Retorikkens dragende mysterium

Forførelsen som tema har (for)fulgt retorikken siden antikken – typisk som et billede på rendyrket instrumentalisme, en overtalelse der kun tjener retors formål. Her er forholdet mellem forførelse og retorik igen i fokus, men formålet er at belyse Burkes retoriksyn med forførelsen som paradigme.

Retorikkens dragende mysterium

Lisa Storm Villadsen

rm75_LeclercMan kan sige meget om den amerikanske retoriker Kenneth Burke (1897-1993), fx at hans forfatterskab er svært at orientere sig i og, rent ud sagt, ikke præget af nogen mærkbar klarhed eller systematik i de mange teoretiske analysebegreber. Men visse af Burkes pointer brænder stærkt igennem. Her er tre af dem:
• Retorik er symbolsk handling.
• Før der kan være persuasio, må der være identifikation.
• Som mennesker er vi fordærvede (”rotten”) af perfektion.

        Hos Burke er forførelse ikke automatisk dømt ude af det pæne kommunikationsselskab som uetisk. Og kærligheden betragtes ikke som uretorisk i kraft af dens formodede oprigtighed og uegennytte.

Og Burke har da også været banebrydende med sine tanker om udvidelsen af retorikkens felt. Ved at definere retorik som symbolsk handling åbnede han for forståelsen af retoriske aspekter af mange andre former for kommunikation end de traditionelle retoriske genrer. Han banede desuden vejen for forståelsen af at selv ikke-sproglige fænomener, fx mad, kan være indlejret i så meningsbærende kontekster at de bidrager til helhedens retorik, fx en forretningsmiddag der i høj grad har de spisendes indbyrdes relationer som både mål og middel.

 

Forførelse i Burkes optik, Burke i forførelsens optik

Forførelse er velegnet til at illustrere hvad der ligger i Burkes retorikopfattelse. Grundlæggende definerer han retorik som alle de måder mennesker henvender sig til andre – og sig selv – for at påvirke holdninger eller handlemåde. Som eksempel på retorisk kommunikation som falder uden for de gængse forestillinger, nævner han faktisk selv kurmageri.

En anden grund til at fremhæve hans retoriksyn er at det udfordrer utidssvarende og kunstige grænser mellem kærlighed og forførelse – grænser der hviler på moralske snarere end kommunikative forskelle. Hos Burke er forførelse ikke automatisk dømt ude af det pæne kommunikationsselskab som uetisk. Og kærligheden betragtes ikke som uretorisk i kraft af dens formodede oprigtighed og uegennytte. I begge tilfælde er interaktionen mellem personerne jo fuld af betydning.

Lad os tage udgangspunkt i Burkes bemærkelsesværdige definition af mennesket. Som mennesker er vi, siger Burke, kendetegnede ved at være ”symbolbrugere”. Trangen til at kommunikere med andre mennesker er en drivkraft for os. Det ligger dybt i os at vi har mulighed for aktivt at gøre os forståelige over for andre, og som art er vi enestående i evnen til at finde udtryksmuligheder i alsidige symboltyper: ord, lyd, billeder osv. At sige det med roser, chokolade eller diamanter kommer ud på ét i denne sammenhæng; de er alle symboler på ømme følelser for modtageren. Forførelseslitteraturen flyder over af eksempler på hvordan den erotiske interesse for et andet menneske kan formidles i ord og handling. Tilsvarende dyrkes det at finde på mere subtile symbolske udtryk for forførelsens succes end samleje, fx en rødmen fra en pige som hidtil har været uden bevidst kontakt med sit følelsesliv (Blixens Ehrengard) eller en ironisk kommentar fra den før så troskyldige unge pige (Kierkegaards ”Forførerens dagbog”).

 

Identifikation og samhørighed: Sproget skaber det fælles rum

Burkes måske mest kendte tanke er at retorik i mindre grad drejer sig om persuasio end om identifikation. Heri ligger at Burke opfatter retorikken som langt mere facetteret end en snæver overbevisende kraft.

Ved at foreslå identifikation som grundbegreb peger Burke på den psykologiske dynamik der gør at vi instinktivt retter os mod det genkendelige, og samtidig at vi ikke er kræsne når det gælder om at finde punkter hvor vi genkender os selv i andre. Selv nævner han alt fra banale lighedspunkter – som fx (også) at komme fra provinsen – til mere subtile former for overensstemmelse som fx appeller til værdier med særlig relevans for modtageren. I begge tilfælde en ret bastant form for identifikation, men Burke nævner også muligheden af en ubevidst identifikation som gør os modtagelige for persuasio. Når vi, umærkeligt for os selv, tilpasser os stil, adfærd eller andet hos en person vi ser op til, er vi i gang med denne form for identifikation. Vi vender tilbage til hvordan nogle forførere bruger sådan en ’suggestions’-strategi som går ud på at skabe fælles identifikationsgrundlag mellem sig selv og offeret.

Når vi identificerer os med andre, hvad enten det primært er en intellektuel forståelse eller en empatisk indlevelse, ser vi verden på nye måder. Den fællesskabsfølelse som Burke kalder væsensenhed eller samhørighed (”consubstantiality”), er måske det mest løfterige grundlag for menneskeligt samarbejde. Det opleves både tilfredsstillende og konstruktivt når vi opnår gensidig forståelse med andre. Selv om forførelse måske ved første øjekast forekommer mere baseret på modsatrettede behov og på en stadig understrøm af modstand fra den ene part, er identifikation også grundlæggende her.

        Selv om forførelse måske ved første øjekast forekommer mere baseret på modsatrettede behov og på en stadig understrøm af modstand fra den ene part, er identifikation også grundlæggende her.

I første omgang må forføreren komme den anden i møde. Mest grundlæggende er fysisk tilstedeværelse på samme tid og sted: Parterne får noget til fælles ved fx at deltage i den samme fest. Dette fællesskab kan senere kvalificeres til mere personligt samvær, fx et besøg i den enes hjem eller fælles aktiviteter som at gå en tur. På det sproglige plan kan identifikationen grundlægges gennem symbolsk anerkendelse af den anden ved simpelt hen at lytte til vedkommende. Denne grundlæggende sociale kontrakt om gensidig opmærksomhed udvides efterhånden som forføreren stiller spørgsmål til sit ’offer’ og til gengæld fortæller noget om sig selv. Når forholdet indebærer udveksling af tanker og meninger, bliver identifikationsstrategien til tider mere udfarende og udmønter sig i et dannelsesprogram hvor offeret indføres i forførerens verden og værdier.

I Laclos’ roman Farlige forbindelser bliver klosterskoleeleven Cécile temmelig håndfast oplært i erotik af Vicomte de Valmont hvorimod Johannes Forførerens oplæring af Cordelia i Kierkegaards ”Forførerens Dagbog” er langt mere subtil. Målet er her at opdyrke en ironisk holdning hos hende. Blixens mini-roman Ehrengaard ligger i forlængelse af Kierkegaards forførelseshistorie ved at dreje sig om vækkelsen af nye følelser og værdier i en ung kvinde, men her er dannelsesprojektet begrænset til det sanselige, en opdragelse i æstetik som fra forfatterens hånd holdes frem som en koket, legende og i sidste ende konsekvensløs omgang med temaer der ellers indebærer social, emotionel og endda mental fortabelse for de fleste forførelsesofre.

 

Der skal være en skyggeside

Mennesket er ifølge Burke ”opfinder af det negative” og ”drevet af hierarkiets ånd”. Det negative og hierarkiet er forbundne på den måde at selve tanken om at noget kan være højere/bedre/finere end noget andet, afhænger af forestillingen om dets negation: at det kan være lavere, ringere osv. Uden forestillingen om det negative kunne vi ikke have fx moralske normer om rigtig og forkert. Vi kan kun bedømme noget som værdifuldt fordi sproget giver os mulighed for at tænke kontrafaktuelt.

Jomfruen har en særlig værdi i nogle kulturer fordi hun netop ikke har seksuel erfaring. At definere en forførelse som vellykket når en ung kvinde rødmer ved synet af et nøgenmaleri af sig selv, er for Herr Cazotte i Ehrengard særlig raffineret fordi denne forførelse ikke involverer samleje eller nogen fysisk kontakt i det hele taget.

En central pointe hos Burke er at den perfektionsbesættelse der følger med hierarkitankegangen, forener personer i en given sammenhæng. Det sker ved at de orienterer sig i systemet – blandt andet ved at undersøge hinandens positioner i det – og ved at deres respektive stræben efter bedre placering i hierarkiet forener dem i fortolkningen af systemets betydning. Men som led i oplevelsen af denne samhørighed, forklarer han, erkender vi også at den er omsonst, en illusion: Vi bliver aldrig ét med den anden, vi er for altid isolerede i vores egen krop og vores egen bevidsthed. Denne oplevelse af adskillelse og fremmedgørelse fra hinanden får ’den anden’ til at virke så meget desto mere interessant og dragende.

 

Appellen i at opnå det umulige

Burke taler om mysteriet som et grundprincip i vores omgang med hinanden: Vores interesse i at kommunikere drives af nysgerrighed og af alle de følelser der trives med mangel på viden: angst, begær, jalousi osv. Fordi vi i bogstaveligste forstand er afsondret fra hinanden i separate kroppe og bevidstheder uden direkte forbindelse, drives vi konstant af ønsket om samhørighed, at komme tættere på den anden, at blive ét. Her tænker Burke primært på et åndeligt fællesskab, men der er ikke nogen afgørende forskel på det og den fysiske forening som vi søger i seksuelt samvær. For retorikkens vedkommende er opgaven at forstå hvordan ord og andre symboler kan bringe os i denne tilstand af eftertragtet enhed med en anden. Og hvordan den alligevel er umulig at opnå.

        En af mysteriets vigtigste funktioner er at det sætter os i stand til at kommunikere med hinanden.

