Baader-Meinhofs kunstneriske efterliv

I Gerhard Richters værk 18. oktober 1977 kigger vi inden for Stammheim-fængslets mure hvor flere medlemmer af den tyske Baader-Meinhof-gruppe begik selvmord. Eller gjorde de? Var det i virkeligheden mord? Det spørgsmål er stadig ubesvaret. Derfor er den visuelle besøgstur gennem fængselscellerne, forbi bogreolen, hen over pladespilleren hvor våbnet angiveligt lå gemt, og tilbage til et gammelt ungdomsportræt ikke bare en dokumentarisk skildring – billederne eksponerer et blødende sår i det tyske samfund og bringer hele historien og alle spørgsmålene tilbage i tyskernes erindring. 

Baader-Meinhofs kunstneriske efterliv

af Lotte S. Lederballe Pedersen

 

18. oktober 1977: I det topsikrede Stammheim-fængsel ved Stuttgart findes to fremtrædende medlemmer af aktivist/terroristgruppen Baader-Meinhof døde i deres celler:
Andreas Baader skudt og Gudrun Ensslin hængt. To andre fængslede medlemmer af gruppen, som officielt betegnes Rote Armee Fraktion (RAF), er hårdt sårede: Jan-Carl Raspe svæver mellem liv og død efter skud i hovedet og dør senere af sine kvæstelser, mens Irmgard Möller er såret af flere knivstik.

De dramatiske begivenheder betegner kulminationen på det der senere er blevet kendt som Det Tyske Efterår. En periode hvor Rote Armee Fraktion ikke blot skaber store rystelser i samfundet ved at bortføre og henrette mænd fra Tysklands borgerlige magtelite, men hvor gruppen også er centrum for en fejlslagen flykapring og gidseltagning der blandt andet har til formål at sikre frigivelsen af 10 RAF-fanger som sidder i Stammheim-fængslet.

Dødsfaldene d. 18. oktober skaber voldsom furore og afføder en enorm mediedækning både inden og uden for Tysklands grænser. Den officielle forklaring lyder på en selvmordspagt blandt medlemmerne, men alligevel sås der hurtigt tvivl om den forklaring – er der snarere tale om mord? Er fangerne fra Rote Armee Fraktion selv blevet ofre for en forbrydelse, og hvem står i så fald bag?

12 år senere på det lokale museum Haus Esters i den tyske by Krefeld åbner en udstilling med malerier af Gerhard Richter. Den velrenommerede tyske kunstner har skabt en billedserie på i alt 15 billeder under den tilsyneladende objektive, men i tysk og europæisk sammenhæng betydningsmættede titel 18. oktober 1977. Værket giver begivenhederne i Stammheim et kunstnerisk efterliv og eksponerer – at dømme efter reaktionerne – et åbent, blødende sår i det tyske samfund mere end et årti efter hændelserne fandt sted. Ikke blot motiverne, men også den tvetydige fremstillingsform som Gerhard Richter har valgt, bringer hele det uopklarede og uforløste problemkompleks tilbage i folks erindring og på deres nethinder.

En oktoberdag indhyllet i slør og tåge

Gerhard Richters 15 billeder udgør ét samlet værk, men er fordelt på fire mindre grupper og derudover fem enkeltstående malerier. Blandt de fem enkeltstående malerier finder man Ungdomsportræt som forestiller en ung Ulrike Meinhof. Hun var gruppens medstifter og døde vel at mærke ikke i 1977, men hængte sig i sin celle i Stammheim et år tidligere. Derudover finder man også maleriet Hængt som forestiller Gudrun Ensslin død i sin fængselscelle i 1977; maleriet Celle der viser en bogreol og frakke i Andreas Baaders celle; maleriet Pladespiller som er et billede af den pladespiller Andreas Baader angiveligt skulle have skjult sit selvmords-
våben i; og endelig Begravelse der er et malerisk snapshot fra begravelsesprocessionen hvor Baader, Ensslin og Raspes tre kister svagt anes midt i et større menneskehav.

