Nys, notits, netspil, nakkedrag/nus

Retorikere udkaster frygtløst domme over taler, artikler, blogs, debatter og næsten al anden slags sprog, men går ofte langt uden om litteratur. Så RetorikMagasinet har spurgt litteraturanmelderen Lars Bukdahl, hvordan man gør. Han har givet os litteraturkritikerens faselære.

Nys, notits, netspil, nakkedrag/nus

Lars Bukdahl.

At få kritisk nys

Nys kan man på mere eller mindre kvalificeret grundlag få og have før en bog udkommer. Og når det gælder smal litteratur, og det gør det jo tit og gerne og helst for mig, så handler det også om at få nys om at en bog overhovedet findes fordi den ikke på nogen automatisk måde er synlig i landskabet, ved simpelt hen at holde øjne og ører åbne på de rette, reelle og virtuelle gadehjørner. Men ellers kan det jo være debuterende digtere man ikke kender, men har hørt godt (eller skidt) om, og det kan være digtere som man kun har hørt læse op eller læst en enkelt tekst af, fx i Forfatterskolens Afgangsantologi, eller det kan i mit tilfælde være unge digtere som jeg som poesiredaktør af Hvedekorn selv har ladet debutere (eller IKKE har ladet debutere!) og fulgt et kortere eller længere stykke tid. Ved siden af de ikke-debuterende, mere eller mindre etablerede forfattere, som man ikke eller kun sporadisk har læst og har den ene eller den anden fornemmelse af og fordom om, og de forfattere som man faktisk har læst og måske endda anmeldt og som man har klare meninger om, herunder den klare mening at der er tale om et litterært smertensbarn der er defineret ved skiftevis at skuffe og glæde. Al denne haven/fåen nys på forhånd kan være nyttig til at pejle sig frem til bøger man gerne vil anmelde og bestemt ikke vil anmelde (og helst vil man altså, modsat hvad mange tror, anmelde gode bøger, i det omfang man vil anmelde bøger man har nys om er dårlige (og ikke bare skrevet af smertensbørn med 50/50-chancer), er det fordi det er hvad man kan kalde TYDELIGE bøger der for kritikere/læsere er med til at definere hvad god litteratur skal forestille at være). Men lige så snart man får bogen i hånden, må den haven nys forlades til fordel for den håndgribelige fåen nys der begynder lige præcis med at tage bogen i hånden og se dens udstyr og cover og selvpræsentation, flaptekst, forlagets følgebrev, i nærmere øjesyn, også her skal man passe på med at stole for meget og fast på sin præmature fåen nys. Reelt og brugbart får man først nys når man forbandet begynder at LÆSE bogen, men så går det også hurtigt og skal også gå hurtigt; hvis man ikke i løbet af de første to-fem sider har fået nys – gennem den kunstneriske omgang med sproget dansk – om at dette er sager, så er det usandsynligt grænsende til umuligt at positiv fåen nys senere skulle kunne fremprovokeres – omvendt kan tidligt positivt nys måske ikke dementeres, men sagtens relativeres og kompromitteres. At få positivt nys er at mærke på hele sin læsekrop og læsebevidsthed og læsesjæl at dette er sager, ikke hvorfor eller hvordan, men uafviseligt, frydefuldt AT. Mens at få negativt nys er at mærke at dette ikke er sager, ikke hvorfor eller hvordan, men uafviseligt, irritabelt AT IKKE.

Lars Bukdahl. Foto: Peter Lübben.

At tage kritisk notits (og bestik)