Hermed opstår begrebet mysterium som hos Burke står for det ukendte, det uforklarede og det hemmelige hos dem der er anderledes end os selv. En af mysteriets vigtigste funktioner er at det sætter os i stand til at kommunikere med hinanden. Det hjælper til at skjule eller nedtone forskelle og i stedet fokusere vores opmærksomhed på mulighederne for identifikation. Det mystiske ligger i at vi, qua hierarkiets logik om forskelle, ikke bare indser at vi ikke altid har fuld indsigt i andre personer, men også accepterer denne ufuldkomne forståelse som et grundvilkår. Hvilket bare gør trangen til at ’nå’ hinanden kommunikativt endnu større. Begreberne det negative, hierarki, mysterium og identifikation er altså nært forbundne med hinanden og forklarer tilsammen den retoriske impuls.

 

Retorik som forførelse?

Burkes tanker om retorikken giver os et begrebsapparat til at beskrive og forstå forførelsens dynamik. Omvendt er forførelseshistorier, fiktive såvel som faktiske, eminent materiale til at illustrere Burkes noget idiosynkratiske terminologi. I forførelse ser vi begreberne i spil: Forføreren søger at skabe identifikation med en anden person for at opnå et grundlag for intimitet. Forførelsesprojektet er for forføreren udtryk for en trang til at hævde sig i et hierarki – det være sig seksuelt, socialt, intellektuelt eller æstetisk. For offeret for forførelsen går hierarkiet snarere ud på at bremse eller udfordre forføreren så meget som muligt og stadigt at hæve tærsklen for hvornår det er overbevisende nok. Parterne er altså forenede (”consubstantial”) i konkurrencen om dominans og i en spiral af stigende krav til sig selv og den anden. Og en væsentlig drivkraft er naturligvis uvisheden om den andens hemmeligheder; for begge parter har forførelsen i sidste ende til formål at få intimt kendskab til den andens krop, tanker eller følelser, at overvinde mysteriet.

At tillade sig selv et frirum fra hierarkiets tyranni, en sanselig zone uden for konventionel tid og sted hvor midler overskygger målet, er den forførelse som forfattere som Blixen, Laclos og Kierkegaard tilbyder; den retoriske impuls i fri dressur

Og her kommer det sidste begreb fra Burkes definition af mennesket på spil: perfektion. Ifølge Burke er menneskets higen efter perfektion vores største fejl. Den driver os til at efterstræbe det umulige og fylder os samtidig med skyld over vore bestræbelsers urene motiver. Heraf tanken om at vi som mennesker er fordærvede (”rotten”) af perfektion.

Det interessante ved forførelse fra et retorisk perspektiv er vores ambivalente forhold til begrebet. Ingen kan være i tvivl om at når retorik og forførelse har været kædet sammen i flere tusinde år, er det ikke for det gode. De fleste forførelseshistorier handler netop om hvordan forføreren lader sig rive med af sin egen ambition om at præstere. Når jeg i denne artikel mest har kaldt genstanden for forførelsen et offer, afspejler det at forførelseshistorier som regel handler om manipulation og udnyttelse af magt i form af erfaring, alder, udspekulerethed osv.

Selv om Burke sjældent selv er eksplicit vurderende, og aldrig moralsk, giver hans begreber os alligevel mulighed for at indfange forførelsens tvetydighed. Lige såvel som han anerkender retorikkens instrumentelle side – som den fx kommer til udtryk i prototypen på forførelse: den erfarne verdensmands kyniske forførelse af en yngre, seksuelt uvidende kvinde på bekostning af blandt andet hendes sociale position – peger Burke på muligheden af ren persuasio (”pure persuasion”). Her er der tale om en symbolsk udveksling mellem parter der villigt og vidende går ind i kommunikationen for dens egen skyld – en fejring af hinanden igennem symbolsprogets æstetiske muligheder.

At tillade sig selv et frirum fra hierarkiets tyranni, en sanselig zone uden for konventionel tid og sted hvor midler overskygger målet, er den forførelse som forfattere som Blixen, Laclos og Kierkegaard tilbyder; den retoriske impuls i fri dressur.

 

Om forfatteren
Lisa Storm Villadsen. Lektor i retorik ved Københavns Universitet.

rm75Artiklen findes i RetorikMagasinet 75, marts 2010.


Hvis du vil læse mere

Blixen, Karen, Ehrengard, overs. Clara Selborn, København, 1998.
Burke, Kenneth (1945), Language as Symbolic Action, University of California Press, 1966.
Burke, Kenneth (1945), A Grammar of Motives, University of California Press, 1969.
Burke, Kenneth (1950), A Rhetoric of Motives, University of California Press, 1969.
Kierkegaard, Søren, Forførerens dagbog – fortælling fra ”Enten-Eller”, noter m.m. v. Peter Thielst, Det lille forlag, København, 2007.
Foss, Sonja K., Foss, Karen A. & Trapp, Robert, ”Kenneth Burke”, in Contemporary Perspectives on Rhetoric, Waveland Press, 1991.
Laclos, Pierre Ambroise François Choderlos de, Farlige forbindelser, overs. Ellen Kirk, Gyldendal, København, 1990.

Se også Lisa Storm Villadsen, “Forførelsens retorik“, RetorikMagasinet 42, 2001.

Om skribenten

Lektor i retorik vid Köpenhamns universitet.

Lämna ett svar