I sig selv efterlader motiverne ingen tvivl om at den såkaldte “dødsnat” i Stammheim er værkets omdrejningspunkt, men Ulrike Meinhof dukker som sagt pludselig op i persongalleriet. Det samme gør gruppemedlemmet Holger Meins. Han døde under en sultestrejke i 1974 og optræder ikke i de enkeltstående billeder, men i én af de fire grupper af billeder: Anholdelse 1 og Anholdelse 2 der viser hans tilfangetagelse. Den anden gruppe af billeder hedder Konfrontation 1, Konfrontation 2 og Konfrontation 3 og viser Gudrun Ensslin på vej til eller fra arresten; den tredje gruppe hedder Mand skudt ned 1 og Mand skudt ned 2 og forestiller den døde Andreas Baader på gulvet i sin celle; og den sidste gruppe består af tre billeder af den afdøde Ulrike Meinhofs ansigt, alle med titlen Død.

Værket giver begivenhederne i Stammheim et kunstnerisk efterliv og eksponerer – at dømme efter re-
aktionerne – et åbent, blødende sår i det tyske samfund mere end et årti efter hændelserne fandt sted.

Richters Baader-Meinhof-billeder er baseret på fotodokumentation fra hændelserne som dels er hentet fra den offentlige anklagers kontor, dels fra nyhedsmedierne der i årene op til og under de dramatiske begivenheder i 1977 dokumenterede RAF’s gøremål intenst. De er malet i kunstnerens karakteristiske sort-hvide stil der på én gang refererer til de fotografiske forlæg og tager afstand fra dem. I den maleriske bearbejdning erstatter Richter fotografiernes oprindelige skarphed og fokus og opløser i stedet motiverne i et tåget, gråligt slør som gør det vanskeligt for beskueren præcist at danne sig et indtryk af hvad der er på færde. Andre af kunstnerens greb bidrager til yderligere at frustrere tilskueren: For det første er der ikke en bestemt rækkefølge som man skal aflæse billederne. For det andet svinger billedernes størrelse fra store, monumentale formater der tvinger beskueren på behørig afstand, til mindre, mere intime lærreder der inviterer til granskning på nært hold. Og for det tredje gentages det samme motiv inden for flere af billedgrupperne, så repetitionen på én gang synes at ophæve og understrege motivets betydning. Effekten af disse greb er ikke til at tage fejl af: Uanset hvor beskueren placerer sig i forhold til værket som helhed eller til det enkelte billede, så synes 18. oktober 1977 at modarbejde at man aflæser værket på en klar og entydig måde.

Stammheim. Foto: Thilo Parg

Hvad er politisk kunst?

Billedserien er både genremæssigt, stilistisk, skalamæssigt og strukturelt destabiliserende. Den placerer sig et sted mellem figuration og abstraktion, fotografi og maleri, historiemaleri og portrætgenre, øjebliksbillede og efterbillede, nærvær og afstand, simultan fokusering på og opløsning af motivet. Den lader sig ikke kategorisere æstetisk – eller politisk, for den formelle tvetydighed forplanter sig til det politiske indhold. Og værket leverer flere spørgsmål end svar: Hvad er det egentlig? Et mindesmærke, en hyldest til Baader-Meinhof-gruppens projekt eller et forsøg på at bearbejde et kollektivt traume i det tyske samfund? Hvad er Gerhard Richters dagsorden, og hvor befinder han sig etisk og politisk i forhold til emnet?

Den postmarxistiske samfundsteoretiker Chantal Mouffe hævder at “i dag kan kunstnere ikke længere foregive at udgøre en avantgarde, der leverer en radikal kritik, men det betyder ikke, at deres politiske rolle er udspillet”. Hun er talskvinde for det såkaldte ’radikale demokrati’ der ikke har den brede konsensus som ideal, men baserer sig på anerkendelsen af ’antagonisme’ – modsatrettede interesser i samfundet – og på dyrkelsen, ikke undertrykkelsen, af konflikter. Mouffe sondrer ikke mellem politisk og ikke-politisk kunst. Uanset om et kunstnerisk udsagn udfordrer eller støtter op om de fremherskende værdier i samfundet, så har det en politisk dimension.

