Intro i RetorikMagasinet 107 (2018)
Under overfladen
Hvad svarer du hvis nogen spørger: “Hvad er stil?” Havde du spurgt mig i folkeskolen på tærsklen til år 2000 på Københavns vestegn, havde mit svar handlet om mode – om Diesel-hættetrøjer og Buffalo-støvler. Dét var stil. Så kunne man pryde sig med det tvivlsomme prædikat at være stilet, og man var letgenkendelig i sin omgangskreds som netop dét. En person der også er letgenkendelig på sin stil, er Thomas Blachman. Vi er vant til at se ham i bedste sendetid i blandt andet X Factor med sin karakteristiske nøgne isse iført hvid skjorte og sort blazer. Vi er også vant til hans kommunikation der er direkte, uden omsvøb og som kan få modtageren til både at grine og græde. I dette nummer af RetorikMagasinet kommer du med os tæt på Thomas Blachman efter tv-studiets projektør er slukket. Her sætter vi ham i stævne i mere afslappede rammer til en samtale om det at være kommunikatør i offentlighedens spotlys hvor stilkriterier og forholdet til publikum bliver uomgængelige faktorer.
Stil kan betyde noget for nogen og noget andet for andre. For mange er det måske et vagt begreb. Men fra et retorisk synspunkt ved vi at stil ikke kun er et spørgsmål om pynt, form og ornatus – om sproglig udsmykning. Som vi demonstrer i dette nummer af RetorikMagasinet, er stil nemlig meningsbærende, og den kommer i et væld af former uanset om det drejer sig om ordvalg, metaforer, dialekt eller visuelle udtryk. Du kan blandt meget andet læse med om terrorværn, ledelsesstil og lydaviser og komme til Golden Globes-uddelingen når the one and only, talkshowdronningen Oprah Winfrey, indtager Talerstolen, mens vi stiller skarpt på Melania Trump og førstedamernes politiske stil i Profilen.
Diesel bliver i dag mest associeret med brændstof, og Buffalo-støvlerne er for længst sendt på porten. Men som modeskaberen Coco Chanel efter sigende skal have udtalt, så er mode midlertidigt, mens stil varer ved.
Velkommen til RetorikMagasinet nummer 107, og tak fordi du læser med.
Tim Ammitzbøll Gudkov
Ansvarshavende redaktør
.
Redaktør på RetorikMagasinet 2016-2020 (ansv. 2017-2020)