Personlige fortællinger som rådgivningsværktøj
Det er velkendt, at talerådgivningens indledende sonderinger, typisk betegnet inventiofasen, har afgørende betydning for, hvor godt en taleskrivningsproces lykkes. Det overordnede argument i denne artikel er, at personlige fortællinger kan udgøre et privilegeret værktøj i sådanne inventiofaser. Argumentet hviler på et aktionsforskningsprojekt, gennemført som rådgivningsforløb i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag i 2021. Artiklens bidrag er tosidet: I forhold til eksisterende håndbøger i retorisk rådgivningspraksis tilbyder den et specifikt, velbegrundet redskab, som har potentiale til at forbedre taleskrivningsprocesser, men som også medfører bestemte udfordringer. I forhold til eksisterende viden om fortællingers rolle i retorisk diskurs forskyder artiklen traditionens fokus. I stedet for at undersøge fortællinger som noget, der fra en færdig tale påvirker et publikum, undersøger artiklen fortællinger som noget, der udspiller sig i og kvalificerer relationen mellem en taleskriver og en rhetor, altså som en del af den proces, der går forud for en færdig tale.