Svastika, køller og nøgletal

I Indien tager den dominerende politiske ideologi og dens retorik udgangspunkt i hinduismens myter og symbolik. Sammenkædningen af politik og religiøse referencer virker eksotisk set med vestlige øjne, men kigger man grundigt efter er der flere ligheder med den nationalisme som gror i vores egen baghave.

Svastika, køller og nøgletal

en introduktion til hindunationalistisk retorik

Villads Kok Mortensen

 

Den 6. september 1992 stormede ca. 200.000 hinduer en mere end 400 år gammel moske i byen Ayodhya i det nordlige Indien. “Jai Shri Rama! Jai Shi Rama!” (Leve Herren Rama), lød det taktfaste råb. Hinduerne var iført safranrødt tøj og bevæbnet med hamre, mejsler og køller. Efter få timer var moskeen forvandlet til murbrokker.

Hvordan hinduisme, militante metoder og modvilje mod moskeer hænger sammen vil jeg komme ind på senere. Men først et oprids af hindunationalismens historie. Og den starter i Ayodhya.

Ifølge de militante hinduer stod moskeen i Ayodhya på fundamentet af et gammelt hindutempel der markerede hinduguden Ramas fødested. Dette tempel havde den muslimske stormogul Babur ladet rive ned for i stedet at opføre en moske i året 1528. De militante hinduer ville nu have hævn og genrejse hindutemplet for guden Rama og hinduismens plads i det moderne indiske samfund.

Efter aktionen bølgede sekteriske hævnaktioner mellem hinduer og muslimer frem og tilbage over hele Indien: Hindunationalistiske politikere fra partiet Bharatiya Janata Party (BJP) tordnede mod landets muslimske mindretal, og vrede hinduer brændte muslimske borgeres butikker og private ejendomme ned. Muslimske radikale grupper hævnede sig og detonerede bomber i landets hinduistiske områder. Cirka 2000 mennesker mistede livet i sammenstødet mellem det hinduistiske flertal og det muslimske mindretal.

En gruppe hindunationalister demonstrerer i forbindelse med en sportsbegivenhed i Indiens hovedstad, New Dehli.

Drømmen om en indisk supermagt

Episoden blev et vendepunkt i forholdet mellem hinduer og muslimer i det moderne, globaliserede Indien og kulminationen på hindunationalisternes politiske kampagne der bragte det hindunationalistiske parti, BJP, i regering i 1998. Efter kun få måneder med BJP ved magten detonerede militæret en række atomprøvesprængninger nær grænsen til det muslimske Pakistan. Det internationale samfund fordømte handlingen, mens hindunationalisterne proklamerede at Indien nu var en supermagt. De opkaldte atombomberne efter hinduistiske guder med navne som Agni og Shakti.

I 2002 nåede de blodige, sekteriske uroligheder deres højdepunkt da hundredevis af militante hinduer stormede et muslimsk område i delstaten Gujarat i det vestlige Indien. Bevæbnet med køller, knive og navnelister begyndte de en systematisk etnisk udrensning. 2000 mennesker blev dræbt og over 100.000 drevet på flugt. Som politisk kampagne var aktionen en succes: BJP oplevede efterfølgende deres hidtil bedste regionale valg da de blev genvalgt i Gujarat.

Disse to begivenheder som foregik med ti års mellemrum, er kun få blandt mange i det moderne demokratiske Indien hvor den tiltagende globalisering og økonomiske udvikling ofte tilskrives at have bidraget til fremkomsten af hindunationalismen. En bevægelse, hvis politiske retorik er præget af islamofobi og religiøse symboler.

Indien for hinduer

For hindunationalisterne er det hinduismen der karakteriserer Indien, og som adskiller Indien fra andre nationer. Hindunationalismens ideologi kaldes for Hindutva og udtrykker en forestilling om at alle hinduer deler den samme historie og kultur. Tilhængerne ønsker at hinduismen skal spille en afgørende rolle i indisk politik.

Islamofobi er et centralt emne i den hindunationalistiske retorik. Hindunationalisterne omtaler muslimerne som ‘urenheder’ og en hindring for at Indien kan blive en supermagt. BJP tegner et fjendebillede af landets muslimske mindretal, og hindunationalisterne udsætter dem for både hadetale og sekterisk vold. For eksempel bliver det understreget at muslimer ofte spiser oksekød hvilket er et kulturelt tabu i hinduismen og bliver betragtet som en trussel mod hinduernes kultur. I delstaten Uttar Pradesh blev et hus der tilhørte en muslimsk familie ‘ransaget’ af fanatiske hinduer, der fandt hvad de mente var oksekød i familiens køleskab. Det førte til vold mod den muslimske familie, og familiens overhoved, en 50-årig mand, blev hængt.

Den indiske muslim betragtes altså som nationens indre fjende. Den ydre fjende udgøres af det muslimske naboland Pakistan. Det kommer for eksempel til udtryk når BJP’s tilhængere demonstrerer for boykot af sportsbegivenheder mellem Indien og Pakistan. I den forbindelse udfører demonstranterne ikke sjældent afbrændinger af det pakistanske flag. Alt dette kan virke ekstremt, set med vestlige øjne, og vil man forstå disse begivenheder hjælper det at vide lidt om Indiens moderne historie og politiske kultur.

Mytologi, metafysik og neoliberal politik

Indien har haft demokrati siden uafhængigheden fra England i 1947, og nationen har en rig, demokratisk tradition. Den kulturelle kontekst er dog meget anderledes end vi kender den fra Vesten. Den mest iøjnefaldende forskel er at henvisninger til mytologi og metafysik optræder side om side med økonomiske nøgletal og finansbudgetter. Selv om Indien er erklæret sekulært, er religiøse og politiske emner ikke adskilt i den politiske debat. Mange politiske taler tager udgangspunkt i indisk folklore, og når politikerne fremtræder offentligt er de klædt i løstsiddende, traditionelt indisk/pakistansk tøj, spundet af hvidt bomuld (khadi kurdas). Ofte bærer de en blomsterkrans af tagetes om halsen og en rød plet i panden.

Politikeren Narendra Modi der er Indiens premiereminister og formand for BJP, er både kendt for at tale for økonomisk vækst og for at udtrykke dybt konservative og hindunationalistiske værdier. Han optræder i aviserne sammen med asketiske yogaguruer, og samtidig taler han for at omstille Indien til et neoliberalt forbrugsorienteret samfund. At en politisk figur kan indeholde disse modsætninger, det traditionelle og det moderne, kan umiddelbart synes paradoksalt for en vestlig udefrakommende.

Nazister og djævle… eller hvad?

Også de visuelle udtryk i det indiske politiske liv kan nemt forvirre en iagttager med vestlig baggrund. Det hinduistiske symbol svastika er et lykkebringende symbol i en indisk kontekst, og tegnet ses ofte på klædedragter og politiske plakater. Samme symbol blev benyttet af den nationalsocialistiske be-
vægelse i Tyskland, og i en vestlig kontekst symboliserer det derfor nazismen. I en indisk kontekst er symbolet dog uden antisemitiske konnotationer.

Et andet symbol der ofte ses i en hindunationalistisk kontekst, er treforken. Et symbol som har religiøse og politiske konnotationer i Indien. Det er oprindeligt et symbol på den hinduistiske gud Shiva, men ved fremkomsten af den hindunationalistiske bevægelse har symbolet fået politiske betydninger da hindunationalistiske aktivister, såkaldte kar sevaks, bærer denne trefork i forbindelse med politiske
aktioner. I Vesten derimod er treforken forbundet med djævelen eller den antikke græske gud Poseidon og har derfor ingen politiske konnotationer.

I det hele taget er symbolernes betydning vendt på hovedet i Indien: Symboler som vi i Vesten forbinder med nazisme og djævle, optræder i Indien som politiske symboler på alt fra bygninger til børnetøj og farverige politiske hinduistiske festivaler til ære for eksotiske guder. Og vil vi forstå denne sammenvævning af nationalisme og hinduisme, må vi rette blikket mod netop de hinduistiske festivaler.

Hinduistisk blev politisk under kolonitiden

Festivalen Ganesh Chaturthi der finder sted hvert efterår i Mumbai, er et eksempel på en sådan politiseret hinduistisk festival. Under denne festival bæres store idoler af den hinduistiske gud Ganesh som har hoved som en elefant, gennem Bombays gader. Oprindeligt var det en religiøs festival, men i slutningen af 1800-tallet blev festivalen brugt til at skabe national selvbevidsthed da den gav mulighed for et brud med briternes forbud mod offentlige forsamlinger. Hermed blev det en platform for uafhængighedskampen anført af forskellige indiske nationalister mod den britiske kolonimagt, og festivalen blev til en begivenhed hvor den nationale indiske identitet blev italesat som noget der havde at gøre med religion og især hinduisme. Hinduisme og nationalisme smeltede på denne måde sammen i 1800-tallets Indien. Fusionen af hinduisme og nationalisme i Indien skal ses i lyset af en koloniadministration der med sit forbud mod offentlige forsamlinger indirekte skabte traditionen for de politiserede yatras, og dermed sammenblandingen af religion og nationalisme.

En del af et globalt fænomen

Det er oplagt at spørge om hvorvidt et studie af den hindu-
nationalistiske bevægelse kan fortælle noget generelt om nationalistiske tendenser i moderne demokratier. Den danske socialantropolog Thomas Blom Hansen argumenterer for at hindunationalisme er en del af et globalt fænomen med voksende nationalisme.

For selv om de konkrete symboler som kendetegner hindunationalistisk retorik, synes fremmede, deler BJP de centrale elementer i den hindunationalistiske ideologi, såsom national stolthed og frygten for et etnisk mindretal, med andre nationalistiske og religiøse bevægelser i verden. Nationalistiske bevægelser der ligesom hindunationalisterne, er drevet af et ønske om at blive respekteret og anerkendt af andre nationer. Også hindunationalismens ønske om at Indien bliver internationalt anerkendt for sit særpræg som nation, er en tendens som den deler med nationalistiske bevægelser generelt. For eksempel ser vi en lignende tendens i Danmark når Dansk Folkeparti sætter lighedstegn mellem danskhed og kristendom og fokuserer på det kitschede og ‘hyggelige’ ved danskheden.

Måske er forskellen mellem en hindunationalist med snabelsko og trefork i hånden og en Morten Messerschmidt i Dyrehaven med stok og stråhat ikke så stor som den umiddelbart syner.

R

Læs mere:

Thomas Blom Hansen: The Saffron Wave: Democracy and Hindu Nationalism in Modern India. Princeton University Press. 1999.

Thomas Blom Hansen: Wages of Violence: Naming and Identity in Postcolonial Bombay. Princeton University Press. 2001.

Se mere:

“In the Name of God” af Anand Patwardhan

Hør mere:

Villads Kok Mortensen holder også foredrag om de politiske forhold i Indien. Han kan kontaktes via sin hjemmeside www.yatrarejser.com

.

R

Bibliografisk

Af Villads Kok Mortensen, Cand.mag. i retorik. Arbejder med turisme og ngo-arbejde i Sydasien.

RetorikMagasinet 102 (2016), s 12-14.
35102

Lämna ett svar