Erotikken hiver fat i retorikken

Retorik og erotik virker måske som modsatte størrelser hvor den ene udspiller sig i samfundets åbne rum, mens den anden hører til i privatlivets gemakker. Og dog krydses de. Menneskers drift mod hinanden bestemmes nemlig af samfundets normer.

Erotikken hiver fat i retorikken

Hanne Roer

Michel Foucault har i sine undersøgelser af seksualitetens historie vist at ”seksualitet” og ”perversiteter” er moderne begreber. Den moderne vestlige opfattelse af seksualiteten som et selvstændigt område adskiller sig dermed fra tidligere tiders ”elskovskunster” som fx Ovids læredigt Elskovskunst, der giver forføreren mange særdeles håndfaste (og underholdende) råd. Foucaults pointe er at med ord som ”seksualitet”, ”erotik” og ”pornografi” bliver et biologisk fænomen sprogliggjort, og dermed udtrykker det også et magtforhold. Sådanne diskurser definerer hvad der er ret og forkert på et givet tidspunkt.

 

Retten regulerer hvad der kan siges om sex og erotik

Censurlovgivning skaber de tydeligste grænsedragninger i et samfund, og det er tydeligt med de mange retssag-er mod forfattere og udgivere for at have overtrådt pornografilovgivning. Rudolf Broby-Johansen indskrev sig i dansk litteraturhistorie med digtsamlingen BLOD, en lille, men heftig ekspressionistisk digtsamling skrev-et med VERSALER – en teknik som Strunge i 1980’erne og Yahya Hassan i 2013 også har brugt for at råbe deres indre ud i verden. Digtsamlingen udkom i 1922 på et lille studenterdrevet forlag og gik lige i kødet på alle tidens tabuer, den sociale elendighed, prostitution og borgerskabets hykleriske fortrængning af proletarernes lidelser på bunden af storbyens jungle. Den blev dog hurtigt censureret med den begrundelse at den overtrådte straffelovens paragraf 184 af 1866: ”Den, som offentliggør et utugtigt Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder.”

Digtsamlingen blev med andre ord anklaget for at være pornografisk. Broby-Johansen mødte sammen med sine boheme-venner op i byretten 23. januar 1923 hvor han forsvarede sig mod anklagerne for umoral og pornografi i den forsvarstale som der her bringes uddrag af. Talen er blevet lige så berømt som digtsamlingen der måske ikke havde kunnet stå for tidens tand på egen hånd. Dengang som nu er de fleste enige om at anerkende digtenes litteraturhistoriske betydning som et tidligt ekspressionistisk værk, men deres programmatiske karakter overskygger nok de kunstneriske kvaliteter. Broby-Johansen skrev da heller ikke flere digtsamlinger i sit lange liv som skribent.

 

Offer for borgerskabets dobbeltmoral

Forsvarstalen er skrevet i samme stil som digtsamlingen – i en uafbrudt, anklagende stil uden punktum eller komma, men med skråstreger der markerer den messende rytme. Han lægger ud med at fremføre sit æstetis-ke program: Digtene er opstået af en indre kunstnerisk nødvendighed. Han har ikke haft noget økonomisk motiv, penge interesserer ham slet ikke, og alene af den grund er digtsamlingen ikke pornografi.

Broby-Johansens forsvarsstrategi er transcendens, det at hævde at han har handlet i en højere sags tjeneste. Han lægger som Sokrates i dennes ”Forsvarstale” (Platons version af retssagen holdt i Athen i 399 f.Kr.) ud med at argumentere ud fra de højeste idealer hvad der indirekte håner anklagerne og ophøjer ham selv til en højere morals vogter. Han siger da også direkte og ganske ubeskedent at han handler i ”bjergprædikenens, socialismens, altruismens ånd.” Det er nu ikke altid at et angreb er det bedste forsvar, især ikke i retten, men Broby-Johansen ønsker som Sokrates at blive dømt og dermed få beseglet sit martyrium. Den indirekte anklage mod dommerne som borgerskabets hykleriske vogtere fremfører han da også direkte undervejs i talen der slutter med ønsket om at blive dømt:

”og er de konsekvente da dømmer de mig strængt / jeg venter ikke en gang det af dem / var de konsekvente sad de ikke her at forsvare et samfund de erfaringsmæssigt véd bygger på svindel og smuds /

enten er de konsekvente eller ej er mig ligegyldigt / de har ingen moralsk berettigelse til at sidde til doms over disse digte / deres klasse og deres arbejde opretholder det smuds de par ord kastet ud i publiken / var en fortvivlelsens gestus mod.” Broby-Johansen er langt fra lige så subtil som Sokrates der provokerede ved at underspille snarere end at nedgøre sine anklagere.

 

Pornografi læses med venstre hånd

I talens midterdel – som uddraget er fra – tager Broby-Johansen fat på selve anklagen for at have skrevet pornografi. Det er det borgerlige samfund der bedriver utugt ved at tvinge proletariatets kvind-er til prostitution og lumre danse iført pikante lændeklæder i ”operetteteatrene”, alt imens de hylder et forløjet ideal om den rene, ophøjede kvinde. Nok så vigtigt; digtene er ikke pornografi, for de virker ikke ophidsende, snarere tværtimod, som en ven har bemærket til ham. Den der tvinges til at tænke over erotik, bliver ikke ophidset, filosoferer Broby-Johansen og kan citere en tysk forfatterkollegas tanker om sædelighedslovgivningens funktion som politisk kontrol.

Lovgivning mod pornografi har da også i moderne tid ofte været brugt til at udøve censur. Ud over Wedekind, som han nævner, blev Gustave Flauberts Madame Bovary anklaget for usædelighed (men frifundet ved retssagen i 1857) og James Joyces Ulysses fra 1922 led samme skæbne og var forbudt i USA indtil den blev ’frikendt’ ved en berømt retssag i 1934. Broby-Johansen har uden tvivl ønsket at komme i dette fine selskab! Disse celebre retssager viser at anklager for pornografi ofte er et ønske om at udøve kontrol og begrænse ytringsfriheden.

Med ophævelsen af pornografilovgivningen i Danmark i 1968 blev sædelighedsfejderne flyttet fra det retslige felt – nu er det snarere blasfemi- og racismeparagrafferne der bruges til at kontrollere andres sprog – men de findes stadig, tænk fx på Jens Jørgen Thorsens Jesus-film og affæren i 2004 om Sexstarz (materiale til seksualundervisning) der blev kasseret på moralens alter. Den amerikanske filmforsker og retoriker Linda Williams har i bogen Hard Core. Power, Pleasure, and the ”Frenzy of the Visible” (1989) ligefrem defineret pornografi som censur: ”Pornography is simply whatever representations a particular class or group does not want in the hands of another, less dominant class or group. Those in power construct the definition of pornography through their power to censor it.” Som Williams skriver: Hvad der er pornografi for den ene, er erotik (dvs. god smag) for den anden. Når det er sagt, har Broby-Johansen naturligvis ret i at pornografi skal virke ophidsende, for det er litteratur der skal læses med venstre hånd, med Rousseaus berømte ord fra det frisindede 1700-tals slutning.

 

Opbyggelig pornografi

Rousseau placerer ikke pornografien i retorikkens offentlige rum, men i privatlivets gemakker. Det virker indlysende sandt, men alligevel afspejler pornografiske produkter som regel deres samtid og kommer hurtigt til at virke let komiske. Forholdet mellem subjekt og normer vil altid være konfliktfyldt (det skrev en vis Freud om), og det genererer litteratur og retorik i stor stil. I tidens løb har velmenende forfattere undertiden forsøgt at skrive opbyggelig pornografi i erkendelsen af at usædeligheden er kommet for at blive. Andre har forsøgt at skabe et nyt sprog for det erotiske renset for platheder og bornerte omskrivninger, sådan som den norske forfatter Jens Bjørneboe gjorde det med romanen Uten en tråd.

Bogen blev i 1967 beslaglagt, og forfatter og udgiver dømt efter straffelovens bestemmelser om ”utuktige skrifter.” Bjørneboe skrev et essay ”Istedenfor en forsvarstale” der er ud-givet sammen med romanen, om en ung piges seksuelle opdragelse, kyndigt vejledt af en overordentligt engageret doktor Peterson …

I ”forsvarstalen” argumenterer Bjørneboe på fuldstændig samme måde som Broby-Johansen og efter helt samme mønster: først en bekend-else til kunstens ubesmittede motiver, dernæst en afvisning af at have skrevet romanen for økonomisk gevinst og endelig en kritik af den borgerlige dobbeltmoral hvor mænd besøger bordeller i det syndige sydlige udland og fastholder kvinder som undertrykte objekter for deres lyst. Hans ærinde er dog først og fremmest seksualpolitisk, et ønske om at befri især kvinder for skamfølelser over naturlige lyster. Romanen er letlæst og underholdende og viser tidens tiltro til at seksuel frigør-else er vejen til lykke og glæde. Hvor Broby-Johansen er ”usædelig” for at udøve en kritik af det kapitalistiske samfund, er Bjørneboe ”pornografisk” for at frisætte individet – og således er retorikken og erotikken altid allerede forbundne størrelser.

Somme tider er der ikke langt mellem erotik og retorik – det viser Rudolf Broby-Johansens forsvarstale for digtsamlingen BLOD. Illustration: Jonathan Ovesen

 

Uddrag af Rudolf Broby-Johansens Forsvarstale for BLOD.

Talen blev holdt 1. januar 1923 i Københavns Byret

imidlertid / resultatet af mine overvejelser angående digtenes udgivelse var at de vilde virke moralsk / med moral mener jeg den moral det borgerlige samfund påstår at have (den kristne: bjergprædikenens) ikke den det har (den kapitalistiske egoismes) / med moral mener jeg sandhed
i mine anklageres, i den borgerlige menings mund er det rigtigt: denne bog er umoralsk / for den borgerlige faktiske moral er en løgn og en svindel og hvem vil beskylde disse digte for at være løgn eller svindel?

de taler om ting ”man ikke må tale om” som om der for den borgerlige civilisation var noget der var helligt / de erotomane aber som gør det borgerlige litterære gøgl hyler om kvinden / borgerskabet tvinger proletariatets kvinder til at sælge sig på gaderne og i caféerne og i bordellerne /

man siger disse digte ophidser, som om de der ikke påstår det er de selvsamme som fylder operetteteatrene hvor kordamerne skal have et pikant lændebælte (man har i berlin forsøgt med helt nøgne danserinder, de virker ikke) som gotter sig over peter nansens slimede vovetheder og harald raages ”charmerende” svinerier / dette gode selskab forarges over mine digte / fordi de ikke pirrer fantasien, ikke vækker lystne, lumre minder om druk-nætters fede, hvide glæder, ikke lader jert døde kød dækkes barmhjertigt af moscusduftende champagnedrivende silkepjalter, men flænser det blødende nøgent og lader den raadne, ramme stank stige til himlen, at menneskene endelig en gang kan få øjnene op / en pæn mand, og en dannet mand som hr. kai friis møller svarede mig da jeg sagde BLOD: ”nå, de har nok ramt?” – ”ja, det er en forfærdelig bog, man har sgu ikke lyst til samleje fjorten dage efter man har læst den!” / samme, gode selskab forargedes groveligen i tyskland for et års tid siden da arthur schnitzers REIGEN første gang gik over brædderne / en tysk ven har sendt mig nogle af retssagens dokumenter / de har udtalelser som denne: ”niemals kann ein offenes aussprechen gewisser lebenszustände die schlechten instinkte reizen, dies gesicht immer nur durch das halb verhüllte mit den augen zwinkernde schleimige andeuten”/ i domserkendelsen er en sætning som denne: ”es kann für die aufhaltung des sittlichen verfalles nur förderlich sein diese dinge so sachlich und sogleich so deutlich und rücksichtslos aufzudecken und nur erörterung zu stellen” / men det var 6’ ziwilkammer des landgerichts III zu berlin / var wedekind født i danmark havde han siddet i livsvarigt tugthus: frank wedekind, strindbergs eneste jævnbyrdige i et aarhundredes europæiske drama / danske lovhåndhævere har nemlig endnu ikke opdaget at den som tvinger til at tænke over erotik og forbrydelse men til tænken / for de skulde vel ikke være bange for at folk bringes til tænken? –

jeg skal ikke indlade mig på disse abstrakta, jeg ved man vil svare mig: ”§ 184 straffer en utugtig bog med fængsel eller bøde” / retten har da blot at undersøge hvad ”utugtig” betyder juridisk / jeg må da minde om at juridisk opfattet må samleje uden for ægteskabet under alle omstændighed-er anses for utugtigt / jeg henstiller altså at beslaglægge det utugtige skrift ROMEO OG JULIE og stille forfatteren, eller da shakespeare jo som bekendt er død, udgiverne under tiltale / jeg må også minde om at goethes: WERTER er beslaglagt og forbudt i danmark / det skader lovens værdighed at en forbudt bog stadig sælges og udkommer på ny / altså: sag mod martin! eller BIBELEN?

jeg vil ikke gå ind på anklagernes – for øvrigt også ganske uinteressante – indregninger i de enkelte digte / jeg vil såre nødig de skal komme til at tro at jeg ønsker at vise disse digte ikke er strafbare efter den lov de håndhæver / tværtimod / selvfølgelig skal de straffes /

R


Læs mere:

Bjørnboe, Jens: Uten en tråd, Pax Forlag, 2005.

Ovids Elskovskunst – håndbog i hor, oversat af Otto Steen Due, Gyldendal, 2006.

Platon: “Sokrates’ forsvarstale”, Platons samlede værker, bind 1, oversat af Jørgen Mejer, Gyldendal, 2009.

Roer, Hanne: ”Mellem information og kommunikation. Sexstarz-sagen”, Hanne Roer & Marie Lund Klujeff (red.): Retorikkens Aktualitet, Hans Reitzels forlag, 2009.

 

Bibliografisk
Af Hanne Roer. Lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 91 (2014), s 32-35

Author profile

ph.d., lektor på Københavns universitet, forsker og underviser i retorisk kritik og receptionen af antik retorik fra Augustin til K. Burke.

Lämna ett svar