Medborger – noget man er, eller noget man bliver?

I takt med at flygtninge og migranter krydser grænser og verdenshave, er det at være borger blevet flydende: Er man borger når man har papir på sin medborgerstatus, skal man gøre sig fortjent til at kalde sig borger ved at tilpasse sig majoriteten, eller er man medborger når man selv kalder sig det? Flygtninge, der ankommer til Danmark i disse år, bliver i første omgang budt velkommen som borgere når sociale netværk som Venligboerne tager imod dem, men senere møder de et administrativt system med stadig flere politiske restriktioner som afskærer dem fra rettigheder og fællesskabet – og gør det svært at kalde sig borger.

Medborger – noget man er, eller noget man bliver?

af Thomas P. Boje

 

Det officielle Danmark blev i den grad taget på sengen da antallet af flygtninge, som krydsede de danske grænser, begyndte at vokse. Både vores politikere og det administrative system var ganske uforberedte på hvordan det sociale og økonomiske sammenbrud i Mellemøsten og store dele af Afrika kunne få konsekvenser for Europa. Det civile samfund handlede til gengæld hurtigt med praktisk hjælp og moralsk støtte til flygtningene. Allerede eksisterende civile organisationer og nye, mere løse sociale netværk som fx Venligboerne og Refugee Welcome har ydet en betydelig indsats for at skabe en human og respektfuld modtagelse af flygtningene. Den politiske proces er til gengæld gået i en helt anden retning – mod stadig flere stramninger og færre midler til flygtninge. Det påtrængende spørgsmål synes derfor nu at være: Hvordan kan civilsamfundet sikre at de flygtninge, som ønsker at blive i Danmark, også får lov til at blive her og bliver behandlet på samme vilkår som danske borgere – uanset deres formelle status?

Kampen om at være medborger

Når man kigger tilbage i tiden, kan man finde utallige eksempler på civil ulydighed og aktioner som har haft til formål at sikre migranter og flygtninge bedre vilkår på trods af deres ellers usikre juridiske status: Aktionen for afviste irakiske asylansøgere i Brorsons Kirke for syv år siden er et dansk eksempel. I vinteren 2012-13 var der en stor aktion for flygtninges rettigheder i Wien hvor aktivister og migranter rejste en teltlejr i en park og besatte domkirken. Kravene var her sociale ydelser til alle asylansøgere, fuld adgang til arbejds- og boligmarkedet og ubegrænset bevægelsesfrihed.

Men den første og nok mest omtalte af disse aktioner, når man kigger tilbage, var ’sans papiers’-bevægelsen i Frankrig i midten af 1990’erne hvor en gruppe afrikanere protesterede over at de på trods af deres langvarige ophold i Frankrig stadig ikke havde nogen sociale og politiske rettigheder – intet papir på deres medborgerskab. Opstramninger i den franske lovgivning om retten til medborgerskab betød at migranter, der tidligere kunne få medborgerskab fordi de var født i Frankrig, pludselig ikke længere var berettiget til det – og dermed heller ikke længere havde ret til sociale ydelser.

En lang social kamp kulminerede ved at en gruppe af de afrikanske migranter besatte en kirke midt i Paris, blev fjernet og røg direkte tilbage på gaden igen. Det skabte en voldsom protest fra humanitære organisationer og venstrefløjen; ja sågar strejker i den offentlige sektor, og migranterne vandt stor støtte i den franske befolkning. På det lovgivningsmæssige plan havde ’sans papiers’-bevægelsen kun begrænset succes, men aktionerne skabte stor opmærksomhed om migranternes vilkår og forbedrede dermed klart deres sociale liv. Det, som kendetegner de omtalte aktioner i København, Wien og Frankrig, er at de involverede – migranter og aktivister – alle udøver deres medborgerskab aktivistisk.

Den aktive medborger

I hverdagen praktiserer vi det, man kan kalde for det ordinære dagligdags-medborgerskab, diskret gennem daglige rutiner og det levede liv hvor man drager omsorg for sin familie, sine naboer og lokalsamfundet. Det aktive medborgerskab er derimod kendetegnet ved at man deltager i særlige aktiviteter, som når man stemmer ved valg, tager aktiv del i det offentlige liv og er involveret i frivillige aktiviteter. Der er altså tale om personer som gennem deres handlinger er med til aktivt at forme deres daglige livsvilkår, men inden for de på forhånd givne rammer.

Gennem et aktivistisk medborgerskab er borgeren i modsætning til de andre medborgerskabsformer med til at udforme de økonomiske, sociale og politiske vilkår og dermed med til at definere rammerne for det sociale liv. Den aktivistiske medborger er således en person som stiller krav om retfærdighed, bryder de gængse sædvaner og handler på en måde der forandrer de allerede definerede regler, praksisser og hierarkier i samfundet. Vi har som nævnt tidligere set historiske eksempler på det aktive medborgerskab, men hvad med i dag?

Foto: Dennis Lysen Glæsner

Vær venlig i mødet med andre

Siden flygtningene begyndte at krydse de danske grænser i stort tal, har vi oplevet en opblomstring af sociale netværk som arbejder for at byde flygtningene velkommen som medborgere i Danmark. Det mest udbredte af disse netværk er Venligboerne som i dag omfatter mere end 150.000 borgere på Facebook. Netværkets sigte er ifølge dem selv primært at vise venlighed og tolerance og ikke lade sig involvere i det politiske slagsmål om flygtningenes rettigheder, sådan som de også formulerer det på deres hjemmeside:

Vi ønsker at bringe asylansøgere og flygtninge sammen med byen, og byen sammen med dem. Det sker gennem VENLIGHED og en bred vifte af arrangementer som alle har det formål at bygge bro mellem mennesker. Vi har tre nøglesætninger: 1. Vær venlig i mødet med andre 2. Vær nysgerrig når du møder mennesker der er forskellige fra dig. 3. Mød forskellighed med respekt. Vi er ikke partipolitiske, vi er kun optaget af den ene, altoverskyggende ambition: Vi vil have det bedste frem i os alle sammen.

Venligboernes mål er altså venlighed, men kan venlighed alene gøre en forskel? Vi må desværre konstatere at på trods af en imponerende mobilisering og stærk moralsk støtte til flygtninge har det kun haft en minimal effekt på den politiske retorik og proces. Sideløbende med Venligboernes vækst har man politisk vedtaget markante stramninger i forhold til flygtninges mulighed for at få en fremtid i Danmark, og den offentlige diskurs er uforandret: Flygtningene truer ’vores’ kollektive velfærd, og de bliver diskrimineret i forhold til danske borgere. Politikerne synes at være godt tilfredse med at civilsamfundet tager sig af modtagelsen af flygtningene – bare de selv kan få lov til at regulere tilgangen og bestemme vilkårene for flygtningenes ophold.

Ud over målet om venlighed er Venligboernes aktiviteter også kendetegnet ved at være spontane og midlertidige, og netværket passer derfor ind i en generel tendens der er blevet stadig mere tydelig blandt civile aktører – mens deltagelsen i de klassiske organisationer, der er baseret på medlemskab, tværtimod går stærkt nedad. Dette skift fra medlemskab til spontan frivillighed er båret af et ønske om at etablere sociale relationer uden de snærende institutionelle bånd, men er også forårsaget af de sociale medier hvor informationer hastigt spreder sig. Her kan man nemt oprette virtuelle fora, planlægge demonstrationer og samle penge ind med ét klik – men det er også her at sociale netværk som Venligboerne møder deres måske største udfordring.

Den politiske forandring lader vente på sig

De sociale medier er i dag et centralt redskab for civilsamfundets aktører i forhold at kommunikere både inden for netværket og udad til offentligheden. Men det er en udfordring at fastholde borgerne på de sociale medier, få dem til at engagere sig i længerevarende aktiviteter og dermed på længere sigt at ændre noget i det institutionelle system. Det mest oplagte eksempel på hvordan de sociale medier rent faktisk kan have indflydelse på udviklingen af sociale og politiske forhold, er Det Arabiske Forår hvor blandt andet Facebook spillede en stor rolle i forhold til at mobilisere folk – men hvor bevægelsen også på sigt blev overtaget af etablerede organisationer, og resultatet kender vi. I forhold til et netværk som Venligboerne kan det være svært at vide hvor mange af deres Facebook-følgere der reelt er aktive, og hvor mange der blot symbolsk støtter sagen med et ’like’. For Venligboerne hedder det således igen på deres hjemmeside:

Vores medlemmer er folk med et meget stort hjerte. De skal ikke bruge deres energi på at vurdere hvorvidt de skal deltage i alle de forskellige (helt sikkert velmenende) indsamlinger der kan findes. De skal have lov til at have fokus på den gratis ydelse det er at være venlig i mødet med andre.

De venligboere, som er aktive ved for eksempel at organisere sammenkomster, cafeer og besøgsordninger, gør selvsagt et nyttigt arbejde for at skabe en tålelig tilværelse for flygtninge. Vi skal tænke på at flygtninge ofte er isolerede mennesker uden netværk og ressourcer, og de har brug for al den støtte de kan få. Men det ændrer ikke på deres grundlæggende situation: De bliver ikke danske medborgere fordi de får nye venskaber, ligesom de heller ikke bliver inkluderet i samfundet som helhed og derfor må tage til takke med stærkt reducerede sociale ydelser.

Hvis Venligboerne og lignende sociale netværk skal forandre den politiske proces som skaber rammerne for flygtninges tilværelse i Danmark, så kræver det mere end kommunikation på Facebook og venlighed i mødet med flygtninge. Det kræver at den danske offentlighed bliver mobiliseret, at der sker en organisering hvor man energisk kræver bedre sociale og politiske forhold for flygtningene, og at man som borger er parat til at aktionere for at forandringerne bliver gennemført. Hvis vilkårene for flygtninge og asylansøgere reelt skal blive bedre, så kræver det ikke blot at vi som borgere er venlige mennesker, men også at vi gennem et aktivistisk medborgerskab forlanger ændringer af systemet, så flygtninge bliver behandlet som borgere på lige fod med danske borgere – uanset om de så har papir på medborgerskabet eller ej….

R

Bibliografisk

Af Thomas P. Boje, forsker i civilsamfund og frivillighed ved Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet.

RetorikMagasinet 99 (2016), s 14-16.

Author profile

Lämna ett svar