Spøger Gøgereden stadig i opfattelsen af psykiatrien?

Psykiatrien står svagt i Danmark, selv om antallet af mennesker med en psykisk lidelse er konstant, nemlig 20 %.
Regeringen har derfor gjort psykiatrien til en mærkesag. Den tidligere sundhedsminister Astrid Krag etablerede fx et psykiatriudvalg i 2012, og regeringen har siden også tildelt psykiatrien flere midler. På trods af den øgede politiske opmærksomhed er der stadig stor forskel på hvordan man bliver mødt i sundhedsvæsnet som fx kræftpatient og psykiatrisk patient. Der er for få psykiatere og mange ubesatte uddannelsesstillinger fordi unge læger vælger psykiatrien fra. Der er også mangel på sengepladser og lange ventelister – selv ved akut psykisk sygdom.

Debat om psykiatrisk behandling – uden psykiatere

Et eksempel på en debat om psykisk sygdom hvor psykiatriens handlekraft fremstod som svækket, var tv-debatten om SSRI-præparater (’lykkepiller’) der udspillede sig i 2013. Den var foranlediget af dokumentarudsendelsen Pillens mørke skygge af Poul-Erik Heilbuth som blev sendt d. 13. april på DR1. Pati-
enters og pårørendes personlige historier om mord og selvmord som angiveligt var forårsaget af brug af SSRI-præparater, var her i fokus. Både udsendelsen og de efterfølgende debatter blev senere kritiseret af psykiatere som Thomas Middelboe og Poul Videbech der mente at psykiaterne som faggruppe havde fået alt for få muligheder af medierne til at deltage i debatten på fjernsyn. De var altså ikke blevet tildelt en talerplatform hvor de på baggrund af deres faglighed kunne informere borgerne om depression og antidepressiv medicin. Debatten havde derimod været ensidigt domineret af debattører som var kritiske over for SSRI-præparater. Psykiaterne frygtede derfor at nogle depressive patienter ville stoppe med at tage deres medicin på grund af dokumentaren og de ensidige debatter. Dette kunne i værste fald lede til selvmord (DR-programmer kan skræmme depressive patienter væk fra medicin).

Holder kunst antipsykiatrien i live?

Et eksempel på et kunstværk som har påvirket – og måske stadig påvirker – psykiatriens renomme, er filmen Gøgereden (1975). Den blev instrueret af Milos Forman og er baseret på en roman fra 1962 af Ken Kesey. Filmen forårsagede intens debat om psykiatri i USA og Europa og genudsendes stadig i dansk fjernsyn: I 2014 blev den fx vist på DR1 d. 4. april og på DRK d. 16. december. Gøgereden er inspireret af antipsykiatrien der fremstår som en kritik af psykiatrien som institution og dens behandlingsmetoder.

Antipsykiatri

Antipsykiatri er både et teoretisk manifest og en politisk bevægelse som blev formet i 1960’erne af bl.a. David Cooper og Ronald D. Laing. Disse psykiatere betragtede psykotiske symptomer som ikke-sygelige reaktioner på et sygt samfund med hjemmel i filosofi af bl.a. Michel Foucault.

Antipsykiatrien som politisk bevægelse kæmpede for at opløse distinktionen mellem behandler og patient. Man ville støtte hvad man formulerede som ’rejsen gennem galskab’. Denne rejse skulle gennemleves, ikke afbrydes – som i den traditionelle psykiatri.

I 1971 tog Thomas Szasz initiativ til at stifte American Association for the Abolition of Involuntary Mental Hospitalization (AAAIMH) der kæmpede mod indlæggelse af psykisk syge.

I The Myth of Mental Illness fra 1961, som er en teoretisk hjemmel for AAAIMH, argumenterer Szasz for at sygdom udelukkende er et somatisk fænomen, og da der således ikke findes psykiske sygdomme, giver hospitalsindlæggelser og behandling heller ikke mening. Ifølge Szasz var psykiatrisk behandling derfor tortur, de psykiatriske hospitaler fængsler og personalet fangevogtere.

Den antipsykiatriske diskurs dekonstruerer altså det konventionelle psykiatriske sprog, men opbygger samtidig et nyt antipsykiatrisk sprog som er kendetegnet ved en række effektfulde metaforer. Disse metaforer, særligt ’fængslet’, implicerer flere underordnede metaforer. Metaforer som udvikles og sanseliggøres i filmen Gøgereden, fx i indledningen hvor der fokuseres indgående på tremmer, raslende nøgler og bæltefiksering.

Gøgereden

Hovedpersonen Randle McMurphy, der bliver indlagt på et psykiatrisk hospital i 60’ernes Oregon, spilles af Jack Nicholson. Fuldstændig i tråd med antipsykiatrien er han en utilpasset mand der ’har problemer med at leve’, men som ikke er egentlig psykisk syg. Dette udsiges eksplicit i filmen i en dialog mellem den ledende psykiater på hospitalet og McMurphy: Patienten er kun indlagt ’til observation’ efter at have siddet i fængsel for nogle mindre kriminelle forhold.

Filmen er bygget op omkring en dikotomi mellem det syge og det raske som også afspejler den antipsykiatriske teori. Det syge og det raske bytter i flere tilfælde plads. De raske behandlere repræsenterer på paradoksal vis et sygeliggørende system der gør patienterne endnu mere syge. Og patienterne viser sig i flere tilfælde at være bedre i stand til at hjælpe hinanden end personalet. Fx lykkes det McMurphy at få selv meget introverte patienter til at samarbejde når de spiller basketball.

McMurphy er intelligent, observerende og kritisk, men er ikke egentlig obstruerende i første halvdel af filmen. Han spiller fx kort med de øvrige patienter som tydeligvis liver op i hans selskab, og han diskuterer hospitalets regler og rutiner med dem, fx udlevering af medicin og formen på gruppeterapi. På trods af at der opfordres til patienternes deltagelse, styres denne strengt af filmens anden hovedperson: Nurse Ratched der spilles af Louise Fletcher. Hendes normer har karakter af et freudiansk overjeg som i flere sammenhænge hæmmer patienterne i stedet for at frisætte dem.

Magtkampen mellem McMurphy og Nurce Ratched er central for filmens plot og progression og kan fortolkes som det normale subjekts kamp mod det disciplinerende system.

Szasz’ påstand om at psykiatrisk behandling er tortur, udvikles også sidst i filmen: Det er således oplagt at fortolke behandlingerne med ECT (elektrochok) og McMurphys lobotomi som en straf for patienternes oprør mod hospitalets disciplinering.

Filmens reception og virkning

Hvilken virkning har den fiktive fortælling om McMurphys liv og endeligt på en psykiatrisk afdeling sammenlignet med andre antipsykiatriske diskurser, og hvordan kan filmen påvirke psykiatriens handlekraft i dag?

Jeg vil argumentere for at fortællingen gør antipsykiatrien nærværende ved at præsentere et hændelsesforløb der gør den antipsykiatriske teori konkret, tilfører den patos og gør det muligt at identificere sig med de psykiatriske patienter. Som den svenske retoriker Lennart Hellspong har beskrevet, kan en beretning desuden hævde en tese indirekte uden at appellere til modargumentation. I dette tilfælde er det svært at argumentere mod filmens hændelsesforløb der er inspireret af den antipsykiatriske diskurs, hvorimod den antipsykiatriske diskurs selv i langt højere grad appellerer til modargumentation.

Psykiater Aksel Grosen giver i avisartiklen “Opgør med Gøgereden” fra 2007 følgende bud på filmens virkning: “Filmens pointe er, at patienterne bliver raske lige så snart de er udskrevet. Det bliver de desværre ikke i virkeligheden.” Grosen sætter Gøgereden i relation til nedlægning af sengepladser i psykiatrien. I 1975 da filmen havde premiere, var der ca. 10.000 pladser – i begyndelsen af det 21. århundrede var dette tal reduceret til ca. 3.000. Samtidig påpeger Grosen at de kriminelle forhold som begås af psykisk syge, er syvdoblet.

Som et alternativ til indlæggelse opbyggede man distriktspsykiatrien hvor patienterne fik hjælp i deres nærmiljø. I mange sammenhænge dækkede denne de-institutionalisering dog over besparelser og en egentlig nedprioritering af hele det psykiatriske område. Og i dag hvor der er enighed om at behandlingskrævende psykisk sygdom findes, mangler man derfor stadig sengepladser på de psykiatriske afdelinger.

Det er også tankevækkende at da DR1 bragte serien Sådan er det skøre sind (2014) med en række personlige fortællinger om psykisk syges hverdag, fortalte en kvinde med en alvorlig bipolar lidelse at hun med det samme var kommet til at tænke på de voldsomme scener i Gøgereden da hendes psykiater foreslog ECT. Også psykiater Birgit Wandahl Bundesen problematiserer i artiklen “Horroragtige fordomme om psykiatrien” fra 2013 film som Gøgeredens gengivelser af psykiatriske behandlinger der ofte har meget lidt med nutidens almene praksis at gøre, men som alligevel formår at stille psykiatrien i et dårligt lys og påvirke dens handlekraft: Disse film skræmmer de psykiatriske patienter som i nogle tilfælde vælger ikke at modtage de behandlinger som psykiaterne foreslår, og som der er forskningsmæssigt belæg for virker mod deres sygdom.

Man kan altså argumentere for at Gøgereden og dens antipsykiatriske metaforik der dekonstruerer myten om psykisk sygdom, har været med til at holde antipsykiatrien i live, så denne teori stadig påvirker psykiatriens handlekraft i dag. På grund af filmens ikonicitet og de mange referencer til filmen i nyere produktioner reproduceres også filmens teoretiske hjemmel flere årtier efter at selve den antipsykiatriske diskurs har mistet indflydelse.