Karoline Krabbe & Laura Thinggaard Hjortkjær

Forløsende fortællinger: Fødselsberetninger på tværs af Skandinavien

Dramatiske og detaljerede fødselsberetninger har i de seneste år floreret i medier på tværs af Skandinavien. Beretningerne fortæller om alt fra ­kejsersnit med mangelfuld bedøvelse til taxature under aktiv fødsel og er eksempler på, hvordan borgere bruger erfaringsdeling til at kræve strukturel forandring. I denne artikel undersøger vi fire danske fødselsberetninger for at få et indblik i, hvordan mødre har brugt deres personlige erfaringer med at føde som afsæt for at kræve politiske forandringer i svangreomsorgen. I en analyse af de fire beretninger fremhæver vi affektpotentialet i genren og den moderlige subjektposition som retoriske greb, der forløser – men på sin vis også begrænser – mødre i realiseringen af retorisk agency. Vi inddrager løbende andre eksempler fra Skandinavien og viser, hvordan fødselsberetninger har haft en mobiliserende funktion og været med til at skabe momentum i bevægelsen for bedre fødsels­forhold.

Abstract

Title Transformative tales: Birth stories across Scandinavia
Abstract In recent years, dramatic and detailed birth stories have circulated in the news and on social media across Scandinavia. The birth stories describe everything from caesarean ­sections with insufficient anesthesia to taxi rides during active labour and show how citizens use their personal experiences to demand structural change. This paper examines four Danish birth stories to gain knowledge on how mothers have used their birthing experiences as a basis for demanding political changes in Scandinavian maternity care. In the analysis of the four birth stories, we highlight the affective potential of the genre and the maternal subject position as rhetorical means that constitute – but at the same time constrain – the rhetorical agency of ­mothers. Throughout the paper we include examples from Norway and Sweden and illustrate how birth stories have had a mobilizing effect and helped to create momentum in the movement for an improved maternity care.

Keywords

social movements, agency, ecologies, feminism, birth stories, motherhood

Artikeln

Ingår i: Rhetorica Scandinavica 86, 2023, tema Sosiale bevegelser
Abstract s XI · Artikel s 87-104

https://www.doi.org/10.52610/v27i86.302

Om skribenterna

Karoline Krabbe har en kandidatgrad i retorik fra Københavns Universitet.
0009-0001-6510-4156.
Laura Thinggaard Hjortkjær har en kandidatgrad i retorik fra Københavns Universitet.
0009-0004-3638-9844.

Fulltext:

Forholdene på de danske fødegange har været debatteret i mere end 40 år (Lindboe, 2000; Methling, 1983), men i 2020 fik den årtier lange debat fornyet momentum. Det skyldtes blandt andet udgivelsen af romanen Mit Arbejde (2020) af den danske forfatter Olga Ravn og hendes debatindlæg ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden” (2020). I romanen deler Ravn sine oplevelser med at blive og være nogens mor, og i indlægget beskriver hun et hektisk og underbemandet fødselsområde. I indlægget fortæller Ravn desuden, at hun efter romanens udgivelse blev ”oversvømmet af personlige vidnesbyrd fra kvinder”, der kunne spejle sig i hendes beretninger om moderskab og fødsler. I løbet af 2020 og 2021 begyndte disse vidnesbyrd at fylde i danske medier i form af fødselsberetninger, der gav yderligere resonans til Ravns billede af et presset fødeområde (Albæk m.fl., 2021; Næss m.fl., 2021). Derfor blev Ravn beskrevet som ”fødselshjælper for den bevægelse, der har rejst sig” (Witt­rock, 2021) – og som vi undersøger her.

Sideløbende indsamlede den danske, socialøkonomiske organisation Mødrehjælpen fødselsberetninger, som de brugte til at kræve politisk handling (Alim, W. & Schultz, F, 2021; Thomsen, 2021), ligesom et borgerforslag om bedre rettigheder til fødende medvirkede til, at emnet blev taget op i Folketinget (Ryborg-Larsen m.fl., 2021). Derudover organiserede de danske jordemødre sig og underskrev en protest mod deres arbejdsforhold (Roswall, 2021), og i slutningen af 2021 nåede debatten et højdepunkt, da der i Finansloven for 2022 blev afsat penge til føde­området (Sundhedsministeriet, 2021).
Men det er ikke kun i Danmark, at der var og er debat om forholdene i svangre­omsorgen. I Sverige har den såkaldte förlossningskrisen ulmet i årevis. De svenske jordemødre har længe advaret om et dårligt arbejdsmiljø med mangel på plads, tid og ressourcer (Blidberg, 2013; Svahn, 2014). Flere end 82.000 borgere har skrevet under på, at de støtter jordemødrenes krav om bedre arbejdsforhold og flere fødesteder (Gyllerström, 2021), ligesom mødre har sat fokus på området ved at dele deres fødselsberetninger offentligt. Tilsvarende har fødselsforhold og lukning af fødeafdelinger skabt debat i Norge i de seneste år. Her kæmper græsrodsbevægelsen Bunadsgeriljaen for at bevare fødesteder, der ellers står til at lukke, og ligesom i Sverige og Danmark er der en bemandingskrise inden for jordemoderfaget (Føleide, 2022; Henriksen m.fl., 2022). Sideløbende arbejder organisationer som Barselopprøret for bedre fødsels- og barselsforhold ved at kræve ”nok penger, nok folk og nok plass” (Føleide, 2022) og ved at offentliggøre norske kvinders fødselsberetninger (Barselopprøret, 2021).
Kort sagt, protesterer jordemødre på tværs af Skandinavien imod arbejdsforhold, der ifølge dem er så dårlige, at det kan gå ud over patientsikkerheden, mens mødre bruger deres fødselsberetninger til at kritisere forholdene på fødegangene. Selvom der er både lokale og regionale forskelle på tværs af landene, tegnes der et billede af et sundhedsområde, der er underprioriteret og dysfunktionelt.

Jordemødrenes og mødrenes arbejde for at forbedre forholdene på fødegangene er tæt forbundne, men i artiklen fokuserer vi på sidstnævnte. Det gør vi, fordi den strategiske brug af fødselsberetninger er et aktuelt, retorisk fænomen, der kan give os et interessant indblik i, hvordan borgere er lykkedes med at bruge personlige erfaringer til at skabe politisk opmærksomhed og kræve strukturel forandring. Selvom beretningerne ikke indgår i en organiseret bevægelse, indgår de i en større, fælles kontekst, hvor aktører forsøger at opnå retorisk agency og indflydelse på måder, der løfter kvinders og specifikt mødres sundhed og fødselsforhold.

Retorisk agency og økologi

Retorisk agency bliver defineret af Karlyn Kohrs Campbell (2005) som ”the capacity to act, that is, to have the competence to speak or write in a way that will be recognized or heeded by others in one’s community” (s. 3). Ifølge Campbell er reto­risk agency altså betinget af, at retor har evnerne til at se, afkode, analysere og italesætte en situation. Eftersom retor ikke har agency, men skal have det tildelt, er det nødvendigt, at hun udtrykker sig på en måde eller i en genre, der bliver anerkendt og vurderet som passende af det fællesskab eller den kultur, hun ønsker at påvirke. Det gør sig naturligvis også gældende for de mødre, der ønsker at bruge deres fødselsberetninger til at skabe politisk opmærksomhed og forandring. Da fødselsberetningerne ofte har resulteret i delingen af nye, peger det på, at de er med til at tildele re­to­risk agency – altså at mødrene er lykkedes med at skrive i en form og et sprog, der er blevet anerkendt af det samfund, de ønsker at påvirke.

