred introduktion til argumentationsanalyse
Til kamp for demokratiet
Redaktør på RetorikMagasinet 2017-2019

