Framing er som at trække vejret

Du kan ikke undgå at frame. Der eksisterer nemlig intet nulsprog som du kan udtrykke dig 100 procent objektivt i. Derfor er framing et grundvilkår for al retorik. Og det er på en og samme tid kognitive processer i hjernen, en mulighed for at demokratisere en teknokratisk politisk debat og en genvej til at bringe de grundlæggende værdier tilbage i politik.

Framing er som at trække vejret

Jens Jonatan Steen & Gry Inger Reiter

Cafepenge, byrdestop og skattelettelser er alle eksempler på at frames sætter dagsordenen i den offentlige debat. Et umiddelbart neutralt udtryk som for eksempel ’skattelettelse’ opsummerer faktisk højrefløjens idepolitiske position på skat i bare ét enkelt ord: Skat er en byrde som man gerne vil lettes fra. Skat tynger en ned og forhindrer en i frit at realisere sit potentiale. Dem der vil lette skattebyrden, frames som helte der frisætter alle skattetyngede sjæle. Dem der vil opretholde eller øge skattebyrden, frames som undertrykkende skurke. Et enkelt ord – en enkelt frame – kan på denne måde sætte rammen for en hel debat og ytte folks opfattelser af hvad der er den rette skattepolitik.

Dette får professor i retorik Christian Kock til at kalde framing for en metode ”til at påvirke folks anskuelser uden at give argumenter”, og han placerer det som en underkategori af omvendt lommetyveri i bogen De svarer ikke. Når en del opfatter framing som en trussel mod god politisk debat, har de det altså ikke nødvendigvis fra fremmede. Men kan framing spille en konstruktiv og ligefrem helt uomgængelig rolle i god politisk debat? Det vil vi argumentere for i denne artikel. Men vi begynder med en kort introduktion til framing som analytisk og praktisk redskab – og som grundvilkår for al sprogbrug.

Framingforskningens fødsel

Framingbegrebet blev introduceret i 1974 af sociologen Erving Goffman der beskriver frames som organisatoriske præmisser der sætter rammerne for vores handlen og afgør hvorfor vi gør som vi gør. Hans pointe er at mennesker tilpasser deres handlinger ud fra deres forståelse af hvad der foregår i omgivelserne.

Hvis en mand tager sit tøj af på stranden, vil du ikke løfte et øjenbryn fordi omgivelserne fortæller dig at han formentlig skal have sig en dukkert. Men hvis manden tager sit tøj af midt på Rådhuspladsen, er han i fare for at blive anklaget for blufærdighedskrænkelse. De organisatoriske præmisser sætter altså rammerne for vores opfattelse af mandens handling – og også for hvordan vi selv reagerer på den. Stranden og Rådhuspladsen eksisterer som ydre rammer, men de organiserer også vores måde at tænke på når vi reagerer på situationen som enten normal eller stra ar adfærd.

Goffman peger således på den vekselvirkning der nder sted mellem den ydre, objektive virkelighed og menneskets fortolkning af den. En mand der tager tøjet af, er ikke bare en mand der tager tøjet af – det hele afhænger af rammerne.

Framing som grundvilkår

Siden Goffman har framingbegrebet forgrenet sig til blandt andet kognitionsforskningen, samfundsvidenskaben og retorikken og præger i dag dagsordenen i nogle af de bedste videnskabelige tidsskrifter.

Man kan kort forklare framing som det at man bevidst eller ubevidst sætter en sag ind i en bestemt ramme med sit ordvalg. Denne ramme kan så påvirke modtageren til at opfatte sagen på den bestemte måde som ordvalget lægger op til. Den framing man bruger, vil altså være styrende for hvilke ideer og billeder der dukker op for tilhørernes indre blik. Det betyder at sproget altid vil styre tankerne i en bestemt retning.

Der er altså ikke noget associations- og værdifrit nulsprog som vi kan vælge at udtrykke os i. Og selv om framing ofte forbliver ubevidst for både modtager og afsender, er dens indflydelse ikke til at komme udenom.

Man har gennem videnskabelige forsøg påvist betydningen af framing for menneskers holdninger, handlinger og tankeprocesser. Det er derfor også på tide at framing og det vi i dag ved om hjernens kognitive processer, tænkes ind i retorikken. Hvad folk gør og siger, er dybt afhængigt af hvilke mønstre der aktiveres i deres hjerners nervesystem. Framing er ikke bare til stede i sproget som ordvalg – frames eksisterer også som kognitive mønstre i hjernen. Tænkning er en fysisk proces der foregår ved kemiske og elektriske impulser mellem hjernens nerveceller. Sproglige frames kan ændre på bevægelsesmønstrene for aktiviteten mellem nervecellerne, dvs. rent fysisk ændre hvad vi tænker.

Framing som politisk redskab

En lang række studier viser at framing, helt uafhængigt af fakta, kan ytte den politiske virkelighed. Samfundsforsker Rune Slothuus har for eksempel vist at den folkelige opbakning til reduktion af kontanthjælpen er langt større hvis kontanthjælpsmodtagerne frames som ’uværdigt trængende’. Af de forsøgsdeltagere som læste en artikel der framede kontanthjælpsmodtagere som ’uværdigt trængende’, var 57 procent for et lovforslag om at sænke ydelsen. Af de deltagere som læste en artikel der framede kontanthjælpsmodtagerne som ’værdigt trængende’, var bare 31 procent for lovforslaget. På den måde kan framing i en politisk sammenhæng bruges til at styrke en bestemt ideologisk opfattelse af verden eller gøde jorden for konkrete reformforslag.


