Det er os eller dem

rm78teoretisk2I kampen mod ondskaben gælder alle kneb. Fjendebilleder er et af de stærkeste retoriske værktøjer der kan gøre venner til fjender og drive mennesker i krig. Professor Jens E. Kjeldsen ser nærmere på kraften bag.

Bibliografisk

Forfatter: Jens E. Kjeldsen, professor i retorik ved Bergens universitet og Södertörns Högskola.

RetorikMagasinet 78/2010, side 26-27.

Det er os eller dem

rm78teoretisk1”Det er en kendt sag i propagandaforskning at man bør fremstille fjenden som ond, umenneskelig og dæmonisk. Jo mindre fjenden er som os, jo mere foragtelig, fordærvet og tyrannisk han er, desto nemmere bliver det at dræbe ham.
Den nazistiske propaganda – såvel som den allierede – benyttede velkendte strategier for at skabe fjendebilleder: Konstruer et os-mod-dem, umenneskeliggør fjenden og gør ham til syndebuk og årsag til alle problemer – ja, til det onde selv. I 90’ernes Rwanda var hutuernes omtale af tutsier som ”kakerlakker” og skadedyr som skulle udryddes, et eksempel på det samme. Resultatet var folkedrab på mellem en halv og en hel million mennesker gennemført på under fire måneder.

       Når du slås mand mod mand med bajonetter og kan se øjenfarven på mennesket du dræber, er det lettere hvis du opfatter ham som et udyr. Det er dem mod os. Det er os eller dem.

Alligevel har konstruktionen af fjendebilleder og målet for dem ændret sig med tiden. I første og anden verdenskrig blev ikke bare fjendens ledere, men også den enkelte soldat umenneskeliggjort. Når du slås mand mod mand med bajonetter og kan se øjenfarven på mennesket du dræber, er det lettere hvis du opfatter ham som et udyr. Det er dem mod os. Det er os eller dem.
I vore dage er det anderledes. Efter 11. september handler fjendebillederne i den offentlige og officielle krigsretorik ikke først og fremmest om at gøre det muligt for soldaten at dræbe. Han sidder ofte i et cockpit flere kilometer over dem han slår ihjel. Nu konstrueres fjendebilleder i endnu højere grad for at vinde offentlighedens accept for krigshandlinger. Indbyggerne i landet man angriber, tegnes ikke som onde og mindreværdige – ikke engang soldaterne. Nu er de i stedet kuet og undertrykt af en ond tyran. Det er ham der er fjenden, ikke folket. De er tværtimod dem vi vil hjælpe. Ja, de er til og med vore venner; og de vil få det meget bedre hvis vi angriber. I sin tale til nationen 29. januar 2003, bare få uger før invasionen i Irak, beskrev præsident George W. Bush de afskyelige metoder som blev brugt i Iraks torturkamre, og konstaterede følgende: ”Hvis dette ikke er ondskab, så har ordet ondskab ingen betydning. Og i aften har jeg et budskab til det tapre og undertrykte irakiske folk: Jeres fjende har ikke omringet landet, jeres fjende styrer landet. Og den dag han og hans regime fjernes fra magten, vil være jeres befrielsesdag.”
Krig skaber fred. Besættelse er frigørelse. Robert Ivie, som antagelig er den mest fremtrædende amerikanske forsker i krigsretorik, har beskrevet hvordan USA altid har fremstillet sine fjender som en vild angriber, drevet af irrationelt begær efter erobring og undertrykkelse gennem vold og magt. Dette billede intensiveres gennem et kontrasterende billede af ’os’, USA, som en fredselskende, rationel og tolerant civilisation. Sådanne kontraster – våbenmagt versus frihed, irrationalitet versus rationalitet, aggression versus forsvar, de vilde barbarer versus os i den civiliserede verden – danner både indhold og udtryk i de retoriske fjendebilleder som driver mennesker i krig.

Ondskabens retorik

Den som tegner fjendebilleder, gør sig selv til offer og umenneskeliggør modstanderen. ”De vil løbe til fjeldene,” sagde Præsident Bush i 2001 og beskrev Al-Qaeda som onde dyr man skulle jage: ”De vil finde huller at gemme sig i. Vi vil gøre det som er nødvendigt for at ryge dem ud, og vi vil få dem til at løbe, og vi vil fange dem.” Men før man kan jage og dræbe fjenden, må man fremmane ham som ondskaben selv. Ondskabens retorik lukker rummet for nuancer og balanceret vurdering af fordele og ulemper ved konflikt og krig. Den som er kritisk over for fjendebillederne og tanken om at gå i krig, får ikke plads til at manøvrere retorisk.

       Ondskabsmotivet hindrer kritiske stemmer og sænker tærsklen for krig. For når kampen i det godes tjeneste står mod det onde selv, er kompromiser uaktuelle og ingen omkostninger for høje.

