For at eksistere skal du kunne tage livet på dig

Hvis du spørger Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, finder du ikke meningen med tilværelsen ved at grave i din egen navle. Tværtimod. For hende handler det om at være opmærksom, række ud til verden og byde dig selv til. RetorikMagasinet har været en tur forbi Zetlands lokaler beliggende i Københavns nordvestkvarter for at møde avisens chefredaktør til en samtale om hvordan man finder meningen med at være til.

For at eksistere skal du kunne tage livet på dig

Julie Christiansen & Mathias Aaen

Det summer af zagzag-lyde fra arbejdende fingre mod tastaturknapper. Vi står foran Zetlands redaktionsrum hvor avisens omtrent 25 ansatte sidder sammen, lige fra praktikant til chefredaktør. Ved siden af os står et alternativt bordtennisbord bestående af en reol med to bordtennisbat liggende ovenpå og en håndfuld højskolesangbøger sat i række som net. En smule malplaceret i landskabet spejder vi efter en at henvende os til, men pludselig skyder et hoved op over resten. Det er Lea Korsgaard. Hun har spottet os og tager imod os med et smil.
“Ej, I har kage med! Hvor er det lækkert!” udbryder hun og skynder sig ind i redaktionskøkkenet. “Så sørger jeg for kaffe.” Med en Zetland-kop i hånden følger vi med hen til et mødelokale med udsigt over en af kvarterets små veje. Kagen skæres ud, diktafonen tændes, og interviewet skydes i gang.

Foto: Cecilie Bach

At holde sin opmærksomhed i snor

Ud over at bestride rollen som chefredaktør er Lea Korsgaard også en af Zetlands fire grundlæggere. Fun fact: ‘zetland’ er også navnet på det dyr der fødes hvis man krydser en zebra og en shetlandspony. Ligesom dyrets krydsning ligger det dybt i avisen Zetlands DNA at krydse journalistikken med andre genrer for at fange læserens opmærksomhed. Og netop fokusset på opmærksomhed er i disse dage et centralt omdrejningspunkt for Zetland, fortæller Lea Korsgaard. Din, min og alles opmærksomhed. Spørger man hende, befinder medieverdenen sig i en konstant kamp om at fange læserens opmærksomhed, en ressource som desværre alt for ofte bruges på de helt forkerte ting.


“I dag er der enormt meget som forsøger at tage vores opmærksomhed. Især den flade, lille tingest vi går rundt med i vores lommer og dens forbindelse til de store sociale platforme er jo designet til at tage vores opmærksomhed,” forklarer hun og uddyber: “I den ene ende af skalaen findes den opmærksomhed som minder om et barns opmærksomhed. Den er impulsdrevet og kan ikke kontrolleres. Selv om der er rigtig mange fantastiske ting ved den opmærksomhed, det er jo den hvor du lader tankerne flyde også, kan du ikke bygge en meningsfuld kultur eller tilværelse op om den form for opmærksomhed fordi den udelukkende er impulsdrevet. I den anden ende af skalaen findes den dybe opmærksomhed. Den opmærksomhed som du kan kontrollere, holde i snor og hale tilbage hver eneste gang den har lyst til at gå på vandring. Og den opmærksomhed kan jeg godt være bange for at vi i dag ikke har de rette betingelser for at dyrke og heller ikke rigtig sætte pris på længere.”
Da vi første gang kontaktede Lea Korsgaard, sendte hun en mail tilbage hvori hun fortalte om sin interesse for opmærksomhed samt et citat af forfatteren Meïr Aron Goldschmidt: Ved Dannelse forstaaer jeg den udviklede Evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en Tanke, være selvstændig i sin Dom, ville Noget, om og noget ganske Lidt paa Aandens Gebet.

Igen hiver hun Goldschmidt frem og uddyber: “Der er en stærk forbindelse mellem evnen til at have den dybe opmærksomhed og dét at være et myndigt, selvstændigt menneske der har handlekraft og mod til at virke i verden. Derfor er der også en forbindelse mellem det myndige menneske og det frie menneske, altså forbindelsen mellem den enkeltes evne til dyb opmærksomhed og vores evne til at leve i et frit demokrati. Og det er den forbindelse som jeg tror går mere og mere op for rigtig mange af os, at når vi giver køb på den dybe opmærksomhed, så har det ikke kun konsekvenser for den enkelte – så har det også konsekvenser for samfundet,” siger hun inden hun stikker en kagepakket gaffel i munden, tygger et par gange og fortsætter: “Derfor skal vi som samfund sørge for at der findes de rum hvor den dybe opmærksomhed kan trænes og udvikles, og samtidig sørge for at tilskrive den dybe opmærksomhed værdi.”

Annonce

Højskoleblodet løber i årerne

Men hvor findes de rum som Lea Korsgaard taler om? Selv er hun vokset op på Gerlev Idrætshøjskole hvor hendes far, Ove Korsgaard, var forstander, hun har gået på Eriksminde Efterskole og på Testrup Højskole hvor hun indtil i sommer også sad i bestyrelsen. Faktisk mødte hun sin mand, Rasmus Meyer, til et sommerkursus på Testrup. I dag har de tre drenge sammen, og i august tiltrådte Rasmus Meyer stillingen som forstander på Krogerup Højskole hvor de nu bor i forstanderboligen. Når vi lægger det hele sammen, tegner der sig et tydeligt højskolespor gennem hele Lea Korsgaards liv. Er højskolen et af de rum som hun taler om?
“Helt klart! Højskolen er et fuldstændig oplagt rum til fordybelse og den dybe opmærksomhed, også fordi højskolen kan noget som meget få institutioner kan i dag – nemlig gå på tværs af fag, tankestrømme, retninger. På højskolen kan du kombinere litteratur med politik, filosofi med håndværk, og det er netop i den syntese at der opstår dybe erkendelser om verden,” siger hun med højskoleglæden lysende ud af øjnene.


“I virkelighed vil jeg mene at journalistikken kan det samme, eller i hvert fald burde kunne det samme. Den er et af de eneste steder hvor du kan tage en rundtur fra økonomi over naturvidenskab til pædagogik til kunst, og det er vigtigt i en virkelighed hvor folk specialiserer sig inden for et lille bitte hjørne af eksempelvis økonomien, erkendelsesfilosofien eller en helt særlig snedkerteknik. Derfor er det vigtigt at skabe et rum hvor fagene kan tale sammen, for så udvikler vi også vores måde at tænke på. Sådan et rum skaber højskolen.”

Den positive udgave af Saurons øje

For os lyder det som en vaskeægte hjemme-ude-hjemme-fortælling hvor Lea Korsgaard som hovedpersonen i et klassisk eventyr endelig er vendt hjem til det højskoleliv hun selv er opvokset med. Men da vi spørger om det også føles sådan, lægger hun hovedet lidt på skrå mens et smil vokser på hendes læber.


“Tja, bortset fra at jeg ikke rigtig har været væk, vil jeg sige. Det er nok mere en hjemme-hjemme-hjemme-fortælling,” griner hun. “At have min barndom på en højskole var en ret fin ting, netop fordi det var så alsidigt som det var. Det ene øjeblik gik mine forældres kollegaer rundt med bar røv og dyrkede deres nyttehave, det næste øjeblik fik skolen besøg af Odin-teateret fra Holstebro som lavede en eller anden syret danseforestilling, og i næste øjeblik spillede jeg rundbold med de andre børn fra skolen. Der er et ret stort, rigt liv på en højskole, synes jeg, og det liv har også fulgt mig når jeg ikke har boet på en højskole, for der har altid løbet et ret fremtrædende højskolespor hos mig. Og selv om jeg kun har boet på Krogerup i snart to måneder nu, så føler jeg mig bare hjemme.”


Det er tydeligt at mærke Lea Korsgaards varme relation til højskolen som institution og fænomen, og ved siden af de varme følelser mærker vi også respekten for højskolens indflydelse på samfundet gennem tiden.


“Engang var højskolen jo den positive udgave af Saurons øje inden for idehistorie og kritisk tænkning om hvem vi er som mennesker og som samfund. Når der var debatter på Askov Højskole, dækkede pressen det, fordi de ting som blev diskuteret, var utrolig vigtige for vores samfund. Jeg ved ikke helt hvordan det er i dag, men jeg gad godt at højskolen larmede mere op om hvad det er vi skal med os selv i verden,” tilføjer hun med et lille håb i stemmen.

Foto: Cecilie Bach

Det store spørgsmål

Og netop spørgsmålet om hvad det er vi skal med os selv, har vi glædet os til at stille Lea Korsgaard. Siden begyndelsen har mennesket søgt at finde svaret på meningen med det hele, og for at besvare spørgsmålet er både religion, filosofi og videnskab blevet taget i brug – dog kun for at give vidt forskellige svar. Retter du blikket mod nattehimlen hvor stjernerne synes uendelige, føles Jorden hurtigt som et sandkorn i universets ørken. Det sætter gang i tankerne, for hvis vores planet er et sandkorn, hvad er vi så som mennesker, og hvad skal vi bruge vores liv til? Vi tøjler tankestrømmen inden den løber fra os, og i stedet for at spørge om meningen med vores eksistens vælger vi at spørge hvordan man eksisterer, og om det er nok bare at være til, eller om der følger et ansvar med?


“Ja, det er sgu et godt spørgsmål,” svarer Lea Korsgaard og bliver tavs.
Har man set Lea Korsgaard på en scene, ved man at hun har ordet i sin magt, og siden vi trådte ind ad døren, har hun talt med samme kadence som kugler flyvende fra et maskingevær. Men nu er der stille. Hun læner sig tilbage i sin stol, kigger ud ad lokalets store panoramavindue og lader tankerne samle sig.


“For at eksistere i andet end bare biologisk forstand skal du tage livet på dig,” siger hun med et fast blik rettet mod os og fortsætter: “Du skal tage livet på dig, forstået på den måde at livet jo er en fuldstændig vidunderlig gave vi er blevet givet. Og den gave, synes jeg, forpligter. Det er jo det vildeste og mystiske livsunder at nogen har givet os livet, og det er måske endda i erkendelsen af det er en gave at vi også forstår at vi eksisterer.” Vi mærker tydeligt at de tanker der før skulle samles, nu er koncentreret og klar til at blive til ord. Et nyt magasin er sat i geværet, og ordene strømmer fra chefredaktørens mund.


“Man skal turde tage livet på sig og bruge det til noget. Gå frådende glubsk til tilværelsen og spørge den: ”Hvad har den at byde på? Hvad vil den mig? Og hvad vil jeg den?” Alle de der store spørgsmål som er rimeligt trættende at stille sig selv hver morgen, men som alligevel er vigtige at have liggende at rumle i bevidstheden som en forudsætning for din måde at leve på.”

Socialkurage og fællesskabsforpligtelser

“Desværre tror jeg at vi går lidt galt i byen i dag. Vi er altid på jagt efter svar for os selv, så vi spørger: “Hvad er min mening med tilværelsen?”, og så sidder vi der og graver os utroligt langt ind i vores egen navle, men jeg tror bare at det er den helt forkerte retning at gå i, for du finder ikke meningen i tilværelsen ved at grave ind i dig selv. Jeg tror snarere du finder meningen ved at byde dig selv til og bringe dig selv i spil i en større social sammenhæng,” forklarer hun og læner sig ind over bordet.


“Min lillebror bruger et ret fedt udtryk som han kalder ‘socialkurage’. Vi kender civilkurage – at turde gå imod systemet når noget føles forkert – hvor socialkurage i stedet er at turde gøre noget på fællesskabets vegne, eller nok snarere at turde byde sig til på fællesskabets vegne. For mig opstår meningen med livet først i samspillet med andre – når du er forpligtet på andre.” Men netop forpligtelsen over for andre står for skud, mener Lea Korsgaard. Hun rækker ud efter sin kagetallerken på bordet, og med et stykke skovbærtærte mellem kindtænderne fortsætter hun:


“Som individer er vi ikke længere forpligtet på hinanden som før i tiden. Vi har aldrig haft så meget frihed som vi har i dag, og misforstå mig nu ikke – frihed er the way to go – men med den større frihed har vi også fået mulighed for at lægge de traditionelle forpligtelser fra os. Vi er ikke længere bundet til at være nogens mor, nogens datter, nogens noget-som-helst, og vi har friheden til at udfri alle vores drømme og længsler. Og det er fantastisk! Men somme tider kan jeg godt være bange for om vi har sat os selv så meget fri at vi ender med at miste forbindelsen til det der netop giver et meningsfuldt liv; nemlig forpligtelsen på andre mennesker og ansvaret for dem.”


Selvrealiseringens paradigme

“Selvfølgelig er det ikke altid liv og glade dage at være forpligtet på andre. Lysten skal helt sikkert være til stede, men et forpligtende fællesskab med andre kan ikke være 100 procent gennemsyret af lyst,” erkender Lea Korsgaard og fortsætter: “Nogle dage føles forpligtelsen bare som en rigtig sur karklud. Uden tvivl. Det er jo nærmest et kendetegn ved forpligtelsen. I virkeligheden er det ikke lysten der er et problem – den har vi alle. Problemet, tror jeg, består i at vi som samfund de seneste år har betonet lyst som noget eksistentielt i en sådan grad at det nu ligger som et perfektionsideal. Vi har skabt selvrealiseringens paradigme, et paradigme som siger: “Gør hvad du har lyst til, og find ud af hvad der er den bedste udgave af dig!” Og det er jo vidunderligt at vi har fået den gave at kunne det – det skal vi huske. Mange før os har ikke haft de samme muligheder, men nu er det næsten sådan at du skal være den fedeste udgave af dig selv fordi du har fået al den her frihed til at gøre det!” konstaterer hun med et lille suk.


“Vi er frie til at vælge en uddannelse, frie til at flytte fra vores hjemstavn, ja, vi er sågar frie til at vælge vores eget køn. End ikke biologien determinerer os længere, og så forstår jeg godt hvorfor vi er totalt rundforvirrede over hvorfor det egentlig er vi er her,” griner hun og tager en tår af sin kaffe.


“Hvis man hver dag har den frihed til at kunne genopfinde sig selv fuldstændig, så tror jeg ikke nødvendigvis at det er mere frihed vi har brug for. Jeg tror faktisk næsten at det er det modsatte – hvis jeg skal tillade mig selv at lyde som verdens mest reaktionære mand.”

Foto: Cecilie Bach


Lea Korsgaard som eksempel

Men det modsatte må jo være mindre frihed, tænker vi, og spørger derfor om det så betyder at man skal begrænse folks frihed.


“Der er ikke nogen som skal begrænse andres frihed!” indskyder hun hurtigt og fortsætter: “Tværtimod skal man selv begrænse sin egen frihed ved for eksempel at forpligte sig på andre mennesker.” Lea Korsgaard stopper op et kort øjeblik imens hun leder efter ordene.
“Nu bruger jeg mig selv som eksempel. Da jeg som ung praktikant arbejdede på Politiken, var jeg totalt rundforvirret som man jo er. Tror jeg … håber jeg. Jeg var 24 år, havde altid to-og-en-halv kæreste ad gangen og vidste ikke hvad jeg ville med mit liv. Jeg var også forvirret over at have fået et talent som jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle forvalte bedst. Puh, hvad var det lige jeg skulle som journalist?”, siger hun og kigger ud ad vinduet.


“Dengang syntes jeg at det var rigtig hårdt at være mig, så jeg begyndte at komme hos en psykolog. Hun var helt vidunderlig og super-super-fed, og i mange år tilskrev jeg dét at jeg kom igennem kriseperioden at jeg havde siddet hos hende på en kontorstol og kroget ind i mig selv. Og jeg tror helt sikkert også at det var sundt og godt på mange måder, men i dag kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om det var det der fik mig igennem den periode? Eller …” Lea vender sit blik mod os.

“… om det faktisk var min benhårde protestantiske etik som jeg er opdraget med hjemmefra hvor du – uanset hvor ondt du har af sig selv, og hvor meget hold i nakken du har – møder ind på dit arbejde og gør det igen og igen og igen. Ikke fordi det giver mening for dig lige nu, men fordi det er meningsfuldt at leve op til dine forpligtelser for omverdenen.”

Et skridt tilbage

Tiden er ved at være gået. Både Lea Korsgaards og vores tallerkener er tomme for kage, og om lidt skal hun tilbage til livet som chefredaktør for Zetland. Inden hun går, tager hun fat i temaet ‘Eksistens’ en sidste gang:


“For at finde meningen med tilværelsen skal du også kunne sige nej til dig selv en gang imellem og ikke altid følge din lyst. Måske skal du begrænse dig i erkendelsen af at din egen frihed bliver nødt til at gå hånd i hånd med det fælles bedste. Det fælles bedste kan vi nemlig kun dyrke hvis vi nogle gange træder et skridt tilbage selv.” R

Bibliografisk

Af Julie Christiansen og Mathias Aaen, redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 108

RetorikMagasinet 108 (2018), s 2-5

Author profile

Redaktør på RetorikMagasinet 2017-2019

Author profile

Skriv et svar