Når man har fået nys, og det bør som sagt gå rimelig hurtigt, og hvis man slet ikke får nys om hverken godt eller dårligt, så er det automatisk dårligt, vil jeg mene, kommer det til at handle om at tage notits og bestik og få tjek: finde ud af hvordan bogen faktisk ter sig i længden, hvordan lyder og varieres og orkestreres forfatterens stemme(r), hvordan organiser bogen sig kompositionelt, hvordan og hvor selvstændigt placerer bogen sig i forhold til genreskabeloner og (hvis der er et forfatterskab (man kender til)) forfatterskabsskabeloner – og her er vi allerede halvt inde i at tilrettelægge anmeldelsen (svært ikke også at begynde at tænke på trompet, underrubrik, overskrift selv om man forsøger at lade være, det kunne bare være så rart at have dem rimeligt på plads fordi det er en regel (for MIG) at disse tre para- og semi-autotekstuelle størrelser skal være på plads før der kan tages hul på brødteksten, ret meget en rituel regel). Man er også på udkig efter eksemplariske citater der reklamerer for bogens kvaliteter eller udstiller dens mangel på samme. Man er – konstant læsende, læsende videre – ikke inde og formulere sirlige notationer og signalementer af bogens litterære teen sig, men snarere afprøver man, og opfinder måske endda, nogle kodeord og pejlemærker for hvad der gør denne bog særlig eller u-. Samtidig med at man også simpelt hen indsamler empiri, mere eller mindre notat-konkret noterer man sig frekvensen og arten af metaforer fx og som en anden Knagsted tæller kommaer. Og man forsøger, hvis mistanken er vakt, at gennemskue skjulte regler og systemer, se bogen efter i kortene, illuminere lumskheden eller afsløre bluffet. Det farlige er selvfølgelig at komme til at låse sin læsning fast inden den er færdig, at have anmeldelsen perfekt modelleret 30 sider inde, så det gælder på den ene side om at man bliver ved at holde øjnene vidt og nysgerrigt åbne, for hvad man har fået nys om, er jo kun om bogen er sager eller ikke, disse sager eller ikke-sager kan sagtens gennemgå alskens transformationer undervejs. På den anden side gælder det om ikke at stoppe anmeldelses-konceptualiseringens knopskydning der kan blive nødt til at holde sig i øjenhøjde med den reelle læsning i real time. Med andre ord, man læser i stereo, med blottet øje og monokel, blåøjet og med blåt øje.

 

At spille kritisk netspil

Nu skriver man anmeldelse – men først skal man, og det kan tage rigtig, rigtig lang tid, kæmpe sig gennem de næsten kubistisk koncentrerede dueller med bogen, der er trompet, underrubrik, overskrift der som henholdsvis ordspil, Ekstra Blads-haiku og teaser skal kondensere bogen og den anmeldelse der ikke er skrevet endnu, men højst skitseret i ens tagen notits. Derpå kan man træde en smule tilbage fra nettet, men ikke alt for langt, og påbegynde brødteksten, bruge et flute som ketsjer (hvor paratekstualiteterne blev spillet med (ikke på!) mundharmonika!?). For det der hele tiden er i front når man skriver, er at ramme bogen (det er lidt uklart i allegorien her om bogen er bolden eller modstanderen, for hvis bogen er bolden, hvem er så modstanderen? Måske litteraturen selv eller endnu mere monstrøst: kulturen (for litteratur tilserver vel ikke én dårlige bøger, eller hvad?)) rent og præcist og gøre det hyppigt. Der er de kedelige, automatiske pareringer, som er handlings- og kompostionsreferat, og som nødigt skal fylde for meget af kampen fordi de jo også er kedelige at se på og tit og ofte uforholdsmæssigt opslidende. Nej, det spændende og vigtige er de slag der skruet og forfinet rammer plet, som er karakteristikken af hvordan bogen er litteratur, dens formelle åndelighed (eller mangel på samme) (det jeg ovenfor kaldte notationer og signalementer af bogens litterære teen sig); det er også her man kan og skal, fordi det er her det giver reel mening, være skønlitterært kreativ, begå metaforer, billedsprogspille. Så ketsjer-flutet i slaget røntgenfotograferer bog-bolden (måske er bogen ikke en bold når ketsjeren er et flute, men en frugt (som i læsefrugt), moden eller rådden, en mango) som fx et askebæger eller et cykelstyr eller et nøgleknippe.

 

At give nakkedrag/nus

Nakkedrag/nus er smagsdommen, den actionmæssige legemliggørelse i og med anmeldelsens tekstkrop af den initale haven/fåen nys. Et eller flere steder og helst så tidligt som muligt kan nakkedraget eller nusningen (eller bare nusset?) være tvunget til at kaste sig nøgent frem, men helst iklæder det sig eller måske snarere kontaminerer, tilblækker, den jo til enhver tid pseudoobjektive karakteristiks fåreklæder og meget gerne også det traurige referats ko-telt.     R

 

Forfatter:
Lars Bukdahl. Digter, kritiker og blogger.

RetorikMagasinet 84 (2012), side 7-9.

rm84

Author profile

Lämna ett svar