Billeder i hovedet

At få læseren til at se tekstens genstande for sit indre øje er en vigtig retorisk egenskab. Det klassiske begreb evidentia dækker over denne teknik der har haft stor betydning fra Homer til moderne feature-journalistik. Med en række eksempler beskriver professor i retorik Christian Kock hvordan konkrete detaljer kan få læseren til at leve sig helt ind i teksten.

Billeder i hovedet

Christian Kock

Evidentia er et begreb omgivet af en vis forvirring. I klassisk retorik indførtes det af Cicero i hans Academica (45 f.Kr.) som oversættelse af det græske enárgeia (af argós, skinnende, hvid). Det er den kvalitet en beskrivelse har når den er klar og præcis – men også når den er levende og lader os ”se tingene for vore øjne”. (Evidentia kommer af videre, at se.) Denne dobbelthed påpeger retoriklæreren Quintilian i sin Institutio oratoria (ca. 90 e.Kr.). Her skriver han at ”evidentia, eller som nogle kalder det, representatio, er noget andet end blot og bar klarhed (perspicuitas), for perspicuitas er blot at være synlig, men evidentia er at vise sig frem”. Quintilian opfordrer fx en advokat i en drabssag til at fremmane ”drabsmanden der springer frem, ofret der skriger og beder om skånsel” osv. for at følelserne skal ”opvækkes på samme måde som hvis vi overværede tingene selv”. Altså: Vil man skrive lysende klart, så læserne indser – eller levende, så de ser? Det valg skal retorikere og andre professionelle skribenter ofte træffe, og derfor bør de beherske begge færdigheder.

Detaljerne suger os ind i teksten

I vore dage bruges evidentia mest om den sanselige tekstkvalitet, og begrebet optræder også under andre betegnelser, fx demonstratio, descriptio, hypotyposis. Evidentia er også en vigtig del af det der kaldes amplificatio – at udbrede, udpensle. Begrebet er således et godt eksempel på de mange tekniske termer i retorikken der ofte bliver brugt uklart, vekslende og overlappende. Det afgørende er imidlertid ikke termerne selv, men de grundlæggende virkemidler de refererer til.

Flaubert beskriver også lyde. Få, men udvalgte indprenter sig ofte bedst: løvens brøl, sjakalernes fodtrin. Detaljerne suger os ind, vi står på Karthagos bymur og oplever det.

Lige siden Homer har digtere benyttet sig af evidentia som retorisk virkemiddel. Se fx tekstboksen ved siden af fra romanen Salammbô (1862) af Gustave Flaubert. I uddraget er scenen oldtidsbyen Karthago, og foran byen ligger en hær af døde lejesoldater, sultet ihjel. Læg blandt andet mærke til hvordan det uhyggelige sceneri stiger frem i kraft af konkrete detaljer – ikke begreber, men fysiske ting og skabninger, deres farver, former, bevægelser. Flaubert beskriver også lyde. Få, men udvalgte indprenter sig ofte bedst: løvens brøl, sjakalernes fodtrin. Detaljerne suger os ind, og vi står på Karthagos bymur og oplever det.
Georg Brandes’ artikel ”Om det uendeligt Smaa og det uendeligt Store i Litteraturen” (1869) bruger Shakespeare som eksempel på hvordan en persons karakter hos store digtere vises, ikke ved storladne ord, men ved ”smaa Kjendsgjerninger, smaa charakteristiske Anecdoter, der constatere Egenskaben uden at nævne den”. Heltene hos Shakespeare ”skildre sig selv i hver Sætning, de sige, uden nogensinde at tale et Ord om sig selv”. Vi oplever, men vi forstår også noget – uden at få det forklaret! Deri ligger meget af glæden ved fiktion. Evidentia er blevet standardvirkemiddel i en sådan grad at mange kritikere, blandt andre den amerikanske litterære kritiker Wayne Booth i The Rhetoric of Fiction, fremhæver forfatteres ret til også at ’fortælle’. Den gode skribent kan både tell and show!

Gangene svømmede i rivende Søer. Jeg mødte ingen. Røgen begyndte at fylde Gangene, hvor der var fuldstændig sort. Jeg trængte frem til Folketingssalen og ind i den.

Det er dog ikke kun i fiktion at den gode skribent benytter sig af evidentia. Digteren Herman Bang var også journalist og skrev i 1884 en berømt reportage om branden på Christiansborg. Hans beskrivelse er et godt eksempel på hvordan evidentia bruges i sagprosa af mange slags: ”Jeg gik over paa den anden Side af Porten op i Rigsdagslokalerne. De vare forladte. En Brandmand raabte flygtende ”Her er ingen Vand”. Gangene svømmede i rivende Søer. Jeg mødte ingen. Røgen begyndte at fylde Gangene, hvor der var fuldstændig sort. Jeg trængte frem til Folketingssalen og ind i den. Der var i Loftet et Hul, hvorfra Flammerne væltede ned med lyse Tunger. Og stadig disse smaa Knald af Ilden oven over, og lige over mig de smaa gemytlige Flammer, som kælede hen over Gesimserne. Der saa ikke ud til at være noget reddet. Bøger og Manuskripter flød rundt paa Bordene og paa Gulvet …”

Annons

Kritisk retorikanalys

Behöver du verktyg för att genomskåda och förstå de olika slags budskap som omger och vill påverka oss alla? Både verbala, ickeverbala och visuella? Då är detta boken för dig.

Den främsta målgruppen är retorikstudenter på olika nivåer som står inför uppgiften att analysera retoriska objekt, från enskilda analyser till större uppsatser. Men även studenter från andra discipliner som intresserar sig för text- och bildanalys kan ha nytta av retorikens metodiska angreppssätt. Läs mer...

Kritisk retorikanalys, kapitel 1

Brigitte Mral, Marie Gelang & Emelie Bröms: Kritisk retorikanalys. Text. Bild. Actio. Kapitel 1: Retorik som vetenskap Läs mer...

Thompson, Wolfe og Wallraff

Herman Bangs reportagestil var ny dengang. Det er faktisk en tidlig form for New Journalism – en genre som man nu forbinder med skribenter som Hunter Thompson (”Gonzo”) og Tom Wolfe (en journalist der blev succesfuld romanforfatter!). I The New Journalism (1973) skrev Wolfe at det handlede om at overføre virkemidler fra realistisk romankunst til feature-journalistik. Han fremhæver fire virkemidler: scene-på-scene-konstruktion, dialog, synsvinkelteknik og statusdetaljer – dvs. enkeltheder der røber de optrædendes karakter og placering i tilværelsen (sml. Brandes).
Evidentia kan transportere os til fiktive scener og ukendte lommer af virkeligheden. Derfor har advokater siden oldtiden og frem brugt evidentia som bevidst retorisk strategi. Men tænk fx også på undercover-journalisten Günter Wallraffs reportager der sætter læseren ned midt i den fornedrende behandling af arbejdere på tyske virksomheder. Her udløser evidentia hele årsagskæden: sansning – forståelse – følelse – engagement. ◗