Der vil altid være argumenter imod krig og invasion: krigens forfærdelige lidelser, risikoen for ikke at sejre eller de udfordringer som uundgåeligt opstår med at vinde freden når krigshandlingerne slutter. Men sat over for billedet af ondskaben selv må alle disse argumenter give fortabt.
Ondskabsmotivet hindrer kritiske stemmer og sænker tærsklen for krig. For når kampen i det godes tjeneste står mod det onde selv, er kompromiser uaktuelle og ingen omkostninger for høje. ”Alle argumenter man kan komme i tanke om for fred,” skriver Ivie, ”stikkes i spillet om kampen mod ondskaben”.

Dem mod os – det er os eller dem

Grundlæggende for det hele er begrebsparret os og dem. Uden et tydeligt os og et klart dem kan man hverken skabe fjendebilleder eller eskalere konflikter. Uden os-mod-dem får du ingen nazistiske koncentrationslejre, ingen kold krig, ingen Apartheid og ingen mur på Vestbredden. Uden at få folk til at tro på modsætninger mellem mennesker får du ikke israelere og palæstinensere, serbere og kroater, hutuer og tutsier til at dræbe hinanden. Du får ikke nogen til at styre fly ind i World Trade Center og ingen præsident til at sige: Enten er du med os eller så er du imod os.

       Sådanne konstruktioner af dem-mod-os er antagelig den stærkeste kraft i mennesket. Denne kraft får os til at acceptere fjendebilleder og angribe andre mennesker.

Retoriske og socialpsykologiske studier viser hvor stærk en kraft inddeling i grupper kan være, og hvor let det er at stille folk op mod hinanden. I et eksperiment placerede den britiske psykolog Henri Tajfel helt tilfældigt valgte mennesker i helt tilfældigt valgte grupper. Disse mennesker havde aldrig tidligere haft nogen form for samvær og ville aldrig senere få det. Og både deres handlinger og udsagn i eksperimentet var til og med anonyme. På trods af denne tilfældighed handlede deltagerne alligevel som om medlemmerne af deres gruppe kunne regnes som venner eller familie.
Deltagerne gav udtryk for at de bedre kunne lide medlemmer af deres ’egen’ gruppe, at disse havde en mere behagelig personlighed og havde ydet mere end dem i den anden gruppe. Når de blev bedt om at fordele penge, gav de mest til ’deres egne’ og handlede som om de var i konkurrence med ’de andre’.
Sådanne konstruktioner af dem-mod-os er antagelig den stærkeste kraft i mennesket. Denne kraft får os til at acceptere fjendebilleder og angribe andre mennesker. Konstruktionen er stærk fordi den er så grundlæggende. Vi forstår verden i modsætninger: høj i forhold til lav, sort i forhold til hvid, rig i forhold til fattig, succes i forhold til fiasko, civiliseret i forhold til uciviliseret, offer i forhold til angriber. Det ene giver ganske enkelt ikke mening uden det andet. Der er ikke noget mig uden dig.
Ledere vil altid invitere os til at være en del af et fællesskab; og det bør de gøre. Men vi skal være bevidst om hvilke former for fællesskab vi inviteres til at deltage i. Hvilken slags grupper, hvilken slags mennesker og hvilken slags handlinger ledere skaber med deres retorik?
Når nogen taler om ’de andre’. Når nogen fortæller hvordan ’de’ er, og hvad ’de’ gør; når nogen forklarer hvorfor ’de’ er helt anderledes end ’os’ eller hævder at ’de’ truer vores levevis, så bør vi være på vagt. Særlig hvis de beskyldes for at være roden til alle vore problemer. Vi skal være opmærksomme på sprogets kraft til at male fjenden på væggen og derved konstruere både ’dem’ og ’os’. ◗

Læs mere

Burke, Kenneth, ”Retorikken i Hitlers Min Kamp”, i Rhetorica Scandinavica 4, Retorikforlaget, 1997.
Ivie, Robert, ”Images of Savagery in American Justifications for War”, i Communications Monographs, nr. 47, Routledge, 1980.
Ivie, Robert, ”Den onde fjende vs. Den agonistiske andre. Retoriske konstruksjoner av terrorisme”, i Krig, rett og retorikk (red. Jens E. Kjeldsen & Siri Meyer), Retorikforlaget, 2004.
Jowett, Garth S., & O’Donnell, Victoria, Propaganda and Persuasion, Sage, 2006.
Tajfel, Henri, Human Groups and Social Categories, Cambridge University Press,1981.

Author profile

Jens E. Kjeldsen är professor i retorik vid Bergens universitet.
Redaktør på RetorikMagasinet 1991-1994. Redaktør på Rhetorica Scandinavica 1997-2010.

Lämna ett svar