Romaner er ikke bare fantastiske fortællinger uden bånd til virkeligheden. Skønlitteratur kan tværtimod være særdeles velegnet til at tage traumatiske begivenheder op og bearbejde dem i vores kollektive bevidsthed.
Af Dorrit Einersen
Chokket over terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001 var så stort at der gik flere år før forfattere begyndte at skrive romaner om det. Det førte direkte videre til krigene i Afghanistan og Irak og til stramninger i sikkerhedspolitikken i USA og Europa. Frygten for terror efter 11. september medførte en ændring i vores kollektive bevidsthed – det skabte et traume. I litteraturen blev det transformeret til individuelle historier og ikke til store fortællinger, såkaldte ’grand narratives’.
Jonathan Safran Foers roman Ekstremt højt og utrolig tæt på er en af disse individuelle historier. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er en otteårig dreng, Oskar Schell, der mister sin far da tvillingetårnene i World Trade Center styrter sammen. Oskar lider efter det han kalder ”den værste dag”, af traumesymptomer og har panikangst for flyvemaskiner, skyskrabere, elevatorer og undergrunden, så han går mange kilometer rundt i New York. En dag finder han en nøgle i en konvolut i farens påklædningsværelse hvorpå der står ”Black”, og det bliver starten på en lang søgen gennem New York der viser sig at være den mest effektive behandling af Oskars traumer.
Terrorangrebet på World Trade Center er endnu for os ekstremt højt og utrolig tæt på og bliver vist igen og igen på tv som vor tids største katastrofefilm for amerikanere og europæere, og det har ændret den måde vi ser verden på. Truslen om terror er allestedsnærværende for os alle efter 11. september 2001. Foers roman er ikke politisk, og den kommer hverken ind på terroristernes motiver eller de følger 11. september fik i krigen mod terror. Men den kan ses som en illustration af et effektivt terapiforløb som vores kollektive bevidsthed skal igennem for at bearbejde det traume som 11. september var.
Gennemspilning af traumerne
Traumebearbejdning er primært individuel, og der findes ingen universalløsning på psykologiske traumer, men katarsis er et vigtigt led i processen med at udleve og gennemleve sorgen.
Katarsis er Aristoteles’ begreb fra hans definition af tragedien hvor det beskriver den renselse der følger efter et tragisk forløb. Den får mennesker til at gennemspille og gennemleve traumatiske begivenheder og lære at acceptere og leve med dem.
Litteratur som Ekstremt højt og utrolig tæt på er et eksempel på en tekst der ikke blot er ord, men sprog, som handler i den virkelige verden. Romanen har ikke kun én, men tre jegfortællere: drengen Oskar, hans farfar og farmor, og de har alle tre et dybt traume der føles som et hul i kroppen. Oskar har i begyndelsen et hul som alle de lykkelige følelser forsvinder ned i. Farfaren har begravet alt for meget alt for dybt nede i sig selv efter tabet af sin elskede Anna, hans første hustru, og deres fælles ufødte barn. Farmorens hul i kroppen skyldes manglen af et barn, og for hende bliver sønnen, Thomas, og sønnesønnen, Oskar, meningen med livet. Den endelige katarsis i romanen nås da Oskar får grædt sin sorg over farens død ud sammen med sin mor. Morens organisering af Oskars søgen efter den lås der passer til farens efterladte nøgle, fører ikke til noget konkret, men bliver et formål i sig selv.
På samme måde fører romanen ikke til noget konkret, men bliver et formål i sig selv. Ved at skrive og læse romaner om et traume kan vores kollektive bevidsthed gennemspille vores frygt for terror og opnå katarsis. Romanen er ikke en ’stor fortælling’, men derimod en individuel version af en fælles begivenhed, 11. september. Når vi læser den, gennemspiller vi denne version, og Oskars søgen efter katarsis bliver nøglen til vores egen. Og når vi er færdige med romanen, venter der andre individuelle versioner i form af andre romaner og film som vi kan bruge til at gennemspille vores traume.
På den måde bliver litteraturen handlekraftigt sprog. Det er ikke blot opfundne historier om lande langt, langt væk, men historier om vores hverdag og virkelighed. Begivenheder af 11. septembers kaliber efterlader et behov for afklaring, for accept, for renselse. Her træder litteraturen frem og tilbyder versioneringer af virkeligheden som giver os mulighed for at gennemspille traumet.
Virkeligheden på tv
Jonathan Safran Foers roman indeholder en perspektivering af terrorangrebet på World Trade Center, vor tids mareridtsscenarie, som i tv kom utrolig tæt på og blev uafrysteligt for os alle. Frygten for gentagelser af katastrofen fik os alle til at tænke over risikoen for terror og mange til at leve i angst for fremtiden, men det er også vigtigt at se det i en større historisk sammenhæng. Bombardementet af Dresden under anden verdenskrigs sidste dage, som farfaren i romanen har oplevet, havde et større omfang og langt flere ofre, og atombomben i Hiroshima, som i romanen omtales i en øjenvidneberetning fra en far hvis datter dør i hans arme, førte også til at langt flere mennesker døde, men vi har ikke tv-optagelser af de katastrofer. Derfor er 11. september blevet fællesgods i et førhen uset omfang. Og derfor er der behov for at tale, læse, skrive og se film om det. Krigen mod terror, som Bush deklarerede efter World Trade Center, kan ikke vindes, og det er en umulig tanke at udrydde al terror i verden, men at leve med truslen om terror i den ene eller anden form er nødvendigt for os alle. Det kan litteraturen hjælpe os med. R
Læs mere:
Jonathan Safran Foer, Ekstremt højt og utrolig tæt på. Oversat fra Extremely Loud and Incredibly Close. Tiderne Skifter, 2005.
Bibliografisk
Forfatter: Dorrit Einersen. Mag.art. og lektor på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet.
RetorikMagasinet 84/2012, side 26-27.
