Retorisk forhandling af følelse og stemning

Hvor retoriske teorier om patos typisk fokuserer på strategisk påvirkning af publikum, sigter denne artikel mod en bredere fortolkning af følelser. Med afsæt i en række eksempler fra retorisk praksis, herunder fællesskabs­følelser i den oratoriske situation, argumenterer vi for, at visse følelser i retorikken hverken synes bestemmelige inden for fagets traditionelle følelseskategorier eller forekommer at have med en bearbejdning af publikum at gøre. Vi søger derfor at formulere et bedre grundlag for forståelsen af følelsernes rolle i retorikken: Med udgangspunkt i Aristoteles’ placering af patos under diathesis, publikums disponering for bestemte følelser, samt Heideggers udlægning heraf foreslår vi en skelnen mellem en teknisk patos vedrørende den strategiske bearbejdning af publikums følelser og en generaliseret patos, der overskrider publikums specifikke sindstilstand