Han glemte sgu riven!

I en tid, hvor tv mest er til quizzer og knas, kræver det et særligt talent at lave enkle og personlige tv- programmer, der trækker op mod én million seere. 

Han glemte sgu riven!

Cecilie Lieberman

Hvad er det, som du formidler med dine haveprogrammer?

Det er helt klart, at jeg formidler holdning, helt uden at blinke. Men jeg gør det ikke, fordi vi er blevet enige om, at i DR-Derude har vi den og den holdning til frilandsgrise eller æg. Jeg gør det, fordi det ér min holdning. Hvis jeg skulle formidle alle de holdninger, der findes til haver, så vil det blive noget dødt og intetsigende brevkasse-noget. Hvis jeg ser en grim plante, vil jeg have lov til at mene, at den er grim. Det går imod de sædvanlige journalistiske idealer om at være objektiv, men der er ingen, der forventer, at disse haveprogrammer er objektive. Jeg undgår også meget bevidst, at det ikke er økologiske programmer. Økologerne vil meget gerne gøre mig til indtægt for deres sag, men det får de ikke lov til, for jeg vil ikke spændes for dén vogn. For jeg er ikke økolog. Jeg er et menneske. Men et menneske nogenlunde ved sine fulde fem, og som forsøger at tænke lidt over tingene, og som forøvrigt holder ufatteligt meget af denne natur og vore ressourcer.

Jeg synes, du klarer det utroligt fint med at være holdningspræget uden at være moralsk. Man tænker: “Det var satans, méner han det!”. Og fordi du mener det, behøver det ikke være min – eller DR’s – holdning. Sådan bliver det lagt frem!

Jeg får 10-20 breve om dagen fra især ældre seere, mænd som oftest, som himler op over, at jeg taler for frilandsgrise, for der er andre meninger om den sag, og jeg skal bare klappe i! Sådanne sure opstød, som ender med at sige, at det kan DR ikke tillade sig, for DR skal være objektiv, kan jeg ikke bruge til noget. Jo mere alvorligt mit tema er, jo mere saglig er jeg, så jeg ikke siger noget sludder. I de tilfælde er jeg meget forberedt og har undersøgt sagen til bunds. Et emne som frilandsgrise har jeg beskæftiget mig med i årevis, det har altid interesseret mig. Min frilandsgris, som har fået lov til at komme med i hvert program, bare et par minutter, har været et pædagogisk trick, for her har jeg et levende bevis. (Grisen DRude døde i sommer, men blev erstattet af en anden, red). Før jeg derfor begynder at sige, at det er synd eller ikke synd, så har jeg fandeme undersøgt sagen tilbunds.

Annons

På den måde kan man netop ikke komme og klandre dig for, at du ikke har gjort dit hjemmearbejde ordentligt, underforstået at din holdning til de følelsesladede emner er sagligt funderet!

Ét er, at jeg siger, at nu gider jeg ikke hakke i mine stauder mere, fordi jeg synes, det er spild af tid. Sådan noget behøver jeg ikke at forberede. For det er bare mig, og hvis folk bliver forarget over dét, så værsgo! Men det andet er en anden sag. Det nytter ikke, at jeg siger, at alle danske grise og søer bare skal ud, hvis det er en umulighed. Jeg må være realistisk. Jeg kan så sige, vi skal have alle danske søer sluppet fri, for det er ingen umulighed. Men at en million grise og svinesøer skal ud på det danske friland, kan bare ikke lade sig gøre af en helt række fysiske og forureningsmæssige årsager. Ligesom hvis jeg sagde, at også alle slagtegrisene skulle ud. Hvis jeg sagde det, ville jeg blive til grin.

Søren Ryge Petersen. By Mogens Engelund – Own work, CC BY-SA 3.0. 2007.

Det er måske også hér, det menneskelige aspekt kommer ind. Du prædiker ikke for et idealistisk syn på dansk landbrug, men du har et realistisk syn på tingene?

Vores husdyr har været et af mine kæpheste i mange år. Vi er stadig et landbrugsland, selvom kun 8-10% er beskæftiget med landbruget, og mange mennesker ikke aner en pind om det der. Men vi har en forfærdelig masse husdyr i Danmark. Og vi spiser dem sgu alle sammen, hele tiden. Derfor mener jeg, at vi alle er dybt ansvarlige for, at de ikke skal plages og pines. Det er én side af sagen, men jeg gør lige så meget ud af at afsentimentalisere vores forhold til dyr. Når dyrene er blevet så store, som de nu skal være for at blive slagtet, og de for øvrigt har haft et godt liv, så bliver de slagtet! Med god samvittighed uden dikkedarer.

Sproget som virkemiddel

Hvor bevidst er du om din stil som tv-vært?

Hvis jeg skulle sætte mig ned og skrive et A4-ark om min tv- stil, så ville jeg nok ikke være i stand til at gøre det. Jo, det ville blive en række eksempler på, hvad min stil er udtryk for, men ikke ud fra på noget tidspunkt at have foretaget en samlet analyse. Min stil udspringer ikke ud fra en bevidst holdning til begrebet stil. Jeg gør det ikke kun så godt, jeg kan, men som jeg føler, jeg er nødt til at gøre det. Det er en blanding af det personlige og det spontane. Jo, jeg synes også, at den poetiske dimension, som er vigtig for alle mennesker, skal komme frem en gang imellem. Den poetiske dimension er meget vigtigt for mig. Jeg ville ikke kunne leve uden den. Men man skal være varsom med det. Det kan ikke nytte noget, hvis jeg står ude i frugthaven, og der er en sky af kørvel, at jeg kører frem med poesien. Det kan man skrive et digt om, eller to sider om sin glæde med alle mulige metaforer, men det er svært at formidle. Men heldigvis har jeg det i stigende grad sådan, at jo større oplevelserne er i de dimensioner, jo mere siger jeg til mig selv, “Søren, hold nu kæft!”. Måske blot en tør, næsten konstaterende sætning om, at kørvelen blomstrer.

Man skal ikke overlæsse virkemidlerne, for så forsvinder virkningen!

Ja, jeg kan huske for nogle år siden, hvor jeg talte meget om æg. Jeg lavede et helt program om æg og burhøns.

Ja, da kunne man mærke, at du var vred!

Jeg var vred og overvejede, hvordan jeg skulle formidle min vrede og komme igennem med mit budskab, uden at det blev en halv times løftet pegefinger. Så endte jeg med at komme frem til en enkelt sætning, som jeg til gengæld gentog flere gange. Efter at have lagt alle fakta på bordet, siger jeg: “Det kan vi ikke være bekendt”. Og jeg kiggede lige ind i seernes øjne. Jeg sagde ikke: “Det kan I ikke være bekendt”, eller “Det kan de ikke være bekendt”, men altså “Det kan vi ikke være bekendt”. Jeg sagde det så venligt og indtrængende som muligt. Det var den eneste sætning, jeg brugte, som udtrykte en holdning direkte, og den blev gentaget undervejs. Den gik rent ind. Nogle dage efter stod jeg oppe hos købmanden. Der stod nogle unge fyre, som skulle købe ind. En af dem havde taget en pakke almindelige æg, så snakkede de om det her og sagde til hinanden: “Nej, det kan vi ikke være bekendt”. Så tog de nogle æg fra fritgående høns. Hvis der havde siddet fem dyreværns-eksperter og løftet pegefingre, så var det slet ikke gået ind. Det fuldstændigt, næsten under­spillede budskab fungerer, og det er også mere mig. Det pastoralt formynderiske er slet ikke mig.

Jeg kan tydeligt huske det, og det er utroligt virkningsfuldt at sige vi, så gør du dig til en medskyldig!

Og jeg er medskyldig. Jeg er ikke økolog. At jeg i femten år ikke har har købt æg, fordi vi har vore egne høns, er en anden sag. Og det skal jeg ikke gøre mig hellig over. Vi bor sådan, at vi har muligheder for det. Det er så nemt for mig at sige, at vi skal lave vores egne æg. Den holder ingen steder.

 

En god fortæller

Er der en udvikling fra en neutral til en mere subjektiv holdning i dine programmer?

Ja, det har der helt klart været. I de første mange år var jeg en slags nybegynder. Selvom jeg kom med al stoffet, var det færdige program ikke mig fra A til Z. Jeg blev tilrettevist undervejs af en producer; nej, det der skal tages om, det der var lige for pjattet, eller ikke tydeligt nok. Så den personlige stil er kommet stille og roligt i kraft af, at jeg i stigende grad kan få lov til at være mig selv. Jeg er jo lidt af en enspænder i den sammenhæng. Jeg har min fotograf og min lydmand og en redigeringstekniker. Ikke mere, men jeg kan selvfølgelig spørge andre, og gør det også. Fx min redaktionschef, hvis der er noget, jeg er i tvivl om. Men jeg har ikke noget redaktionsfilter…endnu.

Det er noget, du har fået lov til her inden for de senere år?

Ja, det er noget, jeg har fået lov til inden for de sidste 5-7 år. Især efter jeg blev fastansat for en syv år siden. Indtil da var jeg freelance og lavede 7-8 programmer om sommeren. Som fastansat begyndte jeg at lave programmer hele året, og så tog det fart. Men igen er det uhyre enkelt. Hvis jeg laver et eller andet, som er noget nyt eller anderledes, som folk, både seere og kolleger kan lide, så giver det et større spillerum. Da jeg første gang var ude at rejse i 14 dage, kom jeg hjem med tre programmer fra Island, hvilket er lidt usædvanligt, da man normalt bruger længere tid på at lave sådanne programmer. Hvordan kunne jeg overhovedet tro, at jeg på så kort tid, tre uger i alt inklusiv søvn etc., kunne lave 4×30 min. med relevant og ordentligt tv-stof. Men det viste sig, at det kunne jeg. Både seerne, mine kolleger og min chef kunne lide det, og så stilles der egentlig ikke flere kritiske spørgsmål. Og hvordan jeg gør det, er op til mig selv. Jeg følger mit instinkt og forvisning. På samme måde, som da jeg fx lavede et program i Norge med Ennis. Hendes mand, Per, nævnte i henkastede sætninger om sit liv, bl.a. at han i sine unge dage var isbjørnejæger på Svalbard. Han fortalte om det, så mine ører strittede til alle sider. Ja, så kører jeg sgu løs og planlægger uden blinken en rejse til Svalbard med Per, og så skal han bare fortælle om, hvordan det var at være fangstmand på Svalbard for 30 år siden. Og da er jeg 100% overbevist om, at det vil blive godt. Det gode er en kombination af det spændende emne og manden, Per, som bare kan fortælle, hvor han kigger dig ind i øjnene, og du kan slet ikke lade være med at lytte. Til syvende og sidst er dét stof, der går bedst igennem, og som seerne husker længst, det med de rigtige personer, der skaber kontakt og fortæller, så man slet ikke kan lade være med at lytte. Sådanne mennesker kan du ikke finde i en bog eller hos et agentur. De er rundt omkring og allevegne, og nogle af dem gemmer sig ufatteligt godt.

Hvad er det ellers for programmer, du laver, udover haveprogrammerne?

Alt det jeg laver, har hovedoverskriften DR-Derude, og jeg laver 20-25 programmer om året. Af dem er de 6-8 stykker nogle, der foregår her i min have, og de er direkte fjernsyn. Resten er alt muligt andet. Jeg har rejst en del – og har været på Færøerne, Island, Norge, Kina, Shetland, Skotland og Frankrig. Men igen, det er i en klar forlængelse af det, jeg laver herhjemme. Jeg rejser ikke, fordi jeg har sagt, at nu skal dét være en del af mit koncept, og hvor skal jeg nu tage hen næste gang. Jeg rejser derhen, hvor jeg virkelig har lyst til at rejse hen. Ikke bare til et land, men til en person, en historie, et eller andet som helt spontant fascinerer mig. Og som jeg har lyst til at fortælle videre. Så det er næsten umuligt for mig at rejse til mere eksotiske steder, som jeg ikke har et personligt forhold til i forvejen. Jeg prøvede i Kina, men det var lidt besværligt for mig, fordi Kina er dybt fremmed for mig. Og ellers så drysser jeg diverse programmer ud, som jeg får idéer til undervejs. Jeg har lige lavet et program med Erik Aalbæk Jensen på Nekselø. Jeg læste en bog af ham og tog ham med til Nekselø. Jeg har også været på Fanø med Henning Mortensen, fordi jeg har hans erindringsbøger, hvor den første handler om hans barndomssommer på Fanø.

I betragtning af at det genre-mæssigt er smalle programmer, du laver, er programlægningen i prime-time et udtryk for den store succes?

Ja, det er klart. Det burde være et smalt program, når jeg tager til Fanø, ikke for at filme badenymfer, men for at lave en historie med Henning Mortensen, et egentligt litterært program. Men det er alligevel ikke svært at få folk til at kigge med. Alle folk elsker at få en god histore. Selvfølgelig handler det også om – det ved jeg godt – at jeg har den kæmpe fordel, at jeg igennem mange år er blevet indarbejdet hos publikum: Når der står DR-Derude og mit navn, så kan de roligt lukke op, for så kommer der nok noget skægt, sjovt eller spændende. Hvis der derimod stod “Samtale med forfatteren Henning Mortensen”, og det var gjort frit af DR-Derude og mit navn, så ville der kun være 2%, der lukkede op for det. I vore dage handler det om overhovedet at få folk til at se programmet, at stille ind på programmet, fordi de har så meget at vælge imellem.

 

Hvor er haveriven?

Hvordan er forskellen på at lave direkte og forredigerede programmer? Er du nervøs fx?

Nej, ikke mere. Den første sommer vi lavede direkte, var jeg nervøs. Og det var vi af gode grunde. Vi filmer med ét kamera og én mikrofon, og alt hvad jeg gør eller siger, kommer med i den halve time. Hvis jeg falder besvimet om i et program, kan seerne se, jeg falder om. Vi har intet sikkerhedsnet, vi har ingen fortrydelse eller klipning. Det har man jo ellers altid. Hvis der sker noget, seerne ikke skal få at se, kan produceren klippe til et andet kamera. Hvis der sker noget i mit program, man ikke må se, så håber jeg, at fotografen har åndsnærværelse nok til bare at vise blomster. Men der er ikke nogen tilrettelægger, der kan gå ind og beklage. Det tekniske skal jo også helst fungere. I de første programmer vi lavede, tænkte jeg så meget over alt det, der ikke måtte ske, at jeg ikke havde plads til det, der skulle ske. Men det gik jo, også med det tekniske. Jeg har en god fotograf, og vi er forbundne med en usynlig tråd. Og sker der noget uforudset, og det gør der jo, så gør det lige præcis ikke noget. Det skulle jeg bare lige først lære. Jeg troede i min naivitet, at det ville være åndssvagt, hvis jeg fx havde glemt noget. For selvfølgelig har man ikke glemt noget i et fjernsynsprogram. Det var jeg meget oppe på dupperne med. Men herreste Gud, det gør jo ikke noget, at jeg går ti meter, og så åh, nej, jeg glemte, og så går jeg tilbage efter det.

Det er nok også dét, man bliver så overrasket over. Tænk, nej, tv-værten glemte sgu haveriven!

Ja, det er jo bare morsomt. Og fuldstændigt naturligt. Det blev endda en klassiker i mine programmer. Jeg tror, det var i det andet eller tredje direkte program, at jeg lærte forglemmelsens betydning. Midtvejs i programmet skulle jeg hen og grave asparges­kartofler op. Jeg gik hen ad midtergangen i køkkenhaven og sagde, at nu skal vi ned og grave asparges-kartofler op, og jeg glæder mig til det. Så kom jeg derned, og stod i fem sekunder og kiggede rundt for mig selv. Og så sagde jeg “Hvor er greben?”, som jeg jo skulle have stillet parat, så jeg kunne grave de skide kartofler op. Og så var den der ikke! Jeg sagde, “Jeg har glemt den, det må I undskylde, jeg henter den lige!”. Så løb jeg hele vejen tilbage gennem haven, forsvandt ud af billedet, gik ind i garagen, hentede greben, og så tilbage. Det tog et minut, hvor seerne ikke oplevede andet end, at de så mig løbe, de så mig forsvinde, så ventede de i 20 sekunder, hvor der ikke skete noget som helst, og så kom jeg løbende tilbage, pustede og gravede kartofler op. Der gik et helt minut af kostbar sendetid med en forglemmelse. Og så tænkte jeg ikke mere over det, andet end, at det klarede vi da vist meget godt. Men næste dag! Jeg fik så mange breve fra folk, hvor de grinende skrev “Nå, du glemte nok din greb, hva’”! Det var min forglemmelse, der havde gjort størst indtryk i det halve times program. Og det har jeg siden tænkt meget på. Vi snakkede en del om det. Kan det virkelig gøre så stort et indtryk? Svaret er indlysende. Dén form for glemsomhed er den mest naturlige, der findes. For vi glemmer alle sammen et eller andet. Du går til venstre i stedet for til højre, siger noget og nå, nej, for øvrigt, skal jeg da lige huske og sige, osv. Sådan er alle mennesker i deres dagligdag. Medmindre du har forberedt dig rigtigt godt og skal holde en tale, så har vi alle små sidespring i vores tanker og fysiske fremtræden. Når vi normalt laver fjernsyn, klipper vi fortalelserne og småfejlene væk. Men laver vi direkte tv kommer de små fejl med, og det gør det hele så troværdigt.

 

Brev til prinsessen

Jeg oplever det, som om formen, stilen og manden er smeltet sammen. Og det må være derfor, at det fungerer så godt!

Ja, og det er ikke uden grund, at selv med de mange kanaler, er der stadig ingen, der har forsøgt (Søren Ryge banker under bordet) at kopiere det. Du kan ikke adskille de tre ting, form, stil og manden. Det er det samme med sproget. Mit sprog er utroligt vigtigt. Fx i de programmer, hvor jeg lægger en speak hen over et program. Jeg redigerer altid billederne først og skriver manuskriptet til speaken bagefter til den færdige billedside. Og jeg véd, at den helt rigtige sætning til de rigtige billeder på det rigtige tidspunkt vil huskes mindst lige så godt som de flotteste, flotteste billeder. Det er næsten altid samme aften, eller samme nat, jeg har redigeret billederne færdigt, at jeg skriver manuskriptet. Så får man den levende fortælling, som betyder mindst lige så meget som billederne.

For nogle år siden lavede jeg et program til Prinsesse Alexandra, som var en beretning nede fra marsken i Sønderjylland. Det skete lidt spontant: Jeg var sammen med en fotograf i København, og vi gik og snakkede om al det halløj, der var omkring Prins Joachim og Prinsesse Alexandras bryllup. Så tog det ene ord det andet, og vi skulle da også give hende noget. Det var jo det, at af alverdens steder skulle hun bo i det yderste hjørne af Sønderjylland. Det er min barndomsegn og den betyder meget for mig. Så for sjov sagde jeg, at vi burde sende hende et program, der handlede om denne her marsk.

Det skulle ikke handle om Møgeltønder eller Schackenborg, men vi skulle tage derned i tre dage og filme sønderjyderne, marsken og himlen. Og så skulle jeg lave en tekst til. Så satte jeg mig ned og skrev et brev til hende: Kære Alexandra, nu skal du lige høre, nu skal jeg vise dig noget. Og jeg viste hende noget, som jeg var glad for. Det var meget lærerigt.

Det var en utrolig fin idé at forme det som et brev!

Ja, det var et brev, der vekslede mellem det personlige, som selvfølgelig ikke kunne være personligt og alligevel. Jeg skrev, som var det til, ikke en jeg kendte, endsige holdt af, men til én som havde min sympati. Hun havde måske i ekstra høj grad min sympati med alt det, der væltede ned over hende. Så ville jeg bare trøste hende lidt og vise hende, at når hun kom derned til Sønderjylland, og hun og Joachim trængte til at komme ud, var der denne sti, som var fin osv. Det satte jeg mig ned og skrev, og teksten fyldte faktisk hele programmet. Så havde vi filmet dernede i to dage, og det var ikke særligt godt vejr. Det var ikke det store sus, og der kunne laves meget flottere billeder dernede fra, men du godeste Gud, hvor fik jeg mange reaktioner. Jeg fik så mange breve, og de skrev, at det var et af de smukkeste programmer om Sønderjylland og marsken, de nogen sinde havde set.