Eftersom beretningerne har cirkuleret, udviklet sig og ført til nye tekster, kan det bedst beskrives som en slags retorisk økologi. Konceptet er beskrevet af Jenny Rice (tidligere Edbauer, 2005) som et modstykke til den mere klassiske forståelse af reto­rik som noget, der eksisterer i en afgrænset situation (se for eksempel Bitzer (1968) og Vatz (1973)). I stedet for at se retorik som statisk peger Rice på relevansen af at betragte retorik som en del af et åbent netværk, hvor tekster udfolder og udvikler sig i (Edbauer, 2005). Det betyder, at artiklen ikke undersøger en afgrænset social bevægelse med et klart defineret mål, en struktur, et fælles retorisk grundlag eller en leder. Vi fremhæver derimod tekster og aktører, der er med til at udgøre en bevægelse, der bedre kan beskrives som netværksbaseret og dynamisk – som en slags økologi (Crick, 2020). Modsat tidligere forskning i sociale bevægelser, som foreslår, at kritikere isolerer den retoriske del af en allerede etableret social bevægelse (Griffin, 1952), eksemplificerer denne artikel altså, hvordan tekster kan komme forud for en bevægelse og fungere mobiliserende (Polletta, 2006, s. 3).

Mere konkret analyserer vi fire danske fødselsberetninger, der har cirkuleret bredt og fået stor omtale politisk og i nyhedsmedier. Vi undersøger blandt andet, hvordan beretningerne er lykkedes med at tilbyde en form og et sprog, der er befordrende for, at andre også kan dele deres oplevelser med at føde. Desuden inddrager vi løbende eksempler fra Norge og Sverige samt uddrag fra kvalitative interviews med afsenderne af de danske beretninger. Det gør vi, fordi vi ved at undersøge et kollektiv af aktører har mulighed for at undersøge sociale bevægelsers retorik som ”(…) an ecological study of strategic, situated, symbolic action(…)” (Crick, 2020, s. 5). Blandingen af analytiske materialer er med andre ord nødvendig for at forstå den retoriske økologi, beretningerne er en del af, og et vigtigt udgangspunkt for un­dersøgelsen er derfor en nysgerrig og grundig kortlægning af aktører og aktiviteter. Materialernes personlige karakter har ført til flere etiske overvejelser, og derfor citerer og navngiver vi kun forfattere til offentligt tilgængelige historier, ligesom vi har indhentet samtykke til at bruge de kvalitative interviews i ikke-anonymiseret form.

Eftersom vi undersøger en økologi, er det svært, hvis ikke umuligt, at vurdere, hvornår en tekst og kontekst starter og slutter – og hvornår en ny bliver til. Det gør det naturligvis også svært at vurdere, hvorvidt de danske, svenske og norske fødselsberetninger er en del af samme økologi, eller om de er fænomener, der tilfældigvis er opstået og eksisterer sideløbende. En ting, der dog taler for, at bevægelserne i de tre skandinaviske lande har berøring med hinanden, er et digitalt stormøde, der blev afholdt i fællesskab af organisationerne Forældre og Fødsel (DK), BirthRights Norge og Birth Rights Sweden. Mødet havde godt 230 deltagere fra hele Skandi­navien, og formålet var at ”empower both midwives and parents by standing to­gether and by fighting for a better future.” (BirthRights Norge m.fl., 2021) Forbindelser som disse kan sammen med tekster give os indblik i en tværnational bevægelse og skabe fokus på et område, der er underbelyst i den retoriske forskning: mødre i retorikken.

Personlige fortællinger og mødrenes plads i retorikken

Selvom forholdene på de danske fødegange er blevet diskuteret offentligt siden 1980’erne, er det relativt nyt, at den retoriske forskning beskæftiger sig med fødsler, graviditet og moderskab. Hvor tidligere forskning inden for området typisk har haft et sundhedsfagligt, medicinsk eller psykologisk perspektiv, findes der i dag forskning i alt fra fødselsaktivisme (West, 2020), mommyblogging (Joutseno, 2018) og repræsentation blandt gravide (Yam, 2020). I en skandinavisk kontekst har Kinneret Lahad og Karen Hvidtfelt Madsen undersøgt den diskursive stigmatisering af mødre over 40 år i danske medier (2016), mens Marie Flinkfeldt har undersøgt, hvordan svensk moderskab artikuleres i forbindelse med børns sygefravær (2017).

Inden for den retoriske forskning er feltet ikke blevet grundigt undersøgt, dog har Lindal Buchanan og Kim Hensley Owens skrevet om moderskab og fødsler ud fra en amerikansk kontekst. Buchanan har blandt andet undersøgt ”the maternal rhetor” (2002) og skrevet bogen Rhetorics of Motherhood (2013), mens Owens har skrevet om ”maternal communication” (2010) og ”rhetorical agency in labor” (2015). Owens forsker blandt andet i, hvordan kvinder på for- og bagkant af fødslen forsøger at opnå agency gennem fødselsplaner og -beretninger (2015), mens Buchanan undersøger, hvordan moderskab som topoi både underminerer og styrker kvinders troværdighed (2013). Buchanan mener, at moderskab kan bruges til at opnå andres gen- og anerkendelse, hvis retor konstruerer subjektpositionen som mor inden for den normative forståelse af moderskabet. En forståelse, der ifølge hende bygger på en stereotyp og kvindeundertrykkende forestilling om en mor som en, der ofrer sig selv og ikke stiller krav. Når de kvindelige retorer, vi undersøger her i artiklen, fremhæver deres rolle som mor i deres fødselsberetninger, kan det altså ifølge Buchanan resultere i ”powerful means for advancing civic agendas and, at the same time, [reinforce] damaging gender stereotypes harmful to women” (2013, s. 5). Ifølge Owens og Buchanan er retoriske undersøgelser af moderskab og fødsler vigtige, selvom – eller måske netop fordi – det kun er et fåtal af retoriske studier, der hidtil har beskæftiget sig med emnet:

Like parlor literature and dress, maternity has for too long been disregarded as evidence within the malecentered rhetorical tradition although it is an important factor in women’s rhetoric, one meriting serious scholarly inquiry. (Buchanan, 2002, s. 52)

Vi er enige med Buchanan i, at disse erfaringer er væsentlige for retorikforskningen, og vi ønsker her at fremhæve fødselsberetningen som en retorisk genre, der for­tjener større opmærksomhed.
Undersøgelsen af fortællinger som en retorisk strategi, der kan motivere folk til at handle kollektivt efter et bestemt ræsonnement, er til gengæld langt fra ny. Forskere i sociale bevægelser har gennem mange år peget på personlige fortællinger og erfaringsdeling som en vigtig ressource for aktivister (Davis, 2002; Polletta, 2006). De personlige fortællinger har især vist sig persuasive i forhold til at mobilisere og hverve tilhængere, anskueliggøre rationaler for bestemte handlinger og påvirke beslutningstagere (Polletta & Gardner, 2015). Men det betyder ikke, at det er alle personlige fortællinger, der er lige overbevisende. Ifølge Francesca Polletta fungerer personlige fortællinger mobiliserende i det omfang, de kan tilbyde resonans til be­givenheder ”not by providing a sense of the ease or efficacy of protest, but by reproducing its inexplicable character.” (2006, s. 45) På den måde kan personlige for­tællinger tilbyde sammenhænge og kontekst til begivenheder, samtidig med at de komplicerer ensartethed ved at basere sig på levet erfaring.

Delingen af personlige fortællinger og erfaringer var desuden en vigtig retorisk strategi i den anden feministiske bølge i 1960’ernes USA og 1970’ernes Danmark. Konceptet er blandt andet undersøgt af Karlyn Kohrs Campbell i ”The Rhetoric of Women’s Liberation: An Oxymoron” (1999), hvor hun analyserer, hvordan kvinder brugte bevidstliggørelse (consciouness raising) og erfaringsdeling som et retorisk greb til at agere politisk. Ifølge Campbell var formålet med at dele personlige erfaringer at skabe bevidsthed om, at problemer, man troede var personlige, egentlig er fælles og strukturelt betingede (1999). Erfaringsdelingen foregik i høj grad ved fy­siske møder og samtaler, og efterfølgende er denne praksis, hvor personlige erfaringer er blevet politiseret, blevet fremhævet som katalysator for social forandring. Gennem analysen af fødselsberetninger peger vi på, hvordan kvinder strategisk ­bruger erfaringsdeling og den normative forståelse af moderskabet som afsæt for at kræve forandring og opnå retorisk agency. Som da Campbell beskrev kvinde­frigørelsens retorik (1999), resulterer det i et oxymoron: en mor, der stiller krav.

