Mindeord, Jørgen Fafner

Mindeord

Jørgen Fafner (1925-2005) er død.

Bibliografiskt

Charlotte Jørgensen.

Rhetorica Scandinavica 33 (2005), s 4-5.

Annons

Ad Herennium

De ratione dicendi ad C. Herennium.
En av de viktigaste läroböckerna i Västerlandets historia” (Kurt Johannesson). Läs mer...

Mindeord

Professor, dr.phil. Jørgen Fafner (1925-2005) – en hovedskikkelse i retorikkens genetablering i Norden – er død. Det skete i slutningen af februar, et par måneder efter hans 80 års fødselsdag. Frem til det sidste halve års tid med hård sygdom var han i fuld gang med sine faglige arbejder, bl.a. med de Ibsen-studier han følte stor personlig glæde ved de senere år.
Fafners akademiske virke sluttede dermed som det begyndte, med opmærksomheden rettet mod det litterære. Han blev cand.mag. i dansk og tysk i 1954, forfulgte sin interesse for metrik først som dansk lektor i Kiel, siden under sine ansættelser ved Københavns Universitet – sideløbende med undervisningen på Kalundborg Gymnasium, ikke at forglemme – og blev dr.phil. i 1964 med disputatsen Strofer og Strofebygning I-II. I 1970 tiltrådte han så stillingen ved Københavns Universitet som professor i ”foredragslære og metrik”, en titel som han bevarede af navn, men af gavn var det nu som professor i retorik, han fungerede gennem årene frem til sin pensionering i 1995.
I denne periode forestod han opbygningen af retorikstudiet, der oprettedes som bifag i 1970 og siden udvidedes til kandidatstudium fra midten af 80’erne. Det var om nogen hans fortjeneste, at faget overhovedet blev oprettet. Han udstak de første studieordningsmæssige rammer og lagde mange kræfter i udformningen og opdateringen af studieordninger i nært samarbejde med lektor og studieleder Lone Rørbech og sekretæren Inge Persson. Og han skabte et fagligt miljø omkring sig med et stærkt kollegialt sammenhold og gensidig lydhørhed.
Selv om det var den litterære retorik og metrikken, der stod hans hjerte nærmest, lod han sin personlige forskningsinteresse komme i anden række og koncentrerede sig om de opgaver, som opbygningen af retorik som et akademisk studium fordrede af ham. Det første han satte sig for, var produktionen af lærebøger – på dansk. I 1977 udkom Retorik. Klassisk og moderne, genudgivet i 9. reviderede udgave, som lige nåede at udkomme, mens han levede. Denne introduktion til retorisk teori fulgtes så op i 1982 af det retorikhistoriske værk Tanke og Tale. Den retoriske tradition i Vesteuropa. Først herefter vendte Fafner tilbage til sit metriske projekt, trilogien bestående af verslæren Digt og Form, 1989, og de to bind om dansk vershistorie Fra kunstpoesi til lyrisk frigørelse, 1994, og Fra romantik til modernisme, 2000. I rækken af artikler, som vidner om Fafners retoriske alsidighed – fra billedretorik til sonettens argumentationsform – kan særlig Retorikkens Brændpunkt fremhæves som den vel nok flittigst anvendte af fagets studerende gennem årene, fordi den, som titlen angiver, rummer essensen af Fafners retoriksyn.
På afdelingen for retorik på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, som det nu hedder, har vi meget at være Fafner taknemmelige for. Han har spillet en afgørende rolle for, at faget har etableret sig som et moderne universitetsfag i tråd med international retorik og i kontakt med de nordiske og andre udenlandske retorikmiljøer.
Faget har gennem årene bevæget sig fra det æstetiske i en mere pragmatisk retning, en udvikling som måske er gået længere, end Fafner havde tænkt sig, men som han selv satte i gang.
I den nyretorik, som han står for, lagde Fafner stor vægt på den historiske retoriktradition, men han så klart, at en moderne udgave af det klassiske fag måtte have en solid humanistisk og filosofisk forankring i vor tid. Dette grundlag fandt han primært i hermeneutikken, især hos Gadamer. Herved skabte han den faglige selvforståelse som har styret faget fri af kynisk manipulationsteknik og gold teoretiseren.
Med sit brede retorikbegreb var Fafner helt på linje med de nyeste tendenser i international retorik. Det er dog kendetegnende, at det især var det mundtlige, som hans nyretorik satte i højsædet. Begreberne intentionel mundtlighed og den immanente mundtlighed hører i denne forbindelse til hans mest originale teoretiske bidrag, men de er nok også de mest kontroversielle.
Fafner var mere orienteret mod Europa end mod USA, og han bekendte sig stærkt til traditionen fra renæssancehumanisterne og retorikere som Vico. Jeg husker i den forbindelse Fafners tilfredshed over, at man udvalgte ham til at skrive opslagsordet humanisme i Den Store Danske Encyklopædi. Han skriver her om Ciceros syn på følelser og menneskelig visdom: ”Filosofi og retorik, tanke og tale, dannelse, visdom og veltalenhed var ét.” Fafner selv levendegjorde i høj grad dette ideal. Han var en inspirerende underviser, hvis forelæsninger var spækket med indsigtsfulde faglige betragtninger iblandet spøjse anekdoter. Han var også et meget jordnært menneske med sans for livets enkle glæder og dagligdagens pudseløjerligheder. Den fafnerske underdrejede, varme humor var et særligt kendetegn. Han var et aktivt og flittigt menneske, men han kunne også slappe af; han elskede at se tv og læse tegneserier.
Fafner kunne se tilbage på et rigt liv, personligt og fagligt. Og han berigede mange andres.