Det har en stor virkning på os at synge sammen. Sangen gavner samtalen, samværet og sammenhængskraften. Den giver os lyst til at lytte – og dermed styrker den demokratiet, mener højskoleforstander Ole Toftdahl.
Fællessang skaber fællesskab
Ole Toftdahl
De fleste af os kan finde på at synge når vi er alene eller optagede af et eller andet. Vi gør det som regel fordi vi har det godt og er i balance med os selv. Vi er ubevidste og uden kontrol. Samtidig er vi meget nærværende. Vi har sluppet os selv for en stund. At synge alene er derfor en ubekymret tilstand – en tilstand af nærvær og selvforglemmelse. Når vi synger sammen, overfører vi denne tilstand fra noget privat til nog-et vi deler med andre.
Sangen gavner sammenholdet
Mogens Jensen (S) foreslog i begyndelsen af august at vi skulle udforme et nationalt sangmanifest. ”Vi synger for lidt, og det er synd og skam,” mente han. ”I Folketinget kunne man gå foran og starte ugens første møde i salen med en fællessang.” Han begrundede sit forslag sådan her:
”Alle danskere har oplevet den særlige stemning der opstår når man synger i fællesskab. Når mange bidrager til en fælles melodi, bliver der skabt et sammenhold og en positiv energi.
Det kunne vi godt bruge lidt mere af en gang imellem.”
I Information optrådte forslaget som ’ugens bommert’. Kolleger i Folketinget mente, at det var det mest tåbelige forslag der var stillet de sidste otte år. I læserbreve blev Mogens Jensens motiver mistænkeliggjort, og Center for Vild Analyse bidrog med en artikel der på finurlig vis fik sammenstillet Mogens Jensens lovprisning af fællessangen med Hitlers racelovgivning.
Jeg vover den påstand at Mogens Jensens forslag om et sangmanifest hører til blandt de mest demokrati-fremmende forslag der længe er
blevet stillet.
Sangen giver fælles identitet
Fællessang bruges i mange forskellige sammenhænge: fester, fodboldkampe, foreninger, gudstjenester, demonstrationer og ikke mindst – på højskoler. Fællessangen har forskellige funktion-er afhængig af hvor den finder sted.
Jeg tror at Mogens Jensens forslag refererer til den form for fællessang der ligger i højskoletraditionen.
I den tradition er fællessangen et ritual. På de fleste højskoler vil enhver samling (morgensamling, fællestime, foredragstime, åbent arrangement mv.) begynde med en sang. Sangen markerer begyndelsen på et samvær og på et fælles nærvær. Sangen er en måde at komme til stede på.
Nogle gange handler sangen om det der skal ske. Andre gange synger man bare for at markere en begyndelse. Det vigtige er at det er et ritual. Man gør det bare. Det er ikke nødvendigt at begrunde det.
Når vi på Ry Højskole modtager et nyt hold elever, er der altid en gruppe der ikke er vant til at synge sammen med andre. For dem er det ofte grænse-overskridende at gøre det. At synge sammen er som at afsløre noget privat.
Gruppen af tidligere efterskole-elever synger derimod uden at betænke sig. De synger ’af karsken bælg’ – af deres lungers fulde kraft. De giver sig hen til de sange de holder af, og de glæder sig over poesien, melodierne eller rytmerne.
Meget hurtigt bliver glæden fælles for alle. På et almindeligt 20 ugers ophold synger vi omkring 140 forskellige sange. Når tidligere elever vender tilbage til gensynsfester mv., deler de sangrepertoiret med hinanden. Fællessangen formidler fællesskab og skaber sammenhæng. Sangene bliver en del af de tidligere elevers fælles identitet. Forvandlingen fra at opleve fællessang som pinlig og afslørende til at værdsætte den som samværsform er forvandlingen fra at være alene til at være en del af fællesskabet.
Sangen er en kulturbærer
God poesi kan sætte ord på det vi fælles er optaget af. Den rigtige rytme eller melodi formidler poesien. Når vi synger den, er det som læser vi højt for hinanden. Vi tager ordene i vores mund. Vi får mulighed for at mærke dem og tage stilling til dem.
Forstår vi dem ikke, fungerer de alligevel fordi ordene også er musik. Senere vender ordene måske tilbage og tilbyder sig som en sproglig erkend-else af en erfaring man har gjort. Det er det der sker, når vi pludselig forstår eller kan forklare en følelse eller en ny indsigt ved hjælp af teksten fra en sang vi kender.
Det er poesiens og musikkens kraft der er fællessangens styrke. Poesi og musik forstår vi ikke kun med kolde hjerner. Her er det nødvendigt at sætte andre erkendelsesformer i spil. Mon ikke det er derfor at Højskolesangbogen har fået et nyt slogan på ryggen:
”Så syng da Danmark, lad hjertet tale.”
Nogle sange bliver støvede med årene, og så holder vi sikkert op med at synge dem. Sloganet her stammer fra sangen ”Den danske sang er en ung blond pige”, og den kandiderer bestemt til denne skæbne. Men inden vi lægger den i glemmesangbogen, kan vi dvæle ved erfaringen: at hjertet taler når vi synger. Når hjertet taler og får lov til at tale ud, er det som regel meget overbevisende. At tale med eller fra hjertet er den mest troværdige tale. Det er sproget selv der er bærer af den erfaring.
Giver os lyst til at lytte
Måske er det hele hemmeligheden at sangen er genvejen til det umiddelbare – til hjerteligheden. Når vi synger sammen, slipper vi for en stund alle forbeholdene. Vi demaskeres fordi vi ikke kan lade være med at dele glæden. Man kan ikke juble og være forbeholden på samme tid. Man kan heller ikke være rigtig vred på dem man synger med. Det må i det mindste vente til sangen er slut.
Måske er det grunden til mod-standen mod Mogens Jensens forslag. Man vil ikke demaskeres eller glemme sine forbehold. Man vil ikke komme til at tænke mere positivt om hinanden. Man vil ikke lade sig styre af hjertesproget. Den slags kan jo ødelægge enhver spindoktors strategi.
Når jeg hævder at Mogens Jensens forslag om et sangmanifest er demokratifremmende, er det netop fordi sangen forløser. Man bliver del af noget fælles når man synger sammen med andre. Man får ligefrem lyst til at lytte. Derfor bliver samtalen bedre, og derfor er fællessangen fremmende for demokratiet. R
Bibliografisk
Af Ole Toftdahl. Forstander på Ry Højskole.
RetorikMagasinet 90 (2013), s 8-9
