Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Recensioner » Vi er tværfaglige, men vi kan selv

Vi er tværfaglige, men vi kan selv

av Christian Kock

Recension

Bernt Aardal, Anne Krogstad og Hanne Marthe Narud (red.): I valg­kampens hete. Strategisk kommunikasjon og politisk usikkerhet. Universitets­forlaget 2004

Bibliografiskt

Författare: Christian Kock

Rhetorica Scandinavica 37 (2006), s 59-61

Annonce

Recension

Det er en imponerende indsats der foreligger i form af bogen I valgkampens hete om den norske stortingsvalgkamp i 2001. Vi har i Danmark en sammenlignelig bog i Politisk forandring: værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001, redigeret af Jørgen Goul Andersen og Ole Borre (Systime 2003). Den er også respektindgydende, bl.a. ved at den (i modsætning til den norske bog) ser tilbage på flere årtiers danske folketingsvalg. Men noget af det der gør I valgkampens hete interessant også for dette tidsskrifts læsere, derunder retorikere som undertegnede, er at den i meget højere grad end det er sædvane i danske valg- og vælgerforskning ønsker at slå bro over fagkløfter og inddrager medie- og kommunikationsforskning.
Bogen prøver systematisk at dække alle tre typer hovedaktører i valgkampen: partierne og deres strategier, medierne og vælgerne. Spektret af undersøgelsestyper er tilsvarende bredt, med bl.a. interviewstudier, deskriptivt-statistiske korpusundersøgelser og eksperimentelle studier repræsenteret. Begrebsdannelsen og metodikken er ofte sofistikeret og innovativ, f.eks. i Toril Aalberg og Anders Todal Jenssens eksperimentelle studie af mulige ”partiledereffekter”. Der er for mig at se grund til at anerkende den metodiske grundighed og omhu i alle bogens kapitler, såvel som den gennemtænkte tilrettelæggelse af de mange indbyrdes supplerende delstudier og den klare, velredigerede fremlæggelse af resultaterne med klare oversigtskapitler først og sidst. Jeg er ikke valgforsker og har sikkert overset en del man både kunne rose og kritisere. Men lad mig kommentere noget af det jeg har en særlig vinkel på.
Jeg roste den tværfaglige (dvs. ikke rent politologiske) tilgang i bogen lige før, og det skete især på baggrund af tilsvarende dansk forskning. I Danmark er politologer på den ene side og medie- og kommunikationsforskere på den anden nærmest hjemmehørende i hver sin verden. Sådan synes det ikke at være i Norge.
Af bogens bidragydere er to medieforskere og ni politologer (eller i hvert fald samfundsforskere). Et par af disse samfundsforskere angiver at have særlig interesse for offentlig opinion og kommunikation og en enkelt for retorik. Stadig kan man sige at det er en noget skæv fordeling, eftersom en valg­kamp dog i det væsentlige er kommunikation, derunder debat, argumentation, etc.
Og som retoriker må jeg trods alt undre mig over at der er så lidt om hvad faktisk blev sagt og skrevet i valgkampen. Der er, så vidt jeg kan se, kun ét af bogens 16 kapitler hvor der forekommer egentlige citater af politikernes ytringer i valgkampen. Der er siger og skriver 5 af disse citater, som alle står på side 90. På resten af bogens 431 sider er der ingen citater af hvad politikerne sagde. Hist og her er der dog aftryk af valg­plakater, og så har jeg fundet ét citat fra en plakattekst.
Det synes jeg er synd. Lad mig her servere et par af mine egne naive fordomme om politologers syn på politisk kommunikation.
1) Hvad politikere og partier konkret siger i deres kommunikation, er ligegyldigt.
2) Folks meningsdannelse ved valg og i det hele taget påvirkes ikke af argumentation.
3) Teksters konkrete indhold og udtryksform kan ikke og skal ikke analyseres.
Jeg ved at fordomme som disse er naive og tilmed sikkert falske, men det forekommer mig at de 16 bidrag til I valgkampens hete gør meget lidt for at demonstrere deres falskhed.
Politologer i begge vore lande laver rent deskriptive redegørelser for hvem der gjorde hvad, hvordan vælgerne fordelte sig, og hvilke grupper der gjorde hvad, og vælgernes bevægelser bliver forklaret med regeringens handlinger og dumheder; grundlæggende, lader det til, så vinder de der mest har for­mået at give vælgerne hvad de vil ha’ . Men hvad der fået vælgerne til netop at ville ha’ hvad de nu vil ha’, og især hvad der har fremkaldt forandringerne heri, er ofte gådefuldt. Når der alligevel fremføres noget herom, er det faktorer der hører ind under samfundsbeskrivelse: demografi, økonomi, erhvervsstruktur, uddannelse, osv. Aldrig at nogen havde de og de argumenter og fremstillede dem sådan og sådan.
I det eneste kapitel der eksplicit nævner retorik, og det hvori de få citater af politikernes valgkamp-ytringer forekommer, anvender Anne Krogstad uden diskussion en typologi, opstillet af Bauhr og Esaisson (2001), af måder hvorpå politikere kan anbefale sig selv – nemlig ved at slå på deres moral, kompetence, erfaring, ansvar og samhørighed med modtagerne. Herudfra opstilles en ikke videre oplysende statistik over hvilke partier og køn der brugte disse strategier i tv’s valgkampdebatter. Tilsvarende statistik får vi for personangreb, og en todimensional matrix over kommunikationsstil ud fra de to parametre selvhævdelse og personangreb. Det er da udmærket, men det er slående at der intet står om hvordan politikerne eller partier argumenterede for deres politik.
Problemet er nok at politologisk forskning ikke råder over (og ikke er interesseret i?) begreber og typologier til beskrivelse af argumentation for en politik. Det er da også karakteristisk at i det internationale tværfaglige miljø der interesserer sig for argumentation, ser man intet til politologer. Anne Krogstad siger ganske vist i sin indledende sætning: ”Politik dreier sig i sin kjerne om kommunikasjon, hvorav retorikk, kunsten å overbevise, står centralt.” Men hendes retorikbegreb er amputeret. Næste sætning lyder: ”Aristoteles kalte retorikk for en fremstillingens filosofi.” Det viser den gode vilje, men også den løse forbindelse til viden om hvad retorik og retorikforskning er. Udsagnet (der står uden kildeangivelse) ­findes intetsteds hos Aristoteles (men er nok en parafrase af den danske retoriker Jørgen Fafner). Et andet citat, der faktisk står hos Aristoteles, bringes i forfatterens egen oversættelse af en amerikansk oversættelse af en tysk do. Den slags filologiske petitesser betyder ganske vist ikke noget i sig selv, men de er symptomatiske. Aristoteles’ tre bevismidler logos, ethos og pathos bliver, som vi lige har set, reduceret til én: ethos, samt nogle strategier til at styrke sin egen eller svække modpartens. Hvis vi skal høre om den art strategier, kunne man  have ønsket sig at f.eks. den nutidige forsker William Benoit, som mest systematisk har arbejdet med hhv. selvros, angreb og forsvar som debatstrategier, var inddraget i teorigrundlaget, men han  er ikke nævnt i den 20-siders litteraturfortegnelse. Det samme gælder f.eks. Kathleen Jamieson, der har skrevet en række af de bedste bøger både om kampagner og kampagnestrategier og om mediernes formidling af politik. Begge disse er eksempler på at der findes masser af forskning som forener ræsonneret teoridannelse, sensitiv retorisk analyse af faktiske ytringer og tilmed sofistikeret empirisk-statistisk metode. Men den er ikke brugt.
Det er flot og rosværdigt at nordiske samfundsforskere, i hvert fald dem i Norge, gerne vil berige deres forskning i meningsdannelse og vælgeradfærd med viden om kommunikation, retorik og medievidenskab. Men når det gælder at inddrage andre discipliner, er det sjældent en frugtbar strategi der bygger på devisen ”Vi kan selv”.

Christian Kock

Christian Kock er professor emeritus i retorik ved Institut for Kommunikation, Københavns Universitet
Christian Kock

Latest posts by Christian Kock (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere