Kan et tal sige mere end tusind ord?

454.215 kr.

Det kan et ægtepar på kontanthjælp

med tre børn nu årligt få i samlet

værdi af kontanthjælp, børnecheck,

boligsikring og tilskud ifølge

Beskæftigelsesministeriet.

Det er ikke rimeligt for dem,

der knokler hver dag.

Det er ikke sundt for et samfund,

Det skal kunne betale sig at arbejde.

FOR FREMTIDEN SKAL FLERE ARBEJDE

FOR VELFÆRDEN

Sådan står der på en plakat i en kampagne som Venstre lancerede her i begyndelsen af 2015.

Eksemplet illustrerer at konkrete tal er hård valuta i den politiske kommunikation – gerne præcise tal, ikke bare tal med en masse nuller. Det skal helst være “videnskabelige” tal. Og samtidig skal det helst være tal med en form for autoritativ støtte. Som her: Beskæftigelsesministeriet som, mens plakaten hænger i gadebilledet, ledes af Henrik Dam Kristensen, en af Venstres modstandere i den “røde” regering. Eftersom dette meget præcise tal tilmed kommer fra en instans der faktisk er på modpartens side, skulle det jo være ekstra troværdigt. Som når anklageren i en straffesag får den tiltalte dømt i kraft af et udsagn fra et af forsvarerens vidner.

Man kan sige at rygdækningen for Venstres argument er solid.
“Rygdækning” (backing) er et af de elementer i Toulmins argumentmodel man hører mindst om. Ofte sammenblandes rygdækningen med argumentationens hjemmel (warrant) – den “bro” der forbinder belægget og påstanden – men rygdækningen fungerer faktisk til at understøtte denne bro mellem belægget og påstanden. Det er rygdækningen der forsøger at fjerne enhver tvivl om rigtigheden af hjemlen, belægget eller påstanden – som fx at ytringsfriheden er ukrænkelig fordi det står i Grundloven, eller at Dansk Folkeparti vil gå frem ved næste valg fordi det er holdningen hos de politiske kommentatorer.

Denne rygdækning er underforstået i plakaten. Men den virker sikkert. Mange tænker nok at argumentationen på Venstre-plakaten er stærk fordi et tal i den fremstår velunderbygget. Det skyldes rygdækningen: Beskæftigelsesministeriet er den øverste autoritet som vi kan og må stole på i sager som denne. Især når ministeriet siger noget der egentlig er mindre belejligt for regeringen.

Men Beskæftigelsesministeriet lægger ikke ryg til Venstre-plakatens påstande. Beskæftigelsesministeriet hævder hverken at “det er ikke rimeligt for dem, der knokler hver dag”, at “det skal kunne betale sig at arbejde”, eller at “det er ikke sundt for et samfund”. Beskæftigelsesministeriet lægger kun ryg til selve det regnestykke der lander på beløbet 454.215 kr. Selv om Venstre låner sit belæg fra S-SF-R-regeringens eget embedsapparat, står selve argumentationen altså stadig for Venstres egen regning. Tal kan tælles, men tal kan ikke tale for sig selv. Og det er Venstres kunstgreb – og vores egen medvirken – der får de 454.215 kroner til at lyde som et rigtigt godt argument mod kontanthjælpen.

Påståelige plakater

Lad os bruge Toulmins argumentationsmodel til at se nærmere på argumentet i Venstre-plakaten: Plakatens egentlige påstand må være: “Det er ikke rimeligt for dem, der knokler hver dag” – så noget skal ændres. Hjemlen må dernæst være: “Det skal kunne betale sig at arbejde.” Denne hjemmel kan udtrykkes hypotetisk: “Hvis det ikke kan betale sig at arbejde, er det urimeligt for dem der arbejder.” Så mangler vi “belægget”. Det må være noget om at det ikke kan betale sig at arbejde. Det er jo formålet med tallet 454.215 kr. hvis rygdækning vi fik grundigt fastslået. Det beløb skal udgøre belæg for at det (i hvert fald for nogle) ikke kan betale sig at arbejde. Og hvis argumentet skal kunne “køre”, må det tolkes sådan at hvis familien modtager 454.215 kr. i passiv indtægt, kan det ikke betale sig for sådan en familie at arbejde.

Men Toulmin-modellen har flere elementer. Toulmin skabte den som et bidrag til den videnskabsteoretiske diskussion, og modellen er derfor især god til at undersøge om argumentation er videnskabeligt solid. Det gør man ved at spørge om alle elementerne i modellen er fyldt ud med noget – og i så fald hvad. Gør vi det, bliver plakaten et eksempel på hvordan argumentation med elementer der tilsyneladende er rigtige og troværdige, let kan få dem der ser den, til at tro noget forkert. Som det allerede antydes ovenfor, er en del led i argumentationen implicitte – dem skal læseren selv skyde ind for at få argumentet til at hænge sammen.

Vælgeren hjælper Venstre på vej

Vi hjælper nemlig ofte argumenter på vej, indvilliger i præsuppositioner og indskyder selv præmisser der er nødvendige for at gøre argumentet overbevisende – oftest uden at tænke over det. Således også på Venstres plakat hvor det autoritære tal fra Beskæftigelsesministeriet viser sig ikke at være helt uden tvetydigheder.

Sagen synes at angå folk med arbejde kontra folk med kontanthjælp. De to grupper er modstillet hinanden. Får kontanthjælpsgruppen så meget at de arbejdende ikke har nok incitament til at arbejde (= “det kan ikke betale sig at arbejde”)? Det spørgsmål vil man let søge at besvare inde i hovedet ved at overveje om en arbejdende familie kan regne med at få mere end 454.215 kr. for at arbejde. Nej, vel? Begge ægtefæller skal vist have ret gode jobs for at de tilsammen tjener mere end 454.215 ved at arbejde.

Men stop lige. Den arbejdende familie skal ikke have mere end 454.215 kr. i arbejdsindtægt for at det kan “betale sig at arbejde”. Hvis man er lavtlønnet (og det er jo lavtlønnede vi taler om), så får man nemlig også de øvrige ydelser som kontanthjælpsfamilien får ud over kontanthjælp (børnecheck, boligsikring, tilskud). Derfor behøver den arbejdende familie ikke en arbejdsindtægt på 454.215. Men det vil mange af os tro – og dermed gå i en fælde som man skal have en vis viden for at undgå.

Inden du nåede til denne fælde, troede du så for resten at kontanthjælpsfamilien får 454.215 kr. i kontanthjælp? Man skal læse ret omhyggeligt for ikke at tro det. Hvis du glædede dig for tidligt over at have spottet denne simple fælde, hoppede du nok i den mere lumske.

Pointen her er at man sagtens kan give os vælgere korrekte data “fra Beskæftigelsesministeriet” – men alligevel kommer vi let til at tro noget forkert eller misvisende. Det skyldes at vi vælgere – som her – automatisk hjælper argumentationen på vej ved uvilkårligt at tænke på at det for “kontanthjælpsfamilien” med 454.215 udbetalte kroner ikke ville kunne betale sig at arbejde (eller “tage et arbejde”, som man ofte siger). Og dét ræsonnement er problematisk fordi det hviler på lidt for hastige konklusioner.

Betaler det sig med mening i tilværelsen?

Der kan imidlertid også fremsættes andre indvendinger mod plakatkampagnen; særligt indvendinger der retter sig mod nuancerne og klarheden i Venstres “faktuelle” påstande. Her bliver endnu et Toulmin-element, styrkemarkøren, også værd at tænke over. I hvor høj grad kan det ikke betale sig at arbejde (dvs. hvor lille er gevinsten ved at gøre det)? For hvor mange? Og hvor sikkert ved vi det? – Når man fx tænker på at de fleste også oplever andre gevinster ved at arbejde foruden pengene: kolleger, mening i tilværelsen …

Og man kan gå endnu videre ved at anfægte definitionerne: Hvor klare er begreberne der bruges? Hvad “kan betale sig” vs. “kan ikke betale sig”? Er der kun de to kategorier, uden gråzoner? Og hvor går grænsen? Sloganet – at “FLERE SKAL ARBEJDE FOR VELFÆRDEN” – er også uklart. Hvad skal ændres? Hvor meget? Hvordan? Hvad vil det sige at “flere skal arbejde for velfærden”? Hvis de arbejder, får de så også “velfærd” – for at arbejde? Øh??

Vi kan lære af dette eksempel at når man vil overbevise om en diskutabel sag, er det smart at fokusere på de elementer i éns argumentation der er mest sikre på at få publikums accept. I eksemplet har Venstre nok regnet med at det eksakte tal, 454.215 kr., forekommer mange at være højt når det gælder et “ægtepar på kontanthjælp” – især hvis man læser flygtigt og tror at hele beløbet er kontanthjælp. Og desuden vil det forekomme troværdigt når vi læser at det er Beskæftigelses-
ministeriets tal. Men problemerne ligger da også i argumentationens andre elementer – dem hvoraf de fleste er implicitte og derfor skal indtænkes af publikum selv.

Men hvad er fakta?

Der er mange eksempler på at når det gælder kontroversielle politiske emner, så er den politiske diskussion i vore dage i stadig højere grad kommet til at handle om hvad der er videnskabelige fakta. Fakta, også videnskabelige, er blevet politiske kamppladser. Politik er dermed ikke bare en debat og strid om hvad vi vil i vores samfund, men lige så ofte en debat om hvad der er fakta. Vi er måske – som bl.a. den amerikanske journalist Farhad Manjoo har beskrevet i bogen True Enough: Learning to Live in a Post-Fact Society – på vej ind i det post-faktuelle samfund, dvs. et samfund hvor fakta faktisk ikke findes fordi enhver kan slippe godt fra at komme med sine egne “fakta”. Enhver kan vælge de fakta der støtter vedkommendes egen argumentation bedst muligt.

… Og dermed ikke sagt at vi skal gå i den grøft som har været moderne i mange universitetsfag: at alt hvad der siges, bare er “diskurser” som strides om magten, og at alle spørgsmål om fakta er politiske. Men tal kan læses på mange måder, og der er ingen tvivl om at politiske partier og interesseorganisationer vender og drejer og plukker og benytter tallene efter behov. Videnskabelige fakta vil med garanti indtage en nøglerolle i valgkampen – husk bare din kritiske sans, når faktabombardementet starter.

Faktum: Der var isbjerge i farvandet hvor Titanic sejlede. Man kunne ønske at nogen havde sagt dét til skibets kaptajn. Og håbe at han så ikke havde affejet det som en politisk diskussion.