Forbundne fødselsberetninger

Kvinder har op gennem historien givet erfaringer med at føde videre fra generation til generation. I dag foregår udvekslingen i alt fra podcasts til fora på sociale medier, hvor fødselsberetningerne typisk er skrevet i semistruktureret stil med en lineær fortælling om begivenhederne op til og efter fødslen (Joutseno, 2018; Owens, 2010). Det kan være beskrivelser af, hvornår veerne startede, og hvordan vandet gik. Denne komposition kendetegner med variationer også de fire danske beretninger, som vi undersøger her. De er skrevet af Emilie Kvistbjerg (2020), Amanda Høgh (Pallesen m.fl., 2021), Liv Collatz (2021) og Caroline Beck (2021) og beskriver på forskellig vis dramatiske førstegangsfødsler med alt fra kejsersnit uden tilstrækkelig bedøvelse til omvisitering under aktiv fødsel og fejl på grund af travlhed.

I beretningen ”Glem overdækningen! Få faren ud NU!” beskriver Kvistbjerg fødslen af sin datter på Rigshospitalet i København i november 2020. Hendes beretning er oprindeligt udgivet som et opslag på Facebook, der er delt over 2.000 gange, og efterfølgende videreformidlet af blandt andet Danmarks Radio (herefter DR) i artiklen ”Jordemødre græder, og fødende får traumer” (Ejbye-Ernst m.fl., 2021), i nyhedspodcasten Genstart (Brix, 2021) og hos Alt for Damerne (Kvistbjerg, 2020). Kvistbjergs beretning er adresseret til den daværende danske statsminister Mette Frederiksen og sundhedsminister Magnus Heunicke med de indledende ord: ”Næstefter corona, så er fødsler som sundhedsemne et alarmerende problem i vores samfund” (2020). Herefter beskriver hun, hvordan hun efter mange dage med veer ender med et akut kejsersnit, som kunne være undgået, hvis der ikke havde været så travlt. Efterfølgende blev Kvistbjerg medstiller på det føromtalte borgerforslag for bedre fødsler (Ryborg-Larsen m.fl., 2021).

I beretningen ”Fødselsoplevelse fra Herlev Hospital” beskriver Amanda Høgh, hvordan hun i oktober 2020 bliver omvisiteret til Slagelse Sygehus, mens hun er i aktiv fødsel. Høgh indsendte sin beretning til DR efter at have læst artiklen, der citerer Kvistbjergs fødsel (Ejbye-Ernst m.fl., 2021). Beretningen blev efterfølgende fortalt i artiklen ”Amanda fik en taxabon midt i veerne: Pressede fødeafdelinger sender fødende kvinder på langfart” (Pallesen m.fl., 2021) og brugt som case i førnævnte episode af Genstart (Brix, 2021). Høgh beskriver, hvordan travlhed og mangel på personale på Herlev Hospital resulterer i, at hun bliver sendt med taxa til Slagelse Sygehus. En taxatur, hun beskriver som ”verdens længste og værste” (Høgh, 2021), men som ender med, at hun føder en sund og rask pige. Efterfølgende er beretningen blevet omtalt i flere større dagblade (Ritzau, 2021; Pedersen, 2021; Skarum, 2021), ligesom den er blevet gengivet under forhandlinger i Folketinget (Folketingstidende, 2021, s. 56).

I beretningen ”Nybagt mor: Rigshospitalets behandling var grænseoverskridende og elendig”, der er udgivet som kronik i Politiken, beskriver Liv Collatz, hvordan hun føder sin datter i januar 2020 ved et akut kejsersnit under mangelfuld bedøvelse og i store smerter. Collatz beskriver, hvordan hun oplever, at bedøvelsen ikke virker, da lægerne går i gang med kejsersnittet, hvilket får hende til at skrige, brøle og kaste op i smerte (2021). Hun slutter af med at skrive, at hun blev sygemeldt fra sin barsel og efterfølgende har været igennem ”intens traumebehandling”, og at det bliver over hendes lig nogensinde at ligge på Rigshospitalet igen (Collatz, 2021). Collatz’ beretning blev citeret i flere medier, blandt andet i Politiken (Skarum, 2021). Ligesom Kvistbjerg var Collatz medstiller af borgerforslaget om bedre fødsler.
Beretningen ”Endnu en mor med traumatisk fødsel på Rigshospitalet: Herfra bliver alt sløret, fragmenteret og uvirkeligt. Til det mareridt, som igen og igen er vendt tilbage” (Beck, 2021) er også udgivet som kronik i Politiken. Her beskriver Caroline Richardt Beck fødslen af sin søn i december 2019. Beck skriver, at hun har læst Collatz’ beretning, som har fået hende til at indse, at hun ikke er alene om at have oplevet kejsersnit uden bedøvelse, og at der måske er tale om et strukturelt problem. Sådan starter hun sin beretning, hvorefter hun beskriver sit kejsersnit som et mareridt, der er ”sløret, fragmenteret og uvirkeligt” (Beck, 2021). Beck slutter af med at skrive, at hun har oplevet en manglende anerkendelse fra hospitalet og spørger retorisk, om det er ved at være tid til at ændre praksis på fødegangene. Becks beretning blev efterfølgende omtalt i blandt andet Jyllands-Posten (Albæk & Jensen, 2021).

Som det fremgår ovenfor, er de fire fødselsberetninger forbundet på forskellig vis. Dels er de blevet citeret i de samme medier, dels har kvinderne indbyrdes fundet motivation til at dele deres beretning ved at læse om hinandens oplevelser. Forbindelserne ses for eksempel, når Beck refererer til Collatz i sin fødselsberetning og skriver, at kronikken fik hende til at indse, at hun ikke var alene med sin erfaring og derfor ”blev nødt til at prøve at finde ordene – for måske er der tale om et strukturelt problem og ikke bare enkeltstående fejl?” (2021). At netop Collatz’ kronik styrkede Beck i at dele sin egen oplevelse, har vi fået bekræftet i et kvalitativt interview, hvor Collatz fortæller, at hun har hjulpet Beck i hendes skriveproces (Interview med Collatz, 2021).

Sammenhænge som disse er ikke altid synlige i teksterne, men de er vigtige for at forstå, hvordan og i hvor høj grad beretningerne har været med til at tildele agency. Altså hvordan kvinderne har været med til at artikulere og forhandle en position at tale fra og give andre mod på at gøre det samme. Derudover kan det give et interessant indblik i, hvad der motiverer borgere til at tage ordet og deltage i den offentlige debat. Sammenhængene har vi kortlagt ved at gennemføre semistrukturerede interviews med Beck, Collatz og Høgh. De semistrukturerede interviews belyste for eksempel, at det var DR’s artikel med Kvistbjergs fødselsberetning, der motiverede Høgh til at dele sin beretning (Interview med Høgh, 2021), og at alle tre afsendere – ligesom Ravn – modtog et stort antal henvendelser fra mødre med lignende oplevelser fra hospitalsvæsenet. For eksempel modtog Beck omkring 150 henvendelser og fortalte, at folk henvendte sig ”på sms, på min arbejdsmail, på messenger, på Facebook. Altså alle vegne, hvor du kunne google mit navn, så var der nogen, der skrev til mig” (Interview med Beck, 2021). Et mønster, der ikke er unikt for Danmark, eftersom den norske tegner Hanne Sigbjørnsen oplevede det samme, da hun delte en tegneseriestribe om sin fødsel med sine dengang flere end 90.000 følgere på Instagram og i Aftonposten (2020). Sigbjørnsen fortalte efterfølgende, at ”Veldig mange kvinner i alle aldre har sendt meg meldinger og fortalt om sin fødehistorie som ikke gikk som den skulle.” (Berge Christensen, 2020)
Det peger på, at offentliggørelsen af de ofte meget personlige fødselsberetninger har været med til at tildele agency til en gruppe af mødre, der efterfølgende har valgt at tage ordet og dele deres egne oplevelser – enten i den offentlige debat eller ved at kontakte afsenderne direkte. Teksterne er på den måde med til at forme den løst sammensatte økologi, der udgør bevægelsen for bedre fødselsforhold.

Når det private gøres politisk

Fødselsberetningen kan være en terapeutisk og frigørende skriveoplevelse, men den kan også fungere som et vigtigt middel til at tilkendegive sin mening om fødsler og de forhold, de foregår under. Det gør den til en særlig hybridgenre, der blander personlig erfaring og sociopolitisk indflydelse, og som kan have et politisk sigte på trods af dens private karakter (Owens, 2010).

Da vi spurgte Høgh, Collatz og Beck om årsagen til, at de delte deres oplevelser, svarede de, at de først og fremmest havde et stort behov for at fortælle om deres oplevelser. Beck fortalte blandt andet i interviewet, at det var vigtigt for hendes ”psyke”, at hun delte sin fødselsberetning (Interview med Beck, 2021). Udtalelsen eksemplificerer den katharsiske effekt, som fødselsberetninger ifølge Owens kan have (2010), men Beck nævner også et stort ønske om at bruge sin egen negative oplevelse konstruktivt til at skabe opmærksomhed og forandring. Det ønske kommer også til udtryk i slutningen af beretningen, når hun retorisk spørger, om vi kunne forestille os, ”at der ikke er nogen kvinder, der [i fremtiden] skal gå igennem et kejsersnit uden tilstrækkelig bedøvelse?” (2021). Beck peger her på et konkret problem, hun selv har oplevet, men som hun knytter til en større, abstrakt og politisk problemstilling. Koblingen mellem det private og politiske ses også, når Kvistbjerg for eksempel skriver: ”Mit inderligste ønske er, at politikerne får øjnene op for, hvordan vi vender det her” (2020). I sætningen henviser ”det her” til Kvistbjergs oplevelser med travlhed og svigt på fødegangen, og ligesom Beck peger hun dermed på sin private erfaring som et politisk anliggende. Beretningerne bliver på den måde brugt af kvinderne som et afsæt for at tilkendegive holdninger – ikke kun om deres egen fødsel, men om hele fødselsområdet.
Det er ikke enestående for Danmark, at kvinder står frem i håbet om at skabe strukturelle forandringer, og at beretninger bliver brugt til at facilitere og tildele agency. Den svenske Instagramprofil @tyst_jag_foder deler for eksempel fødsels­beretninger og erfaringer anonymt med et formål om at ”synliggör misogyna maktstrukturer” (u.å.). Et andet eksempel er den svenske, feministiske og socialistiske forening Rebella Unga S-kvinnor, der står bag kampagnen Förlossningsbrevet (2023). Her opfordrer foreningen borgere til at indsende deres forventninger til fødslen og fødselsberetninger for at dele erfaringer og sammen ”sätta press på de politiker som styr och sätta kvinnors hälsa på den politiska dagordningen” (Rebella Unga S-kvinnor, 2023). Indholdet af teksterne er forskellige, men flere af kvinderne peger på et behov for forandring. For eksempel skriver en: ”Jag vägrar förlika mig med att kvinnor ska behöva tåla eller vänja sig med att deras hälsa inte tas på allvar. Det måste den politiska ledningen ta ansvar för” (Kerstin, u.å.). I lignende stil peger en anden også på det politiske ansvar:
För mig är förlossningsvården en av de mest grundläggande delarna i vården, för att vårt samhälle ska kunna fungera. Därför hoppas jag att våra politiker tar det här på allvar och garanterar att prioritera förlossningsvården (Annika, u.å.).

Citaterne eksemplificerer, hvordan kvinderne ophøjer fødselsområdet og kvinders sundhed til et samfundsanliggende, der kræver politisk indgriben – ligesom vi ser hos de danske kvinder. I Norge arbejder organisationer som Barselopprøret på lignende vis for at sætte fokus på fødsler, graviditet og barsel ved offentligt at dele er­faringer og skabe bevidstgørelse. I deres podcast og på deres hjemmeside deler de kvinders erfaringer, og også her er der eksempler på kvinder, der opfordrer til politisk handling. En skriver for eksempel ”Vi trenger nok folk på barselomsorgen til at fødekvinner kan føle seg trygge!!”, en anden skriver, ”Jeg håper, dette er en omsorg vi kan begynne å prioritere å se på som en sektor som må opprustes ikke ned­prioriteres”, mens en tredje opfordrer andre til at stå frem og ”Kreve at tiltak blir gjort. Kreve at det, man selv har opplevd, ikke skal råke andre fødende kvinner. ­Kreve å bli hørt. For meg, for deg og for oss” (Barselopprøret, 2021).

Ligesom de danske kvinder kræver de svenske og norske kvinder forandring og at blive hørt. Med de krav fortæller de ikke kun politikere, men også andre kvinder, at deres stemme har vægt – også selvom de ikke tidligere har følt sig lyttet til hverken i sundhedsvæsenet eller det politiske system. Samtidig viser de mange foreningers og organisationers opfordringer til at indsende beretninger, hvordan de personlige erfaringer bliver brugt strategisk af bevægelsen til at forbedre fødsels­forhold.

Forhandling om agency og subjektpositioner

Som det fremgår af ovenstående, har mange af kvinderne et ønske om at nå ud i offentligheden og få fødsler sat øverst på dagsordenen. Men når Høgh, Collatz og Beck i interviewet blev spurgt ind til, hvem de ønskede at nå ud til, var det tydeligt, at modtagergruppen var kompleks. Collatz fortalte for eksempel, at hun havde et ønske om at ”råbe op” (Interview med Collatz, 2021), og da vi spurgte ind til, hvem hun håbede på at råbe op, svarede hun først ”alle”, derefter ”nogen i en [hospitals]ledelse eller politikere” (Interview med Collatz, 2021). Som Collatz’ svar illustrerer, er det altså ikke helt tydeligt – heller ikke for kvinderne selv – hvem deres modtager er. Det er i og for sig ”alle”, og dog fremhæves politikere og hospitalets ansvarshavende som en særlig gruppe. Sidstnævnte ses også i Kvistbjergs beretning, som eksplicit er adresseret til navngivne ministre. At ansvaret ligger hos politikerne underbygger hun yderligere i sin beretning ved at citere en samtale med en fødselslæge: ”hun [lægen] beklager og føler sig utilstrækkelig – og medgav at magten ligger hos politikerne, der tildeler ressourcerne. Ene og alene.” (Kvistbjerg, 2020) Som citatet indikerer, bliver politikerne også af sundhedspersonalet fremhævet som de reelle forandringsagenter (mediators of change) (Bitzer, 1968, s. 7-8), der har magt til at handle og afhjælpe det adresserede problem, efter de er blevet opfordret og motiveret til det. Citatet er fra slutningen af Kvistbjergs beretning, hvor hun også opfordrer politikerne til at ”lave en ambitiøs plan” (2020). Dog forbliver det uklart og ukonkret, hvilken plan det er, og derfor hvad den præcise handlingsanvisning egentlig er.

Set i lyset af, at flere af kvinderne bag de fire danske beretninger ret eksplicit adresserer politikere som forandringsagenter, er det interessant, hvordan de sam­tidig positionerer sundhedspersonalet som handlekraftige agenter, som de i kraft af deres egen position som patient må adlyde. Høgh skriver for eksempel indledningsvis: ”Den 8. oktober tog min kæreste og jeg ind på Herlev hospital, efter at have lavet en aftale med den vagthavende jordemoder i telefonen” (2021). Her forstår vi ud fra beskrivelsen, at jordemoderen bestemmer, hvornår Høgh og hendes kæreste kan tage på hospitalet. Ligesom jordemoderen efterfølgende også bestemmer, at Høgh skal overflyttes med taxa til et andet sygehus. Som en kontrast til den handlings­anvisende jordemoder, beskriver Høgh sig selv og kæresten som passive i den forstand, at de bliver ”sat ind i taxaen” og overladt ”alene uden sundhedspersonale” (2021). Det er med til at understrege jordemoderens autoritet i situationen og over for dem. I subjektpositionen som patient har kvinderne med andre ord svært ved at realisere potentialet for at yde protest og dermed agency, fordi det er sundhedssystemets procedurer og personale, der dominerer handlingerne. Der er dog eksempler på, at kvinderne udfordrer det hierarki ved at insistere på at have større tillid til deres egen kropslige viden end sundhedspersonalet – en pointe, vi vender tilbage til.

Som det fremgår af ovenstående, har vi at gøre med en kompleks situation, hvor dem, der handler (sundhedspersonalet), ikke er de samme, som dem, der bestemmer (politikere og hospitalets ledelse). Samtidig er det tydeligt, at kvinderne sjældent har haft mulighed for at forandre fødselsoplevelsen til det bedre, men passivt har måtte følge personalets handleanvisninger. På den måde risikerer beretningerne implicit at indskrive en mindre meningsfuld og passiv rolle til gravide og fødende, når de bliver gjort opmærksomme på svigt og problemer uden at blive tilbudt en mulighed for at handle på det. I det følgende afsnit peger vi dog på, hvordan kvind­erne omgår dette ved at disidentificere sig fra rollen som patient og i højere grad lægge vægt på identiteten som mor.

Moderskabets affektive intensitet

Fødsler er livsomvæltende, affektive begivenheder, der erfares både følelsesmæssigt og kropsligt. For de fire danske kvinder var fødslen af deres første barn også livs­omvæltende, men på negativ og traumatisk vis. Beck skriver for eksempel, at der flyttede et mørke ind i hende, den dag hun fødte (2021), mens Høgh skriver, at hendes fødsel har gjort hende bange for at skulle have flere børn (2021), og Kvistbjerg beskriver sin fødsel som sit livs mest traumatiske oplevelse (2020). Disse oplevelser understreges af deres utilslørede beskrivelser af selve fødslen, som når Beck skriver:

Jeg kunne mærke en skarp smerte af at blive åbnet som en lynlås tværs over maven. Jeg kunne mærke en ulidelig smerte af at blive strukket og hevet i. Mit underliv sved og brændte, som var der syre i luften. (2021)

Ovenstående citat er et eksempel på de affektive-emotionelle dimensioner, der optræder hyppigt i de fire fødselsberetninger. Affekt kan forstås som ”en ubestemt (eller ligefrem ubestemmelig) kropslig intensitet, energi eller stærk sindsbevægelse” (Hoff-Clausen, 2021, s. 71), der potentielt er med til at øge cirkulationen af retorik på sociale medier. Disse dimensioner er interessante i en undersøgelse af retorisk agency, da vi ifølge Elisabeth Hoff-Clausen også bør forstå modtageren og retoren ”som tænkende, ja, men i høj grad også som følende og som fysisk sansende, fysisk erfarende krop i verden” (2021, s. 71). Affekt betinger agency, fordi vi også mærker retorik. Og det affektive sprog kan altså være med til at forklare den store opmærksomhed og indflydelse, fødselsberetningerne har fået.

De fire fødselsberetninger formidler dog ikke kun de fysiske dimensioner af fødslen, men også følelser og tanker om at træde ind i moderskabet. Kvistbjerg fremhæver blandt andet sin rolle som mor gennem betegnelser som ”min datter”, ”min baby”, ”min nyfødte baby”, ”mit barn” og ”mit første barn” (2020). De mange possessive pronomener har en demonstrativ funktion i fødselsberetningen, da de konsekvent minder læseren om Kvistbjergs stærke relation til datteren. En relation, der tydeligt er udfordret af omstændighederne ved fødslen, hvor Kvistbjerg ikke ved, hvor datteren er, og hvad der er sket med hende (2020). Men ved at fastholde læserens forståelse af, at der er en relation, underbygger Kvistbjerg det urimelige og smertefulde i adskillelsen fra datteren og uvisheden om hendes skæbne efter fødslen (2020).

Strategien er ifølge Buchanan velkendt blandt kvindelige retorer, der bruger moderskabet retorisk (2013, s. 19-23). Buchanan beskriver, hvordan moderskabet retorisk kan fungere som et effektivt og kraftfuldt middel til at skabe persuasion og promovere for eksempel politiske og feministiske mærkesager, der typisk vil stå i kontrast til de normative forventninger til mødre (2013, s. 3, 27). Det vil sige, at det kan være med til at styrke kvinders troværdighed og agency, når de eksplicit identificerer sig som mødre. Omvendt kan det også fastholde dem i en subjektposition, der ikke er fordrende for at opnå agency, da kvinder historisk set har haft ingen eller begrænset indflydelse i den offentlige debat (Buchanan, 2013, s. 5; Campbell, 1998, s. 4). At brugen af moderskab kan bruges til at realisere agency ses for eksempel, når Collatz beskriver sit kejsersnit:

I hvert fald skreg og brølede og kastede jeg op i de absurde smerter, der skar igennem mig, da de åbnede ind til livmoderen, mens jeg greb fat i ansigtet på en sygeplejerske og lød som et dyr, der er ved at dø. Mit barn kom ud og levede. / Jeg overlevede fysisk. Psykisk døde alt her. / Jeg bebrejder faktisk ikke nogen selve kejsersnittet. Havde de sagt, at de skulle skære mig op kun halvt bedøvet eller slet ikke, ellers ville min datter dø, havde jeg givet dem skalpellen selv og sagt: Kør. (Collatz, 2021)

Ligesom Beck beskriver Collatz her en krop, der reagerer i voldsom affekt. Beskrivelsen efterlader ingen tvivl om den fysiske smerte, hun går igennem. Alligevel understreger hun, at hun havde ”givet dem skalpellen selv og sagt: Kør”, hvis hun havde kendt situationens alvor. Collatz positionerer sig på den måde som en selvopofrende mor og bruger det som et middel til at skabe persuasion. Fra den posi­tion lever hun op til de normative forestillinger om, at mødre er omsorgsfulde – endda i en grad, så de vil ofre sig selv for deres børn (Buchanan, 2013, s. 5, 8). Positioneringen er med til at styrke hendes efterfølgende pointe om, at hun ikke bebrejder nogen selve kejsersnittet, men derimod bebrejder hospitalet for ikke at tale med hende om det bagefter: ”Ikke én eneste tænkte, at det måske skulle nævnes, snakkes om, bearbejdes” (Collatz, 2021). Collatz slår dermed fast, at hun forstår umulig­heden i at undgå smerten, men at hun som minimum vil anerkendes i sin oplevelse og høres – også hvis det i sidste ende kræver, at hun må dele sin fødselsberetning offentligt.