Hvis du gik ind og analyserede programmet som tv, var det overhovedet ikke noget særligt. Men det, at jeg fik lagt den helt præcise tekst på, som man ikke kunne lade være med at lytte til, gjorde, at det gik op i en højere enhed. Det har jeg lært sidenhen. Man må ramme den rigtige stemning og have den rigtige vinkel. Nogle gange kommer folk hjem med et hav af billeder, det er ikke nødvendigt. Som sagt har jeg lige været på Fanø for at snakke med Henning Mortensen om hans erindringsbøger derovre fra. Jeg vidste, at selvom hans fortællinger er gode, kunne han ikke sidde og fortælle i 29 minutter. Der skulle noget ind imellem. Men hvad kunne vi bryde det med? Skal det være strandbilleder, klit­billeder, havbilleder, dragebilleder og badebilleder osv. Men idéen kom faktisk til mig på vej derned. Jeg havde mine barndomssomre på Rømø, hvor vi tog afsted én dag for at bade, og det var fantastisk. Det mest fantastiske var den gigantiske brede strand. Vi kørte derud med vores gamle Folkevogn og var der en hel dag. Vi var der derfor også til at se vandet skifte mellem ebbe og flod. Det kommer en hel kilometer ude fra og stiger i løbet af en fire-fem timer. Og det var så fascinerende. Vi havde en bestemt leg, som vi aldrig blev trætte af: Når vandet steg, gravede vi lidt ude et cirkelformet dige, og så så vi, hvor længe det kunne holde. Meget elementært, og når vandet kom, brød det sammen, og vi gik bare ind på stranden igen. Da Rømø er næsten det samme som Fanø, foreslog jeg Henning Mortensen, at vi lavede det samme. Han blev fyr og flamme, så vi lavede sådan et dige. Vi havde det så skægt, og det filmede vi. Så har vi fem-seks af hans historier sammen med vores, skal vi sige lillebitte, men alligevel store elementære oplevelse. Og det klipper vi bare sammen til et forløb. Og jeg ved allerede nu, også fordi det er flotte billeder, og med to mænd midt ude i havet på vores lille dige-ø, at det er nok. Man behøvede ikke flere billeder, og jeg er glad for, at jeg ikke behøver at skændes med en producer om at skulle have flere billeder, og “vi kan ikke komme hjem fra Fanø uden at vise dét, og dét, og dét” – gu’ fanden kan vi det.

Det må være dejligt at kunne have så frie hænder. Men det er vel kun så længe, der er nogen, der gider at se det?

Det er klart. Inden for de sidste to eller tre år har det forandret sig voldsomt. Jeg siger det ikke for at komme med en bandbulle mod Danmarks Radio. Jeg véd, det er dybt kompliceret at være leder, men når det gælder prime-time, sidder de ikke mere og kigger på indhold. Det gør man ikke mere. Man har share-mål og ratings-mål, og hvis man ikke opfylder dem, så går programmerne ind igen. Grunden er forståelig. Danmarks Radio er licensfinancieret, og licensen bestemmes af politikerne. Hvis politikerne efterhånden kommer på den idé, at Danmarks Radio er gået bagud af dansen, så vil de være motiverede for, at de ikke behøver så mange penge, og så bliver stationen langsomt udsultet.

Her til sidst: Gør du dig nogle tanker om, hvem det er der sidder og ser dine programmer?

Jamen, mine forestillinger er, og det lyder måske rimeligt hovski-snovski, at alle, der tilfældigvis er sporet ind på mine programmer, mens de ser fjernsyn, er mine seere. Jeg har ikke en bestemt gruppe, og min ambition er egentlig at lave fjernsyn for alle, gamle og unge, veluddannede, og øst og vest. Jeg havde en meget glædelig oplevelse, da jeg sidste år var på Skanderborg Festival for første gang, hvor jeg troede, jeg kunne gå i fred og ro. På Skanderborg Festival med 20.000 unge mennesker, som ikke er mit “segment”, kunne jeg vel nok være i fred, men du godeste Gud! Det var unge fyre, københavnere, som kom og sagde “skide godt, fedt program”. Og det er ikke fordi, jeg taler om have eller pileflet, men når jeg ind imellem er lidt pjattet eller fræk, lidt uforudsigelig, kan de meget godt lide det.

Det ligger netop i hele de der direkte have-programmers – ikke koncept, for et sådant findes slet ikke – måske nærmere det fine ord, ånd, som man bruger i meget større sammenhænge, ja, atmosfære, at der skal være plads til de spontane handlinger og udsagn og alt muligt andet. Det er sikkert også derfor, at efter 5-6 år kan et program, som egentlig ikke handler om en skid, trække op til én million seere. Det er ikke, fordi det ikke handler om noget, det er den måde, hvorpå programmet handler om alt muligt mellem himmel og jord og “forresten, nu skal I lige se eller høre”. Sådan er jo næsten alle danskere i hverdagen derhjemme, ja og på arbejdet. Det fine, velforberedte indlæg, hvor du uden svinkeærinder lægger noget frem, sådan er der ingen almindelige mennesker, der kommunikerer. I vores almindelige kommunikation mellem hinanden er der ingen, der kører fra A til Z i 29 minutter.           ❏

R

Bibliografisk

Af Cecilie Liebermann, redaktør på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 25 (1997), s 8-13.

Author profile

One Reply to “Han glemte sgu riven!”

Lämna ett svar