Start » Dansk retorik » Dansk retorisk Arena » Tesfayes digitale udlån er demokratisk win-win

Tesfayes digitale udlån er demokratisk win-win

av Rune Djurhuus Andersen

På Mattias Tesfayes (S) Facebook-side får udsatte stemmer taletid og viral rækkevidde. Almindelige mennesker får en retorisk handlemulighed og tildeles stor etos gennem Tesfayes etablerede rolle, men han nyder også godt af danskernes autenticitet og virker jordnær og lyttende. I denne kommunikationsform findes et demokratisk potentiale.

Tesfayes digitale udlån er demokratisk win-win

Af Rune Djurhuus Andersen og Jakob Esmann

Tilliden til de danske politikere er lavere end nogensinde. Mediebilledet flyder over med historier om politikerlede, udenomssnak og den hårde tone i kommentarspor. Dette på trods af, at sociale medier som især Facebook er blevet hyldet for at have potentialet til at bringe politikerne på Slotsholmen tættere på borgeren hjemme i stuen. Tilbage står spørgsmålet: Kan man overhovedet som folkevalgt fremme dialogen på det sociale medie, og i så fald hvordan?

Vi mener, at der stadig er håb for den digitale dialog. Til at illustrere dette vil vi vise, hvordan den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfaye er med til at styrke den demokratiske samtale på sin Facebook-side. Her giver han danskere, som ellers har svært ved at komme til orde i den offentlige debat, en platform at tale fra. Det styrker identifikationen mellem ham som politiker og de borgere, der læser med, og på samme tid styrker det hans egen troværdighed som lyttende politiker. Det skaber mulighed for såkaldt retorisk handlekraft.

Retorisk handlekraft er blevet et vigtigt begreb indenfor moderne retorisk tradition. Det kan nemlig forklare, hvordan retorikkens instrumentelle og skabende aspekter kan påvirke hinanden. Den ‘instrumentelle’ side refererer til de midler, der bliver brugt i konkrete talesituationer – som for eksempel retorens argumentation og stil. På den anden side er der de handlemuligheder, vi igennem vores ytringer er med til at skabe. Det gælder både modtageren, der kan identificere sig med ytringerne, og retoren selv, som selv kan opnå større troværdighed ved at skabe identifikation hos modtageren. Det er netop dette gensidige styrkeforhold, som Mattias Tesfaye har gjort til sit varemærke. For ved at inddrage udsatte borgere og give dem en platform til at fortælle deres historie, taler han nemlig til de mange danskere, der kan sætte sig i afsenderens sted. Lad os se på et par eksempler.

Anni og Nis personificerer uretfærdighederne

Annonce

Den 12. februar lægger Mattias Tesfaye et billede på Facebook. Det er et billede af Anni fra Ishøj. Hun er 63 år. “Jeg vil så gerne fortælle min historie. Jeg tror den vil overraske mange politikere,” lyder de første linjer. Det er Anni, der taler. Ikke Mattias.

Hun fortæller, hvordan hun begyndte at arbejde, da hun var 17, har gjort rent og arbejdet i køkken. Med en gigt-sygemelding blev hun til sidst fyret. Nu vurderer kommunen, at hun kan arbejde halvanden time om ugen. Derfor får hun ikke førtidspension. “Jeg orker ganske enkelt ikke at være i systemet mere. Jeg er så tæt på pensionen. Hvorfor skal samfundet spilde penge på læger, sagsbehandlere og papirer? Hvorfor kan jeg ikke bare få en tidlig pension?”, spørger hun og fortæller, at hun har inviteret Tesfaye på kaffe.

En anden, Tesfaye har lånt sin profil ud til, er slagteriarbejderen Nis fra Danish Crown i Faaborg. I et opslag fra 31. maj 2014 videregiver Tesfaye Nis’ ord. Det virker autentisk, selvom vi ikke ved, om Tesfaye har omskrevet eller forbedret teksten. Nis skriver:

“Hej jeg hedder Nis. (…) Jeg bliver aflønnet efter hvor meget jeg producerer. Et eksempel: Jeg står på et bånd, hvor vi skærer kamme. For to år siden skulle vi skære ca 4000 styk om dagen, nu skærer vi ca 5000 stk om dagen, men til den samme løn. Når jeg ser på mine lønsedler fra år 2008 og sammenligner med mine lønsedler nu, er jeg gået fra 210 kr i timen til 190 kr i timen. (…) Jeg synes at jeg har bidraget med min andel til Danish Crown.”

Eksemplet bruger Nis til at fortælle, hvordan det danske slagteri udnytter hans og andre faglærte kollegers arbejdskraft. Han mener, de arbejder benhårdt til en ufaglært løn, der ikke anerkendes: “Slagterierne laver rovdrift på mig og mine kollegaer’s helbred efterhånden (…) Og nu da efterlønnen er ved at være udfaset, ser det sort ud for os der har knoklet et helt liv.”

Mellem det institutionelle og vernakulære: En hybridform

Annis og Nis er blot to af mange, som Tesfaye over de senere år har givet taletid på sin Facebook-side. Selvom historierne og personerne er forskellige, har de en række ting til fælles: De er skrevet i et hverdagssprog, de har eksplicit en anden end Tesfaye som afsender, og så omhandler de mennesker, der på den ene eller anden måde føler siguretfærdigt behandlet af systemet. Men måske vigtigst af alt: De blåstemples af Tesfaye, som eksponerer dem og deres historie for sine mere end 48.000 følgere.

Gerard Hauser er en blandt flere retorikforskere, som interesserer sig for de udfordringer, der hersker i skellet mellem, hvad han kalder det vernakulære og institutionelle. Det vernakulære er vores uformelle hverdagsretorik, som ikke kræver en særlig platform at tale fra. Det institutionelle er omvendt en position, som kun er de få retorisk privilegerede forundt; journalister, politikere eller andre, der har gode tekniske forudsætninger for at gebærde sig i den offentlige debat.

Kombinationen af Tesfayes privilegerede afsenderposition og historierne, fortalt i “jeg”-form af helt almindelige borgere som Nis og Anni, betyder, at vi har med en særlig retorisk hybridform at gøre, der kombinerer det bedste fra to verdener: den institutionelle afsenderposition og den vernakulære form.

Tesfaye deler ud af sin etos – og får den tilbage som en boomerang

Tesfayes følgere kender nok ikke Anni og Nis personligt. Derfor har de ikke umiddelbar tillid til dem og tilskriver dem ikke stor troværdighed. Men Tesfaye siger god for dem og giver dem troværdighed ved at overlade dem sin profil. Dermed sker der en sponsorship effect, som styrker Annis og Nis’ etos.

Sponsorship-effekten er et begreb, vi har lånt fra retorikforskeren James McCroskey. Her opererer han med en såkaldt sponsorship effect, der er en måde, hvorpå man kan påvirke en talers etos. McCroskey refererer til et eksperiment, hvor et hold studerendes opfattelse af etos hos en båndet foredragsholder blev forbedret gennem en introduktion fra underviseren. De studerende havde mindre tillid til foredragsholderen på båndoptagelsen, hvis underviseren ikke introducerede denne.

Vi ser en lignende mekanisme på spil her: Tesfaye sponserer sine afsendere ved at udlåne dem sin profil. Ganske vist sker ‘præsentationen’ i forskellig grad, og ofte lader Tesfaye dem også tale uden forudgående præsentation, da opslagene indledes med en præsentation foretaget af personen selv: “Hej, jeg hedder Nis”. Tesfaye kan dog give en eksplicit præsentation af afsenderen i en kommentar under opslaget. I Nis’ tilfælde skriver han:

“Kære alle sammen. Jeg mener det er vigtigt, at slagteriarbejderne bliver hørt. Derfor har jeg givet Nis mulighed for at sprede sin historie. Tag godt imod ham.”.

Nis’ personlige erfaringer og den uformelle tone kan ses som en strategi til at skabe identifikation hos publikum, der skabes en fællesskabsfølelse med; De kan se sig selv i hans opslag.

Men sponsorship-effekten går også den anden vej. For mens Nis’ etos styrkes af at Tesfaye giver ham ordet, bliver Tesfayes egen etos ligeledes styrket af den meningsudveksling, som opslagene genererer mellem folk i kommentarfeltet, der kan se sig selv i Nis’ fortælling.

Det demokratiske potentiale i kommentarfeltet: Handlekraften gives videre

Da vi afsluttede undersøgelsen 2. juni 2016, var der 544 kommentarer. Af primært praktiske hensyn valgte vi ikke at analysere den form for kommentarer, hvor brugerne giver indbyrdes svar til hinanden (det vil sige kommentarer til kommentarer), men alene kommentarerne direkte i opslaget, som kan anses som svar til Nis.

Kommentarerne kan efter vores nærlæsning opdeles i tre grupper. Vi fokuserer på to. Den første gruppering, vi ikke fokuserer på, er brugere, der mener, at Nis ikke har noget at klage over, fordi hans løn i deres øjne er god, eller fordi han selv har valgt sit arbejde. Den anden er nuværende eller tidligere slagteriarbejdere, som identificerer sig med Nis og overvejende er enige med ham. Den tredje er brugere, der på metaplan eksplicit roser Nis eller Tesfaye for at dele historien.

Vi har valgt de to sidste grupper, fordi de siger noget om potentialet i denne type Facebook-opslag. Den ene siger noget om styrken i det vernakulære og hvordan ligesindede borgere kan identificere sig med Nis og pludselig selv engagerer sig i debatten. Den anden siger noget om, hvordan brugerne bemærker den videregivne retoriske handlekraft fra Tesfaye til Nis.

I kommentarerne fra nuværende eller tidligere slagteriansatte ser vi tydeligt, hvordan de kommer i tale og selv opnår retorisk handlekraft, fordi de identificerer sig med Nis og fortæller om deres arbejdsliv. En kollega til Nis skriver:

“190 kr. i timen er jo ikke pointen her. Pointen er at man arbejder mere og får mindre for det, altså er slagteriarbejdere gået væsentlig ned i løn. (…) Nu har Nis og jeg samme arbejdsplads, omend i hver sin afdeling og jeg misunder ikke dem på kambåndet selvom min løn er noget mindre. Er der nogen af jer kloge hoveder der bliver registreret når i går på toilettet på jeres arbejdsplads???? Nej vel!!!! (…)”

Nis videregiver altså handlekraft til kollegaen, som anvender handlemuligheden til at korrigere de misforståelser, han mener, der er opstået.

Handlekraften anerkendes

Blandt kommentarerne fra grupperingen bestående af brugere, der eksplicit roser Nis for at stå frem og altså påpeger hans opnåede retoriske handlekraft, finder vi en kvindelig bruger, der mener, at “der er en grim tone” i tråden, og at mange har “misforstået budskabet”. Hun afslutter med at skrive:

“Nis, du er en stærk mand, [jeg] syntes du har formuleret dig flot og viser hvad dig og dine kollegaer yder for at bevare en arbejdsplads i landet…”

En mandlig bruger forholder sig derimod til den kendsgerning, at Tesfaye lader Nis tale. Han skriver:

“Læs lige Mattias’ tekst igennem før i brokker jer over den løn han får. (…) Endelig en der tør sige sin mening (…) Godt gået Mattias! Vi andre sidder sq bare på vores flade, og diskuterer tingene hjemme bag vores 4 vægge. Måske vi alle skulle komme ud af huset, og samlet lave oprør over den udvikling vi er godt på vej ind i!”

Brugeren glæder sig altså over den handlekraft, som Nis opnår med Tesfayes sponsorship. At han ligefrem anvender metaforen “lave oprør” understreger den handlekraft, som han tilskriver Nis. Samtidig leverer han (selv)kritik af dem, som ikke prøver at skabe samfundsforandringer, men blot diskuterer derhjemme.

Kommentarerne er eksempler på, at Nis anerkendes for sin ytring og opnåede retoriske handlekraft igennem Tesfayes udlån. Brugerne ville formentlig aldrig have fået Nis’ budskab, hvis ikke Tesfaye havde delt det.

Demokratiserende perspektiver

Tesfaye er trods sin baggrund repræsentant for en politisk elite, der kan besidde en stor handlekraft og ytre sig fra en institutionel platform. Ved at lade andre komme til orde kan han altså opnå ‘vernakulære træk’: Tesfaye får indtryk fra hverdagen på samfundets bund ind på Facebook og giver dermed indtryk af at være en jordnær, socialt indigneret politiker, der både er interesseret i samfundets svageste og vil lade dem låne sin etos og virale rækkevidde.

Samlet set er det et interessant analytisk perspektiv, hvordan McCroskeys sponsorship effect også går modsat: nemlig fra ukendt afsender til en etableret, sponsorerende afsender og altså er gensidig.

Vi mener, at der kan hentes en vis optimisme i, at Tesfaye aktivt inddrager borgerne i skabelsen af retorisk handlekraft. Det lykkes ham at kombinere, hvad vi betegner som en institutionel etos med en vernakulær handlemulighed, og denne form for dialog på sociale medier er demokratisk win-win for både politikere og borgere.

Set med vores øjne ligger der i Tesfayes særegne form et demokratisk potentiale for anvendelsen af de sociale medier, som hans kolleger på Slotsholmen kan tage ved lære af. På Facebook bygger han bro mellem borgere og Borgen. Det ville politikerleden sandsynligvis også blive mindre af.

Læs mere

Elisabeth Hoff-Clausen, Christine Isager og Lisa Storm Villadsen: “Retorisk agency – Hvad skaber retorikken?” i Rhetorica Scandinavica, 33, 2005 om distinktionen mellem de skabende og instrumentelle aspekter af retorisk handlekraft

Gerard Hauser (red.): Vernacular Voices: The Rhetoric of Publics and Public Spheres. University of South Carolina Press. 1999.

James McCroskey: “Ethos: A Dominant Factor in Rhetorical Communication”. I An Introduction to Rhetorical Communication. Prentice-Hall. 1968.

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere