
I julen 1972 havde USA, efter syv års krig, indledt en tolv dage lang tæppebombning af Vietnams hovedstad Hanoi. Olof Palme der allerede igennem flere år havde markeret sin kritiske holdning til den amerikanske indblanding i den vietnamesiske konflikt, holdt dagen før juleaften 1972 en radiotale, der sammenlignede bombningerne med nogle af dette århundredes værste og mest brutale krigshandlinger.
Radiotalen fik umiddelbart konsekvenser; 20 minutter efter radioudsendelsen ringede USAs ambassadør for at få bekræftet indholdet, og inden 24 timer var USAs repræsentant i Sverige rejst hjem. Den diplomatiske kulde varede ved i mere end halvandet år.
Olof Palmes Vietnamtale, radio, julen 1972

Der kan ikke findes nogen militære motiver for bombningerne. Militære talsmænd i Saigon har benægtet at der skulle være tegn på en Nordvietnamesisk fremrykning.
Det kan ikke med rimelighed bero på vietnamesernes manglende vilje ved forhandlingsbordet. Modstanden mod oktoberforliget i Paris kommer – som New York Times påpeger – først og fremmest fra præsident Theiu i Saigon.
Det man gør er at pine mennesker, pine en nation for at ydmyge den, tvinge den til underkastelse for magtens sprog.
Derfor er bombningerne en skændselsgerning.
Af dem findes der mange i moderne historie.
De forbindes ofte med navne: Guernica, Oradour, Babij Jar, Katyn, Lidice, Sharpeville og Treblinka.
Volden har triumferet. Men eftertidens dom er faldet hårdt på dem, der har båret ansvaret.
Nu er der endnu et navn at lægge til listen: Hanoi – julen 1972. ◗
Bibliografisk
Fra RetorikMagasinet 27, 1998.
Se mere
Hør afslutningen af talen på YouTube
Liknande artiklar:
“Prøver jeg nu igen at løbe fra den topløse servitrice?”
Bag ethvert køn står et menneske
Blandt eksperter forlyder det, at …
Det flyvende spaghettimonster
Förlagschef, ägare Retorikförlaget
Redaktör för RetorikMagasinet
https://orcid.org/0000-0003-2683-6642

















































