Start » Rhetorica Scandinavica » Rhetorica Scandinavica Essäer » Rhetorica Scandinavica Debatt » Retorisk relativisme

Retorisk relativisme

av Lars Nyre

Duplik

Författare: Lars Nyre.

Rhetorica Scandinavica 17 (2001), s 71-73.

Duplik til Rune Klevjers ”Ferdiglagde tanker?”, Rhetorica Scandinavica 17 (2001), s 67-71.

Dupliken

Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.
Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fag­miljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.
Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.
Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.
Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at frem­hæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.
Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.
Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.
Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken ­– og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.
Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Univer­sitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimen­sional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdi­baserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.
Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension ­– kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!

Rune Klevjer reagerer på min artikkel ”Retorisk spontanitet og kontroll” i Rhetorica Scandinavica  14/00, og det er jeg glad for. Hans kritikk gir meg anledning til å utdype min påstand om at mye moderne retorisk teori er relativistisk. Jeg innrømmer at dette punktet kunne ha vært grun­digere behandlet.
Dersom man kritiserer noe for å være relativistisk, må man selv basere seg på noe konstant. Klevjer har funnet minst to uttrykk for det konstante i min tekst, ’personlig kjerne’ og mennesket ’slik det virkelig er’. Det er risikabelt å anvende slike begreper i dagens teoretiske klima, og en uvillig leser vil kunne oppfatte min tilbakevisning av Klevjers kritikk som naiv essensialisme. Klevjer sier at jeg trenger slike konstanter fordi det ellers blir svært vanskelig å sette mennesker til ansvar for sin retoriske handling, og det er vi helt enige om. Men Klevjer synes å mene at retorisk kritikk ikke er et fag med en spesiell plikt til å sette folk til doms. Her har han og jeg svært ulike syn på retorikkfagets rolle og styrke. Jeg mener at ansvarliggjørelse er ytterst viktig i retorikkfaget, også på det teoretiske planet. Man bør fokusere på i hvilken grad personer står ansvarlig for det sagte, og eventuelt hva de står ansvarlig for. Er det akseptabelt hvis en journalist sier ’Jeg tror på Gud’ rett i kamera, og lyver? Utifra en slik tanke om ansvarlighet kan man skille analyse fra kritikk, der den første ikke dømmer folk, mens den andre gjør det. Så spørs det hvilken form for ansvar man snakker om, hvordan man begrepsfester det teoretisk, og i hvor stor grad dette ansvaret kan operasjonaliseres. La meg bare antyde at den konvensjonsbaserte forståelsen av språket har skapt store mengder systemkritikk som ingen trenger å føle seg rammet av, mens en velutviklet retorisk personkritikk ikke finnes.
Først til min påstand om at retorikkteoriens sterke fokus på strategisk og konvensjonell språkbruk gjør den relativistisk. Det relativistiske består i uviljen mot å anerkjenne at et personlig ’selv’ kan materialisere seg i mediene, og ofte avskrive forskning på dette som psykologisering, og i mange tilfeller ha en epistemologi som restløst lar seg redusere til språklige konvensjoner. La meg sette mitt poeng i sammenheng. Kring­kastingens institusjoner har helt fra 1920-talet satt rammer for den spontane språklige atferden til de som snakker. Den er alltid uttenkt i for­veien. Man oppfører seg ikke like avslappet og naturlig overfor mikrofoner og kamera som for eksempel rundt frokostbordet. Gjennom mange tiår med sjanger- og konvensjonsutvikling har radioen tvunget frem rollefigurer for alle som opptrer. Den som ikke har en rolle kommer ikke på lufta. Enhver stemme på radioen kan derfor oppfattes som fabrikert av en talekonvensjon. Relativistiske retorikere vil ikke kunne registrerere om det finnes noen grense for hva ved adferden som kan fabrikeres kulturelt, og den vil dermed også fungere som teoretisk legitimering av hvilken som helst ’rolleinstitusjon’. Når språket blir oppfattet som hundre prosent konvensjonelt er det teoretisk umulig å tildele personlig ansvar på bakgrunn av språkbruk. Da er bare språket selv ansvarlig for det som blir sagt. Dette er grovt skissert min oppfattelse av hva retorisk relati­visme dreier seg om.
I virkelighetens verden er man selvsagt ansvarlig for det man sier. Vi peker stadig vekk direkte på folk og sier ’du må være konsekvent’, ’det kan være farlig (for deg) å si det’ eller ’fy, så stygt sagt (av deg)’. Er det rimelig at retorikk­forskeren da skal avholde seg fra å teoretisere og undersøke taleres personlige og kroppslige ’kjerne’ i analyse og kritikk? Jeg forstår at det kommer an på definisjonen av kjerne. Hva om kjerne blir definert som det vi fester tillit til ved en taler, eller det som menes hvis venninnen til en kjendis sier ‘han er jo bare seg selv hele tiden’. Jeg tror at nettopp spontan meningsdannelse slik den blir beskrevet av Maurice Merleau-Ponty og andre språkfilosofer kan være nøkkelen til å gjøre retorikkfaget mer personorientert i teoretisk betydning av ordet.
Jeg kobler derfor spontan mening til personens ’selv’, ’subjekt’, ’individualitet’ eller hva man vil kalle det, mens jeg kobler konvensjonell mening til det strategiske spillet og de rådende reglene. Kongens atferd er så konvensjonell at hans troverdighet og ansvar som person er nesten fraværende, mens politikeren som mister ansikt i fjernsynsdebatten tenker så nytenkende og heuristisk at han blottlegger sin personlighet. Det er slike språkkvaliteter jeg forsøker å sette i en sammenheng i artikkelen “Retorisk spontanitet og kontroll”. Artikkelen handler spesifikt om kringkasting, og er ikke nødvendigvis gyldig for allslags språkbruk. Kroppslig nærvær finnes ikke i en bok, men i radio og fjernsyn er det en konstant faktor i formidlingsprosessen. Derfor er også personlige relasjoner, spontan adferd og allslags stemninger en del av selve det språket som kan tales i kringkastingen (slik det også er i dagligtalen). Den konvensjonsbaserte måten å teoretisere mediespråket på gjør det stadig vanskeligere å tro at folk kan vise frem sitt rette ansikt, men selvsagt kan de det. Og derfor kan de også stilles til ansvar for sin retorikk.
Klevjer er med på å forsterke inntrykket av at spontan og personlig tale er umulig å forske på, eller at det simpelthen bare ikke er retorisk interessant. ”Hele dette prosjektet med å sette opp autentisitet og spontanitet som en motsetning til det konvensjonelle nivået i vår omgang med verden er et lite fruktbart utgangspunkt for en diskusjon om retorisk spontanitet og kontroll”. Etter å ha forkastet motsetningen, sier Klevjer: ”Retorisk teori må holde på at meningsakten er både ny [dvs. spontan] og konvensjonell på samme tid”. Men jeg mener ikke at det er en ’motsetning’ eller en dikotomi her. Jeg redegjør for eksempel for tre ulike genre for konvensjonell kontrollering av den språklige adferden; nyhetsopplesning, sports­kommentering og innringingsprogrammer. Avhengig av teknologiske så vel som sjanger­messige kriterier kan man lage uendelig mange beskrivelser og kritiske vurderinger av allslags forhold mellom spontanitet og konvensjon i talesituasjoner. Dette betyr ikke at jeg også er relativistisk, det betyr at vi alle nødvendigvis har et normativt utgangspunkt for oppfattelsen av det konstante i folks adferd.
Jeg er radioforsker, og vil kort skissere hvordan jeg tror ansvarsfordelingen foregår i radio. Lytterne behandler i utgangspunktet alle som snakker i radio som personlig ansvarlige for det de sier. Jo mer en journalists atferd følger en sjangerdefinisjon eller sjargong, jo mindre blir samsvaret med ham selv som person. Spill som tvinger folk til å ta på seg latterlige roller kan reflektere dårlig på både institusjonen og personen. Stasjonen får kjeft for å ha satt dem på lufta i det hele tatt, og personen blir oppfattet som opportunist og idiot. Ut fra denne ytterst uferdige analysen blir det slik at dersom folk hadde spilt mindre i kringkastingen, så ville det blitt sterkere identifikasjon og mer tillit mellom journalister og publikum. Ansvarligheten ville dermed også blitt større. Jeg vet at disse tankene kan føre inn i parodien. En konsekvens ville jo for eksempel bli at journalister bare kunne si det de mente. Passer ikke ditt humør til en viss sjanger, så får du neppe jobb. Alle de sinte folkene jobber i debattredaksjonen, og de glade jobber med musikk, mens den sure mannen leser værmeldingen (i hvert fall i Bergen).
I motsetning til meg ønsker Klevjer å fly raskt over det personlige og spontane i kommunikasjonen, mens jeg ønsker å komme stadig lenger inn i dets retoriske betydning.  Klevjer har følgende forslag til hva som er god retorisk kritikk: ”Målet er å gjøre talerens intensjoner synlige, ikke som en ansamling ferdigvare, men som en handling som bevisst eller ubevisst forsøker å være kulturelt gjenkjennelig i den situasjonen den inngår i. Slike intensjoner er ikke identiske med talerens planlagte retoriske strategier, hans ulike måter å forsøke å skaffe seg kontroll over situasjonen på”. Klevjers formulering antyder at selv folks intensjoner er subjektløse. I de tilfellene intensjonene ikke er strategiske eller kontrollerende er de ’forsøk på å være kulturelt gjenkjennelige’, og alle tre kan oppfattes som synonymer. Dette er det lengste Klevjer strekker seg i retning av å teoretisere det spontane. I hans univers har det kulturelt gjenkjennelige større tyngdekraft enn spontane, meningsfulle overskridelser av den. Fokuset er rettet mot strømlinjeformingen, ikke mot anfallene av originalitet.
La oss sammenlikne kongens nyttårstale i opptak og en politikers desperate forsøk på å unnvike en skandale direkte på fjernsyn. Dersom man sier at begge handler om streben etter å være kulturelt gjenkjennelig, fanger man etter mitt syn ikke det interessante ved noen av de to. Det handler om hvor mye av språkføringen man gir av seg selv, og hvilken kontroll man har over situasjonen. Kongen slik han virkelig er sitter godt skjult, mens politikeren er er fritt vilt. Kongen taler den skjønneste fornuft med hele nasjonens stemme, mens politikeren kjemper for å beholde en kjerne av tillit.

Annonce

 

Temaet for OSSA’s 7. konference var Dissensus & The Search for Common Ground. Konferencen afholdes hvert andet år og foregik denne gang, som oftest før, på University of Windsor i Canada.

Som forkortelserne antyder, er forbindelserne mellem OSSA (Ontario Society for the Study of Argumentation) og ISSA (International Society for the Study of Argumentation) tætte. Arrangørerne Hans V. Hansen, Christopher W. Tindale, J. Anthony Blair og Ralph H. Johnson er velkendte skikkelser fra argumentationskonferencerne i Amsterdam. Mange af deltagerne er de samme, og begge konferencer er mødested for forskere der kommer fra forskellige fag­miljøer i mange lande, specielt inden for informel logik, pragma-dialektik, kommunikation og retorik. Fra Skandinavien var vi seks personer, heraf tre kandidatstuderende fra Københavns Universitet. Som en særlig fin gestus blev disse inviteret med til at fremlægge papers og få feedback fra Tindale og Pinto ved en workshop for post-graduate students inden selve konferencen.
Mens konferencerne i Amsterdam efterhånden tiltrækker så mange deltagere at man kan frygte for at de er ved at drukne i egen succes, holder Canada-konferencen sig på et mere overskueligt antal. Der var dette år ca. 90 tilmeldte (plus andre tilhørere) og 80 foredrag. Selve konceptet for konferencens afvikling er bemærkelsesværdigt. I stedet for at man skal fare forvirret rundt mellem de enkelte sektioner hver halve time som det er almindeligt på denne slags konferencer, var der her afsat en hel time pr. foredrag: 30 min. til foredragsholderen, 10-12 min. til en forud udpeget kommentator og de resterende 15 min. til diskussion og spørgsmål fra salen. Det indebar at man havde mulighed for at vælge mellem seks samtidige foredrag og høre fem hver dag ud over keynote-foredragene. Fordelene ved denne mulighed for fordybelse og ro over forløbet forekom mig at veje tungere end fordelen ved det overblik man kan få ved at høre dobbelt så mange foredrag.
Konceptet kræver omfattende planlægning fra arrangørernes side og stor forberedelse fra deltagernes side. Abstracts skulle indsendes til anonym bedømmelse længe inden, manuskripter flere måneder inden, så kommentatorer kunne nå at sende deres indlæg tilbage et par uger inden. Mens man ofte må vente både vinter og vår, vil denne konferences Proceedings (inklusive kommentarer og foredragsholderens eventuelle svar) foreligge på CD-Rom allerede i løbet af sommeren 2007 med titlen Dissensus & the Search for Common Ground.
Som de stramme krav ansporede til, var kvalitetsniveauet af konferencens foredrag højt. I pagt med konferencens tværfaglige karakter tillod det brede konferencetema foredrag med stor emnemæssig spredning. Da et resume under alle omstændigheder vil begrænse sig til et tilfældigt udvalg, vil jeg nøjes med at frem­hæve et enkelt indslag af særlig interesse for en retorisk fagkreds. Det var Thomas Goodnight der fremdrog et spændende, men upåagtet retorisk emne under titlen Parrhesia: The aesthetics of arguing truth to power. Begrebet parrhesia (af pan-rhesia, altså ’at sige alt’) er blevet tillagt forskellige betydninger gennem retorikhistorien, men dækker kort sagt det at tale magten midt imod – uden at bringe sig selv i fare. Som typeeksempel brugte Goodnight dialogen fra Sofokles’ Antigone hvor Haimon prøver at tale Kreon til fornuft, et eksempel der viser bestræbelsen på at kritisere uden at støde magthaveren fra sig, men samtidig illustrerer hvordan forsøget på at bevare kontakten mislykkes og ender i kommunikationens sammenbrud. Et af konferencens andre bidrag, Common ground and argument by indirection in two seventeenth-century sermons, viste sig at følge op på dette interessante emne. Med Bossuets og Donnes prædikener vendt mod Ludvig XIV og Englands dronning Anne som sine cases belyste Claudia Carlos hvordan parrhesia kunne udøves indirekte sådan at den farlige kritik på den ene side blev forstået, men på den anden side ikke blev for risikabel for taleren selv.
Keynote-foredragene forgik hver dag før frokost. De tre keynote-talere repræsenterede henholdsvis fagene kommunikation, filosofi og retorik og afspejlede arrangørernes åbenhed mht. at udvide feltet argumentation til andre fagtraditioner end den logiske, specielt i retning af den retoriske.
Dale Hample fra University of Western Illinois holdt det første keynote-foredrag The Arguers. Han tog udgangspunkt i den vedvarende tekst-orientering, som han fandt kendetegnende for den moderne argumentationslæres fire fremherskende retninger: den uformelle logik, kommunikation, pragmadialektik og retorik. Han anholdt den almindelige tendens til at betragte tekstens argumentation som løsrevet fra menneskene omkring den – som om argumentation er noget der eksisterer statisk i tekster, og ikke noget der foregår i interaktion mellem dem der producerer og modtager den. Som supplement til tekststudier advokerede Hample for mere forskning om personerne der argumenterer, og om receptionen.
Michael Gilbert fra York University talte om Consensus and Unified Argumentation Theory. Han var ligesom Hample fortaler for drejningen mod praksis ud fra kodeordet ”natural normativity”. Han efterlyste en tættere integration hvor især uformelle logikere inkorporerer indsigter fra retorikken ­– og retorikere tager ved lære af sociologien. Det skete ud fra det grundsyn at målet med argumentationsteori er at forbedre færdigheden i at argumentere, og at hverdagens almindelige argumentation må ofres større opmærksomhed. I denne forbindelse gjorde han følgende gældende: at der altid er forskellige mål for argumentation, fx andre end pragmadialektikkens ’resolution’, at konteksten og den givne situation har betydning for argumentationen og normerne for den, at ethos altid er vigtig for argumentationen og vurderingen, og at man som vurderingskriterium må inddrage de normer som faktiske publikummer i konkrete situationer anlægger.
Keynote-foredraget på konferencens sidste dag af Christian Kock fra Københavns Univer­sitet var Norms of Legitimate Dissensus. Kock vendte sig mod konsensusteorier der, som hos bl.a. Habermas og pragmadialektikerne, forbinder rationalitet med målet om at nå til enighed. Han fastholdt, med udgangspunkt i Aristoteles, retorikkens argumentationsteori som en lærebygning for offentlig debat om handlinger og beslutninger. Eftersom beslutninger om hvad man skal gøre, ikke handler om sandhed men om valg, er argumentationen ’multidimen­sional’. Den offentlige debats moralske og praktiske emner involverer konkurrerende værdi­baserede argumenter som er ’inkommensurable’: der findes ingen fællesnævner som binder individer eller grupper til at vægte det ene legitime værdihensyn tungere end det andet. Normativ argumentationsteori må følgelig give plads for den uenighed der altid vil restere i den offentlige sfæres argumentation. Kock fandt støtte for sine pointer hos forskellige politiske filosoffer og moralfilosoffer, bl.a. John Rawls og Isaiah Berlin, og illustrerede dem med velvalgte eksempler – alt sammen anskueliggjort i en velopbygget powerpoint–præsentation.
Også med hensyn til det logistiske og sociale forløb alt vel, bl.a. på grund af en særdeles hjælpsom og venlig studenterstab. Konferencen gav anledning til at hylde de to nyligt pensionerede arrangører, som fik overrakt et festskrift redigeret af Hansen & Pinto: Reason Reclaimed: Essays in honour of J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, Vale Press, 2007. Den afsluttende middag var sponseret af SicSat, repræsenteret af Frans van Eemeren. Efter de forskellige festlige indslag – bl.a. et meget morsomt indlæg af Tindale og stående klapsalver til Douglas Walton, der også snart går på pension ­– kunne Hans Hansen kundgøre at næste OSSA-konference vil blive afholdt i Windsor igen i 2009. Den være hermed anbefalet!Læs

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere