Denne artikel argumenterer for, at aktuelle krisekommunikationsteorier savner et retorisk perspektiv på kriser. De anlægger et organisations-centrisk perspektiv og betragter kriser som apriorisk givne fænomener, hvilket gør dem ude af stand til at belyse, hvordan organisationskommunikation i sig selv konstruerer kriser. Artiklen foreslår at genindskrive retorik i krisekommunikationsfeltet ved hjælp af stasislære og framingteori. Hermed…
