Tamilsagen var nok aldrig blevet dybdegående undersøgt hvis ikke tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen havde taget til genmæle over for en tv-journalist. Der blev dog løftet på Poul Schlüters gulvtæppe. Det førte til en politisk skandale og regeringens afgang.
Ninn-Hansen trak tæppet væk under regeringen
Nikolaj Ifversen.
I et ægte drama skal der være et ’point of no return’. Tamilsagen kan med rette kaldes et ægte drama – oven i købet fra det virkelige liv. Og også den havde sit ’point of no return’.
Fra sin første begyndelse til sin endelige afslutning strakte Tamilsagen sig fra 6. september 1988 til 22. juni 1995 – seks år, ni måneder og 16 dage.
En skæbnedato i dette lange forløb var tirsdag den 1. maj 1990. Scenen var et tv-studie. De medvirkende den tidligere justitsminister og tidligere formand for Folketinget Erik Ninn-Hansen og journalisten og Cavlingpris-vinderen Alex Frank Larsen.
Mandagen ugen forinden havde tv vist Alex Frank Larsens dokumentarprogram ”Blodets bånd”, der påviste lovovertrædelser i Justitsministeriet i forbindelse med tamilske flygtninges retskrav på familiesammenføring. Er-ik Ninn-Hansen blev rasende og forlangte at møde programmets ophavsmand i en direkte sendt diskussion.
Under denne diskussion, sendt i tv’s primetime, fastholdt Ninn-Hansen at det var med den samlede firkløverregerings viden og samtykke at han som minister havde beordret en nedprioritering af familiesammenføringerne. Han henviste til et regeringsmøde i september 1987. Men Alex Frank Larsen kunne til Ninn-Hansens forbløffelse og vrede trække mødereferatet frem og påvise at der ikke var givet noget samtykke ved mødet. Alligevel fastholdt Ninn-Hansen at regeringen – og altså også ministrene fra Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti – stod bag hans handlemåde.
Den tv-optræden var Tamilsagens ’point of no return’.
Ninn-Hansens stædige fastholden af fodslag i regeringen vedrørende tamilske flygtninge gjorde den tidligere socialminister Mimi Jakobsen vred. Der var nu i juli 1990 flertal i Folketinget for en undersøgelsesret (kommissionsdomstol) som nærmere skulle se på hele sagsforløbet i Tamilsagen.
Schlüter afviser en domstols undersøgelse
Begyndelsen til det der skulle blive Tamilsagen, var den borgerkrig på Sri Lanka som op gennem 1980’erne havde medført en strøm af flygtninge fra det tamilske mindretal. En del var kommet til Danmark og havde snart haft ly her i flere år. Ifølge flygtningelovgivningen havde de ret til at få nære familiemedlemmer – altså ægtefæller og børn – til Danmark.
Men det havde snart vist sig at være ganske besværligt at opnå de tilladelser som flygtningene havde krav på. Klager til Justitsministeriet nyttede ikke, og efterhånden dannede der sig et indtryk af at noget var galt. I september 1988 trådte ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen af egen drift ind i sagen. Han havde i øvrigt fra sin tid som formand for Dansk Flygtningehjælp bidraget til udformningen af den gældende flygtningelovgivning.
Et halvt år senere kom Ombudsmandens beretning. Den var lammende. Ombudsmanden konkluderede at der var tale om et ”overordentligt kritisabelt” sagsforløb. Oversat til almindeligt sprog betyder det ”ulovligt”.
25. april 1989 – altså et par måneder efter Ombudsmandens redegørelse – gik statsminister Poul Schlüter på Folketingets talerstol. Der var fra oppositionen stillet forslag om en kommissionsdomstol. Poul Schlüter afviste en sådan domstolsundersøgelse af Tamilsagen – den var efter regeringens opfattelse klart belyst med Ombudsmandens redegørelse. Statsministeren understregede at der ingen tvivl var om hvor ansvaret skulle placeres – nemlig hos justitsministeren og regeringen. Og i Folketinget kunne der ikke samles et flertal for en kommissionsdomstol.
Poul Schlüter sluttede sin tale med den nu bevingede ytring: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.”
Og Ninn-Hansen – ja, han var bare et par måneder før Ombudsmandens redegørelse presset over i den prestigiøse, men knap så indflydelsesrige stilling som formand for Folketinget. Men den holdt han ikke året ud. Luften omkring den tidligere justitsminister var efterhånden så giftig at han blev detroniseret og måtte finde plads nede i den konservative folketingsgruppe.
Hvad Tamilsagen angik, skulle alt nu være klaret af. Men to farer lurede: en begavet journalists gravearbejde og en vred, bitter og hævngerrig tidligere justitsminister.
Og her var det så at Tamilsagen nåede sit ’point of no return’.
Dommeren løfter på gulvtæppet
Kommissionsdomstolen blev nedsat. Forhørene skulle foregå for lukkede døre, men efter protest fra oppositionen og såmænd Ninn-Hansen selv blev dørene åbnet. Og domstolens kommissorium blev udvidet endnu en gang med ønsket om at undersøgelsen også skulle se på om der var givet Folketinget fyldestgørende oplysninger om hele sagsforløbet.
Højesteretsdommer Mogens Hornslet blev udpeget til at lede domstolens arbejde – det var, som man siger i Højesteret, ham der stod for tur. 102 retsmøder blev det til, alle tæt fulgt af pressen.
Forhørsleder var advokat Henrik Holm-Nielsen. I den rolle barsk, kontant og velforberedt. Statsministeren, udenrigsministeren og en lang række af politikere og embedsmænd måtte lægge turen forbi Højesteret, i hvis lo-kaler kommissionsdomstolen havde til huse.
Ikke alle afhøringer var lige meriterende for de indkaldte politikere og embedsmænd. Fx måtte den tidligere politiske ordfører for de konservative, Viggo Fischer, mere end 100 gange meddele hukommelsessvigt, og det konservative folketingsmedlem Grethe Fenger Møller vidnede direkte usandt om sin rolle i sagen da hun som formand for Retsudvalget for en stund fik bremset Ombudsmandens videre undersøgelse. Den falske vidneforklaring blev siden takseret til 60 dages betinget fængsel.
1. januar 1993 forelå kommissionsdomstolens rapport. 5.634 tæt trykte sider. Demonstrativt og under stor pressebevågenhed bar højesteretsdommer Hornslet og hans hjælpere kasser med rapporten fra Højesteret tværs over Prins Jørgens Gård til statsministeriet. To et halvt års undersøgelse var til ende.
Tæppet trækkes væk under regeringen
Statsminister Poul Schlüter fik rapporten kl. 9, fem timer senere var den ude hos Folketingets medlemmer og yderligere en time senere hos pressen. Der var nærmest kaos på Christiansborg. Politikere og pressefolk for rundt med sagens syv bind. Der blev læst, der blev spurgt, og der blev kommenteret.
Mogens Hornslet var meget hård i sine konklusioner – frem for alt hvad angik Ninn-Hansens (manglende) handlinger. Men også Poul Schlüter fik hårde ord med på vejen. Hans ”gulvtæppetale” i Folketinget og de oplysninger han havde givet i Retsudvalget, var efter kommissionsdomstolens vurdering ufyldestgørende, og han måtte have indset det.
Kl. 18 indkaldte statsministeren til pressemøde. Havde Ombudsmandens redegørelse været lammende, var Hornslets rapport knusende. ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” sagde Poul Schlüter og meddelte at han dagen efter ville gå til dronningen og indgive sin demissionsbegæring. Og samme dag meddelte H.P. Clausen, der tidligere havde afløst Ninn-Hansen først som justitsminister og siden som Folketingets formand, at han nedlagde sit hverv som tingets formand. Godt en uge senere faldt hele regeringen, og uden valg blev regeringsledelsen overladt til Poul Nyrup Rasmussen.
Mindre end et halvt år efter besluttede et flertal i Folketinget at rejse rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen. Ikke siden 1909 havde Danmark oplevet en sådan sag – dengang mod I.C. Christensen og Sigurd Berg som en udløber af Albertisagen.
To år varede sagen. Og dommen over den da 73-årige tidligere toppolitiker var hård. Fire måneders fængsel, som dog blev gjort betinget på grund af hans helbred og fremskredne alder. Som yderligere ydmygelse kom at han måtte aflevere de høje danske ordner han havde modtaget fra majestæten gennem de 40 år han havde været aktiv i dansk politik.
Det blev så det endelige punktum for Tamilsagen.
Havde Erik Ninn-Hansen blot ikke været så forbitret at han absolut ville tage til genmæle over for et tv-program og en journalist fem år tidligere, havde danmarkshistorien formentlig været en kommissionsdomstol og en rigsretssag fattigere.
Og det gulvtæppe statsministeren havde talt om, var der næppe for alvor blevet løftet på. R
Poul Schlüters gulvtæppetale fra d. 25. april 1989:
Forslagsstillerne ønsker, at regeringen skal nedsætte en kommissionsdomstol til yderligere undersøgelse af en lang række nærmere beskrevne momenter i de tamilske familiesammenføringssager. Regeringen kan ikke støtte dette forslag. Efter vor opfattelse indeholder Ombudsmandens redegørelse en udførlig, udtømmende og tilstrækkelig fremstilling af sagens baggrund og forløb. Ombudsmanden har – som altid – haft helt frie hænder ved tilrettelæggelsen og gennemførelsen af sin undersøgelse af også denne sag.
Ombudsmanden selv slutter sin beretning med at konstatere, at siden der nu er meddelt opholdstilladelse i samtlige de omhandlede sager, har han ikke nu anledning til at foretage yderligere i sagen. Det ville derfor af principielle grunde være særdeles betænkeligt i forhold til ombudsmandsinstitutionen, dersom Ombudsmandens konklusioner ikke kunne markere sagens afslutning. Dersom en kommissionsdomstol skulle etableres, måtte den jo nødvendigvis begynde helt forfra og også inddrage Ombudsmandens egen beskrivelse og vurdering i sit arbejde. Også kommissionsdomstolen måtte ifølge sagens natur være fuldstændig frit stillet.
Regeringen mener på denne baggrund ikke, at det kan tjene et fornuftigt formål, at man nu skal påbegynde afhøring af i snesevis af politikere og embedsmænd.
Jeg mener også, at det er værd at mærke sig, at Ombudsmanden heller ikke i den foreliggende sag har gjort brug af den særlige bestemmelse i § 11 i instruksen for Folketingets ombudsmand. Ifølge denne bestemmelse skal Ombudsmanden, hvis han konstaterer, at der er begået fejl eller forsømmelser af større betydning, give særskilt meddelelse til Folketingets retsudvalg og til vedkommende minister. Denne fremgangsmåde har Ombudsmanden som sagt ikke benyttet sig af.
I stedet har Ombudsmanden valgt den almindelige procedure, hvorefter sager, hvori Ombudsmanden har udtalt kritik, alene fremsendes til Retsudvalget til orientering. Jeg synes også, at dette kan tages som en tilkendegivelse fra Ombudsmanden om karakteren af hans kritik.
Efter regeringens opfattelse foreligger denne sag fuldt og åbent belyst. Med hensyn til ansvaret for den prioritering af tamilske familiesammenføringssager, som gennem en bestemt periode blev fulgt af Direktoratet for Udlændinge, foreligger heller ingen tvivl. Ansvaret ligger hos den daværende justitsminister og regering. Regeringen har påtaget sig ansvaret for et fuldt klarlagt begivenhedsforløb. Det er nu engang altid den pågældende minister og regering, der bærer ansvaret for forvaltningen.
Ombudsmanden har anvendt et kraftigt ordvalg i sin karakteristik af den prioritering, hvorom sagen drejer sig. ”Overordentlig kritisabel” er det udtryk, Ombudsmanden bruger. Jeg er helt opmærksom på, at dette er alvorlige ord fra Ombudsmandens pen. For at proportionssansen nu ikke skal gå tabt, vil jeg minde om, at Folketingets medlemmer jo ved, at dette udtryk – og også endnu stærkere udtryk – tidligere i et antal tilfælde er anvendt af Ombudsmanden, uden at dette har ført til krav om nedsættelse af kommissionsdomstole eller andre supplerende undersøgelser.
Og så vil jeg gerne sige, at regeringen ikke anfægter Ombudsmandens vurdering eller stiller sig kritisk an over for den. Som statsminister vil jeg gerne tilkendegive også fra Tingets talerstol, at naturligvis er det beklageligt, at Ombudsmanden i sagen om de tamilske familiesammenføringer har fundet forvaltningen overordentlig kritisabel. Vi har noteret os Ombudsmandens kritik, og den kritik tager regeringen til efterretning. Det vil sige, at den retter regeringen sig efter. Den vil være normgivende i eventuelle tilsvarende sager, der måtte foreligge i fremtiden.
Jeg vil gerne føje nogle enkelte væsentlige betragtninger til om selve stridens problemstilling, så denne problemstilling ikke går i glemmebogen. Der har ikke været tale om et totalt stop for tamilske familiesammenføringer igennem 1988. Tallene taler for sig selv. Af de 500 tamiler, der i 1988 ønskede at opnå opholdstilladelse i kraft af reglerne om familiesammenføringer, fik mere end 200 personer tilladelsen i 1988.
Jeg tror, alle vil huske, at i årene 1986 og 1987 var antallet af familiesammenføringer i Danmark overordentligt stort. Efter fredsaftalen, der blev afsluttet mellem Indien og Sri Lanka i juli 1987, ændrede forholdene i Sri Lanka sig til det bedre. FN’s højkommissær for flygtninge har anslået, at i perioden fra juli 1987 til september 1988 vendte ca. 40.000 tamiler tilbage til Sri Lanka. Forholdene på øen var så forandrede, at flere europæiske lande fandt, at det var forsvarligt at sende tamilske asylansøgere tilbage.
Vi skal også huske på vor egen hjemlige politiske situation i efteråret 1987. Fra socialdemokratisk side var der stærke røster fremme om en begrænsning af familiesammenføringerne. Ved justitsministerens fremsættelse den 7.oktober 1987 af forslag til ændringer af udlændingeloven henviste han bl.a. til disse udtalelser. Under lovforslagets førstebehandling den 13.oktober 1987 her i salen tilkendegav en række ordførere en vilje til stramning af familiesammenføringsreglerne.
Dette var en del af baggrunden for, at justitsministeren den 3.december – få måneder efter – netop under henvisning til forhandlingerne her i Tinget sendte Retsudvalget et notat om modeller for begrænsning af familiesammenføringerne. Notatet var tænkt som et oplæg til de mulige løsninger på problemet, som var efterlyst under debatten i Folketinget. I dette notat nævnes – hvorom sikkert ingen af os har været i tvivl – at som udlændingelovens § 9 er formuleret, er der, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, tale om et retskrav på opholdstilladelse. Men det siges tillige i notatet, at på baggrund af den ganske betydelige stigning i antallet af udlændinge, der opnår opholdstilladelse i kraft af familiesammenføringsreglerne, kunne det overvejes at foretage en nøjere ressourcestyring i Direktoratet for Udlændinge, således at der behandles et bestemt antal familiesammenføringssager om året. En sådan styring vil kunne virke som en faktisk kvote for, hvor mange tilladelser der gives om året. Dette, siger man i notatet, vil medføre modtagelse under ordnede forhold, idet man hermed sikrer et stabilt antal indrejsende.
En sådan generel ordning blev imidlertid ikke gennemført, og det forblev derfor ved den så omtalte nedprioritering.
Ombudsmanden underkender ikke, at en prioritering principielt vil kunne foretages, men han underkender berettigelsen af den konkrete prioritering, som Direktoratet og Justitsministeriet foranstaltede – ganske særligt under hensyn til dens tidsmæssige udstrækning. Ombudsmandens vurdering af den pågældende prioriterings berettigelse er unægtelig en ganske anden end den, forvaltningen anlagde, men Ombudsmanden er nu engang Folketingets ombudsmand, og hans fortolkning og vurdering retter regeringen sig efter.
Der er et andet moment, man heller ikke skal forbise. Jeg synes man godt kan sige, at i denne sag har der i meget høj grad været tale om åbenhed og offentlighed. Regeringen var bekendt med beslutningen om nedprioritering. Retsudvalget blev grundigt orienteret af justitsministeren under samrådet den 27.september 1988. At ministeren også under samrådet nævnte de allernyeste oplysninger om de forværrede forhold, som nu betød, at FN midlertidigt indstillede repatrieringen, lader sig ikke bestride og fremgår i øvrigt klart af dagspressen for den 28. september. Jeg henviser f.eks. til Berlingske Tidende.
Lad mig så sige følgende til sidst: Det er et hævdvundet dansk princip, at kommissionsdomstole hverken kan eller skal undersøge eller placere det politiske ansvar for en sags behandling. Det kan kun Folketinget gøre. Hvad skulle det dog så tjene til at lade en kommissionsdomstol i denne sag afhøre et stort antal folketingsmedlemmer, medlemmer af regeringen, embedsmænd i Folketinget og i centraladministrationen og måske adskillige andre om deres viden i denne sag?
Der er ingen tvivl om, hvor ansvaret placeres. Det placeres hos justitsministeren og regeringen. Den foreliggende sag er belyst tilstrækkeligt, og ansvaret var regeringens og justitsministerens. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.
Bibliografisk
Af Nikolaj Ifversen. Journalist.
RetorikMagasinet 80 (2011), s 36-39