Konferensrapport
Konferenceomtale: RSA Biennial Institute: The History of Rhetoric as Teaching Tradition, Kent State University, Ohio, 23.-29. maj 2005.
Bibliografiskt
Mads Højlyng.
Rhetorica Scandinavica 34 (2005), side 53-56.
Rapporten
Rhetoric Society of America (RSA) afholder sædvanligvis deres konference hvert andet år, men fra og med 2005 afholder man i de år, hvor der ikke er konference, et såkaldt institute. Dette består af to dele: Et ugelangt tematisk seminar for graduate students, ph.d.-studerende og nyuddannede forskere, samt en weekend med forskellige workshops, hvor deltagerne vælger én workshop, som de følger alle tre dage. Som det skandinaviske islæt ved årets seminar rapporterer jeg med denne artikel fra en meget spændende uge under temaet “The history of rhetoric as teaching tradition”. Weekendens workshops kunne man som seminardeltager ikke følge, så dem kommer der ikke mere om.
Seminaret var arrangeret af professor Cheryl Glenn og professor Michael Leff, og de havde inviteret en lang række af USA’s fremmeste retorikhistorikere til hver især at diskutere retorikkens historie set som undervisningstradition i halv- eller heldags sessions med os 20 deltagere. Kent State Universitys campus dannede ramme om seminar og workshops, og vært var Sara Newman, assistant professor ved KSU.
Michael Leff åbnede seminaret med ét centralt spørgsmål: Giver det overhovedet mening at se retorikkens historie som en undervisningstradition? Leff har selv beskæftiget sig med dette spørgsmål i en artikel1, men undlod at give sin version af svaret. Det gjorde Jeffrey Walker til gengæld ikke. Som den eneste gik han direkte i kødet på Leffs spørgsmål og argumenterede i sin forelæsning om antik retorikpædagogik for, at retorik, hvis den skilles fra sin oprindelse som undervisningspraksis, “disappears into something else”. Walker satte for eksempel spørgsmålstegn ved Aristoteles’ prominens i retorikhistorieskrivningen med spørgsmålet: “Well, Aristotle…What great orators did you train?”
Seminaret var sådan opbygget, at den første dag bød på tre tematiske forelæsninger, der skulle problematisere hele idéen om én lang tradition. De næste fire dage var hver især dedikeret til en bestemt historisk epoke (antikken, middelalderen, renæssancen, 1700-tallet og 1800-tallet) og den sidste dag til andre retorikker end den vestlige.
De enkelte forskere var utvivlsomt store kapaciteter på deres respektive felter, og alle forelæsninger og diskussioner foregik på et meget højt niveau. Men desværre vendte vi kun undtagelsesvis tilbage til spørgsmålet om, hvad det vil sige at se retorikhistorien som en historie om undervisningspraksis og -teori. De pædagogiske og ideologiske perspektiver, der ligger i dette spørgsmål, blev ikke udforsket, og seminaret fik karakter af en tour de force gennem retorikhistorien uden nogen bag rattet. Hver især bød forelæsninger og diskussioner dog på mange gode indsigter, og jeg bringer her et subjektivt udpluk.
Den helt overordnede pointe for mig var, at man dårligt kan tale om én retorisk tradition. Vi ved selvfølgelig godt, at man i antikken sloges drabeligt om at definere retorikkens væsen og ikke mindst dens plads i uddannelsen af bystatens ungdom. Men også undervisningsmetoder har været stærkt varierende, og selvom vi nok kan mene, at nogle tænkere var større end andre, og nogle lærere vigtigere end andre, må vi indse, at der under betegnelsen retorik gemte sig en mangfoldighed af praksisser, som vi gør vold på ved at forsøge at samle dem under én overgribende tradition. Dette perspektiv udvides eksponentielt, når man kigger længere frem i historien.
Martin Camargo (middelalder) og Larry Green (renæssance) viste tilsammen i deres indlæg, hvordan man i middelalderen og renæssancen nærmest eksploderede retorikken. Camargo, der begræder middelalderens generelle status som “fly-over country” i retorikhistorien2, mente ligefrem, at middelalderens retorikundervisning er den mest autentiske, fordi den var så mangfoldig og så tilpasset de praktiske formål, den skulle tjene. Green fortsatte Camargos argument. Renæssancen kæmpede ligesom middelalderen med at tilpasse antikkens skrifter til samtidens behov, og man havde vældige diskussioner om, hvordan man bedst fik det til at fungere.
Begge kunne ellers fortælle, at der var sjovt i middelalderens og renæssancens retoriske klasseværelser. Man legede med ord og spillede roller. Progymnasmata og deklamationer florerede, og man undersøgte sproget i alle dets afskygninger – ikke mindst ud fra et religiøst motiv. Når Gud havde skabt verden, var det en hellig pligt for mennesket at kende den i al dens pragt, og dette kunne man gøre ved hjælp af sproget.
For mig at se sætter Camargo og Greens argumenter ultimativt spørgsmålstegn ved den måde, vi har privilegeret antikke tekster i retorikundervisning og -forskning – med tryk på både “antikke” og “tekster” – og åbner op for et kæmpe territorium af mulige måder at “gøre” retorik på.
Det billede der tegnede sig for mig, er en diskontinuert tradition kun løseligt (om overhovedet) holdt sammen af nogle fælles kanoniske tekster, og dens forandringer kan ikke altid forklares ud fra en forfaldsmyte eller som resultatet af idéhistoriske begivenheder. Retorikhistorien er ikke monolitisk, og det er ikke en forfaldshistorie. Det er derimod en historie om, hvordan retorikfaget (næsten altid forstået som undervisningspraksis) har tilpasset sig de lokale krav og muligheder, det øvrige samfund har givet det. Udfordringen i dag er selvfølgelig at identificere de behov, som retorikfaget skal tilfredsstille (hvilket naturligvis er et ideologisk spørgsmål), samt at skabe retorikkurser, der kan indfri disse behov. RSA’s seminar har i hvert fald inspireret mig til at se ud over de kanoniske tekster, når jeg skal finde svar på disse ikke helt lette spørgsmål. Vi må i højere grad kigge på tidligere undervisningspraksisser og granske andre historiske kilder end de retoriske afhandlinger og lærebøger. Som et godt eksempel herpå kan nævnes Debra Hawhees studie af sammenhængen mellem brydetræning og retorisk skoling i oldtidens Athen3, hvori hun sammenstykker arkæologiske fund og tekstlige overleveringer til en konkret, sanselig beskrivelse af dagligdagen i bystatens gymnasier.
Af andre interessante diskussioner ved seminaret vil jeg fremhæve den særlige amerikanske problemstilling omkring retorikfagets placering i de akademiske discipliner. Især Leff var opmærksom på, hvordan den institutionelle forankring påvirker valg af emner, teorier og metoder. Retorik er slet ikke det samme på speech communication-institutter, som det er, når det hører under en English-department. Ja, i USA er retorik simpelthen et tvær-fag med alt, hvad det medfører af uenighed om terminologier, kanoner, metoder med mere. I Kent var der dog en stærk samhørighedsfølelse mellem alle deltagere, og det hele foregik under så fredelige forhold, at Philippe Salazar fra University of Capetown mente at kunne se retorikkens civiliserende kraft i selve dette faktum.
Også det store fokus på andre traditioner end den vestlige var velkomment. Den kinesiske ved Mary Garrett, den afro-amerikanske ved Keith Gillard og Shirley Wilson Logan, sågar den oldegyptiske, som, ifølge Vershawn Ashanti Young, en af deltagerne, ikke bliver retmæssigt anerkendt for at være en vigtig kilde til den græske tradition. Det multikulturelle klasseværelse fyldte også meget i diskussionerne, og det var tydeligt, at man i USA har meget langvarige erfaringer (gode og dårlige) med at give plads til minoritetskulturer i curriculum – afgjort et område som vi i Skandinavien må til at forholde os til. Her er der oplagte muligheder for transatlantisk inspiration.
Endelig var det på Kent, som det er med den slags arrangementer: De mest spændende ting skete udenfor det officielle program. I pauser og om aftenen var der rig lejlighed til at diskutere hinandens projekter samt til omfattende refleksion over seminarets funktion og deltagernes udbytte af det. Mange havde vist den samme oplevelse som jeg af at have krydset nogle grænser i vores søgen efter en akademisk identitet, og alle knyttede kontakter til såvel andre unge håbefulde retorikere som til garvede veteraner i feltet.
RSA-seminaret er en stor mulighed for skandinaviske retorikstuderende, der her kan få et indblik, ikke bare i et aspekt af retorikkens verden, men også i det amerikanske retorikmiljø, der virker væsentligt forskelligt fra det skandinaviske. Dels er man, på godt og ondt, endnu mere elitære end vi, og alle deltagere i seminaret var fuldt bevidste om den hårde konkurrence om stillingerne efter endt ph.d. – måske er det derfor, at den mest brugte kompliment under seminaret var ordet “generous”, hvor vi i Skandinavien nok i højere grad tager kollegial “sharing” som en selvfølge. Dels fornemmede jeg virkelig, at man i USA har en retorisk kultur, en fælles arv af store retoriske øjeblikke, som alle kender og kan trække på. Her følte jeg mig ganske pinligt berørt over, at jeg var dårligere hjemme i mit eget lands talerrække, end jeg er i for eksempel sorte amerikanske borgerretsforkæmperes retorik (bedre blev det ikke af at én af mine amerikanske meddeltagere var ivrig efter at diskutere Kierkegaards kommunikationsfilosofi med mig, hvilken jeg aldrig havde stiftet bekendtskab med4).
Men hvor udbytterige tværatlantiske udvekslinger end kan være, bør vi ikke lade os nøje med at besøge amerikanerne. Vi må efter min mening selv organisere skandinaviske seminarer for retorikstuderende, hvor studerende fra hele Norden kan møde landenes bedste forskere og hinanden (eventuelt i sammenhæng med de etablerede konferencer i NKRF- eller NNRH-regi). Måske vil de så, ligesom deltagerne fra Kent, efterfølgende danne deres eget livlige netværk og sammen tage de første, nu ikke helt så usikre, skridt ind i traditionen.
Camargo, Martin (2003): “Defining Medieval Rhetoric”, i Constant J. Mews et al. (red.), Rhetoric and Renewal in the Latin West 1100-1540: Essays in Honour of John O. Ward, Turnhout: Brepols, s. 21-34.
Graff, Richard & Michael C. Leff (2005): “Revisionist Historiography and Rhetorical Tradition(s)”, i Richard Graff et al. (red.), The Viability of the Rhetorical Tradition, Albany: State University of New York Press, s. 11-30.
Hawhee, Debra (2004): Bodily Arts – Rhetoric and Athletics in Ancient Greece, Austin: University of Texas Press.
McCormick, Samuel (2001): “On Indirection”, http://www.colorado.edu/communication/meta-discourses/Papers/McCormick_On_Indirection.htm.
