Den dokumentariske virkelighedsaktivisme

Moderne dokumentarister sætter globale problemer på dagsordenen ved at kombinere kreativ leg med en ofte brutal virkelighed.

Den dokumentariske virkelighedsaktivisme

af Ib Bondebjerg

Den moderne dokumentarismes fader, englænderen John Grierson, definerede i 1936 kort og godt dokumentarisme som “creative treatment of actuality”. Det er siden blevet en af de mest citerede grunddefinitioner fordi den peger på at dokumentarismen, som alle andre retoriske genrer, rummer en grundlæggende kreativ dimension – at virkelighedens materiale kan iscenesættes på flere forskellige måder. Netop i løbet af 30’erne vristede den moderne dokumentarisme sig løs af en ældre tradition som blot så dokumentarismen som en neutral gengivelse af virkeligheden der kunne oplyse borgerne om samfundet. I Danmark fulgte en af den tidlige dokumentarismes ideologer, Theodor Christensen, i Griersons fodspor da han i 1938 i begejstrede vendinger kaldte dokumentarismen for “en realisme der dramatiserer det moderne liv … bearbejdet virkelighed i billeder, ord, lyd og musik, der tilsammen skaber en fortælling, et drama”.

Den bundne stemme

Griersons og Christensens vision for en moderne dokumentarisme var et manifest for en friere stemme, en dokumentarisme som selv kunne bestemme sine emner, og som kunne sætte mere bevægelse i den offentlige meningsdannelse. De tidlige pionerer var båret af en både poetisk og social vision om større lighed og demokrati. Men de talte med et delvist bundet mandat fordi de blev finansieret af prosaiske statslige institutioner eller private firmaer og erhvervsorganisationer med egne dagsordener. Støtten til dokumentarfilm som en uafhængig kunstnerisk og kritisk stemme kom først efter 1964.

Trods denne binding lykkedes det også ofte for denne første generation at skabe kortere eller længere dokumentariske film som skabte debat og rokkede ved folks holdninger. Det var film der belyste nye sider af samfundet, og de havde en betydelig kreativitet i deres udtryk og retoriske form. Den engelske klassiker Night Mail (Watt og Right 1935), der blev bestilt af det britiske postvæsen, gjorde posttogets vej fra England til Skotland til et dramatiseret og poetisk billede på et moderne England. Og da den britiske regering bestilte allieret propaganda af Humphrey Jennings, skabte han det lille mesterværk Listen to Britain (1942) der med kun lyd og billedmontage mobiliserede folket mod nazismen. Herhjemme så vi hvor kontroversiel dokumentarfilmen, bestilt af det officielle Danmark, kunne være da PH’s Danmark (1935) ramte den nationale selvfølelse med sin synkoperede jazzrytme og skarpe montagestil.

Den frie stemme

Historisk set har dokumentarismen altså altid forsøgt at aktivere sit publikum, at tale med en stemme som både rammer fornuft og følelser. Ved at dramatisere og behandle virkeligheden kreativt har de villet sætte gang i en offentlig debat og en individuel selverkendelse. Men først efter 1960 får dokumentarismen friere hænder til selv at sætte emner på dagsordenen. Det betyder at en mere direkte samfundskritisk dokumentar bliver mulig, og at man kan dykke ned i måske mere ukendte og ubeskrevne sider af den moderne virkelighed.

Den dokumentariske stemme begynder at alliere sig med journalistiske dagsordener og teknikker, og den tager ofte emner op som retter sig mod det politiske establishment eller globale problemer. Herhjemme brød helvede løs da Nils Vest i 1975, med støtte fra Statens Filmcentral, udsendte Et undertrykt folk har altid ret om palæstinensernes sag og virkelighed. Senere er Christoffer Guldbrandsen fulgt i samme spor med Den hemmelige krig (2006) der vakte lige så stor furore.

Danske dokumentarister har i det hele taget siden 2000 haft et godt øje til sammenhænge mellem globale problemer og national politik hvad også Janus Metz’ Armadillo (2010) vidner om. De tager fat om en af nutidens store udfordringer, nemlig at vi lever i en globaliseret verden, men ofte ikke kan forholde os til forholdet mellem national og global politik.

Den personlige stemme

Den måske mest kendte dokumentariske aktivist er amerikaneren Michael Moore. Ud over sine hårdtslående, underholdende dokumentarfilm om samfundsproblemer er han kendt for den måde han iscenesætter og bruger sig selv på. Oscarvinderen Bowling for Columbine (2003) går særdeles personligt og direkte til kamp mod den amerikanske våbenlovgivning og -lobby. Fahrenheit 9/11 (2004) er et lige så personligt og hårdt angreb på Bush og det republikanske establishment og krigen mod terror. I Sicko (2007) står det amerikanske sundhedsvæsen for skud når Moore på egen hånd udforsker både det europæiske og cubanske alternativ.

En instruktør, der inddrager sig selv endnu mere som filmisk persona, er Morgan Spurlock. I Super Size Me (2004) sætter han sit helbred på spil da han under klinisk overvågning lever udelukkende af McDonalds’ i en måned for at mærke effekten på sin egen krop.

Den globale stemme og samvittighed

Den amerikanske aktivisme har også slået rødder i den danske dokumentarisme. Den herboende amerikanske instruktør Joshua Oppenheimer har med The Act of Killing (2012) og The Look of Silence (2015) aktiveret en verdensopinion ved indgående at skildre det næsten glemte indonesiske holocaust, først gennem bødlernes historie og siden gennem ofrenes. Især i den første film går Oppenheimer langt i dramatiserede rekonstruktioner af bødlernes handlinger.

Et beslægtet projekt, men med Moores personlige drive og vilje til at investere sig selv, finder vi hos Frank Piasecki Poulsen. Han har selv beskrevet drivkraften bag sine film som at gøre tredjeverdensproblemer synlige og relevante for den rige del af verden. I Blod i mobilen (2010) handler det om mineralerne i vores mobiltelefoner som produceres af vestlige mobilfirmaer via misbrug af congolesiske børn i minerne og støtte til banditter og lokale krigsherrer. Instruktøren tager på farlig mission til minerne, men han konfronterer også personligt Nokias ledelse i Helsinki. Dokumentaristen som aktivist og som vores globale stemme og samvittighed bliver ikke tydeligere end her.

Læs mere: 

Ib Bondebjerg. Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm. Samfundslitteratur, 2012.

Ib Bondebjerg. Engaging With Reality. Documentary and Globalization. Chicago University Press/Intellect, 2014.

Ib Bondebjerg. “A Social Poetics of Documentary: Grierson and the Scandinavian Documentary Tradition”. I Druick og Williams (red). The Grierson Effect, 2014: 79-93.

R

Bibliografisk

Af Ib Bondebjerg, professor emeritus ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 99 (2016), s 20-21.

Om skribenten

Lämna ett svar