Encyklopædiske essays

Recension

Encyclopedia of Rhetoric; Chefredaktør: Thomas O. Sloane, Oxford University Press, New York 2001, 844 sider, ca. 200 bidrag fra internationalt sammensat kollegium af 120 bidragydere.

Bibliografiskt

Författare: Christian Nicholas Eversbusch.

Rhetorica Scandinavica 22 (2002), s 62-64.

Annons

Kritisk retorikanalys

Behöver du verktyg för att genomskåda och förstå de olika slags budskap som omger och vill påverka oss alla? Både verbala, ickeverbala och visuella? Då är detta boken för dig.

Den främsta målgruppen är retorikstudenter på olika nivåer som står inför uppgiften att analysera retoriska objekt, från enskilda analyser till större uppsatser. Men även studenter från andra discipliner som intresserar sig för text- och bildanalys kan ha nytta av retorikens metodiska angreppssätt. Läs mer...

Kritisk retorikanalys, kapitel 1

Brigitte Mral, Marie Gelang & Emelie Bröms: Kritisk retorikanalys. Text. Bild. Actio. Kapitel 1: Retorik som vetenskap Läs mer...

Recensionen

Retorikkens fundamentale betydning for europæisk dannelse illustreres i forbindelse med anmeldelsen af en retorisk encyklopædi meget godt af oprindelsen til selv ordet ’encyklopædi’: enkyklios paideia var jo for grækerne den sum af viden og dannelse, en fribåren mand måtte have erhvervet sig, før han kunne træde ind til sin livsgerning i bystaten, polis. I denne sum af dannelse indgik rhetoriké ikke blot som centralt fag, det var så at sige sjælen i det hele. Retorikkens tidligste historie hænger altså tæt sammen med encyklopædi-tankens tidligste historie – men ikke kun i denne forstand. For skønt mange i dag forbinder ’encyklopædi’ med en fylde af eksakt videnskab, så er ordet dog noget så menneskeligt som en metafor: paideia (undervisning) en (i) kyklios (kredsen). Med denne praktiske forestilling om, at et så abstrakt begreb som ’viden’ kan struktureres i en ’kreds’ eller et ’hjul’, er vi langt inde i retorikkens billedligt forankrede epistemologi. Hvad Sloanes’ nye, retoriske storværk har at sige desangående, vil jeg komme ind på om lidt. Lad os først se lidt på, om Sloane og hans kolleger praktisk har efterlevet retorikkens krav til den gode, rumligt strukturerede fremstilling.
Overvejende er værket meget pædagogisk. De store artikler, såsom Politics og Philosophy, der består af flere underartikler, indledes for eksempel med først en angivelse af, hvor mange underartikler der er, så en angivelse af disses overskrifter og hernæst et resumé af deres indhold. Det er desuden en stor praktisk bonus ved værket, at (næsten) alle bidragyderne kommenterer deres litteraturlister grundigt og dermed hjælper læseren i hans videre søgen. Omvendt må man klandre redaktørerne for værkets navne- og stikordsregister. Umiddelbart tager det sig overvældende ud, men det er ikke grundigt nok til en encyklopædi. Adskillige centrale opslagsord er således udeladt, skønt de forekommer i nogle af artiklerne. Vil man vide noget om interrogatio, er man således nødt til at læse hele Heinrich Pletts i øvrigt fremragende artikel Figures of Speech for at finde den, og vil man erkundige sig om sermocinatio, er man nødt til at kende de mere specifikke, græske pendanter, ethopoiia og prosopopoiia, for at få gevinst i stikordsregistret. Værkets interne henvisningspraksis halter også. F.eks. under et opslag som metonymi, hvor man i første linje belæres om, at denne figur er et metasem. De læsere, der er gået til retorikken uden forskoling i semiotik, vil derpå lede forgæves i registret efter metasem, men – hvis de er tålmodige og heldige nok – finde termen forklaret i Pletts oversigtsartikel om talefigurer.
Noget tilsvarende gælder for søgning på navne. En så betydelig forsker som Ernesto Grassi er ikke anført i registret, skønt han nævnes i et par artikler. Man kan i allerhøjeste grad også undre sig over registrets optagelseskriterier, når så betydelige, kontinentale forskere og teoretikere som Klaus Dockhorn, Walter Jens og Joachim Dyck har måttet vige deres pladser for Barbara Bush.

Når man så dykker ned i de enkelte artikler, må man til gengæld fryde sig over de mange både oplysende og fængende bidrag. George Kennedy leverer en kondenseret udgave af sine klassisk-retoriske hovedværker i encyklopædiens længste bidrag, ”Classical Rhetoric”, og der er sprogfilosofisk velfunderede artikler om retorikkens betydning for så brede, eksistentielle temaer som humor, hukommelse og ironi. Ligeså spændende er det at læse Marjorie O’Rourke Boyle’s artikel om religion, hvor hun drøfter retorikkens betydning for religionshistorien. Det omtales blandt andet, hvordan filologer har påvist alexandrinske retorers betydning for udformningen af jødiske lovtekster. At retorikkens aktionsradius også i nyere tid rækker helt ind i menneskelivets tabernakler, argumenteres der alsidigt for i en fremragende artikel om History af den britiske latinprofessor, A.J. Woodman. Woodman drøfter blandt andet, hvordan identitet skabes af historie, og historie skabes af retorik. Sin centrale tese sammenfatter han med en sætning af retorikeren Murray Edelman: ”Shared experiences are so ambiguous that ’situations’ are largely the creations of the language used to describe them”. Gorgias har ikke levet forgæves.
Skønt den er fængende, videnskabelig læsning, illustrerer artiklen om History et helt grundlæggende problem ved kompositionen af leksikonartikler: Skal man skride kronologisk eller tematisk til værks? Som adskillige andre bidragydere til Encyclopedia of Rhetoric, vælger Woodman at gøre begge dele, eller måske snarere: lidt af hvert. Efter en kompetent redegørelse for indstillingen til historieskrivning hos en stribe oldtidsforfattere, foretager han således et vældigt badutspring op til Jane Austen(!). Woodmans pointe er relevant nok: vanen med at lægge lange, fiktive taler i munden på historiske helte, varede ved indtil langt op i 1700-tallet – men Woodmans badutspring er samtidig et betegnende vidnesbyrd om, at encyklopædiens redaktører ikke har lagt sig fast på klare kompositionsprincipper. Ironisk nok er det således netop en artikel om historieskrivning, der klarest illustrerer, at man ikke har kunnet beslutte sig for om man skulle være historisk eller ikke historisk. Og resultatet bliver derfor lidt af begge dele.
Ønsker man den store kronologiske gennemgang af en retorisk terms betydning op gennem historien, vil det derfor være mere nærliggende at ty til mammutværket Historisches Wörterbuch der Rhetorik, som begyndte at udkomme i Tübingen for ti år siden. Encyclopedia of Rhetoric er skam på mange måder særdeles grundig, men at skulle holde sig inden for ét bind, nødvendiggør nogle begrænsende valg fra redaktørernes side. Og disse valg synes prægede af heterogene kriterier, hvilket formentlig er årsagen til, at værket er blevet en mellemting mellem en håndbog og en encyklopædi. Man vil således kunne bruge værket til det første, hvis man slår op under en figur som hyperbolé, men vil man vide noget om metaforens rolle i den teoretiske debat op gennem tiderne, vil artiklen Metaphor, af Richard Nate, forekomme vilkårligt sammensat. Vi begynder ganske vist med en god, koncis definition, der efterfølges af en historisk oversigt med oplysninger om nøgleteoretikeres bud på metaforens konstituerende egenskaber. Men når vi så – efter nogle gevaldige lakuner på tidstavlen – når frem til metaforens epistemologiske dimension, indleder Nate med Blumenbergs bidrag fra 1960. Herefter springer han tilbage til Nietzsche, som på det nærmeste tildeles hele æren for humanismens erkendelse af metaforens vitale betydning for menneskets tilværelsestolkning. Hvor er renæssancehumanisterne henne? Hvor er Vico henne?
Da mange af artiklerne således er prægede af vilkårlige valg og ikke tilbyder den konsekvente grundighed, man normalt forventer af en encyklopædi, gør man klogt i at læse dem på en anden måde. For eksempel som videnskabelige essays. Og som sådan er de fremragende.