Richter opløser motiverne i et tåget, gråligt slør som gør det vanskeligt for beskueren præcist at danne sig et indtryk af hvad der er på færde.

I stedet opererer Mouffe med begrebet ’kritisk kunst’: “Kunst, der skaber dissensus, kunst som synliggør det, den dominerende konsensus skjuler eller eliminerer. Den udgøres af en hel række kunstneriske praksisser, som søger at give stemme til alle dem, der er gjort tavse inden for den eksisterende hegemoniske orden.” Der er med andre ord tale om kunst der søger at sætte spørgsmålstegn ved eller forandre den dominerende politiske, sociale og institutionelle orden. Den kritiske kunst indbefatter ifølge Mouffe kunstnerisk-aktivistiske grupper og bevægelser som The Yes Men og Reclaim the Streets samt individuelle kunstnere som fx Hans Haacke, Krzysztof Wodiczko, Andrea Fraser og Thomas Hirschhorn. De er alle sammen eksponenter for kunstneriske praksisser med rødder i den historiske avantgardes radikale eksperimenter og i neo-avantgardens happenings, performances og aktioner, og de udfolder sig typisk uden for eller i opposition til den etablerede kunstinstitution og til markedet. Men er 18. oktober 1977 også et eksempel på kritisk kunst?

Billeder til eftertanke

Gerhard Richters kunst er ikke hvad man typisk ville betegne som aktivistisk eller samfundskritisk. Han arbejder generelt med relativt traditionelle kunstneriske medier og tager hverken åbenlyst afstand fra kunstens aktuelle institutionelle eller markedsøkonomiske rammer. Og med et værk som 18. oktober 1977 synes Richter heller ikke at ville fremme et bestemt politisk mål.

Alligevel kan billedserien netop ses som et udtryk for den kritiske kunst Chantal Mouffe advokerer for. Den er ikke blot et værk om aktivisme, men også et værk der til stadighed aktiverer sine beskuere og maner til kritisk refleksion. Værket destabiliserer grænsen mellem bøddel og offer og bringer undertrykte konflikter op til overfladen. Det besidder en radikal åbenhed i forhold til fortolkning. Og denne åbenhed gør værket relevant også uden for sin historiske kontekst – og højaktuelt i dag hvor medierne flyder over med billeder af den nye terrors bagmænd og ofre, og grænsen mellem “de onde” og “de gode” trækkes skarpt op mens gråzonerne forbigås i tavshed.

Med afsæt i Baader-Meinhof-gruppen stiller Gerhard Richters værk de svære spørgsmål uden at give nogen letkøbte svar. Og så er Richters fortolkning af begivenhederne d. 18. oktober 1977 endelig et eksempel på at de mest effektive kritiske værker ikke altid udfolder sig uden for den etablerede institution eller de traditionelle kunstneriske mediers rammer. De mest effektive kritiske værker opstår når der er et reflekteret forhold mellem den ramme man vælger som kunstner, det spørgsmål man stiller, den måde man stiller det på, og det publikum man ønsker at adressere.

Læs mere:

Claire Bishop: “Antagonism and Ralational Aesthetics”, in October, vol. 110, 2004, pp. 51-79.

Chantal Mouffe: “Art and Democracy: Art as an Agnostic Intervention in Public Space”, in Open, no. 15, 2008, pp. 7-15.

Robert Storr: Gerhard Richter – October 18, 1977, The Museum of Modern Art, New York, 2000.

Bibliografisk

Af Lotte S. Lederballe Pedersen, ph.d.-studerende v. Slots- og Kulturstyrelsen/Institut for Kunst- og Kulturvidenskab,  Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 99 (2016), s 28-30

Lämna ett svar