Bekymringer for barnets helbred kommer i flere tilfælde til at stå i kontrast til den manglende opmærksomhed på den fødendes ve og vel. Alligevel baserer kvind­erne i høj grad kritikken af fødselsforholdene ud fra hensynet til deres børn. Når kvinderne prioriterer barnets liv og helbred over deres eget, kan det på sin vis styrke deres agency, da det taler ind i den normative forventning om, at moderskab er lig med selvopofrelse. Risikoen er dog, at de kommer til at reproducere selvsamme forestilling, som de forsøger at gøre op med. Kvinderne forsøger dog at omgå dette ved at tydeliggøre for læseren, hvordan de – hvis de kunne – faktisk ville vælge at ofre sig for deres børn, men at de ikke (længere) vil ofre sig for samfundet. Gennem fødselsberetningerne bruger de altså deres nyvundne identitet som mødre til at pege på, hvordan de ikke kun er objekter i sundhedssystemet, men også subjekter med agency – individer med vigtige kropslige erfaringer, der vil høres og anerkendes.

Forsøg på at genvinde agency

Oplevelser af ikke at blive hørt eller anerkendt i mødet med sundhedsvæsenet er et tilbagevendende tema i flere af fødselsberetningerne. For eksempel citerer Beck sin journal, hvor der står ”at bedøvelsen slår fint an, at patienten får ’fornemmelse’ af smerter, at patienten kan afledes, at patienten får angstlignende anfald, og at patienten får lattergas med god effekt.” (2021) Ifølge Beck var det modsatte tilfældet, og det er derfor et godt eksempel på, hvordan mødrenes kropsligt erfarede oplevelser bliver vejet op imod sundhedspersonalets beskrivelser. Lignende eksempler findes hos Aftonbladet, der i marts 2021 opfordrede deres læsere til at indsende fødsels­historier. På halvanden time blev der skrevet 236 kommentarer. Mange af dem roser de svenske jordemødre, men nogle skriver også om en frygt for at føde, mens andre beskriver en tydelig diskrepans mellem deres egen oplevelse af fødslen og sundhedspersonalets (Zangana, 2021). For eksempel skriver en læser:

Låg öppen 7 centimeter i 38 timmar tappade medvetandet flertalet gånger och inget minne av min förlossning (…) Enligt journalen var det en dröm­förlossning. För vem är förlossningen till för kan man undra?! (Zangana, 2021)

Her er der en tydelig modsætning mellem det, læseren har oplevet ved sin fødsel, og sundhedspersonalets beskrivelse af den. Læseren spørger dertil retorisk, hvem der egentlig skal tilgodeses under en fødsel. På den måde peger hun indirekte på sig selv som et potentielt overset subjekt, men ved at udtale sig offentligt indtager hun positionen som en mor, der stiller krav. En anden fortæller om smerter, der ikke bliver taget alvorligt: ”Jag skrek av smärta och kände att någonting var fel. Men jag fick höra att ‘jag var bortskämd’”, mens en tredje beskriver, hvordan hun efter to lægebesøg med smerter under sin graviditet får at vide, at ”det är psykiskt.” (Zangana, 2021) Her er tale om situationer, hvor kvinderne oplevede, at deres stemmer ikke blev hørt – at de ikke blev tildelt retorisk agency i subjektpositionen som fødende. Det kan derfor ses som et forsøg på at genvinde agency, når de skriver og kritiserer den manglende anerkendelse.

Der er ingen tvivl om, at forhandlingen om agency i netop sundhedsvæsenet er et kompliceret anliggende. Faglighed, risici og fysiske symptomer skal opvejes mod hinanden, og forhandlingen vil ofte være imellem lægperson og fagperson(er). I nogle situationer skal der tilmed tages hurtige beslutninger, der i værste tilfælde drejer sig om liv eller død – et vilkår, som flere mødre giver udtryk for, at de anerkender. Her er altså ikke nødvendigvis tale om mødre, der sætter spørgsmålstegn ved sundhedspersonalets faglighed eller agency. Men de stiller sig ofte undrende overfor den måde, de er blevet informeret og talt med før, under og efter fødslen. Delingen af disse oplevelser kan derfor ses som kvindernes forsøg på at tage ordet tilbage og insistere på at få lov til at fortælle deres egne historier. En pointe, Beck fremhæver under interviewet, da vi spørger hende, hvorfor hun delte sin beretning: ”jeg følte på en måde, min myndighed blev taget fra mig, og jeg synes, at jeg genvandt noget myndighed og genvandt noget ejerskab” (Interview med Beck, 2021). Når det lykkedes for mødrene at skrive og dele deres beretninger, er det med til at fortælle andre, at deres stemmer fortjener at blive hørt. Det bliver bekræftet af Høgh, der fortæller, at kvinder med lignende oplevelser skrev til hende på Face­book, at de ikke ”havde haft overskuddet til at stå frem, så de var glade for, at der var en, der ligesom havde overskud til det” (Interview med Høgh, 2021). Det underbygges desuden af Birth Rights Sweden, der opfordrer mødre til at indsende deres fødselsberetninger med netop den begrundelse, at det hjælper med at synliggøre og styrke dem, der endnu ikke har haft kræfter til at løfte deres historie (2022b).

Sammenfatning

Over hele Skandinavien har kvinder delt deres fødselsberetninger offentligt og været med til at starte en debat om forholdene i svangreomsorgen. Selvom der ikke er tale om en social bevægelse, der er organiseret med et klart defineret mål eller en leder, indgår beretningerne i en retorisk økologi, hvor de lykkedes med at skabe cirkulation og stor opmærksomhed – og i Danmark politisk forandring. Fødselsberetningerne er på den måde et aktuelt, retorisk fænomen, der kan give os et interessant indblik i, hvordan personlige erfaringer kan bruges politisk. Denne artikel skriver sig dermed ind i en større debat om anerkendelsen af kvinders erfaringer og sundhed – områder, der historisk har været nedprioriteret i forskning (Lindemann, 2022; Perez, 2021).

Med udgangspunkt i udvalgte danske fødselsberetninger illustrerer artiklen, hvordan vi kan forstå og undersøge sociale bevægelser som et mere dynamisk fænomen, der udvikler sig i en retorisk økologi. Som analysen viser, afhænger udviklingen af denne specifikke økologi især af, at de mange fødselsberetninger har cirkuleret bredt og ofte har resulteret i produktionen af nye fødselsberetninger – både i form af kommentarer og henvendelser, men også ved at organisationer og medier har opfordret forældre til at indsende dem. På den måde har beretningerne været med til at tilbyde en form og et sprog, hvor det at tale om moderskab og fødsler både er blevet anerkendt og opfordret. Det indikerer, at fødselsberetningerne har haft en væsentlig betydning i forhold til tildelingen af retorisk agency og en mobiliserende funktion i bevægelsen for bedre fødselsforhold.

Litteratur

Akademiska sjukhuset (21.4.2021). ”Studie om förlossningsupplevelse ska förbättra stödet till nyblivna mammor”. Via TT. Hentet 11. juni 2022 fra: https://via.tt.se/pressmeddelande/studie-om-forlossningsupplevelse-ska-forbattra-stodet-till-nyblivna-mammor?publisherId=3235843&releaseId=3295402
Albæk, M. M., & Jensen, M. (6.3.2021). ”Utilfredse fødende går i medierne i stedet for at klage”. Jyllands-Posten. Hentet 25. september 2022 fra: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12763711/utilfredse-foedende-gaar-i-medierne-i-stedet-for-at-klage/
Albæk, M. M., Jensen, M. & Dalhoff, C. (20.3.2021). ”Serie: Fødsler i Danmark”. Jyllands-Posten. Hentet 13. marts 2023 fra: https://jyllands-posten.dk/tags/artikelserier.jp.dk,2017:Serie_F%C3%B8dsler_i_Danmark
Alim, W. & Schultz, F. (9.5.2021). ”Forberedelse og Fødsel”. MødrehjælpenTema, 2021(9), s. 1-9.
Annika (u.å.). ”Man ska inte behöva tjata sig till något”. Förlossningsbrevet. Hentet 8. oktober 2022 fra: http://www.forlossningsbrevet.se/man-ska-inte-behova-tjata-sig-till-nagot/
Barselopprøret (2021). ”Historier”. Barselopprøret. Hentet 26. april 2023 fra: https://barselopproret.no/historier
Beck, C. R. (14.2.2021). ”Endnu en mor med traumatisk fødsel på Rigshospitalet: Herfra bliver alt sløret, fragmenteret og uvirkeligt. Til det mareridt, som igen og igen er vendt tilbage”. Politiken. Hentet 27. oktober 2021 fra: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8093523/Herfra-bliver-alt-sløret-fragmenteret-og-uvirkeligt.-Til-det-mareridt-som-igen-og-igen-er-vendt-tilbage
Berge Christensen, S. (20.7.2020). ”’Tegnehanne’ delte fødselshistorien: – Overveldende”. Verdens Gang. Hentet 26. april 2022 fra: https://www.vg.no/i/RRJ9Qa
BirthRights Norge, Birth Rights Sweden, og Forældre og Fødsel (2021). “Fodselsoppror i Skandinavien-We stand with midwives”. Online begivenhed på Facebook. Hentet 11. marts 2023 fra: https://www.facebook.com/events/1031487857635995
Birth Rights Sweden (24.4.2022a). Mörkertalet 2022. Hentet 14. marts 2023 fra: https://drive.google.com/file/d/1S2cQalhFacVTFkXQUF6WWizfHd9stojU/view
Birth Rights Sweden (24.4.2022b). ”Rapport Mörkertalet”. Birth Rights Sweden. Hentet 14. marts 2023 fra: https://www.birthrightssweden.se/rapport-morkertalet
Bitzer, L. (1968). ”The Rhetorical Situation”. Philosophy & Rhetoric 1(1), s. 1-14. doi: 10.2307/40236733
Blidberg, M. (13.6.2013). ”Nu har barnmorskorna fått nog”. Sveriges Radio. Hentet 19. april fra: https://sverigesradio.se/artikel/5562716
Brix, K. (8.2.2021). ”Genstart: Farefuld fødsel”. Hentet 13. oktober 2021 fra: https://www.dr.dk/lyd/special-radio/genstart/genstart-dr-s-nyhedspodcast-2021-02-08
Buchanan, L. (2002). ”Regendering Delivery: The Fifth Canon and the Maternal Rhetor”. Rhetoric Society Quarterly 32(4), s. 51-73. doi: 10.1080/02773940209391240.
Buchanan, L. (2013). Rhetorics of Motherhood. Carbondale, Illinois: Southern Illinois University Press.
Bunadsgeriljaen (u.å.). ”Historien”. Bunadsgeriljaen. Hentet 20. august 2022 fra: https://www.bunadsgeriljaen.no/historien
Campbell, K. K. (1999). ”The rhetoric of women’s liberation: An oxymoron”. Communication Studies 50(2), s. 125-137. doi: 10.1080/10510979909388480
Campbell, K. K. (1998). ”The Discursive Performance of Femininity: Hating Hillary”. Rhetoric and Public Affairs, 1(1), s. 1-19. https://doi.org/10.1353/rap.2010.0172
Campbell, K. K. (2005). ”Agency: Promiscuous and Protean”. Communication & Critical/Cultural Studies, 2(1), s. 1-19. doi: 10.1080/1479142042000332134
Center for Patientinddragelse (2020). LUP Fødende 2020. One pager.
Collatz, L. (30.1.2021). ”Nybagt mor: Rigshospitalets behandling var grænseoverskridende og elendig”. Politiken. Hentet 27. oktober 2021 fra: https://politiken.dk/debat/kroniken/art8047353/Rigshospitalets-behandling-var-­grænseoverskridende-og-elendig
Crick, N. (2020). ”From cosmopolis to cosmopolitics”. I N. Crick (Red.). The Rhetoric of Social Movements: Networks, Power, and New Media (s. 3-29). New York: Routledge.
Davis, J. E. (2002). Stories of Change: Narrative and Social Movements. Albany: State University of New York Press.
Edbauer, J. (2005). ”Unframing Models of Public Distribution: From Rhetorical Situation to Rhetorical Ecologies”. Rhetoric Society Quarterly, 35(4), s. 5–24. doi: 10.1080/02773940509391320
Ejbye-Ernst, A., Pallesen, A. D. & Flach, A. S. (8.1.2021). ”Jordemødre græder og fødende får traumer: Hovedstadens fødeafdelinger er pressede”. Danmarks Radio. Hentet 25. oktober 2021 fra: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/jordemoedre-graeder-og-foedende-faar-traumer-hovedstadens
Flinkfeldt, M. (2017). ”What Mothers Do: Motherhood as a Resource for Negotiating Sick-Leave Legitimacy in Swedish Sickness Insurance Interactions”. NORA: Nordic Journal of Feminist and Gender Research, 25(3), s.179-94. https://doi.org/10.1080/08038740.2017.1380698
Folketinget (u.å.). ”Borgerforslag”. Folketinget. Hentet 14. marts 2023 fra: https://www.ft.dk/da/folkestyret/folketinget/borgerforslag
Folketingstidende (16.4.2021). ”Tillæg F – 95. møde”. Folketinget. Hentet 22. oktober 2021 fra: https://www.folketingstidende.dk/samling/20201/salen/M95/20201_M95_referat.pdf
Føleide, A. (27.4.2022). ”Barselopprør i hele Norge: – Vi kan ikke lenger si at vi er verdens beste land å få barn i. Norsk Rikskringkasting. Hentet 27. april 2022 fra: https://www.nrk.no/tromsogfinnmark/barseloppror-i-hele-norge-_-norske-kvinner-leverer-syv-krav-til-helseminister-ingvild-kjerkol-1.15938836
Griffin, L. M. (1952). ”The Rhetoric of Historical Movements”. Quarterly Journal of Speech, 38(2), s. 184-188. https://doi.org/10.1080/00335635209381762
Gyllerström, M. (29.10.2021). ”Åtgärda krisen i Stockholms förlossningsvård”. Skrivunder.com. Hentet 7. april 2022 fra: https://www.skrivunder.com/atgarda_krisen_i_stockholms_forlossningsvard
Henriksen, L., Kaasen, A., Blix, E., Vedeler, C., & Eri, S. T. (16.3.2022). ”Det er kunnskapsløst å legge ned ABC-klinikken”. Aftonposten. Hentet 22. april 2022 fra: https://www.aftenposten.no/meninger/debatt/i/v5PxL4/det-er-kunnskapsloest-aa-legge-ned-abc-klinikken
Hoff-Clausen, E. (2021). ”Berørte kroppe: Forsinkede anklager, affekt og afmagt”. Rhetorica Scandinavica, 2021(82), s. 67-86. https://doi.org/10.52610/PTYC7861
Johnsen, H., Christensen, U., Juhl, M., & Villadsen, S. F (2021). ”Implementing the MAMAACT Intervention in Danish Antenatal Care: A Qualitative Study of Non-Western Immigrant Women’s and Midwives’ Attitudes and Experiences”. Midwifery, 95, s. 1-9.
https://doi.org/10.1016/j.midw.2021.102935
Joutseno, A. (2018). ”Cyber Labour: Birth Stories on Mommyblogs as Narrative Gateways into Maternal Thinking”. Journal of the Motherhood Initiative for Research and Community Involvement, 9(2), s. 75-87.
Kerstin (u.å.). ”Låt mig slippa oroa mig”. Förlossningsbrevet. Hentet 8. april 2023 fra: http://www.forlossningsbrevet.se/lat-mig-slippa-oroa-mig/
Kvistbjerg, E. (23.11.2020). ”Glem overdækningen! Få faren ud NU!” Alt for Damerne. Hentet 13. oktober 2021 fra: https://www.alt.dk/boern/debat-om-foedsler
Lahad, K. & Madsen, K. H. (2016). ”‘Like Having New Batteries Installed!’: Problematizing the Category of the ‘40+ Mother’ in Contemporary Danish Media”. NORA: Nordic Journal of Women’s Studies, 24(3), s. 181-95. https://doi.org/10.1080/08038740.2016.1241827
Lindboe, R. (12.4.2000). ”Kvinder tvinges til at føde i venterum”. Berlingske.dk. Hentet 28. oktober 2021 fra: https://www.berlingske.dk/content/item/1100063
Lindemann, B. (4.3.2022). ”Kvindesygdomme lever i skyggen”. Dagens Medicin. Hentet 6. oktober 2022 fra: https://dagensmedicin.dk/kvindesygdomme-har-trange-kaar/
Luqiu, R. L. W. , & Liao, S. X. (2021). ”Rethinking ‘the personal is political:’ Enacting agency in the narrative of sexual harassment experiences in China”. Discourse & Society, 32(6), s. 708–727. https://doi.org/10.1177/09579265211023225

