Start » Dansk retorik » Danske artikler » Bagefter var de til stede som voksne og vågne mennesker

Bagefter var de til stede som voksne og vågne mennesker

av Pernille Kloster
RM-Peter-Bastian-045

RetorikMagasinet har mødt Peter Bastian til en snak om det særlige fællesskab som kan opstå når han står på en scene. Når han er fuldstændigt i øjeblikket, når han mærker den følelsesmæssige respons fra salen, når personlige dagsordener træder i baggrunden, og vi forenes over en fælles interesse for at flytte os nye steder hen. Det særlige fællesskab han kalder et skabende fællesskab.

Bagefter var de til stede som voksne og vågne mennesker

Pernille Kloster & Frida Hviid Broberg

RM-Peter-Bastian-045

Foto: Neel Munthe-Bruun

“Det øjeblik jeg går ind på en scene, sker der en fuldstændig forandring…” Peter Bastian afbryder sig selv: “Hov! Det må du lige holde op med.” Reprimanden er møntet på RetorikMagasinets fotograf, Neel, som allerede er gået i gang med at knipse. “Jeg skal lige i gang.”

Peter Bastian har gennem 50 år spillet på scener verden over, han har spillet for kongehuset og på Christiania, og i 2011 holdt han en foredragsrække for Grundtvigs Forum på Vartov under titlen Gå aldrig ned fra scenen. En foredragsrække på ni timer, som blev downloadet af 260.000 mennesker. Peter Bastian ved hvad det vil sige at stå på en scene. Og vi har fået lov at komme på besøg i hans hus i Nødebo til en snak om netop det.

“Det der er særligt ved scenen, er at relationen mellem mig og publikum er fuldstændig defineret. Der er en foredragstitel og en kontekst, det kan være på et bibliotek, en virksomhed eller et menighedsråd. Og når du står på scenen, er det i en vis forstand det tryggeste sted i verden, netop fordi relationen mellem dig og medmennesket er så veldefineret,” forklarer han. “Og det der sker,” fortsætter Peter Bastian, igen henvendt til Neel, “det er at i det øjeblik du filmer, og det skal du jo, så bliver scenen en anden.” Scenen skifter, og relationen bliver dobbelttydig.

 

En afgørende ambition

“En veldefineret relation,” forklarer Peter Bastian, “er bundet op på en fælles interesse. Og dér hvor det bliver interessant, er når vi ikke er helt sikre på hvor den peger hen.”

Den veldefinerede relation mellem de implicerede, mellem taler og tilhørere, mellem musiker og publikum, er afgørende for det der ifølge Peter Bastian er pointen ved det han kalder det skabende fællesskab: “Det handler om at vi skal finde frem til noget som ikke allerede findes, noget vi ikke rigtig ved hvad er. Det er derfor at det her interview for eksempel også bliver interessant for mig. Jeg har sagt mange af de her ting i andre sammenhænge, men det bliver nyt fordi relationen er ny. Vi har ikke mødt hinanden før.” Peter Bastian illustrerer hvad han mener, med en metafor fra musikken. “Kan I holde en tone?” Det er vi pinligt bevidste om at ingen af os kan. Alligevel prøver vi, men vores skingre stemmer står selvfølgelig ikke prøven. Til gengæld får Neel nu lov til at gøre op for at hun tidligere var lidt for hurtig på aftrækkeren.

Peter Bastian beder hende rejse sig op så han og Neel står ved siden af hinanden. “Naaaaaaah….” De holder hver sin tone. Deres stemmer vibrerer og smelter sammen i det interval som hedder en kvint. Det klinger kønt. Så skal Neel holde tonen alene. “Kan I høre kvinten nu?” spørger Peter Bastian. “Nej, for den findes ikke i Neel, kun i relationen mellem Neel og mig!”

“Det er kvinten der gør tonerne smukke! Det illustrerer en vigtig pointe, nemlig at det er det intersubjektive felt som opstår når mennesker mødes i et skabende fællesskab, som fortæller dig hvem du er, og som fortæller mig hvem jeg er i den givne situation. Og det intersubjektive felt findes i relationen,” forklarer Peter Bastian.

Det fænomen at den fælles klang er noget andet og større end summen af delene, er et eksempel på begrebet emergens: “Vi hører en række toner efter hinanden. Informationsmængden i en enkelt tone er tæt på nul. Så anbringer Carl Nielsen 62 tomme toner efter hinanden i en vidunderlig melodi, og nu oplever vi hvordan melodien fortæller tonerne hvad de handler om. Ligesom hvis man siger “jeg elsker dig”, og jeg elsker spaghetti bolognese”. Her får “elsker” sin betydning af hvad det handler om. Af konteksten.”

Det skabende fællesskab er emergens mellem mennesker, forklarer Peter Bastian. “Ganske som samklangen gør tonerne smukke, omtyder det intersubjektive felt de enkelte deltagere, det der i en konstruktiv samtalekontekst opleves som større dybde. Du får adgang til en dybde som du ikke ejer alene. Det lyder som science fiction, men det er en realitet.”

Det er den ambition, den stræben, der interesserer Peter Bastian, både i et samtaleforum og når han står på en scene. “Jeg søger at nå frem til et punkt hvor tingene spiller sammen. Og fra det ene øjeblik til det andet er det som om ordene runger i et andet bevidsthedsfelt hvor forsamlingen og jeg er bragt sammen som en enhed.”

I kontrast står sådan noget som sølvbryllupsmiddage. “Der kan godt være interessante mennesker, men relationen til medmennesket er defineret af en helt anden kontekst end samtalen, og det betyder at en samtale der rent faktisk handler om noget, uden varsel kan blive afsporet af en tale eller en sang. Det bliver en underlig stiplet oplevelse. Sådan er det jo med det meste af det der hedder sociale relationer, det er umådeligt komplekst, og det er derfor vi tit orkestrerer den sociale relation som hygge – det vil sige som et fuldstændig tandløst fællesskab. Hvor formålet ikke er at vi flytter os sammen, men tværtimod at opretholde status quo.”

Man må tage øjeblikket for pålydende

RM-Peter-Bastian-006Velvidende at svaret ikke er simpelt, at der hverken en opskrift eller ti gode råd at hente i dette røde træhus ved Esrum Sø, beder vi Peter Bastian beskrive hvilke forudsætninger der er for det skabende fællesskab – hvad man fra scenen kan opsøge og skynde til. Som det vigtigste peger han på at man må være tilstede i øjeblikket. Og det er man kun når man tager det for pålydende:

“I alle situationer må vi tage øjeblikket for pålydende. Der er aldrig nogensinde noget ved øjeblikket vi behøver lave om for det bliver et ’rigtigt’ øjeblik. Øjeblikket er hvad det rummer. Det kan føles på den ene eller den anden måde, men det er hvad vi har at arbejde med. Når du er optaget af indvendinger mod øjeblikket, noget du vil væk fra, angst, eller hen til, behov, så læner du dig så afgørende ind i fremtiden at du forpasser adgangspunktet til virkeligheden som altid er nu.”

Derudover er det vigtigt at man er sensitiv over for den respons der kommer fra publikum. Men ikke så sensitiv at man tager det personligt:

“Der er en følelsesmæssig feedbackmekanisme mellem sal og scene. Den skal man forstå, men hvis du tager det personligt og tænker ’gud de kan ikke lide mig’, så begynder du måske at smile, og gør dig umage for at være sød, og så bedrager du den kontekst der definerer situationen. Du spiller falsk.”

At arbejde med modstand
Peter Bastian har flere gange prøvet at stå i en situation hvor han har mærket modstand fra salen. Hvor han har arbejdet med modstanden og vendt den til noget større, noget skabende, i stedet for at tage den personligt og begynde at hygge om publikum.

Det skete for eksempel da han var med kongehuset i Bulgarien. Bazaar med Anders Koppel og Flemming Quist Møller skulle spille til et returbesøg hvor dronningen og prinsgemalen var til stede. Det samme var den bulgarske præsident og frue plus en hel sal fuld af kors og bånd og stjerner.

“Vi begyndte som altid med at spille frit. Vi tæller til tre og fyrer den af. Og ved den  lejlighed lød det bare virkelig ad helvede til. Hjælp! Det var ikke en skurrende dissonans, det kan man forholde sig til. Det var noget ynkeligt vrøvl der kom ud af instrumenterne. Jeg forestiller mig dronningen med røde, nervøse pletter på halsen.”

Hvad gør man i sådan en situation? Jo, man vrøvler videre. For fuld volumen: “Anders og jeg ser på hinanden, og der er en smilende fandenivoldskhed i blikket, og så spiller vi mere af det samme. Bare værre. Kort pause – så en svag kimende dissonans i orglet. Salen dernede er forvirret. Hvad sker der? Men vi har noget at arbejde med: Den første klang sky, en chokeret pause, en tilbageholdt klang i orglet. Den første gestalt igen, og langsomt begynder forløbet at emme af konsekvens der med tilbagevirkende kraft redefinerer begyndelsen som formskabende, som meningsfuld. På et tidspunkt er materialet brugt op, og så eksploderer rytmen hvor vi beviser at vi rent faktisk kan spille. Og så kommer forløsningen. Vi skider i nælderne fra start, og både musikere og publikum befinder sig i en spændingstilstand.  Så rydder vi op efter os og tager publikum med, og ud af det kommer en situationen hvor vi er fuldstændig spillet sammen. Bagefter sagde Prins Henrik: “Nu har jeg jo ikke forstand på musik, men det var dog en utroligt spændende koncert.” Så i stedet for endnu en tom begivenhed bliver det en koncert som flytter deltagerne ind i en levende fælles relation.”

