Gode ordstyrere skal afbryde og angribe

Natvægteren, Forhørslederen og Ambassadøren repræsenterer tre måder at dirigere debattører på. Den bedste ordstyrertype er Ambassadøren som afbryder, angriber og inddrager publikum. For man bliver ikke oplyst af kun at høre hvad politikerne selv vil tale om.

Gode ordstyrere skal afbryde og angribe

Marcus Lantz og Magnus Boding Hansen.

Ordstyrere der afbryder meget, får tit seerklager, men det er faktisk dem der skaber den mest oplysende debat. Det er konklusionen på vores speciale Forhørslederen, Natvægteren og Ambassadøren hvor vi undersøgte tre måder at være ordstyrer på. Natvægteren som giver politikerne lang taletid, klarede sig dårligst. Forhørslederen og Ambassadøren som afbryder, angriber og udfordrer politikerne, klarede sig bedst – især Ambassadøren som gør det med udgangspunkt i spørgsmål fra publikum.

Det er interessant fordi det er i modstrid med den meste debat i Danmark og USA. I USA skriver ordstyrerne ved de store præsidentdebatter ligefrem under på ikke at afbryde. I Danmark har Debatten og Deadline 17 på DR2 dog inddraget borgerspørgsmål på en god måde.

At skrappe ordstyrere er bedre end slappe ordstyrere, fandt vi frem til ved at lave tre store debatter mellem Emilie Turunen (SF) og Morten Messerschmidt (DF) og styre dem som hver af vores ordstyrertyper. Spørgsmålet var hver gang: Skal Nordeuropa fortsat yde hjælp og lån til Sydeuropa? Det bad vi publikum om deres holdning til før og efter debatterne og igen efter en workshop hvor de lærte mere om emnet. Vores kriterium var at jo tættere publikums holdning lige efter en debat er på deres holdning når de har lært en masse mere om emnet i en workshop – jo bedre har debatten været. For hvis mere viden får publikum til at ændre holdning efter at have set debatten, indikerer det at vigtig information eller et tungvejende argument har manglet i debatten.

Den gode politiske debat sikrer at politikerne argumenterer og ikke bare siger hvad de mener, så publikum har en reel chance for at tage stilling på et oplyst og kvalificeret grundlag. De vægtigste argumenter i sagen skal fremføres. Som Christian Kock også skriver andetsteds i dette magasin, skal politikerne svare reelt og fyldestgørende på hinandens argumenter og modargumenter – og på publikums spørgsmål. Og i sidste ende påhviler det ansvar ordstyreren.

Natvægteren: den dårligste ordstyrer

Natvægteren lader politikerne forklare sig uden at blive afbrudt ret meget og giver dem stor indflydelse på debattens retning. Mindre vægt lægges på at angribe deres svagheder og udstille deres uenigheder. Navnet har den fået fordi ordstyreren blot holder opsyn med at alt foregår nogenlunde ordentligt. Et eksempel på den genre er Go’ Morgen Danmark. Og fjerner man sofapuder, hyggesnak og madlavning, går denne venlige og samarbejdende interviewstil faktisk igen i mange af de seriøse interview og debatformater. DR2’s Adam Holm, som har været vært og nu er kanalchef, er bestemt ikke en blødsøden interviewer, men foretrækker en ikke alt for konfliktfokuseret ordstyring fordi ”en debat risikerer at blive sort-hvid og ganske forudsigelig hvis man som ordstyrer kun fokuserer på debattørernes fejl og mangler”. Problem-et med denne ordstyrerstrategi er at publikum ofte ikke bliver klædt på til at vælge en holdning fordi fokus er på enighed og ikke på argumenterne der hvor der er uenighed. Men hvis man – rent hypotetisk – forestiller sig to ærlige politikere som svarer på essensen af hinandens argumenter og holder sig til de centrale spørgsmål, kan det godt fungere. Det gør de bare sjældent.

Forhørslederen: den gode ordstyrer

Forhørslederen går til politikerne som om de var anklagede i en retssag. Han angriber vedholdende deres argument-er for at teste hvilke der er stærkest. Et godt eksempel på en sådan ordstyrer er TV2 News’ Martin Krasnik som styrede en række politiske dueldebatter i den seneste folketingsvalgkamp. Han udtaler: ”Politikerne deltager kun i debatter for at fremhæve deres egne kvaliteter. En god ordstyrers opgave er derfor at udstille deres svagheder – for ellers er der ingen der gør det.” En konkret måde at gøre det på er at spørge til den ene af politikernes ømmeste punkter for at den anden skal bore i dem og så selv følge op i samme spor. På den måde sikrer man at argumenterne bliver udfordret, og at journalisten ikke fylder for meget – medmindre politikerne alligevel taler udenom. I en duel om udenrigspolitik mellem Lene Espersen (K) og Villy Søvndal (SF) lod Krasnik Espersen presse Søvndal hårdt til at sige om han efter et valg ville gennemføre en undersøgelse af CIA’s ulovlige fangetransporter (som han længe havde ment) eller ej (som han ikke længere mente efter valget). Da det ikke lykkedes hende, prøvede han selv. Og bagefter fik Espersen samme tur på et af sine ømme punkter indtil hun havde svaret reelt på de vægtigste argumenter mod hendes holdninger. For hvis et spørgsmål er vigtigt nok til at stille, er det også vigtigt nok til at kræve svar på.

Ambassadøren: den bedste ordstyrer

Ambassadøren opfører sig som Forhørslederen, men med udgangspunkt i publikums og ikke kun sine egne spørgsmål. Og i modsætning til mange danske debatter hvor seere kan stille spørgsmål, kræves der svar på dem. DR1’s Kim Bildsøe Lassen som er vært på TV Avisen og styrede en række af de store debatter under valgkampen i 2011, foretrækker denne ordstyrertype. ”Er befolkningen med? Giver det mening for dem? Det skal det, for vi gør det jo kun for deres skyld,” siger han. For ham er ordstyreren kun til stede fordi borgerne skal have svar på de spørgsmål de mener er de vigtigste. Inden Ambassadøren går videre med dem, udfordrer han også publikums spørgsmål, så de er skarpe og rimelige inden politikerne afkræves svar på dem. Til vælgermøder i forsamlingshuse har mange sikkert tit oplevet at kernen af et spørgsmål er relevant, men at det er langt og uklart formuleret.

Eksempler på god lytterinddragelse i radiodebat kan tit høres på BBC’s Asian Network. Her ringer mange englændere med asiatisk baggrund ind og er med i debatter om ømtålelige emner som folkemord og borgerkrige. Når deres spørgsmål i nogen grad bygger på fejlinformation og fordomme, udfordres de høfligt, vidende og vedhold-ende af værten. Debatten møder dem i øjenhøjde – men ved at løfte deres niveau, ikke ved at gå ned på det. BBC’s TV er kun tilgængeligt i England, men radioen er også i Danmark.

Først i år får vi et fast tv-program i Danmark hvor intentionen er at styre ordet som Ambassadøren (Gadens Parlament på DR som i skrivende stund ikke er offentliggjort, og som vi derfor ikke ved om vil lykkes med denne ambition). Det er skabt efter britisk forbil-lede. BBC’s Question Time svarer nærmest 1:1 til Ambassadøren. England har i det hele taget en tradition for gode, hårde interviewprogrammer som Newsnight og HARDtalk. I et berømt interview fra 1997 stiller BBC’s Jeremy Paxman de konservatives Michael Howard det samme spørgsmål 14 gange (!) for at få et klart svar. Det er godt og kan ses på YouTube. Han gør det igen hver uge. Samme kompromisløshed er sjælden på dansk tv.

Borgerne har krav på gode spørgsmål og klare svar. Det kræver en vedholdende og vidende ordstyrer der ikke er bange for at afbryde, angribe og udfordre politikerne     R


Læs mere:

Farah, George: No debate. How the Republican and Democratic Parties Secretly Control the Presidential Debates, Seven Stories Press, 2004.

Hansen, Magnus Boding & Marcus Lantz: Forhørslederen, Natvægteren og Ambassadøren – en undersøgelse af hvilken ordstyrerstrategi der bidrager mest til en oplysende debat. Specialet kan læses på Kommunikationsforum.dk.

Kock, Christian: De svarer ikke. Fordummende uskikke i den politiske debat, Gyldendal, 2011.

Nielsen, Mie Femø: ”Værtens håndtering af toppolitikernes troværdighed i tv-dueller”, Rhetorica Scandinavica (58), 2011.

 

Om forfatterne
Marcus Lantz. Underviser i retorik på Krogerup Højskole. Og Magnus Boding Hansen. Ansvarshavende chefredaktør på Ræson og klummeskribent for metroXpress.

Artiklen findes i RetorikMagasinet 87, marts 2013, s 8-9.

RM87

Author profile
Author profile

Lämna ett svar