Retorik handler om det vi synes

Retorik beskyldes gerne for at have en lemfældig omgang med sandheden. Men faget beskæftiger sig oftest med områder hvor det slet ikke giver mening at tale om sandhed. Professor Christian Kock udfolder ”retorik-er-okay”-argumentet.

Retorik handler om det vi synes

Christian Kock

Retorikken har været beskyldt for manipulation siden Platons Gorgias hvor Sokrates rejser to anklager mod den. Begge genlyder i filosofien og den offentlige debat til i dag.

Den ene er at retorikken ikke har noget indhold. Lægen ved noget om medicin; retorikeren snakker, men ved ingenting om noget. Det dementerede Platon selv. I den senere dialog Faidros medgiver Sokrates at der kan findes respektabel retorik og opremser noget af dens indhold. Bl.a. skal man forstå sig på psykologiske mennesketyper. Kun da kan man lede forskellige slags mennesker til sandheden. Aristoteles og andre udbyggede retorikkens indhold. Så at hævde at der ikke kan tænkes et fag om tekster set i relation til deres formål, er naivt.

Den anden anklage er at retorik manipulerer; den lefler for folk via følelserne og sætter ting i et bedragerisk lys. Standardsvaret er at alle gode kundskaber kan misbruges, uden at de derfor bør afskaffes.

Jeg har også et andet svar. Javist, vi skal bekrige fordrejninger af sandheden. Men på talløse områder har vi ikke sandheden og finder den måske aldrig. Og på andre områder er der slet ingen sandhed. Skal jeg stemme på Fogh? Hvem skal jeg gifte mig med? At tale om “sandhed” vedrørende den art spørgsmål er filosofisk vås. Det samme gælder mere almene etisk-politiske spørgsmål som: Skal homoseksuelle ægteskaber tillades? Er Elvis den største? Har vi råd til tre filosofiske forskningsmiljøer i Danmark? Heller ikke her findes “sandheden”. Antag at det var en “sandhed” at Elvis er den største. Antag at man stikker dette i næsen på en person som synes at Elvis er klam – ligesom man med et atlas kan demonstrere at Stockholm er hovedstaden i Sverige. Skulle vor Elvis-hader så bare sige: Nåh undskyld, det vidste jeg ikke! Nej, i æstetiske diskussioner kan man tilstræbe folks tilslutning men ikke fremtvinge den. Æstetiske spørgsmål handler om hvad man synes.

Annons

Platon havde det dårligt med at folk syntes noget, og i hans dialoger piller Sokrates deres synspunkter ud af dem og får dem til indrømme at kun Sokrates’ synspunkter holder. Platon var påvirket af matematikken.

F.eks. Pythagoras’ læresætning. Den kan bevises; folk kan “tvinges” til at indse den. Æstetiske diskussioner fungerer anderledes. Og diskussioner om homoseksuelt ægteskab og bevillinger til universiteterne. Og abort og bevarelse af danske sommerfuglearter. Herom kan folk synes dette og hint. Det skyldes især to forhold.

1) Vi har, modsat matematikken, ikke knivskarpe kategorier som vi med sikkerhed kan indordne et fænomen, f.eks. abort, under. Men vi kan strides med retoriske midler om hvorvidt fænomenet mest skal ses ud fra den ene eller den anden kategori.

2) Ofte er der mange krydsende argumenter involveret, og man kan argumentere til dommedag om prioriteringen af dem. Alle kan måske enes om at det er godt at bevare alle danske sommerfuglearter (eller filosofistudier). Men hvad må det koste, og hvor meget må det gå ud over andre behov? Derom findes ingen sandhed og
ingen konsensus.

Derfor diskuterer vi de ting – med retorik. Den er alternativet til at slås.

Bibliografisk
Christian Kock Professor i retorik ved Københavns Universitet

Fra RetorikMagasinet 58, december 2005, s 30.