I 1987 blev et spædbarn sendt med et fly fra Korea til Danmark. Spædbarnet var Jacob Nossell. Selv om Jacob er født som spastiker, kan han i dag 29 år efter, bryste sig af at være komiker, foredragsholder og journalist. For at forstå Jacobs rejse igennem et liv præget af det usagte ved at være handicappet og adopteret, må vi tage tilbage i tiden.
Koreas sidste spasser
af Jacob Yoon Egeskov Nossell
Pyongyang, Nordkorea – juni 2006
Min skjorte klæber mod min krop. At stå i bagende sol på Mansu Hill-pladsen iført et sort jakkesæt er selvsagt varmt. To kæmpe bronzestatuer af Nordkoreas selvudnævnte fader Kim Il-Sung og efterfølgeren Kim Jong-Il skuer ud over Nordkoreas hovedstad Pyongyang. Sammen med Simon Jul Jørgensen og Mads Brügger har jeg lige lagt de medbragte blomster ved bronzestatuerne og bukket andægtigt for de to ledere af Nordkorea. Da jeg høfligt spørger vores nordkoreanske guide Mrs. Pak hvor høje statuerne er, svarer hun at de er højere end Gud. Og så bliver jeg guidet hastigt videre og ned i min kørestol.
Kørestolen ruller derudaf. Med ét udbryder Mrs. Pak: “I feel like he’s my son.” Jeg fremstammer et forvirret “thank you” da det slår mig at vi netop har mødt hinanden samme dag. Mrs. Pak understreger at hun rent faktisk føler mere for mig end sin egen søn. Instinktivt og fortvivlet udbryder jeg “more”? Hun forklarer at hvis hun var min mor, så ville hun ikke sende mig så langt bort. Mrs. Pak ville altså beholde mig i Nordkorea og ikke sende mig til Danmark som adoptivbarn, skønt flere internationale rapporter peger på at børn og voksne med handicap i Nordkorea bliver gemt af vejen – og det der er meget værre. Det både forarger og rør mig at hun lader sig tale på vegne af min biologiske Korea-mor som jeg ikke har set siden min fødsel i 1987. Alt sammen sker for rullende kamera i dokumentaren Det Røde Kapel fra 2006.
Seoul, Sydkorea – 10 år senere
Foran mig står der en masse forfinede sydkoreanske mænd i jakkesæt. En kunstig blomst er vedhæftet brystlommen på mit jakkesæt som på denne dag er blåt. Det er også pokkers varmt herinde. Alle deltagere fik en blomst da vi ankom til åbningsceremonien til filmfestivalen EIDF, arrangeret af den sydkoreanske tv-station EBS, hvor dokumentarfilmen Naturens Uorden deltager i hovedkonkurrencen på festivalen i Sydkorea. Filmen handler om handicap, normalitet og – ja – mig. Jeg skæver lidt ud til tolken der oversætter min improviserede tale. Jeg takker min sydkoreanske mor for at have skænket mig et bedre liv i Danmark end det jeg kunne have fået i Sydkorea. Jeg holder en kort pause. Jeg prøver at lade være med at tænke på om folk overhovedet forstår et kuk af hvad jeg siger på mit gebrokne engelsk der er præget af mit udtalehandicap.
Flakkende øjne og rømmende stemmer begynder at fylde den store sal, hvor vi er. Jeg skal til at runde min tale af nu. Jeg tager en dyb indånding, så takker jeg min Korea-mor endnu en gang og understreger at jeg håber hun har det godt der hvor hun er. Jeg kan mærke at min stemme er ved at knække over, så jeg afslutter min tale her.
Spasser der spiller normal der spiller spasser
Disse to scener fra hver sin by, i hvert sit land, med hvert sit sindelag, i hvert sit årti står lysende klare for mig. De siger noget om hvordan man ser på normalitet og handicap i Korea. Der er selvsagt meget store kulturelle og politiske forskelle mellem Nord- og Sydkorea. Man kan ikke forklejne at Nordkorea er og bliver et lukket kommunistisk diktatur. Samtidig er Sydkorea ved at transformeres til et ‘vestligt’ demokrati. Det rokker dog ikke ved det faktum at anormalitet og handicap er en varm dumpling i hele Korea, og det kan mærkes når man er en ufrivillig ambassadør for disse to begreber som jeg jo er – i og med jeg har et fysisk handicap.
Det ligger i mentaliteten. I professionalismen. I den fuldkomne perfekthed. I Nordkorea var det fuldkommen åbenlyst at mit fysiske handicap var et ubehageligt benspænd at tage livtag med. Faktisk blev jeg bedt om at spille en normal der spillede handicappet, da den gængse nordkoreaner ikke måtte opdage at jeg rent faktisk havde et handicap. Mærkværdigt nok var alle de nordkoreanere jeg mødte på turen sammen med Simon Jul Jørgensen og Mads Brügger vældig søde og høflige over for mig. Dengang gav det grobund for en ambivalent følelse i mit indre da jeg vidste hvad de angiveligt gjorde med andre personer med handicap i Nordkorea.
I visse kredse i Sydkorea anses adoptivbørn for at være andenrangsborgere. Det betyder konkret at hjemvendte koreanere der er adopteret til andre lande, kan forvente at rangere på et lavere socialt trin end andre koreanere blot fordi de er adopterede – forældreløse. Dette er dog en gisning da det ikke er noget man taler åbent om. Og de der taler åbent om det er meget kritiske – ellers bliver det ved subtile hentydninger. Man finder aldrig helt ud af det fordi alle er tavse.
Jeg oplevede derfor en tilsvarende ambivalens i Sydkorea da alle var virkelig søde og venlige imod mig, samtidig med at jeg kunne godt regne ud at deres sociale hierarki og tænkemåde ikke helt var gearet til at være handicapvenlig.
Reel forandring eller politisk spil?
Ikke desto mindre vandt vores film hovedprisen på filmfestivalen hvilket gjorde min forvirring total da handicap kombineret med adoption om noget repræsenterer alt det som ikke er perfekt, ikke er klar til fremvisning, ja alt det som er pinligt, skamfuldt, sårbart – og som man kan tabe ansigt til. Alt det ved mit handicap jeg konstant bærer rundt på under armen. Om det var fordi filmen var god, om det var fordi jeg er et adoptivbarn der har et handicap og som klarer sig godt, eller om det var en politisk agenda tv-stationen havde, finder jeg nok aldrig ud af. Den viden er usagt. Det er i sidste ende et spørgsmål om tro. Personligt var det min oplevelse at de unge sydkoreanere var langt mere vestligt indstillet i deres tankegang end deres forældre, men jeg tror at man skal grave rigtigt dybt for at finde ud af hvordan sydkoreanerne håndterer anormalitet og handicap på et personligt plan. En ting er sikkert; jeg vil gerne tilbage til mit fødeland – og grave dybere i folkesjælen når det gælder handicap og normalitet.
R
Se mere:
Se Naturens Uorden på vimeo: https://vimeo.com/ondemand/naturensuorden
R
Bibliografisk
Af Jacob Yoon Egeskov Nossell, Freelance journalist og født spastiker.
RetorikMagasinet 102 (2016), s 32-33.