Methling, I. (8.9.1983). ”Kvinder sendes hjem to dage efter fødslen”. Politiken, 7. september, s. 7.
Næss, K. B., Clemmensen, J., Mortensen, A. J., Lucas, M., Due, M., Nielsen, T., Madsen, L. B., Søbye, G., Lumholt, K., Breidahl, S. V., Schmidt, I. L., Nielsen, S. G. & Brean, A. V. (13.8. 2021). ”Moderskab under opbrud”. Information. Hentet 16. november 2021 fra: https://www.information.dk/serie/moderskab-opbrud
Owens, K. H. (2010). ”Revelations and Representations: Birth Stories and Motherhood on the Internet”. I Podnieks, E. og O’Reilly, A. (Red.), Textual mothers / maternal texts motherhood in contemporary women’s literatures, (s. 351-366). Ontario: Wilfred Laurier University Press.
Owens, K. H. (2015). Writing Childbirth: Women’s Rhetorical Agency in Labor and Online. Carbondale, Illinois: Southern Illinois University Press.
Pallesen, A. D., Ejbye-Ernst, A. & Flach, A. S. (25.1.2021). ”Amanda fik en taxabon midt i veerne: Pressede fødeafdelinger sender fødende kvinder på langfart”. Danmarks Radio. Hentet 29. oktober 2021 fra: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/amanda-fik-en-taxabon-midt-i-veerne-pressede-foedeafdelinger
Pedersen, N. (25.1.2021). ”Amanda blev sendt på langfart med taxa midt under fødslen: ‘Jeg bliver enormt ked af det og græder’”. Berlingske Tidende. Hentet 28. september 2022 fra:
https://www.bt.dk/content/item/1472875
Perez, C. C. (2021). Usynlige Kvinder. Skævvredne data i en verden designet til mænd. Aarhus: Svane & Bilgrav.
Polletta, F. (2006). It Was Like a Fever: Storytelling in Protest and Politics. Chicago: University of Chicago Press.
Polletta, F. & Gardner, B. G. (2015). ”Narrative and Social Movements”. I D. D. Porta & M. Diani (Red.). The Oxford Handbook of Social Movements (s. 534-548). Oxford University Press.
Ravn, O. (3.10.2020). ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye samfundsborgere til verden”. Politiken, 3. oktober, s. 1-2.
Rebella Unga S-kvinnor (2023). ”Förlossningsbrevet”. Förlossningsbrevet. Hentet 28. april 2023 fra: http://www.forlossningsbrevet.se
Ritzau (25.1.2021). ”232 kvinder blev sendt på langfart under fødselsforløb”. Ritzau. Hentet 14. marts 2023 fra: https://www.berlingske.dk/danmark/232-kvinder-blev-sendt-paa-langfart-under-foedselsforloeb
Roswall, S. (2.8.2021). ”1.000 jordemødre i fælles opråb: ’Giv os rammer, hvor vi kan gøre arbejdet fagligt forsvarligt’”. Sundhedsmonitor. Hentet 22. oktober 2021 fra: https://sundhedsmonitor.dk/debat/art8085653/%C2%BBGiv-os-rammer-hvor-vi-kan-g%C3%B8re-arbejdet-fagligt-forsvarligt%C2%AB
Ryborg-Larsen, M., Leth, D. S., Collatz, L., Dann-Clausen, K. T., Kvistbjerg, E. & Nordsted, S. A. P. (8.2.2021). ”Bedre fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”. Borgerforslag.dk. Hentet 22. oktober 2021 fra: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-06850
Sigbjørnsen, H. (19.7.2020). ”@tegnehanne – Instagram-billeder og -videoer”. Instagram. Hentet 9. oktober 2022 fra: https://www.instagram.com/p/CC0x7wiF_37/
Skarum, S. (11.2.2021). ”Fødslen bliver et mareridt for alt for mange kvinder – spørg bare Amanda, Sisse og Liv”. Politiken. Hentet 21. november 2021 fra: https://politiken.dk/debat/ledere/art8097739/F%C3%B8dslen-bliver-et-mareridt-for-alt-for-mange-kvinder-sp%C3%B8rg-bare-Amanda-Sisse-og-Liv
Storlien, B., Noss, A. & Haugen, B. S. H. (2022). ”bunad”. Store norske leksikon. Hentet 1. maj 2023 fra: https://snl.no/bunad
Sundhedsministeriet (6.12.2021). ”Finanslov 2022: Bedre vilkår til fødende og gratis tandpleje til unge”. Sundhedsministeriet. Hentet 13. december 2021 fra: https://sum.dk/nyheder/2021/december/finanslov-2022-bedre-vilkaar-til-foedende-og-gratis-tandpleje-til-unge
Svahn, M. H. (27.10.2014). ”Barnmorskor larmar om stress, oro och underbemanning”. Hallands Nyheter. Hentet 19. april 2022 fra: https://www.hn.se/1.2220585

Tanggaard, L. & Brinkmann, S. (2015). ”Interviewet: Samtalen som forskningsmetode”. I S. Brinkmann & L. Tanggaard (Red.), Kvalitative metoder – en grundbog (s. 28-53). København: Hans Reitzels Forlag.
Thomsen, N. (13.1.2021). ”Mødrehjælpen: Fødende har horrible forhold i Region Hoved­staden – og nu vil man spare endnu mere”. Altinget. Hentet 15. oktober 2021 fra: https://www.altinget.dk/artikel/moedrehjaelpen-foedende-har-horrible-forhold-i-region-hovedstaden-og-nu-vil-man-spare-endnu-mere
Tyst_jag_foder (u.å.). ”Tyst jag föder! (@tyst_jag_foder)”. Instagram. Hentet 14. marts 2023 fra: https://www.instagram.com/tyst_jag_foder/
Vatz, R. (1973). “The Myth of the Rhetorical Situation”. Philosophy and Rhetoric 6 (3):154 – 161
West, J. E. (2020). ”’Just Birth’: Childbirth Advocacy and the Rhetoric of Feminist Health Justice”. Women’s Studies in Communication, 43(2), s.131-156. https://doi.org/10.1080/07491409.2020.1737289
Wittrock, S. (25.2.2021). ”Her er vinderen af Politikens Litteraturpris 2020”. Politiken. Hentet 28. oktober 2021 fra: https://politiken.dk/kultur/boger/art8111458/Her-er-vinderen-af-Politikens-Litteraturpris-2020
Yam, S. S. (2020). ”Visualizing Birth Stories from the Margin: Toward a Reproductive Justice Model of Rhetorical Analysis”. Rhetoric Society Quarterly, 50(1), s. 19-34. https://doi.org/10.1080/02773945.2019.1682182
Zangana, B. (20.3.2021). ”Dela med dig av dina erfarenheter av förlossningsvården”. Afton­bladet. Hentet 7. april 2022 fra: https://www.aftonbladet.se/nyheter/a/kRd6z9/chatt-dela-med-dig-av-dina-erfarenheter-av-forlossningsvarden

Artiklen er baseret på vores fælles kandidatspeciale ”Fra fødegangene til Folketinget”, afleveret i december 2021 på Københavns Universitet