Når ord går fra papir til rum, sker der noget. Både med ordene og med relationen mellem publikum og personen på scenen. Katrine Volsing er poetry slammer, har en bachelor i retorik og er lige nu journaliststuderende. I dette essay reflekterer hun over ordenes vej fra papir til scene.
Ord skal pustes til live
Katrine Volsing
Forestil dig sæbebobler i sommersolskin. De svæver rundt retningsdirigeret af selv den mindste vind eller et pust fra dig. De skinner magisk, inden – puf – de er væk. Efterlader måske en lille, våd prik på jorden eller græsset som glinser farverigt et sekund. Et mini-minde om sæbeboblens flygtige eksistens. Men måske satte boblen alligevel et aftryk i dit indre blik? En svævende, gennemsigtig planet der dansede forsigtigt et øjeblik, og som du fulgte med øjnene inden den blev tilintetgjort. Måske betød den noget lige dér? Satte noget i gang? Måske.
Sådan er det også med ord der forlader munden. Forskellen er bare at man ikke kan se ordene fysisk. De drysser usynligt rundt i rummet og eksisterer kun for øret. Måske tegner de billeder på din nethinde, men hvis de virkelig er der, i rummet, er de skrevet med usynligt trylleblæk. Flyver, drejer, accelererer. Svæver, danser, lander. Smyger sig ind i din øregang, ud igen og forsvinder. Måske klistrer de sig fast i din bevidsthed som tyggegummi i hår. Måske dunker de så tungt at ekkoet sitrer i rummet.
Wikimedia Commons
Hvor de lander, ordene, og hvordan, er aldrig til at sige. Ligesom sæbeboblen pludselig forsvinder, gør ordene det også. Nogle klæber sig fast til den de rammer. Tatoverer sig som sort blæk i dit baghoved. Men for andre er de måske allerede svævet væk. Måske fløj de endda i en bue udenom og forbi deres mål. Hvis målet var at ramme bredt. Ramme alle. Ramme dig og dig og dig. Men det kan de ikke. De vil stikke nogen, prikke andre og slet ikke røre en helt tredje. Og hvad der afgør det?
Tjoh, du ved nok lige såvel som mig at dét spørgsmål rejser endnu flere. For omstændigheder er der nok af. Hvordan blev ordene sendt af sted netop til aften? Hvor mange øl er blevet drukket af modtagerne inden, og hvad med lørdags-latte-overload? Er publikum nærmere 18 end 27, og hvad har de selv af fortællinger i hovedet allerede? Fortsæt blot rækken. Selv om ordene altså er besluttet på forhånd, skrevet sort på hvidt, er det ikke til at sige om de entrerer virkeligheden fornemt, frembrusende eller i frit fald forover. Av! Men de er dokumenteret, planlagt, overvejet, og de er klar til at få det rette pust, så de kan forlade papiret. Mit papir. Og ja, jeg sagde mit papir.
For papiret er mit, og selv om jeg generelt er glad for at give, så hader jeg at give mine tekster til andre. For jeg har en ide om at ingen anden end mig kan lægge trykket rigtigt, hvor arrogant det end lyder. Jeg er nødt til at forklare folk hvordan hele teksten er bygget op og skal forstås, hvis jeg en sjælden gang overleverer et krøllet eksemplar af dokumenterede ord. Mine ord er skrevet til mig, så jeg kan give dem videre til dig og dig og dig. Jeg kender stierne, de små bakker og de befriende rutsjeture. Og alle ord er placeret på en måde, så de kun passivt eksisterer når de står låst fast i papirposition. For selv om papiret er mit, er ordene først ægte når de flyver, famler, fægter rundt i rummet, pustet af sted af mig i spytkaskader.
Den indre stemme som opstår når du læser teksten selv, er også magisk, men den autenticitet, som ordene får når de svæver frit er noget ganske særligt. Sårbart, men også stærkt. Spoken word fungerer altså først rigtigt når ordene siges højt, også selv om de er skrevet ned og skal sendes af sted fra papir. De fungerer når de tvinger dig som publikum til at lytte og opfatte sammenhængen som kun du opfatter den. Når en live-situation kræver af dig at du registrerer kropssprog og udtryk på den krop som afsendermunden er en del af.
Der er både et særligt flow som knytter sig til teksten, og en timing der skal findes, og som altid vil være forskellig, alt efter hvem der puster liv i ordboblerne. Det er måske tillidsløst, og måske får du endda associationer til sådan en mor der knuger sit barn lidt for tæt, men jeg synes ikke jeg går i kategorien kvælende: Det er nødvendigt for det rette udtryk at det er mig – ord-moren til netop den tekst – der puster ordene til live, i hvert fald på deres jomfru-flyvetur.
De vokser sig større, de små ord. Mere modne. Måske kommer indholdet rullende til en ide om en form, måske skubber et tema en bestemt form frem. Men når de er blevet til sammensatte sorte tegn på skærmen, så sker en meget konkret ændring. De forvandler sig på et øjeblik fra 12 til 18. Jeg har hørt det er sådan det er med børn. Pludselig er de voksne, fløjet fra reden. Samme fænomen sker for tegnene på min computer. Så snart de rammer størrelse 18, er de klar – bitter erfaring har lært mig at 12 er for småt. Men 18, og de er store nok til at blive luftet på virkelighedens oldschool hvide papir.
Jeg trykker print. Det ender med magiske tre sider. Med papir i hånd begynder jeg at sige ordene højt. Mange gange. Finder flow, understreger hist og her, genfinder de rim der har gemt sig, og som jeg måske havde glemt eksisterede fordi de blev kastet skævt ind mellem linjer og mening. Jeg cykler, reciterer, løber, reciterer, bader, reciterer, ja, jeg snakker med mig selv. Jeg sover med teksten under hovedpuden.
Og så er det tiden der afgør hvornår ordene er klar. Klar til at blive sendt af sted sammen med kaskader af små spytpytter når jeg går på scenen, altid nervøs som velour. Det er mit ansvar at puste liv i dem som de små sæbebobler de er. For let et pust resulterer ikke i en bæredygtig ordboble, og et for hårdt pust kan sprænge boblen inden den er parat til at forlade reden. De har brug for et helt særligt sidste puf ud over papirets kant når de er klar til at blive sendt af sted. Klar til at blive modtaget med ingen-ved-hvad. Ud for at blive opdaget.
Opfanget. Opslugt, og jeg kan ikke gøre mere. De er ikke mine længere. De har stadig adresse på mit papir, men nu ved verden at de findes. De har lige eksisteret i et rum mellem mig og dig og andre – måske svæver enkelte endda stadig omkring. Og uanset hvad kan jeg ikke beslutte hvordan du skal ha’ det med dem. Jeg kan kun sende dem af sted med mit udtryk og håbe de giver indtryk. Hvad de forvandler sig til i dit hoved, kan jeg ikke bestemme. Jeg kan prøve at dirigere i en bestemt retning med mine tryk og tempo og pusterier, men i sidste ende er jeg magtesløs når de er sluppet løs.
Så jeg håber du læste denne tekst højt indeni og måske fandt et flow du kunne li’, for ord er jo magi, men der er intet som øjeblikket hvor du giver dem videre, lader dem flyve og håber, de sorte tegnvinger bærer. Så tag og prøv det en dag – eller lad være – men tryksværte sagt højt er altså et lyttende øjeblik værd.
Sæt (sæbe)ordbobleringen for læberne og pust.
Du kan høre Katrine læse dette essay op. Du finder det som lydfil på retorikmagasinet.dk i forummet Retorisk Arena. Så har du mulighed for at sammenligne den stemme med den indre stemme du har hørt gennem læsningen.
R
Bibliografisk
Af Katrine Volsing, poetry slammer og journaliststuderende.
RetorikMagasinet 101 (2016), s 22-24.
