Krig og terror skaber sproglig rædsel

Kampen mod terror. Krigen mod terror. Frygt. Fred. Alle er de eksempler på politikernes og mediernes hyppige brug, misbrug og vinkling af den politiske debat. Og det kræver en sproglig dissektion af ordene terror og krig.

Krig og terror skaber sproglig rædsel

Dorthe Duncker.


I sin tale ved Folketingets afslutning den 31. maj i år sagde statsministeren at Danmark er ”sit ansvar bevidst i kampen mod den internationale terrorisme”, men advarede samtidig mod at være ”naiv”. ”Faren for terrorangreb er ikke forsvundet. Heller ikke i Danmark.”

På trods af den amerikanske militæraktion tidligere på året mod bin Laden og al-Qaeda kan vi stadig ikke sove trygt. Selv om fjenden er identificeret ved navn, brister præmisserne for traditionel krigsførelse fordi modstanderen hverken har en hær eller en flåde der kan ødelægges, som USA’s daværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, bemærkede blot få dage efter terrorangrebet den 11. september 2001.

Det er lige præcis det terror kan, nemlig skabe frygt. Og den er selvforstærkende, for alene ved at tale om frygten skaber man den.

I dansk sammenhæng taler man snarere om kampen mod terror end om krigen mod terror. Og det er bemærkelsesværdigt at de midler som bringes i anvendelse, omtales i meget abstrakte og ublodige vendinger som indsatser, aktioner og bidrag. Medierne er ellers ikke blege for at kalde det der foregår i Afghanistan og Libyen, for krig, men politikerne lader til at foretrække forskønnende omskrivninger.

Anderledes forholder det sig med terror og terrorisme som nævnes flittigt uden omskrivninger, gerne i forbindelser som terrorbekæmpelse og international terrorisme.

Annonce

Krig – et både blodigt og ufarligt ord

Krig er et gammelt ord i dansk. Det går helt tilbage til middelalderen hvor det er indlånt fra middelnedertysk (’anstrengelse’). I bogstavelig forstand betegner krig en væbnet konflikt, en konflikt som er eskaleret i en sådan grad at den ikke længere kan løses ad fredelig vej. Eller med den preussiske militærteoretiker Clausewitzs berømte formulering: ”Krig er en fortsættelse af politik med andre midler.” For at tale om krig må man historisk forudsætte en selvstændig politisk enhed, fx en stat eller et kongerige. Krig foregår mellem krigsførende nationer, men befolkningsgrupper inden for samme nationalstat kan også bekrige hinanden, og så taler man om borgerkrig. Krig udføres af soldater, af kæmpende personer som er organiseret i et lands væbnede styrker, eller i en paramilitær enhed.

Krig er i øvrigt et ganske hyppigt ord i dansk. Det indgår i mange faste udtryk: Man går i krig med noget, noget tager en krig eller koster en krig, og dagligdags konflikter på arbejdspladsen eller i hjemmet (på hjemmefronten) kaldes krige. Diskussioner er ofte struktureret over krigen som model med ord som skyts hvor man kan forsvare sin position bevæbnet med argumenter, man kan angribe og skyde modstanderens argumenter ned, man kan slå et slag for, og man kan vinde eller tabe, sejre eller lide nederlag i en debat.

Ordet krig afløste nogle endnu ældre ord; et af dem var orlog (’aftalebrud’), og i en overgangsperiode nævnes de to side om side. I dag kender vi næsten kun orlog fra første led i sammensætninger der har noget med søværnet at gøre, fx orlogsfartøj, orlogskaptajn, orlogspræst, men oprindelig var betydningen af orlog ikke begrænset til krigsførelse på havet. Et andet ældre ord for krig er fejde (beslægtet med engelsk foe, ’fjende’), fx Grevens fejde (1534-36), som vi i dag ville kalde for en borgerkrig. I løbet af renæssancen udfases orlog og fejde, og man går over til fortrinsvis at bruge udtrykket krig.

Terror skaber frygt og sproglig forvirring

Terrorisme består i at anvende terror (latin: ’rædsel’) som middel til at opnå politiske (og/eller religiøse, ideologiske) mål ved voldshandlinger som spreder frygt. Idet terror bl.a. er politisk motiveret, kan det også være ét af krigens midler, men ordet er langt nyere end krig. Det stammer fra rædselsregeringen i Frankrig (la Terreur) under revolutionen (1793-94), og det dukker op igen i forbindelse med den russiske revolution i begyndelsen af det 20. århundrede.
Fra starten var der altså tale om en betegnelse for et statsligt system der karakteriseredes ved terror, men denne betydning har siden ændret sig, og navnlig efter anden verdenskrig er terrorisme primært blevet forbundet med ikke-statslige, politiske organisationers voldelige angreb på civile mål.

Betydningsudviklingen fremgår også indirekte af at termen ’statsterrorisme’ dukker op i 1980’erne.

Det begynder at blive vanskeligt at holde begreberne ude fra hinanden når det drejer sig om oprør og modstandskamp hvor aktørerne betegnes som partisaner, guerillakrigere, frihedskæmpere, sabotører osv. Kan de karakteriseres som soldater eller terrorister?

I praksis kommer det i vid udstrækning an på hvem man holder med, og/eller hvem der vinder. Betegnelser som væbnede styrker, oprørsstyrker, frihedskæmpere og terrorister kommer dermed til at indgå som væsentlige propagandaelementer der afhængigt af perspektivet bidrager til at identificere konfliktens parter for hinanden og præcisere deres respektive statusser som helte eller (krigs)forbrydere. Den retoriske kraft som ligger heri, skyldes at man sprogligt får skabt en realitet som ikke nødvendigvis afspejler de konkrete voldshandlingers karakter. Voldshandlinger som bidrager til fjendens fald, vil (efterfølgende) blive vurderet som ’gode’. Så længe man er enige om hvem fjenden er.

Det mest hensigtsmæssige er derfor at reservere termerne terrorisme og terrorist til selve voldshandlingerne og ikke hvilken part der udfører dem.

Hvis volden er politisk motiveret, har til formål at skabe rædsel og er rettet mod personer som ikke selv kæmper i en væbnet konflikt, så er der tale om terrorisme. Og en person som står bag eller udfører sådanne handlinger, må kaldes terrorist, uanset hvilken side i konflikten han eller hun tilhører.
Et centralt moment i rædslen er voldens pludselighed, man ved ikke hvornår en terrorhandling, fx en bombesprængning,

vil finde sted. Derfor virker alene truslen om terror som målopfyldelse, og man kommer let til at gå terrorismens ærinde og nære frygten blot ved at risikovurdere den med ord. Der ligger således her et indbygget kommunikativt paradoks for politikerne mellem bekæmpelse og beskyttelse.

Men det kommer også an på hvem talen er rettet til. I sin afslutningstale henvender statsministeren sig til Folketingets politikere med opfordring til at tage et medansvar for bekæmpelsen.

I sin grundlovstale få dage senere har han valgt kamp som gennemgående tema og taler igen om kampen mod terror. Men denne gang taler han til de borgere som staten skal beskytte mod terror, og derfor handler det nu om at nedtone frygten og forsikre om at ”vores kvinder og mænd i uniform” yder en indsats som nytter. Og han gør det uden at nævne hverken krig eller soldater med ét ord – for det talte ord gælder. R

Bibliografisk

Af Dorthe Duncker. Lektor i dansk sprog på Københavns Universitet, formand for bestyrelsen for Dansk Sprognævn.

RetorikMagasinet 81 (2011), s 28-29

Author profile

Lämna ett svar