At framing kan misbruges som redskab i den politiske debat, er uomgængeligt på samme måde som en kniv både kan være et effektivt køkkenredskab og et mordvåben. Frames skal selvfølgelig være retvisende for at kunne gavne den politiske debat. Derfor skelner vi også mellem retvisende, demokratisk framing og fordrejende, udemokratisk framing. Et eksempel på sidstnævnte er tidligere præsident George W. Bush’ policyforslag Clear Skies Initiative som på trods af navnet reelt betød mere luftforurening, bl.a. ved at reducere kontrollen med udledninger af giftstoffer og skære ned på budgettet til at sikre håndhævelse af gældende regler. Et hjemligt eksempel er lobbyorganisationen Bæredygtigt Landbrug hvis navn signalerer grøn miljøpolitik, men som ifølge den selv blandt andet har til formål at få afskaffet skatter og afgifter der belaster landbrugets økonomi. Her slører afsenderne konsekvenserne af deres politik frem for at fortælle hvad de egentlig vil, og det er udemokratisk.

Et spørgsmål om fokus

Men det betyder ikke at politiske frames skal give ’det fulde billede’. For som medieforsker Robert Entman peger på, så handler framing om at udvælge hvilken del af en bestemt sag man ønsker at fokusere på, og derefter fremhæve netop denne del. Undersøger man for eksempel Venstres argumentation for et kontanthjælpsloft, så har Venstre fremhævet at loftet skal sikre at ’det kan betale sig at arbejde’. Dermed signalerer man at det vigtigste er at folk på overførselsindkomst har mindre at leve for end folk der er i arbejde. Samtidig mørklægges andre aspekter som for eksempel konsekvenserne for de mennesker der mister en afgørende del af deres levegrundlag. Denne framing kan irritere hvis man er uenig i at fokus bør være på lønforskellen mellem folk med og uden arbejde. Men det betyder ikke at framingen er fordrejende. Den stemmer givetvis overens med mange Venstrefolks grundlæggende værdier om selvhjulpenhed, disciplin og performancebaseret retfærdighed. Framingen gør det altså tydeligt hvad Venstre synes sagens kerne er – og gør det dermed lettere for folk at tage stilling.

Et demokratisk potentiale

Det er dybest set de samme kriterier der gør framing retvisende og effektiv: nemlig at man som politisk aktør fokuserer på hvad man selv mener, og hvorfor man mener det. En dygtig framer bevæger sig ikke ind på sin politiske modstanders banehalvdel og holder sig langt væk fra de frames som modstanderen forsøger at sætte dagsordenen med.

Det betyder også at man må undgå negationer. Det er aldrig nok at sige ”Socialdemokraterne er ikke DF-light” sådan som tre socialdemokrater gjorde det i en kronik i Politiken. For så er det netop billedet af Socialdemokraterne som ’DF light’ der vil stå tilbage i læsernes bevidsthed. Jo mere man aktiverer sin modstanders frames, jo mere påvirker man sine tilhørere til at tænke som ens modstander.

Når vi taler om ’politiske modstandere’, er det fordi vi tager afsæt i en definition af politik som en kampplads for modsatrettede interesser. I politik vil der altid være ere alternative positioner som brydes. Denne definition af det politiske åbner for at framing har et iboende demokratisk potentiale: Framing sætter nemlig politiske aktører i stand til at præsentere alternativer der klart udtrykker deres grundlæggende værdier. Det giver borgerne nogle tydelige politiske alternativer at vælge imellem. For os at se er det den svært forståelige embedsmandsretorik som udgør hovedtruslen mod god politisk debat – og ikke politiske aktører, der framer koncist og kontant i overensstemmelse med deres grundlæggende politiske værdier.

Så framing er nøglen til en mere demokratisk debat hvor borgerne får tydelige og reelle alternativer at vælge imellem. Og det er et uomgængeligt grundvilkår for al sprogbrug som vi er nødt til at forholde os til.

R

Læs mere:

Robert Entman: ”Framing: Toward a Clari cation of a Structured Paradigm”. Journal of Communication, 1993, 43, vol. 4. Erving Go man: Frame Analysis. An Essay on the Organization of Experience. Harvard University Press, 1974.
G. Lakoff & M. Johnson: Metaphors we live by. University of Chicago Press, 1980.
Rune Slothuus: ”Framing Deservingness to win support for welfare state retrenchment”. Scandinavian Political Studies, 2007, vol. 30, no. 3.
Jens Jonatan Steen & Gry Inger Reiter: Tag bladet fra munden – en introduktion til politisk framing. Samfundslitteratur, 2015.



Jens Jonatan Steen & Gry Inger Reiter, forfattere til bogen Tag bladet fra munden – en introduktion til politisk framing


 Læs mere om RetorikMagasinet 100
Author profile

Gry Inger Reiter er cand. mag. i retorik fra Københavns Universitet og debat- og kronikredaktør ved Dagbladet Information. Hun er medforfatter til bogen Tag bladet fra munden. En introduktion til politisk framing, 2015.

Lämna ett svar