Start » Dansk retorik » Danske artikler » Guldlok-argumentet

Guldlok-argumentet

av Lisa Storm Villadsen
rm54 guldlok

Den ene er for varm, den anden er for kold, men den tredje er lige tilpas. Lisa Storm Villadsen introducerer her Guldlok-argumentet.

Guldlok-argumentet

Lisa Storm Villadsen

I professor G. Thomas Goodnights seminar om retorisk teori var der altid mange tekster, rigtig mange, og som regel var de svære så jeg var noget desorienteret da han en dag sagde: ”Og så kommer vi til ’Guldlok og de tre bjørne”’. Forvirret rodede jeg rundt i dagens artikler – alle fra de mest toneangivende fagtidsskrifter, og først da han nævnte forfatterens navn, forstod jeg at det måtte være Karlyn Kohrs Campbells artikel ”The Ontological Faundations o f Rhetoric” der her var blevet omtalt så nonchalant. Da vi var færdige med at diskutere Campbells forskellige bud på hvilket teoretisk fundament der er bedst egnet for en moderne retorikvidenskab, kunne jeg godt se Goodnights pointe: Den første teori Campbell omtaler, er for rationalistisk, den anden er for behavioristisk, men den tredje er – gudskelov! – meget velegnet til retorik fordi den kan redegøre for alle former for persuasiv sprogbrug og kan omfatte de stærke sider af både rationalistisk og behavioristisk teori. Siden da har Guldlokargumentet haft en særlig plads i mine tanker om retorisk
argumentation.

rm54 guldlok Eventyret begynder som bekendt med at bjørnefamilien skal have morgenmad, men da havregrøden er for varm, beslutter de sig for at gå en tur i skoven mens den køler af I mellemtiden kommer pigen Guldlok til deres hus, går ind i det og prøver derpå at sidde i de tre bjørnes stole, spise af deres grød og ligge i deres senge. Hver gang går det sådan at Far Bjørns stol/grød/seng er for høj/varm/hård, Mor Bjørns stol/grød/ seng er for bred/ kold/ blød, hvorimod Bjørnebarnets stol/grød/ seng alle er lige tilpas, og Guldlok sidder derfor på Bjørnebarnets stol, (som dog går i stykker), spiser Bjørnebarnets grød og falder til sidst i søvn i Bjørnebarnets seng.

Det er ikke uden grund at dette børneeventyr er populært og også når vi betragter det mere abstrakt som en argumentationsform eller -skabelon, kan retorikken svare på hvad der er så tiltrækkende og virkningsfuldt ved det ud over gentagelseselementet. Det er nemlig håndterbart (pragmatisk), det er formmæssigt tiltrækkende (æstetisk), og det er godt (etisk).

Opremsninger har en lang karriere i den retoriske formlære. Blandt deres fordele er, at de både hjælper taleren med at strukturere sit stof, fx ved at skulle forholde sig til hvilken rækkefølge der vil være mest hensigtsmæssig, og hjælper tilhøreren med at overskue og senere huske hvad der blev sagt, jfr. læren om divisio og dinumeratio. Men holder vi os blot til nyere tid, finder man en udmærket deskriptiv analyse af opremsningens potentiale i Max Atkinsons bog Our Masters’ Voices hvor han skriver om såkaldte claptraps, altså sproglige konstruktioner der signalerer ikke bare at der skal klappes, men også hvornår. En særlig rype claptrap er tre-listen hvor signalet til applaus er annonceringen af det tredje og sidste element i opremsningen. Atkinson er inde på at klappe-effekten øges når sådanne tre-lister optræder flere gange fordi publikum hurtigt lærer strukturen og snart sidder parat i forventning om endnu en anledning til at klappe. I Guldlok-eventyret er dette specielt tydeligt fordi man som tilhører frydefuldt afVenter den næste variation af gentagelsen i Guldlaks afprøvning af bjørnenes ting.

Annonce

Strukturen i Guldlok-argumentet er desuden æstetisk tilfredsstillende. Det er velkendt at mange folkeeventyr bygger på tallet tre hvoraf den sidste ofre er den vigtigste, og bl.a. Atkinson har gjort opmærksom på at netop antallet tre har en ”psykologisk mættethed” over sig der gør at feks. opremsninger af tre-lister giver indtrykket af afrundethed og fuldstændighed. Studier i litteraturens æstetiske virkemidler peger også på interessante forklaringer der er relevante for Guldlok-argumentet. F.eks. forklarer Christian Kock at den tidsmæssige faktor er vigtig når man vil forstå hvorfor konstruktioner med tre elementer er så uimodståelige. Pointen er at de første to alternativer umiddelbart kan forekomme udmærkede på hver deres (mere eller mindre parallelle) måde, men når først det tredje alternativ introduceres, kan man på baggrund af dets kvaliteter se hvor utilstrækkelige de første to faktisk var. Fortællingen er altså interessant hele vejen igennem fordi det først retrospektivt bliver klart hvorfor de første to alternativer alligevel ikke var gode nok. Tænk feks. på historien om Klods-Hans hvis ældre brødre kunne både tale og synge og derfor måtte forventes at kunne underholde den triste prinsesse. Først da Klods-Hans kommer til med sin humor og fanden-i-voldskhed ser man hvor tamme de ældre brødre faktisk er.

Endelig vil jeg pege på endnu en forklaring på hvorfor Guldlok-argumentet er så retorisk virkningsfuldt. Min påstand er at Guldlok-argumentet har etiske overtoner ved at forene den retoriske doxa-lære med retorisk etik, og at dette er med til at gøre det så stærkt. Selve ”moralen” i argumentskabelonen ligger jo snublemde nær almindelig menneskelig livserfaring som vi finder den udtrykt i folkevisdom.

Tænk blot på et ordsprog som ”For lidt og for meget fordærver alt”. Denne mådeholds-tankegang finder vi også hos Aristoreles der i Den Nikomacheiske Etik skriver om at dyd forudsætter valg, og at dyd derfor er en mellemting mellem to laster, nemlig den som svarer til for meget, og den som svarer svarer tit for lidt. Som eksempler nævner Aristoreles mod som en mellemting mellem frygt og tillid, mådehold som mellemtingen mellem nydelse og smertefølelse og gavmildhed som mellemtingen mellem ødselhed og gerrighed. Det ligger dybt i den retoriske tankegang at de mest holdbare løsninger findes i det balancerede standpunkt, og Guldlok kan ses som en banal version af dette.

Hvis Guldlok-argumentet har en sådan etisk grundtone, kan vi så gå ud fra at det er et lødigt argument? Næppe, for naturligvis er det muligt at tilrettelægge argumentets elementer på en måde der afleder tilhørernes opmærksomhed fra de væsentligste kvaliteter ved dem. I så fald er der tale om uredelig argumentation fordi taleren udnytter sin fortrinsstilling til at vildlede tilhørerne.
Man vil også kunne finde glidende overgange fra Guldlokargumentet til stråmandsargumentet hvor man præsenterer en eller flere mulige løsninger på en måde der gør dem nemme at tilbagevise, for til sidst kun at have den løsning man selv foretrækker tilbage. Det er naturligvis vildledende for tilhørerne da de første løsningsmuligheder jo ikke er reelle.

Et eksempel herpå finder man i tillempet form i Richard Nixons såkaldte Vietnamiserings-tale hvor han opstiller forskellige muligheder for hvordan USA kan komme ud af krigen. Derpå afViser Nixon først en plan fordi den er ”forhastet”, dernæst en anden fordi den siges at være ”militær usikker” pga. offentlighed i planlægningen. Til sidst fremstår Nixons egen favorit, nemlig en gradvis tilbagetrækning efter en hemmelig tidsplan som ikke blot den bedste, men også den eneste realistiske løsning.

Guldlok-argumentet er altså en skabelon der hverken er værre eller bedre end de elementer man kommer i den, men den giver næsten altid en god historie! ◗

Bibliografisk

Forfatter: Af Lisa Storm Villadsen er adjunkt i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 54 (2004), side 12-13.

rm54

Lisa Storm Villadsen

Lektor i retorik vid Köpenhamns universitet.
Lisa Storm Villadsen

Latest posts by Lisa Storm Villadsen (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere