Start » Dansk retorik » Danske artikler » Et monster man forstår

Et monster man forstår

av Daily Snow Leth

Vi møder Nicolas Bro på en efterårsdag i København. Vi har fået lokket en time ud af den travle skuespillers kalender til en snak om monstre og skurkeroller. Og der går ikke længe før det går op for os at vi sidder til bords med en yderst veloplagt monster-ekspert 

Et monster man forstår

Daily Snow Leth & Emil Tarp Vang

Det er herfra, i en taglejlighed i en baggård i indre by, man styrer karrieren for Danmarks største skuespillere. De hænger alle sammen på væggene med deres alvorlige udtryk. Dem som mange af vores jævnaldre så godt som tilbeder: stjernerne. Vi har fået lov til at komme på besøg hos Lindberg Management fordi vi skal mødes med en af dem. Og selv om vi ikke kommer for at få autografer, giver det stadig sommerfugle i maven.

Vi skal snakke med Nicolas Bro om monstre. Forud for vores møde har vi snakket om hvad vi skal snakke om. Vi ved at vi gerne vil snakke med ham om skurke og monstre og hans arbejde med at portrættere netop den slags karakterer. Men der er meget at tage fat i. Hvor starter vi når manden er krediteret for 91 roller på IMDB? Og når de jo ikke engang tæller teaterstykkerne. På lærredet har han spillet alt fra Tattoo-Mogens i Anja & Viktor til en af Danmarks mest kontroversielle politikere i form af Mogens Glistrup. I mellemtiden har han også været på et Spielberg-set og spillet superskurken Dr. Gæmelkrå, også kaldet Loppen, i Antboy. Vi kan også se ham i Anders Thomas ­Jensen-klassikerne Adams Æbler og Mænd & Høns samt Oscarvinderen Valgaften.

Vi begynder et andet sted, måske det hjælper. Vi spørger os selv hvad et monster er. Vi når frem til at et monster kan være rigtig mange ting. En meget bred monsterdefinition er måske billigt sluppet, men det giver os flere muligheder. For eksempel at diskutere en af Nicolas’ mest interes­sante roller: Mogens Glistrup. Manden der mente at man ikke er en god dansker hvis man ikke er racist. Han havde nok en anden opfattelse af racisme end vi har i dag, men han sagde også: “Jeg er for udlicitering af muhammedanere. Ligesom med affald til u-landene.” Det er nemt at ­se Glistrup som et fjendtligt menneske – måske endda som et monster. I hvert fald politisk. Hvordan forholder man sig som skuespiller til sådan en karakter? Det vil vi gerne spørge Nicolas om. Og så er det oplagt at snakke om den rolle der måske, rent fysisk, er en af de mere monstrøse: Josef, en krydsning mellem mus og mand fra filmen Mænd & Høns.

Neel Munthe-Brun

Imens vi venter på Nicolas, har receptionisten i Lindberg Management lavet kaffe til os. Pludselig kan vi høre fodtrinene i trappeopgangen. Fire etager under os lyder de mest som fjern torden, men de kommer buldrende op mod os Vi kan ikke se ham – vi ved i princippet ikke om det er ham. Men han har allerede fyldt rummet med forventning alligevel. Nu er han lige uden for døren. Vi rej­ser os op og kigger hen imod den. Og så vælter han ind ad døren. Nicolas Bro hilser med et højtrøstende “Hej!”. Den type ‘hej’ som glade teenagere råber når de kommer hjem fra en skoledag. Det familiære og uhøjtidelige hej. Hans rygsæk flyver af som om det var en naturlig fortsættelse af hans ankomst. Han giver hånd inden han flår sin Venom-hoodie af for at gøre plads til sin endnu mere frygtindgydende Hulk-T-shirt. Der er bestemt forskellige måder at komme ind ad en dør på. Det er den første gang – og måske den sidste – vi oplever Nicolas komme ind ad en dør, men vi forestiller os at det her er hans signaturankomst. Det skal senere vise sig at være mere relevant, altså hvordan man kommer ind ad en dør, end man umiddelbart skulle tro.

Men nu står han der; en af landets mest prominente skuespillere, iklædt shorts og monstertrøje. Han stikker hovedet ind til pigerne på kontoret og hilser. “Jeg tager mig lige en kop kaffe, er det OK?” Det er det, og vi sætter os ned. Allerede nu er vi i øjenhøjde, nervøsiteten lægger sig, ­og vi tænder vores optagere

 

En forstørrelse af os selv

Vi præsenterer ham for vores tanker om skurke og monstre og går ellers direkte til hans rolle som Glistrup. Hvordan går man egentlig til en rolle hvor karakteren er blevet gjort til fjende af store dele af befolkningen?

“Som skuespiller tager jeg ikke stilling som folk gør. Man får en opgave, og her er en teknisk svær opgave. Og teknikken er en løgn, det er ikke den jeg skal finde frem til, men jeg bliver nødt til at gå den vej, sprogligt for eksempel. Mine første ­indtryk af Glistrup er som barn. Og da syntes jeg han var sjov og mærkelig. Han spiste marcipanbrød hele tiden, og han talte sjovt og larmede enormt meget – der var en lille smule klovn i ham. Mit næste indtryk af Glistrup er nok den lidt tossede, ik’, hvor den kammer lidt over. Men den slags store opgaver der kan virke uoverskuelige, eller i hvert fald har en eller anden troldsplint i sig, kan virkelig gå galt. Man kan virkelig blive ydmyget ved at skulle fremstille sådan en stor personlighed. Og nu tænker jeg ikke så meget på hans holdninger, men mere på mit stykke arbejde. Han er knap nok død, og alle kan høre ham for sig. Vi fandt også ud af, Pilou (Asbæk, red.) og jeg, at alle i en vis alder havde en Spies- eller en Glistrup-historie. Når folk fortalte om Glistrup, så var det om at han var så varmt og dejligt et menneske, i modsætning til Spies-historierne.”

Og det er sådan set også det billede vi får af Glistrup i filmen. Vi hepper på ham. Selv om vi egent­lig godt ved at det ville have haft gevaldige negative konsekvenser for os. Boligmæssigt, uddannelsesmæssigt, jobmæssigt – på alle måder. På den måde er han pludselig ikke så rar. Men når musikken spiller, og filmen kører, ser vi os selv håbe at det hele lykkes for ham.

“Vi fortsætter heller ikke historien. ­
Vi slipper ham ved valget. Han er alt det han er i filmen, indtil han går ind i politik: en fantast – et menneske som folk kunne lide.”

Neel Munthe-Brun

Resten af historien kender vi. Hvordan han førte – eller ikke førte – politik, og hvordan hans politiske modstandere omtalte ham. Det leder os til en anden ting ved Glistrup: hans markante fysik og bevægelser. Strækker man monsterbegrebet til det der bare er meget anderledes; forstørrede legemsdele og bevægelser, så havde Glistrup netop nogle af disse træk. Hvordan er det så man portrætterer ham uden at blive nedgørende – eller selv blive til grin som Nicolas var inde på tidligere?

“Det sjove er at den eneste gave jeg havde, det eneste jeg ikke skulle øve og øve mig på, var lige præcis hans krop. Min egen krop var ikke så langt fra hans. Når man er skuespiller, ved man at al form for bevægelse i princippet er fald. Glistrups fald var bare meget stort, men det kunne læres. Og så vidste jeg, fordi alle sagde det, at han ikke kunne komme ind ad en dør. I hvert fald ikke uden at smække den op i væggen eller kæmpe med at få den åbnet. Han var en idiot med døre. Der er også en meget distræt gang han har. Han lader sig bare transportere. Han er altid midt i en tankerække, og det var også en god ting for mig at holde fast i. Han skal bare frem. Og det betyder ikke at han ikke har energi, men alt er ligesom flagrende. Lidt af det kan jeg godt genkende hos mig selv, sådan er det når ens krop har en vis tyngde, og der var vores kroppe jo ens.”

Nicolas rejser sig hurtigt, men hans mave sidder fast under bordet, så når han rejser sig, vælter han det næsten. Der er kaffe og vand over det hele. Han viser os Glistrup-gangen: lange skridt med et lille løft i knæene og armene udstrakte ned langs siderne. Lidt foroverbøjet går han nærmest rundt om sig selv som om han hele tiden ombestemmer sig. Han retter sig op og forklarer:

“Men det smukke, når man ser kroppe som skiller sig meget ud, er jo at det forstørrer vores egne led og andre ting ved vores egen krop.”

Måske er det netop det der gør Glistrup så interessant i Nicolas’ fortolkning af ham. Han spiller nemlig hele mennesket, og det kan vi spejle os selv i. Pludselig kan vi opleve identifikation med en karakter vi muligvis ikke var store beundrere af på forhånd.

“Ja, selvfølgelig, for han er et menneske. Monstret kan ikke tåle at se mennesket.”

 

Monsteret i mennesket

En af de Nicolas Bro-roller man som seer nok umiddelbart har sværest ved at identificere sig med, er krydsningen mellem mus og menneske, Josef, fra filmen Mænd & Høns. Absurditeten gennemsyrer hele filmen i et klassisk Anders Thomas Jensen’sk univers, men midt i al absurditeten opstår der alligevel identifikation mellem karaktererne og publikum. Det gør sig gældende i scenen hvor Josef nægter at spise fordi han får en tallerken med et hønebillede på. ­Hønetallerkenen, synes han, får maden til at smage dårligt. Han vil meget hellere have hundetallerkenen. Hvorfor er det at vi kan relatere til den slags nonsens?

“Jeg tror, det er relaterbart for os alle sammen fordi det handler om stædighed. Selv om det virker absurd, er det faktisk en af de scener der er mest inspireret af virkelige hændelser. Det er vel at mærke ikke en direkte afskrivning af virkeligheden, men Anders Thomas Jensen beskriver en lignende situation blandt hans fire børn. Og dér kan være meget på spil. Der er en stor konflikt for karaktererne, og der handler det om virkelig at leve sig ind i den konflikt og tro på det man laver.”

I sin efterhånden ret omfattende film- og teaterkarriere har Nicolas ganske mange gange givet den som monsteret i historien. Men som vi sidder over for hinanden, og snakken går, synes der at være uendeligt langt fra den her Nicolas til det monster, den morder eller den superskurk han er i sine rol­ler. Det er vi nok ikke de første eller de sidste der har undret os over. Men hvorfor ser vi ham så ofte i den slags uhyggelige roller?

“Det er det jeg kommer til at spille. Som jeg plejer at sige: Jeg får enten den virkelig underlige eller den bedste ven. I begge tilfælde den tykke.”

Men det kan ikke bare være det, for Nicolas formår at portrættere det onde eller grimme på et niveau hvor det får et dybere lag end bare at være en dramatisk nødvendighed.

“Jeg vil godt tage lidt på mig. Det har også noget at gøre med hvad jeg leder efter i en rolle. Jeg har for eksempel spillet Manson i en Jokum Rohde-udgave på Den Store Scene som i høj grad var et monster – men også en Kristus. Og det er netop et sted i det der spænd jeg synes vi ligger alle sammen.”

 

En mekanisk forståelse

Netop det spænd ses tydeligt i Nicolas Bros gennembrudsrolle som Otto i Rejseholdet. En evnesvag pyroman der i det ene øjeblik kunne vække medlidenhed og i det andet få os til at gyse. Nicolas har et godt øje for svaghed når han fortolker sine roller, og derfor et talent for at finde dybden i sine karakterer. En dybde og en kompleksitet vi kan genkende fra os selv.

“Noget der gælder for alle de roller jeg har spillet, er at jeg jo har de øjne jeg har, og jeg har det ansigt jeg har. Jeg har ikke nogen specielt kold udstråling. Men jeg kan skifte ret skarpt mellem udtryk. Jeg kan være isnende kold det ene øjeblik, og hvor man alligevel som publikum kan mærke et glimt af et ræsonnement. Og sådan tror jeg vi alle sammen er, også den værste morder. Det kan godt være at det ræsonnement handler om en selv; “Åh, det var ikke lige så godt som — sidste gang at slå ihjel”, men det er den samme følelse som at sige “Åh, måske var det ikke så godt det jeg gjorde”. Og den følelse kan vi alle genkende. Det minder os om at karakteren, ligesom os, indeholder forskellige udgaver af sig selv. Et eller andet sted tror jeg vi håber at det onde er simpelt. Vi leder efter en robot. Men det er ikke en robot. Og der er jeg bevidst om at prøve at finde frem til hele mennesket i mine roller.”

Vi kigger på uret og ser at vi er gået over tid, men Nicolas har lidt ekstra tid, så vi kan lige nå ét sidste spørgsmål. Vi vil gerne vide hvornår et monster er særlig godt. Nu sidder vi jo til bords med en ekspert. Og når han desuden er klædt på til opgaven, ville det næsten være spild ikke at prøve det spørgsmål af. Nicolas tænker sig godt om inden han svarer.

“Vi kan nok alle sammen bedst lide et monster der ikke er todimensionelt. Det kan være et monster der reflekterer dele af vores eget følelsesliv, så vi i virkeligheden genkender nogle ting fra os selv i dem. Men det kan også være et monster der har sit eget univers der er så detaljeret at vi begynder at ane en eller anden ideologi eller en verden. For eksempel ham som Jodie Foster jagter i Silence of the Lambs (Buffalo ­Bill, red.). Vi ser faktisk ikke så meget af hans ansigt, men vi ser til gengæld hele hans univers. Vigtigst af alt så forstår vi hvad det er han vil; at han vil sy sig en kvindedragt og ser kvinderne som materiale. Vores blod fryser til is i den scene hvor det går op for os. Vi synes det er uden nogen form for empati for et andet menneskes liv. Men hans univers lægger også en forståelse foran os – måske en mekanisk forståelse – som er at jeg skal bruge det her til at fylde det tomrum jeg har i mit liv. På den måde er et rigtig godt monster vel et man faktisk forstår – og gyser over.”

R

Bibliografisk

Af Daily Snow Leth og Emil Tarp Vang, redaktører på Retorik Magasinet.

RetorikMagasinet 105 (2017), s 4-7.

Daily Snow Leth

Redaktør på RetorikMagasinet, 2015-
Daily Snow Leth

Latest posts by Daily Snow Leth (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere