En bog der vil det hele

Recension

Ottar Grepstad: Det litterære skattkammer. Sakprosaens teori og retorikk. 624 sider. Det Norske Samlaget, Oslo 1997.

Bibliografiskt

Forfatter: Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet.

Rhetorica Scandinavica 3 (1997), s 73-76.

Annons

Stilistiken

Stilistiken är ett verktyg som gör det möjligt att förstå den språkliga verklighet vi lever i och den är ett medel för oss att bemästra den. Om vi känner till de stilistiska teknikerna att påverka kan vi å ena sidan avslöja manipulationer som vi utsätts Läs mer...

Alfabetisk översikt av troper och figurer

Kapitel från boken: Peter Cassirer: Stilistiken. Kapitel 7: ALFABETISK ÖVERSIKT AV TROPER OCH FIGURER Här följer en alfabetisk översikt av troper och figurer. Först anges termen och den svenska innebörden jämte en förklaring. Därefter presenteras exempel och sist anges dels vilken retorisk ändringskategori figuren tillhör, dels vilken av de tre huvuduppgifterna stilfiguren antas fylla. Retoriken Läs mer...

Recensionen

Det er en imponerende og egenartet bog vi har at gøre med her. Ottar Grepstad har påtaget sig en stor og påtrængende opgave. På lidt over 600 sider vil han, som undertitlen siger, fremstille en “sagprosaens teori og retorik”. Men samtidig er dette også et vue over sagprosabogen som fænomen, dens historie, dens genrer, dens sociologi, dens produktionsvilkår, dens reception. Dertil kommer at Grepstad specifikt skriver om den norske sagprosa, herunder med særlig forkærlighed om nynorske sagprosaforfattere.
Man kan altså sige at vi her har en bog med en emnedefinition som en skydeskive: yderste ring er den generelle teori om sagprosa, og de andre ovennævnte temaer kommer som ringe inden i hinanden, med nynorsk sagprosa som ‘pletten’. Men på den anden side er det ikke sådan at sagprosaens generelle teori og de øvrige ydre cirkler blot er med for at danne baggrund og indkredse bogens egentlige tema. Nej, alle de koncentriske cirkler er i fokus. Det lyder som en nærmest umulig opgave. Et fotografi kan heller ikke være skarpt både i total-, halvtotal- og nærbilledperspektiv – omend man med et særligt objektiv kan tilnærme sig denne, for læseren noget flimrende, men fascinerende, effekt.
Man kan gisne om at bogen er blevet det den er, i kraft af et samspil af årsager. Den udgives af det fortræffelige forlag “Det Norske Samlaget”, som i over 100 år har specialiseret sig i udgivelser på nynorsk. Ottar Grepstad er tidligere forlagschef her, med alt hvad det bringer af ekspertise både om nynorsk og om bogproduktion; og arbejdet med bogen er muliggjort ved støtte fra forskningsprojektet Norsk Sakprosa. Alle disse faktorer har nok bidraget på hver deres måde til at vi nu får netop denne monumentale publikation, med et flerfoldigt sigte som ikke umiddelbart synes at have nogen nødvendig sammenhæng.
Med et semi-litterært greb begynder bogen in medias res, nemlig med at præsentere fire pionerer i norsk sagprosas historie, som tilsammen repræsenterer et bredt spektrum af genrer. I de følgende kapitler dukker de op et antal gange, og det forfejler ikke sin retoriske effekt: at gribe læserens velvilje for emnet, for sagprosaen som en livsgerning der kræver lige så meget talent, kamp og vilje som skønlitteraturen – hvis målet er kvalitet.
Resten af fremstillingen er systematisk bygget op: et kapitel om selve begrebet sagprosa, som på værdifuld vis belyser dets foranderlighed og historiske relativitet; et om gerningen som sagprosaforfatter, set “i professionssociologiens lys”; et om typiske elementer, strukturer og egenskaber i sagprosatekster. Og dernæst en serie kapitler, bogens tyngdepunkt, om dens nøglebegreb: genrer.
Grepstad opstiller kortfattet en interessant genreteori for sagprosa. Den bygger især på Egon Werlichs teori i Typologie der Texte (1975) og A Text Grammar of English (1976), hvor hovedtyper af tekster defineres ud fra hvilket aspekt af konteksten der er i fokus. Er det den rumlige kontekst, har vi at gøre med deskriptive tekster; er det den tidslige kontekst, får vi narrative tekster; drejer det sig om analyse eller syntese af begreber hos kommunikationens parter, får vi fremstillende tekster; skal relationer mellem begreber vurderes, får vi argumenterende tekster; og drejer det sig om planlægning af fremtidig adfærd, får vi instruktive tekster. Disse typer, hævder Werlich, “correlate with forms and ranges of human cognition. They reflect the basic cognitive processes of contextual categorization”1. Der ligger altså her en næsten aristotelisk tænkemåde: de grundlæggende genrer er ikke empirisk-historiske accidenser, men følger med nødvendighed af sagens natur.
Grepstad går ikke ind i et uddybet ræsonnement af denne type – hvilket man kunne ønske at nogen der skriver om “sagprosaens teori og retorik”, ville gøre. Han overtager blot Werlich hovedkategorier fordi han synes de er de bedste, uden megen diskussion af hvorfor de er det, men han føjer dog endnu en grundgenre til: pædagogiske tekster. Og dernæst følger en grundig gennemgang af genrer og undergenrer, med argumenterende og fremstillende tekster slået sammen til ét kapitel, beskrivende og narrative til et andet, pædagogiske for sig og instruktive for sig.
Hvert kapitel behandler – i læseværdig, slagfærdig, ofte lakonisk prosa – et betydeligt antal undergenrer. Det virker måske ikke altid overbevisende at en given undergenre kommer i en given kategori, for eksempel at breve hører under det argumenterende og fremstillende; men til gengæld får man i hvert afsnit et væld af værdifulde oplysninger og perspektiver, bygget på et ganske encyklopædisk kendskab til genrernes historie såvel som teorier om dem i fortid og nutid. I virkeligheden har Grepstad skrevet en serie ypperlige historiske fremstillinger her, om dusinvis af underkendte og underbelyste tekstgenrer, med så megen indsigt og så mange referencer samlet på ét sted at bogen vitterlig står som et gennembrud – der vil forblive en vigtig ressource i mange år frem.
Herefter får vi ydermere et kapitel om kontekst-begrebet, et yderst lærerigt “litteratursociologisk” kapitel om sagprosaens institutioner – bogtyper, titelantal, distribution, med videre – og endelig et om reception, ud fra devisen “læseren får det sidste ord”, inden det hele opsummeres i et slutkapitel.
Altså en enestående righoldig og sammensat bog. Men set på afstand er det primært en sagprosaens genrehistorie, mere end dens retorik og teori, vi har fået. Skulle man skrive en sagprosaens retorik, skulle den overvejende og vedholdende behandle spørgsmål som sagprosaens definition og genrer – ud fra en sammenhængende teori som blandt andet gav genrerne en funktionel bestemmelse; og den skulle beskrive elementer, strukturer, og egenskaber i øvrigt, som går igen i de forskellige genrer, samt hvordan de medvirker til at opfylde tekstens funktion, dér hvor de bruges. Dette måtte meget gerne være belagt med talrige teksteksempler fra autentisk sagprosa, så vi kunne se og efterprøve det teoretiske. Men her er en af svaghederne hos Grepstad: der er næsten ingen teksteksempler og derfor næsten ingen tæt tekstanalyse eller
-diskussion. Det ville måske også være umuligt, hvis ikke bogen skulle svulme til det tredobbelte – men hvorfor skal den så have så mange koncentriske emner med? Som det nu er, får mange af Grepstads – ofte elegante og tankevækkende – udsagn om en genres egenskaber lov at blafre som postulater i luften.
En anden begrænsning virker også hæmmende og fra et retorisk-teoretisk synspunkt vilkårlig. Bogen handler om bøger, og det er vel også hvad forfatteren véd allermest om.
Men er det egentlig givet at en bog om sagprosaens teori og historie altovervejende skal være en bog om bøger? Sagprosaen er meget andet end bøger – men kun sporadisk omtales der for eksempel artikler og andre kortere genrer i fremstillingen. Videnskabelige artikler som genre er behandlet, men artikler i aviser og andre blade er frasorteret. Causeri og essay behandles fyldigt, men tilsyneladende kun fordi forfattere til disse genrer har tradition for at samle deres skrifter i bøger. De primært mundtlige genrer – for eksempel foredrag, retsprocedure, forelæsning og prædiken – behandles også under samme præmis, nemlig kun for så vidt de har sat sig spor i form af bøger. For prædikeners vedkommende står der for eksempel mest om homiletik, altså prædiken-teori, og meget mindre om hvordan præster faktisk har prædiket. Tilsvarende er retstalen kun behandlet ved omtale af bøger om den.
Man kan hertil igen sige at det havde gjort bogen og opgaven uoverkommelig at inddrage også disse mundtlige genrer. Ja, især hvis fremstillingen også skal være et historisk overblik over norsk sagprosas historie (med særligt henblik på nynorsk). Men ud fra det koncept som titelbladet lægger frem: sagprosaens teori og retorik – er der ingen klar grund til at mundtlige genrer og korte genrer, som ikke kommer i bogform, skal forbigås.
Og ligesom der er en vis slinger med hensyn til om bogen handler om bøger – det gør den det meste af tiden, men ikke udelukkende – så er der altså også en art slinger med hensyn til hvilke typer tekster der omtales: primære, det vil sige egentlige eksempler på de sagprosagenrer som omtales, eller sekundære, det vil sige bøger om sagprosa. I vid udstrækning er det de sidstnævnte Grepstad har studeret og fremlægger for os med citater. Det er ganske vist også en velgerning – men det giver en kategoriforvirring: er det her genrernes historie eller genreteoriens? Og ganske vist er det imponerende hvad han har kunnet sætte sig ind i – men der er også en del (uundgåelige?) fejl og udeladelser iblandt, som går ud over troværdigheden. Mest alvorligt synes jeg egentlig det er at Grepstad ikke synes at kende James Kinneavys A Theory of Discourse fra 1971, som har et projekt meget på linje med hans eget, og som opstiller både en genreteori og et genrekatalog (omfattende både sagprosa og skønlitteratur, både mundtlige og skriftlige genrer) – af den art som Grepstad mener ikke er lavet (side 162). Der er også en del småtterier man bliver lidt forstemt af: Den nulevende franske strukturalist (af bulgarsk oprindelse) Tzvetan Todorov bliver på side 289 til “russisk formalist”, skønt den russiske formalisme uddøde ca. 1930, og Northrop Fryes berømte genreteori i Anatomy of Criticism (1957) angives med årstallet 1990. Noget af arbejdet med denne bog er gået ret hurtigt.
På en måde går det hele for hurtigt. Gang på gang i fremstillingen gribes man af en frustration over at spændende og vigtige emner behandles på én gang så tankevækkende og flygtigt. Ofte bliver der ikke mere end et par sætninger til problemer som man gerne havde læst meget mere om – men alt det forfatteren skal nå, er jo så omfattende at han ikke kan gå mere i dybden, det må man med ærgrelse medgive ham. Ét eksempel er at vi i kapitlet om læseren hører at læsere især bruger sagprosa til tre funktioner: underholdning, oplysning og nytte. Aha, her er noget om funktioner! Men hov, hvordan stemmer det nu med at der set fra forfatternes side er seks hovedgenrer med hver sin grundlæggende funktion – som hedder noget helt andet? Hvor er for eksempel den argumenterende genre blevet af – hvad gør den for læseren? Det kan sikkert være rigtigt nok at forfatterens funktion med teksten og læserens funktion med læsningen (eller lytningen) er principielt forskellige fænomener, og at læser og afsender så at sige har hver sit projekt i kommunikationen. Men her er oplagt tale om et vigtigt og komplekst forhold der kræver langt mere analyse. Er det for eksempel sådan at nogle genrer især reciperes af læsere på forfatterens initiativ, andre på læserens? Eller er der altid to forskellige projekter? Moderne reklameteori har for eksempel peget på at reklamens afsender klart har ét (persuasivt) formål med sit budskab, mens modtageren har et andet udbytte for øje hvis han vælger at læse reklamen. En retorisk teori om sagprosa har meget at gøre rede for.
Bogen er, som det hedder på omslaget, “Ei altomfattende innføring i sakposaens vesen og ei forteljing om viktige bøker i norsk sakprosahistorie – alt i same boka. Ingen har skrive ei slik bok før.” Man kunne også spørge hvorfor nogen skulle skrive en sådan bog. Det skulle nogen måske nok – men det fremgår ikke helt klart for denne anmelder hvorfor netop de to nævnte funktioner skulle forenes i én bog.
Jeg for min del havde hellere set at bogen her havde brugt al plads på at leve op til den quintilianske topos der står på titelbladet. Men ideen om et skatkammer, thesaurus, som man kan hente ressourcer fra, udnyttes og forklares ikke dybtgående i bogen. Menes der med skatkammer blot det at sagprosaskribenter bruger mange greb som har været brugt før? Det ville være mere interessant at høre om, hvordan de til opfyldelse af globale tekstfunktioner vælger traditionelle elementer og strukturer som opfylder relevante delfunktioner. Og hvorfor hedder bogen det litterære skatkammer? Dette adjektiv i titlen synes at forplumre den gode pointe at sagprosaen har sit eget skatkammer – et forråd af traditionelle genrer, elementer, strukturer og kendetegn. Meningen er jo den at sagprosaskribenter gennem tiderne henter langt mere end man hidtil har erkendt, fra det skatkammer som tidligere sagprosa udgør – altså at sagprosaen også er en tradition og institution ligesom skønlitteraturen. Disse synsmåder, som er klart retoriske, ligger som en præmis under bogens fremstilling, og det er synsmåder som man må hilse velkommen: de har haft alt for lidt opmærksomhed i nordisk tradition, både inden for tekstforskning og modersmålspædagogik. Man kunne ønske sig at de var blevet udfoldet mere eksplicit og dybtgående end tilfældet er. Men hen ad vejen kommer det ‘boghistoriske’ projekt i vejen for den sagprosaens teori og retorik som i endnu højere grad er en mangelvare – og som, trods Grepstads gevaldige enkeltmandspræstation, ikke er ophørt med at være det.