Og sådan er det ikke kun med musikken. Det samme gælder når fagotten er skiftet ud med titlen som foredragsholder:

“Jeg skulle holde et foredrag for et hold pædagoger. Først var der en svensk psykolog der talte om ‘den gråtande inre barn’ hvor han paralyserede forsamlingen med sin dybe selvmedlidenhed. Bagefter var der fire lærerinder der havde skabt en ballet om medfølende kommunikation. Det efterlod forsamlingen med ansigtsudtryk som var helt tilbagestrøgne af lutter fordrukken forstillelse. Så fór det ud af munden på mig: “Altså, det her er resultatet af en fuldstændig horisontal feministisk omsorgskultur! Jeg er sgu glad for at jeg er vokset op for mange år siden i et samfund hvor der stadig var mænd som var ude på noget, mænd som udtrykte en vertikalitet, herfra og opefter.” Peter Bastian holder en lang pause, og vi holder vejret. “Der havde jeg sluppet en fjert der var så eftertrykkelig at de hadede mig.”

Det kan vi levende forestille os, og vi spørger hvordan man dog kommer videre og får noget konstruktivt ud af en så ligefrem fornærmelse. Igen er nøgleordet kontekst: “Når du har sat scenen med sådan en dissonans, så oplever du at det er meget svært at tro på det som du selv siger. Du kan ikke snyde dig fra det, men langsomt finder du et ord og så det næste, som i blinde. Efterhånden fik jeg fat i en sammenhæng som efterrationaliserede min reaktion, og efterhånden voksede en nøgternhed frem i forsamlingen. Og så kom dybden.” Han uddyber:

“Altså, i musikken begynder tingene at spille sammen på en måde som taler tilbage til os selv som musikere. Alt bliver konsekvens. Så dét der her startede med at være et “nej-nej-nej, hvad har du gjort”, lukker op for flere og flere muligheder. Du bliver nødt til at holde dig til konteksten, som handler om at du er anbragt der for at flytte en sal fuld af mennesker et sted hen hvor de får noget nyt at tænke over. Det handler om troskab over for den kontekst,” forklarer han.

Bryd bare decorum

RM-Peter-Bastian-004Men hvorfor overhovedet lægge ud med sådan en svada? Hvorfor spille noget der giver dronningen røde pletter på halsen? Inden for retorikken er det en af Aristoteles’ tre etos-dyder at man må skabe velvilje hos sit publikum. Ligesom det bliver set som hensigtsmæssigt at overholde decorum, det som er sømmeligt i situationen. At fornærme sit publikum er ikke umiddelbart en kilde til velvilje, ligesom det i de fleste sammenhænge opfattes som brud på god social skik. Men  ifølge Peter Bastian kan det nogle gange være nødvendigt at smide en bombe for at blive skudt et nyt sted hen – for at bevæge sig i højden eller i dybden og ikke ligeud eller ned. Og det er netop noget af det der adskiller det skabende fællesskab fra den tandløse hygge.

“Man kan forstå det som to forskellige former for frihed: Den ene er væren hvor du hviler så fuldkomment i nuet at alting altid allerede er perfekt. Det er en passiv position. I modsætning til den står en anden position – den skabende. Også her er du fuldstændig i nuet som du bliver nødt til at tage for pålydende, men forskellen er at du her flytter konsekvenserne ind i fremtiden, som en handling som så skaber konsekvenserne for en ny handling. Igen og igen. Den skabende position er aktiv. Og selvom du bryder med forventningerne, med det pæne, med den direkte vej til målet, kan du med publikum bevæge dig nye steder hen som fuldstændig kan efterrationalisere en uventet og måske brutal ansats.” Og det var præcis hvad der skete i Bulgarien med Bazaar såvel som med pædagogerne med de glatte ansigter:

“Bagefter var forsamlingen tilstede som voksne og vågne mennesker. Der var ikke længere den der sentimentale creme over dem.”

Konstruktiv uenighed

Og det gælder ikke kun på scenen. Det gælder også i det teater, vi kalder den offentlige debat. “Vi har meget svært ved at være uenige i det her land, men vi har desperat brug for at kunne agere i en konstruktiv uenighed. Fordi vi savner gyldige løsninger. Vi bliver nødt til at udvikle en samtalekultur hvor uenigheden er velkommen. Hvor vi tør tage en konfrontation med risiko for at ryge i totterne på hinanden. Ikke fordi vi vil have ret, men fordi det er vigtigt hvad vi taler om. Så vigtigt at vores personlige dagsordner må træde i baggrunden. Kun når vores personlige dagsordner træder i baggrunden for en fælles interesse, kan det skabende fællesskab opstå. Et fællesskab hvor vi finder en dybde vi kun kan nå sammen.”   R

 

Bibliografisk

Af Pernile Kloster & Frida Hviid Broberg. Redaktører på RetorikMagasinet.

RetorikMagasinet 101 (2016), s 4-7.
35101

Pernille Kloster

Redaktør på RetorikMagasinet 2016-
Pernille Kloster

Latest posts by Pernille Kloster (see all)

You may also like

Kommentera

This website uses cookies to improve your experience. We'll assume you're ok with this, but you can opt-out if you wish. OK Læs mere